The name's Bond

Shaken, not stirred

Foto: Jens Peter Larsen

Selv om jeg ikke når Roger Moore til sokkeholderne i elegant udstråling, kunne jeg ikke dy mig for at indtage en ægte Bond-plakat-positur, da jeg her til aften fik en ni millimeters pistol i hånden. Lidt drengerøv er jeg jo.

Jeg er også ret pjattet med netop Roger Moore-udgaven af spionen over alle spioner. Moore er elegant, har glimt i øjet, en rap replik og netop den udstråling, som jeg kan lide det - og så får det være, at langt de fleste foretrækker Sean Connery i den rolle. Smag og behag er jo heldigvis forskellig.

Det var jobbet, som mandag aften bragte mig forbi Vester Han Herreds Skytteklub, hvor en flok unge pistolskytter havde hentet en masse medaljer hjem til klubben, så der skulle lige laves et par billeder til lokalavisen.

Og nu, da jeg var der, synes klubbens chefinstruktør Jens Peter Larsen, at jeg også skulle prøve at skyde med pistol. Det gik forbløffende godt - også bedre end da jeg for nogen tid siden skød med revolver. Syv ud af ti skud inden for det sorte felt - og et enkelt direkte i 10'eren. Det er vist meget godt - taget i betragtning, at jeg aldrig har prøvet det før.

Men nu er jeg jo ikke typen, der praler, så det lader vi blive mellem mig og læserne.Jeg har heller ikke planer om at blive agent og jage skurke. Den slags overlader jeg gerne til James Bond.

Til gengæld nupper jeg så en dry martini. Shaken, not stirred. The name's Bond ... Jesper Bond!

P.s. For de våbeninteresserede kan jeg oplyse, at pistolen er en SigSauer P226 x-six med bro og Romeo rødpunktsigte.

Lakrids-øl

Fredagsbajer

Det sker efterhånden alt for sjældent, at jeg drikker fredagsøl. Men fredag aften skulle det alligevel være.

Jeg er ikke særlig sofistikeret i min ølsmag. Min favorit har mange år været Royal Eksport - og mere behøver jeg sådan set ikke. Men i køleskabet lå en gave - en specialudgave af Limfjordsporter med ekstra lakrids. Helt nøjagtig 16 gange så meget lakrids som i den originale Limfjordsporter fra Thisted Bryghus.

Jeg elsker lakrids, så det skulle da lige prøves. Brygget var næsten kulsort, og skummet tykt, fast og brunt. Smagen af engelsk lakrids var tydelig. Alt i alt smagte det ret godt, men alligevel er jeg lidt forbeholden.

For det handler jo om fredagsbajer - og ikke fredagsslik. Den slags overlader jeg til børnefamilierne. Og jeg mener helt generelt, at man ikke skal blande tingene sammen, men holde sig til den rene vare. Lidt puritaner er jeg jo nok. Skæg for sig og snot for sig, som man siger.

Der er i vore  dage en upassende tendens til, at alting skal serveres med et tvist - og det er tilsyneladende slet ikke comme il faut at nyde den rene vare. Den hopper jeg bare ikke på.

Efter at have drukket det tykke, sorte fluidum var jeg lidt bekymret for, hvordan den almindelig Royal Eksport ville smage. Men det gik nu helt fint. Det er jo nærmest letøl sammenlignet med den lakridstykke porter - og det foretrækker jeg altså, selv om jeg har en voldsom hang til lakrids.

Så det bliver sikkert ved denne ene gang. Næste gang, jeg skal have fredagsøl, bliver det ganske almindeligt øl - altså Royal Eksport.

Hokkaido-sorbet

Fra det søde køkken

Da jeg for nylig interviewede køkkenchefen på Rønnes Hotel i Slettestrand, Kenneth Petersen, smagte jeg hans hokkaido-sorbet, som jeg faldt pladask for.

Så det skulle lige prøves til Mortensaften, for heldigvis fik jeg opskriften med hjem - om end jeg er lidt hæmmet af kun at have en almindelig husholdnings-ismaskine. Forskellen på husholdningsudgaven og den professionelle er blandt andet, at den professionelle blæser luft ind i isen. Det kompenserer vi amatører for ved at vende et par piskede æggehvider i ismassen. Det er ikke perfekt, men det duer i en snæver vending.

400 gram hokkaido koges møre i en lage bestående af 8 gram vanillesukker, 150 gram sukker, 4 stjerneanis og 1,25 dl vand. Det hele blev blended, efter at jeg havde fjernet stjerneanis. Så tilsatte jeg to piskede æggehvider og lod det køre i ismaskinen i en lille time - og så røg det i fryseren.

Jeg serverede i afkølede cocktailglas på en bund af min hjemmelavede blomme i madeira. Nu er jeg stadig på forsøgsstadiet, så næste gang vil jeg nok tilføje en lille klat flødeskum og et par citronmelisse-blade på toppen - for jeg er sikker på, at det vil blive endnu flottere med lidt grønt.

Sorbeten formede jeg med en almindelig iskugle-ske, men skal det være helt rigtigt, bruger man to såkaldte quenelle-skeer. Det har jeg bare ikke i min lille husholdning, så det bliver nok mit julegave-ønske. Man skal jo ikke gå ned på udstyr.

Jeg serverede hokkaido-sorbeten Mortensaften for Anne og Henrik. De var tilfredse med resultatet, mens jeg lige overvejer en gang, om jeg måske skal reducere sukkermængden en anelse.

Inden sorbeten fik vi langtidsstegt and med rødkåls-coleslaw med mormor-dressing og så et andet eksperiment, som endnu er på udviklingsstadet - glaserede syltede gulerødder. Jeg var ikke helt tilfreds med det, så det skal lige prøves et par gange mere, før jeg deler opskriften. Men jeg er godt på vej - og især Anne mente, at det fungerede fint.

Sådan dresserer man en organist

Organist i grønlandsk mesterlære

Foto: Privat

Det er velkendt, at danske kirkeorganister har svært ved at spille til grønlandske salmer. Tempoet i de andagtsfulde grønlandske salmer er meget l a n g s o m t efter dansk opfattelse – og resultatet bliver derfor ikke altid lige smukt i grønlandske ører.

Det har de taget konsekvensen af i Vor Frue Kirke i Aalborg, hvor en af kirkens tre organister, Ebbe Michelsen, nu er blevet fast tilknyttet den grønlandske kirkesanger Jennifer Angel Winther og det grønlandske kor Ullorissat Aalborg.

- Det er et stort fremskridt. Ebbe gør det godt og er meget lærenem, så vi er glade for, at vi nu har fået en organist, som forstår det grønlandske tempo bedre end de fleste – og også har lært at falde ind de rigtige steder i en grønlandsk andagt, siger Jennifer Angel Winther.

Denne bagatel skrev jeg som en lille boksartikel til sidste uges historie om de grønlandske kateket-studerende i Aalborg.

Katekismus

Kristendom for alle

Jennifer Angel Winther (tv) og Marie Lynge Møller er gået i gang med
 en dansk ”kateket-uddannelse”, så de kan aflaste kateket Ove Poulsen. 

Martin Luther udgav i 1529 sin Katekismus, som var en lille håndbog - en slags "kristendom for dummies" - der samlede de væsentligste pointer i kristendommen.

Det har givet navn til stillingsbetegnelsen kateket, der i Grønland betegner en hjælpepræst - typisk en skolelærer, som forretter de kirkelige handlinger i små byer og bygder. Kateketerne gennemgår en treårig uddannelse i fritiden - og de kan så træde til, når der ikke lige er en præst i nærheden. Og sådan er jo ofte i små samfund med måske kun 100 indbyggere i en fjernt beliggende bygd.

En af de grønlandske kateketer er Ove Poulsen, der nu i en årrække har boet i Hirtshals - og bruger al sin fritid på at forkynde det kristne budskab på grønlandsk til de mange grønlændere i Nordjylland.

Nu får han snart en hjælpende hånd, for to grønlandske medlemmer af menighedsrådet i Vor Frue Sogn har sat sig på skolebænken for at sikre kirkebetjeningen af grønlændere i Aalborg.

Det skrev jeg i sidste uge en artikel om i Sermitsiaq. Det er en dejlig positiv historie, som jeg gerne deler med bloggens læsere, så her er den:

Jennifer og Marie vil være kateketer

Den grønlandske del af menigheden fylder meget i Vor Frue sogn i det centrale Aalborg. Området er hjemsted for mange grønlændere, der bruger Vor Frue Kirke som deres lokale kirke.

Det resulterede ved menighedsrådsvalget for nylig i, at det nye menighedsråd i sognet har to medlemmer med tilknytning til Grønland.

Det er Jennifer Angel Winther, der oprindeligt stammer fra Tasiilaq og Marie Møller Lynge, der i mange år arbejdede som lærer i Nuuk.

Samtidig med valget til menighedsrådet er de to gået i gang med den såkaldte Teologisk Voksenuddannelse i Aalborg Stift.

- Det er en tre-årig fritidsuddannelse, der minder meget om den grønlandske kateket-uddannelse – og målet er også, at vi skal kunne varetage de samme opgaver som en grønlandsk kateket, fortæller Jennifer Angel Winther.

- Den væsentligste forskel ligger i femte semester, hvor undervisningen fokuserer på de salmer, der normalt bruges i gudstjenesterne, fortæller Jennifer Angel.

- Her har vi lavet en aftale med kateket Ove Poulsen fra Hirtshals, som vil undervise os i de grønlandske salmer, for det giver ikke så meget mening i vores sammenhæng, at vi lærer om de danske salmer.

Marie Lynge og Jennifer Winther Angel glæder sig, til de er færdige med uddannelsen om tre år.

- Så kan vi aflaste Ove, der ofte har et travlt program med at holde andagter og deltage i kirkelige handlinger med et grønlandsk islæt, forklarer Marie Møller Lynge.

- Som det er i dag, er det altid Ove, der står for de månedlige grønlandske gudstjenester i Vor Frue Kirke – og desuden holder han tilsvarende grønlandske gudstjenester i Hirtshals samt enkelte grønlandske gudstjenester i resten af landsdelen.

- Ove gør et imponerende arbejde – helt uden betaling. Nu er det på tide, at vi andre også tager en tørn.

Det er ikke helt tilfældigt, at Jennifer Angel Winther og Marie Møller Lynge nu er kommet i menighedsrådet i Vor Frue Sogn i Aalborg.

Jennifer Angel Winther har i flere år været ansat som grønlandsk kirkesanger i sognet.

- Vi har et stort behov for det grønlandske islæt i de kirkelige handlinger. Det er især i forbindelse med begravelser, men også ved dåb og bryllupper, at vi har behovet, fortalte sognepræst Sophie Nordentoft, da Jennifer blev ansat for to år siden.

- Vi har også anskaffet grønlandske salmebøger. Selv om jeg ikke kan forrette en begravelse på grønlandsk og efter de grønlandske ritualer, oplever jeg, at mange er glade for, at det er de grønlandske salmer, der bliver sunget ved den lejlighed. Det giver trøst for de efterladte, at det kan foregå delvist på deres modersmål – og den omsorg yder vi gerne, siger sognepræsten.

Både Jennifer Angel Winther og Marie Lynge Møller er tilknyttet det grønlandske kor Ullorissat Aalborg, som også holder til i Vor Frue Kirke. Men selv om koret øver i Vor Frue Kirke, kan det bruges af alle kirker.

- Vi er ikke noget stort kor, men vi synger altid firestemmigt og har et stort repertoire fra den grønlandske koralbog. Koret står til rådighed for andre kirker i øvrigt i alle kirkelige handlinger, især ved den sidste afsked, fortæller Jennifer Angel Winther.

- Vi har et travlt program i julemåneden, hvor vi skal deltage i grønlandske gudstjenester alle søndagene i Advent. Vi lægger ud i Hirtshals ved en grønlandsk gudstjeneste den 1. december – og så fortsætter vi den 8. i Thisted kirke, den 15. her i Vor Frue Kirke, og den 22. december i Frederikshavn kirke.

Græskar og rødbedestilke

Udfordringer

Jeg har aldrig brudt mig om græskar. Det er uegnet som menneskeføde, mener jeg ganske enkelt.

Men nu tager jeg så mine ord i mig igen. For i dag smagte jeg denne hokkaido-sorbet på en bund af syltede sveskeblommer - og det smagte dæl'me godt. Sorbeten var lavet på en sirup med stjerne-anis og vanille - og især anissen gjorde sit til, at desserten faldt i min smag. Jeg er jo vild efter lakrids. Men syltede sveskeblommer er nu heller ikke så ringe.

Jeg fik den lille aha-smagsoplevelse i dag, da jeg interviewede køkkenchefen på Rønnes Hotel i Slettestrand, Kenneth Petersen. Snakken gik i både øst og vest, for madinteressen kan ingen tage fra hverken kokken eller journalisten. Og det endte da også med, at jeg tog hjem med både staldtips og et par gode opskrifter i baglommen.

Kenneth Petersen mener, at intet - absolut intet - må gå til spilde i køkkenet. Så han udnytter også stilkene fra årstidens friske rødbeder, som de fleste ellers bare hælder på kompostdyngen. Han bruger stilkene til en pesto, der er lidt anderledes end den harevælling, som mange mennesker bruger som tilbehør i dag - og Kenneth serverer gerne pestoen på en skive rapsolie-ristet brød.

Her er opskriften. Stilkene fra rødbeder skylles og renses for jord og skidt. Så blancheres de og trækker på køl i to døgn. Herefter hakkes de og hældes i en blender med ristede solsikkekerner og lidt salt. Så køres det igennem med noget koldpresset rapsolie - og der køres revet parmesan i, til konsistensen er passende. Så smages der til med lidt sort balsamico - og værs'go at spise.

Jeg har for resten heller aldrig været særlig vild med pesto. Så igen må jeg æde mine egne ord. Det er næsten for meget - sådan at blive rystet i den gastronomiske grundvold flere gange på en dag.

Slut med Mut

Kristinemut er lukket

Krakke-mut-mat blues. Aldrig mere mutters alene på Mutten. Pr-foto

En æra i Nuuks natteliv er slut. Den sidste dans er danset, og den sidste bajer er drukket på byens første værtshus – legendariske Kristinemut. I slutningen af september trak stedets forpagter Kristian Balslev stikket og afleverede nøglerne til bygningens ejere Krissie og Michael Winberg.

Det er endnu uvist, hvad der kommer til at ske i lokalerne fremover.

- Nu skal vi lige have gennemgået det hele og ryddet op – og så skal vi selvfølgelig finde ud af, hvad vi vil bruge lokalerne til, siger Krissie Winberg til Sermitsiaq. Hun driver i forvejen den populære Cafe Esmeralda i bygningen i Nuuks bymidte.

Kristinemut nåede at blive 70 år som udskænkningssted.

Det begyndte helt nøjagtigt den 5. maj 1954, hvor Kristine Chemnitz købte en stor kaffekande, anbragte tre borde i sin stue og bekendtgjorde, at hun havde åbnet en kaffebar.

Historien fortæller, at Kristine ved en fejl fik en sending øl leveret fra Danmark, så hun spurgte den daværende landshøvding, hvad hun skulle gøre. ”Gå hjem og sælg pilsnerne,” lød svaret – og dermed var Grønlands første alkoholbevilling givet.

I 1962 overdrog Kristine Chemnitz forretningen til sin datter Else med kaldenavnet Tulle og hendes mand Morten. Tulle og Morten drev Kristinemut frem til efteråret 1994, hvor stedet blev overtaget af Helge Tang og Carl Juhl.

Kristinemut var i mange år et regulært værtshus, men det ændrede sig 80’erne, hvor Kristinemut både var spisested og værtshus. Mellem 18 og 21 var der fine hvide duge på bordene – og både Nuuks befolkning og gæster udefra fik sig et godt og solidt måltid, der som regel blev afsluttet med en grønlandsk kaffe – inden der kom bajere på bordet.

Kristinemut var kendt langt ud over Grønlands grænser. Det skyldtes ikke mindst sangeren Poul Dissing, der på pladen Kalaallit Nunaat fra 1997 sang sin Krakkemut-mat-blues om at være ”mutters alene på Mutten”. Inspirationen til sangen og en stribe andre sange om Grønland fik han under et ophold i Nuuk i 1973. Egentlig skulle turen være på tre uger, men endte med fire uger, fordi vejret gjorde flyvning med de daværende S-61 helikoptere umulig.

Da AG’s tidligere redaktør Philip Lauritzen i 1994 udgav sin Grønlandsguide viede han et helt afsnit til Kristinemut. Han skrev blandt andet:”Mutten er en myte. I Nuuk. I Grønland. I Danmark”.

Nu er det slut. Kristinemut har både været elsket og hadet. Stemningen var især tidligere altid høj, men med stemningen og alkoholen fulgte også støj, larm og slagsmål uden for. Det helt store spørgsmål er, hvordan Nuuk ville have set ud, hvis ikke Kristine Chemnitz ved en fejl fik et læs øl leveret.

Det spørgsmål får vi aldrig svar på. Nu er Mutten lukket. Festen er forbi.

Jeg skrev artiklen til Sermitsiaq i sidste uge. Godt nok var Mutten ikke mit stamværtshus, da jeg boede i Nuuk, men jeg har nu også brugt en del timer der. Artiklen blev også bragt i netavisen Sermitsiaq.AG, hvor den har været den mest læste historie i weekenden. For Kristinemut var meget mere end et værtshus. Det var en institution. Så historien rører alle.

Den positive historie

Grønlændere i danske menighedsråd

Det netop overståede menighedsrådsvalg i Lindholm sogn i Nørresundby nord for Aalborg gav plads til tre grønlandske medlemmer af menigheden i det 12 personer store menighedsråd, der tiltræder officielt i forbindelse med første søndag i advent den 1. december.

De valgte er Ivalo Lyberth, Steffine Heinrich og Johnhard Telling. Desuden blev der valgt fire stedfortrædere, hvoraf de to har grønlandsk baggrund. Det er Agapeta Poulsen og Karl Geisler.

Den store grønlandske repræsentation netop i Lindholm er ikke noget nyt, fortæller Johnhard Telling, der både er aktiv i den lokale grønlandske forening Ikerasak og i Fællesforeningen Inuit.

- Både Steffine Heinrich og jeg var også medlemmer af nuværende menighedsråd – og jeg har i de sidste fire år også fungeret som kirkeværge, siger Johnhard Telling.

Kirkeværgen er det menighedsrådsmedlem, der har det daglige tilsyn med sognets bygninger og kirkegården. Det er et temmelig stort arbejde.

- I Lindholm sogn har vi både Lindholm Kirke, der er en gammel landsbykirke fra 1900-tallet og så det næsten nye Løvvangens Kirkecenter fra slutningen af 70’erne, hvor der både er mødefaciliteter og en kirkesal, fortæller Johnhard Telling.

- Det er ikke helt tilfældigt, at menighedsråds-valget gik, som det gik. Der har gennem en årrække været et tæt samarbejde mellem sognet og det grønlandske miljø i Nørresundby. Både foreningen Ikerasak og koret Arsarnerit bruger Løvvangens Kirkecenter som mødested til de ugentlige møder og øveaftener.

Den solide grønlandske repræsentation glæder menighedsrådets formand Anne-Marie Dalbøge Bersan, der er begejstret for det grønlandske engagement i det lokale kirkelige arbejde.

- Grønlænderne tager arbejdet i kirken alvorligt og er trofaste kirkegængere. Jeg fornemmer helt klart, at der i Grønland er meget mere respekt om kirken. Man har en meget stor situationsfornemmelse for, hvordan man skal opføre sig i kirkelige sammenhænge, og så er det en fryd at høre, når grønlænderne synger med på salmerne. Den grønlandske del af menigheden er en stor ressource i sognet, siger Anne-Marie Dalbøge Bersan.

- Arbejdet i menighedsrådet skal tages alvorligt. Vi forvalter skattekroner og på den måde adskiller arbejdet i et menighedsråd fra en almindelig foreningsbestyrelse. Der er en masse regler, der skal følges – og for mit personlige vedkommende, forventer jeg da også, at medlemmerne af menighedsrådet jævnligt deltager i sognets gudstjenester.

- Samarbejdet med Ikerasak går efterhånden en del år tilbage. Jeg var frivillig i forskellige sammenhænge – og jeg hørte, at grønlænderne manglede et mødested i Nørresundby. Så blev vi enig om, at Ikerasak kunne bruge krypten i Lindholm kirke til deres møder – og siden er samarbejdet bare vokset og vokset.

- Det er i dag sådan, at sognets største enkelt-arrangement er den grønlandske nationaldag, der starter med gudstjeneste i Lindholm Kirke om formiddagen og fortsætter så resten af dagen med fælles brunch og senere også fælles middag og mange forskellige aktiviteter i kirkecentret. Det er simpelthen en succeshistorie uden lige, siger den begejstrede menighedsrådsformand.

Sognet har tre præster tilknyttet, men de viger gerne pladsen på prædikestolen til fordel for den grønlandske præst i Grønland, Marianne Lynge Krog. Den grønlandske præst har som regel et tæt program, men både menighedsrådsformanden og det nyvalgte menighedsråd håber på et besøg igen til nationaldagen i 2025.

Som noget helt specielt i Lindholm har sognet også en venskabsmenighed i Letland i byen Valka. Medlemmer af menigheden i Lindholm benyttede i år sommeren til en bustur til Letland, hvor der også blev lejlighed at besøge flere svenske kirker.

Anne-Marie Dalbøge Bersan ser for sig, at venskabssamarbejdet kan udvides til også at omfatte et kirkegæld i Grønland.

- Hidtil har det ikke været realistisk på grund af rejseomkostningerne, men med den kommende sommerrute mellem Aalborg Lufthavn og den nye lufthavn i Nuuk er det måske en mulighed i fremtiden. Det er i hvert fald værd at undersøge, mener menighedsrådsformanden i Lindholm.

Opstillingsmøderne til de danske menighedsråd foregik den 17. september. I de fleste danske sogne bliver menighedsrådet valgt på opstillingsmødet, men der er mulighed for at opstille alternative lister. Hvis det sker, vælges menighedsrådene ved en afstemning den 19. november.

Menighedsrådet i Lindholm er ikke det eneste danske sogn, hvor der er grønlandsk repræsentation. Det er også sket i blandt andet Vor Frue sogn i Aalborg, men det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at få et overblik over, hvor mange grønlændere, der i alt er kommet i de danske menighedsråd.

Generelt er medierne hurtige til at skrive de negative historier om Grønland og grønlændere. Derfor var jeg ekstra glad, da jeg lavede denne historie til Sermitsiaq i forrige uge. Og det slutter ikke her. Jeg er i dag søndag på vej til grønlandsk gudstjeneste i Vor Frue Kirke i Aalborg, hvor der er to grønlandske medlemmer af menighedsrådet.

Grønlandsk paradis i Aabybro

Martins vilde vægmaleri

Erhvervsmanden Martin Gjødvad har skabt sit helt private grønlandske paradis i den gamle Aaby Nordre Skole på Kirkevej i Aabybro.

Inden han flyttede til Aabybro i 2016, boede han 25 år i Nuuk.

- Når man bor så mange år i Grønland, er det svært at slippe. Grønland går i blodet. Landet gør et stort indtryk og påvirker alle på den gode måde, forklarer Martin Gjødvad.

- Vi fandt derfor på, at det kunne være spændende at skabe et minde om Grønland på endegavlen af skolebygningen. Det blev til et stort vægmaleri, som ikke alene dækker gavlen ud mod Kirkevej, men også indgangspartiet i gårdhaven og et par læmure.

Maleopgaven blev lagt i hænderne på kunstneren Kiss Rohde Jønsson fra Havndal ved Hadsund. Hun er specialist i netop den slags opgaver og har her på egnen blandt andet løst opgaver i Skulpturparken Blokhus i Hune og også malet vægmaleriet på Jernbanetorvet i Brovst.

- Jeg har aldrig selv været i Grønland, men Martin kom med en stak billeder – og så lavede jeg et udkast til gavlen. Men projektet blev større og større, for han havde mange ideer til, hvad der skulle med. Så maleriet voksede til også at omfatte gårdpartiet ved indgangen og et par læmure, fortæller Kiss Rohde Jønsson.

- Jeg er selv meget glad for maleriet, som gør vores bolig til noget helt særligt – og mine børn deler glæden til fulde, fortæller Martin Gjødvad. Han har Freja Ivalo på 18 og Magnus Malik på 16, der begge er født i Grønland.

- Det minder dem om deres barndom og deres rødder. De levede deres første år i Grønland, og det glemmer de aldrig.

Martin Gjødvad flyttede til Nuuk som 20-årig i 1991. Her grundlagde han i 1996 Grønlands største IT-selskab Inu:IT, der beskæftiger 45 medarbejdere på hovedkontoret i Nuuk og i danske afdelinger i Thisted, Støvring og Vejle.

Udover sin IT-virksomhed er Martin Gjødvad også aktiv i det boomende boligbyggeri i den grønlandske hovedstad Nuuk, der er vokset voldsomt de seneste år.

Interessen for at udvikle ejendomme fornægter sig heller ikke i Aabybro.

- Jeg forelskede mig i den gamle skole på Kirkevej. Men skolen var alt for stor til en familie, så vi delte den op i et par lejligheder og byggede så yderligere nogle lejligheder og et fælleshus ved siden af, så vi nu bor seks familier på parcellen.

- Vi bor hver for sig og sammen på samme tid. Vi har et stort fællesskab, hvor alle familierne spiser sammen en gang om ugen. Vi er også fælles om at holde den store grund, så vi holder arbejdsweekender hver anden måned.

- Det er en lidt speciel måde at bo på, men jeg er overbevist om, at vi kommer til at se meget mere af den slags i fremtiden, siger Martin Gjødvad.

Artiklen har været bragt i Sermitsiaq, Nordjyske og Ligeher.nu i forskellige versioner. Jeg kender Martin Gjødvad fra de glade dage i Nuuk, hvor han var med på morgensvømmerholdet i svømmehallen Malik, der for resten er Grønlands eneste svømmehal. Malik blev indviet i 2003 og ligger tæt på Nukalloq, hvor Dina og jeg boede fra 2002 til 2007.

Sovs eller sauce?

Ordkløveri

Sovs eller sauce? var temaet for septembers møde i Øland Sildelaug. Det blev anledningen til en treretters, som bød på den dejlige flydende garniture i mange udformninger.

De fleste opfatter forskellen mellem sovs og sauce som et spørgsmål om mængden. Er der for lidt, er det sauce, og er der nok, er det sovs. Så enkel er virkeligheden ikke, for det er også et spørgsmål om viskositet, konsistens, vægtfylde og ikke mindst kalorie-indbold, viste aftenens empiriske undersøgelser i laboratoriet.

Laugsbrødrene lagde ud med hvidvinsdampet ørred med asparges, håndpillede rejer og hollandaise. Hollandaise-saucen er en af de klassiske saucer, som alle madentusiaster bør kunne lave fra bunden - uden at ty til sølle pulverblandinger. Den har et dårligt ry blandt køkkenskrivere, for sjusk under tilberedningen fører nemt til, at den skiller.

Hollandaise er en emulsion, en blanding af æggeblommer og smør - dybest set en slags varm mayonnaise - og den blev udført af fiskeholdet uden slinger i valsen. Tyk som smørefedt, men lige til at spise - og det gjorde laugsbrødrene så.

Det var en ganske forsvarlig forret, så svendene tog en lige så forsvarlig pause, inden man gik videre til dagens hovedret, som var kalvecuvette på en bund af tomassnask a la J'espere med pommes Anne, blomkål og sauce bordelaise.

Almindeligvis er bordelaise sovs, hvor hovedingrediensen er vin fra Bordeaux, men her sprang vi over, hvor gærdet er lavest og brugte en italiener fra laugslageret - og det gik også an. Den smagte himmelsk, men henset til mængde og konsistens var det nok nærmere sovs end sauce. Pyt, for det gled ned alligevel - og kalvekødet var sovsemørt, så der var næsten ikke et øje tørt.

Aftenen sluttede med pære belle Helene - udviklet af den legendariske franske mesterkok Auguste Escoffier i 1864 til premieren på Offenbachs operette La belle Héléne. Hovedingrediensen er råsyltede pærer med vanilleis overhældt med - hold nu fast - chokoladesovs eller -sauce.

Det var så atter en anledning til at diskutere den hårfine forskel på sovs og sauce. Skriverkarlen hælder mest til sauce - for ligesom hollandaisen er der tale om en emulsion, dog på chokolade, fløde og smør. Men igen var der rigelige mængder, så pilen pegede mod sovs.

Det er i øvrigt svært at vælge vin til en chokoladedessert. Her faldt valget på portvin af tawny-typen, som er en af de få vine, der fungerer sammen med chokaladens bitterhed. Tawnyen var i øvrigt ret lokal. Opvokset og tappet i Portugal, men solgt i Fjerritslev sidste år som årets portvin fra Renés Vin- og Grønttorv med kongestenen i Grønnestrand som motiv på etiketten.

Sådan et lokalt tilsnit skal bestemt ikke lægges de gyldne dråber til last, var man enig om, inden turen gik hjemover i den stille aften ved 23-tiden til en velfortjent nattelur. Vel sent for modne mænd, men nu er det jo weekend, så det...