40 års-jubilæum
 |
| Den gamle realklasse. Fra venstre Per, Per, Hanne, Per, undertegnede, Aase, Inge Marie og Bente. Foto: Lyngby & Lyngby |
Drømmen var egentlig en karriere som stjernekok på en fransk restaurant i Michelin-klassen, men sådan skulle det som bekendt ikke gå. For realeksamen var på vej ud som det sikre valg. Nu skulle man også lige tage gymnasiet med - for "det kan man i hvert fald aldrig tage fra dig", som det hed.
Det gik nu udmærket sidenhen med noget, der ligner i omegnen af yderligere ti års skolegang, men det er en hel anden snak.
De ti år på Farsø skole var en lang kamp mod normalitet, ensretning og fidel funktionærmentalitet. Der var dog enkelte undtagelser. Historie- og samfundsfag-timerne med lærer Bøwes og fotoundervisningen i kælderen under den gamle inspektørbolig holdt jeg meget af.
Oprørstrangen var stor og en evigt spruttende vulkan i mit indre - og jeg fik heldagsskolen at prøve langt før, den blev indført, takket være eftersidningstimerne, som var den tids foretrukne disciplinær-middel. I dag er det som bekendt ADHD og andre diagnoser, systemet bruger til at undertrykke oprørske unger.
I lørdags stillede jeg så igen på den gamle skole. Festklædt og feststemt mødte jeg op i skolegården sammen med omkring 50 andre jubilarer. Først stod den på rundvisning på skolen, der næppe var til at kende igen. Om- og tilbygninger havde gjort sit, så skolen nu fremstår som et strålende monument over godt og vel et halvt århundredes dansk institutionsbyggeri. Næppe en arkitektonisk perle, men bemærkelsesværdig. Angiveligt skulle skolen rumme syv plan, selv om den på det højeste ikke overstiger tre etager.
Vi blev vist rundt på den gamle skole af viceinspektøren, der var sådan en typisk moderne offentlig leder med stor begejstring for forandringer og nye udfordringer, som det kaldes. Helt i tidsånden opfattede han sig også som en del af et såkaldt ledelsesteam, som han kaldte det. Skolen har i dag 700 elever, hvilket er det samme som i 1975, da en enkelt skoleinspektør kunne klare det, som et team på fem mennesker laver i dag.
Jeg kommer normalt aldrig på skoler, og det var derfor med forbløffelse, at jeg konstaterede, at skolen blandt andet havde et mødelokale. Hvad er der nu i vejen med et gammeldags klasseværelse, hvis man skal holde møde?
Intet var som før - bortset fra gymnastiksalen, der var næsten intakt her fyrre år efter, og som fyldte mig med stærke mindelser om gymnastiktimer iført røde shorts, hvid undertrøje og strækmarch til tonerne af "I alle de riger og lande".
Efter rundvisningen bød klassekammerat og blogger-kollega Per på øl til den gamle 3. real B i baghaven, der i øvrigt støder op til skolen. Til stede var vi en halv snes stykker og engelsklærer Lyngby. Der var hilsener fra nogle af de fraværende - og så gik snakken ellers lige så stille i gang. Der var mange livsforløb og karrierer, der skulle opdateres.
 |
| Norgenstunden i søanlægget i Farsø var mindst lige så idyllisk som i de gode, gamle dage. |
Sjovt nok foregik festen i det lokale, som i vore unge dage rummede Tordenkalven - det lokale værtshus. Sidst, jeg var der, var til min fars bisættelse.
Det forhindrede os dog ikke i at fortsætte til langt ud på natten. Og den mest hårdkogte del af selskabet rundede også festen af med at frekventere Tordenkalven, der i vore dage residerer i kroens hovedbygning.
Jeg havde lånt et værelse på Syvsovergården. Så i den gryende morgen gik turen hjemover gennem søanlægget. Akkurat som så mange gange før - for fyrre år siden... Et minderigt punktum på en minderig dag.
 |
| Klassen som den så ud i 1975. Øverst fra venstre Jette, Birgit, Bente, Jette, Aase, Gert og Helle. Midterste række fra venstre Mona, Per, Mette, Knud, Jarl, Inge Marie, Per og i forgrunden Per og undertegnede. |
 |
| Veteranerne i skolegården. Foto: Lyngby & Lyngby |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar