I løvens hule

Årets brøl

Scenografien til prisfesten var skabt af
fremtidens kreative - eleverne på Media College Aalborg.

Fredag hyldede den nordjyske kommunikations- og reklamebranche samt ikke mindst branchens kunder kreativiteten i landsdelen.

Dommerkomiteen på arbejde midt i sommervarmen.
 Fra venstre Kirsten Poulsen, Thomas Hoffmann og
Deres ydmyge blogger. Foto: Årets Brøl.

Det skete med prisfesten Årets Brøl, der er tænkt som et forsøg på at genoplive en tradition fra 90'erne, hvor Aalborg Stiftstidende stod bag en række lignende arrangementer. Bag Årets brøl står den kreative gruppe fra foreningen Erhverv Norddanmark.

Begivenheden samlede 250 festklædte deltagere i Europahallen til en prisfest, der ikke lader forbilledet fra Cannes meget efter. Formanden for dommerjuruen Thomas Hoffmann har da i øvrigt også siddet med i juruen i Cannes. Sjovt nok - for jeg kan stadig huske Thomas som tegner-eleven på Dafolo Marketing i slutningen af firserne. Akja - tiden går...

Dommerkomiteen talte flere andre notabiliteter - blandt andre også undertegnede.

Morten Kok som DJ. Foto: Årets Brøl.

Der blev uddelt priser i 17 kategorier - eller rettere det skulle have været 17 kategorier. Imidlertid var det kreative niveau på de indsendte bidrag mildest talt lidt spredt - og dommerkomiteen fandt, at der ikke var grundlag for at uddele en pris i kategorien for sociale media.

Men det gik endda - og 16 bidrag kunne gå hjem fra festen med den eftertragtede pris.

En ting undrer mig. Alle er enig om, at kreativitet og klare budskaber er væsentlige elementer, når der skal skabes sorte tal på bundlinjen. Derfor undrer det mig, at flere af prismodtagerne roste deres kunder for at være modige. Hvis man skal være modig for at være kunde hos et reklamebureau, tyder det ærlig talt ikke på megen selvtillid. Det er ikke modigt, men klogt at satse på gode, kreative løsninger.

De kreative og kunderne fejrede hinanden med gode vine og champagne - og festen bød på en kreativ fireretters menu bestående af pocheret multe, skagensskinke, kalvefilet og den berømte Marcel Gateau-chokoladekage.

Efter prisuddelingen var der diskotek med Aalborgs berømte Morten Kok som DJ. Han demonstrerede, at han kan jonglere med andet end grydeskeer og kokkeknive.

Vi skal her lige tage et kik på vinderen i kategorien Film og TV. Det er en noget utraditionel og meget lang video på godt fire minutter, som er tænkt som et forsøg på viral markedsføring af Aalborg Fyrværkerifabrik. Den er hylende morsom og bygget på en gammel traditionel kinesisk folkesang - tilsat lidt undertekster - og ellers filmet som traditionel, sentimental kinesisk schlager-underholdning. Filmen er skabt af Aalborg-bureauet Clienti.


Se også Nordjyske Stiftstidendes omtale af begivenheden.

Enkelt og godt

Leverpostej er salig fryd for ganen

Det daglige brød.

Jeg holder af leverpostej - ganske almindelig leverpostej.

Den behøver ikke at være særlig avanceret. Faktisk er den billigste leverpostej fra nærmeste discount-forretning god nok til min smag. Jeg behøver ikke en dyr fransk flødepostej - eller en hjemmelavet sindrig leverpostej med hemmelige krydderier og en gennem generationer nedarvet opskrift.

Nej, ganske almindelig leverpostej. Leverpostej er hverdag - ikke gastronomi. Det gør dette stykke fine, danske hverdagspålæg til en forkætret spise. Ernæringseksperter slår syv kors for sig, og kulturradikale halal-feinscmedkere forbinder hang til leverpostej med en indre svinehund og fremmedfjendskhed.

Jeg er ligeglad - for jeg elsker leverpostej og har gjort det, siden jeg var barn. I mine tretten år i folkeskole, realen og gymnasiet havde jeg hver eneste dag fire halve med leverpostej i madpakken. Og jeg står fuldstændig uforstående over for argumentet om, at det er leverpostejmadderne, der er skyld i, at nutidens kræsne og fordringsfulde unge ikke vil spise madpakke-mad.

En leverpostejmad bliver nemlig kun bedre af at ligge i en madpakke. Især hvis den er garneret med agurk eller rødbede. For efter nogle timer breder saften fra garnituren sig ud i maden - og gør den blød, lækker og smagfuld. Kort sagt en rigtig himmerigsmundfuld. Herremad. Salig fryd...

Hvis børn i dag holder af leverpostej, ryger de sandsynligvis till skolepsykologen og en bogstavdiagnose. Fine damer, som synes, at sushi og falaffel med kikærtemos er tegn på den rette politiske vej, vil overveje, om barnet skal fjernes fra hjemmet - og ordinere støttepædagog på stedet.

Jeg er som sagt ligeglad - men jeg må også indrømme, at jeg simpelthen ikke fatter, hvad der er galt med en leverpostejmad. Jeg har blandt andet konstateret ved at kigge varedeklarationer, at der ikke er nogen særlig sammenhæng mellem pris og indholdet af lever og fedt. Så jeg ser ingen grund til at spise dyr fedtfattig postej, når den billige alligevel smager bedst.

Jeg bryder mig ikke om forandring - indrømmet. Jeg tror på den mentale styrke, der ligger i faste holdepunkter i tilværelsen. Og her har vi nok forklaringen på, hvorfor leverpostejen er så forkætret. Nogle mennesker er så vilde med forandring og nytænkning, at folk, der spiser det samme i madpakken hver eneste dag, nødvendigvis må ses som samfundsfjender.

Det er trængt ind i sproget. Leverpostejsfarvet er udtryk for noget kedeligt og farveløst. Men for mig er leverpostej lig med tryghed, velvære og mit livs sikre holdepunkt.

Netop nu hvor agurkerne vælter frem i drivhuset, er min favorit naturligvis leverpostej med hjemmeavlet agurk. Men om føje tid er det med frisk, hjemmelavet rødbede - og som det gror i øjeblikket, bliver der helt sikkert også masser af rødkål til vinterens leverpostej-madder.

For nok holder jeg af helt almindelig leverpostej - men garnituren må nu gerne være af egen avl.
Velbekomme.  

Dobbeltbekkasin

Fuglenes brumbasse

Dobbeltbekkasin i vandkanten.

Forleden gik denne dobbeltbekkasin og snadrede som en anden and i vandkanten nede ved dæmningen.

Man fristes nemt til at hævde, at dobbeltbekkasinen er næbbet, for dette i øvrigt for en fugl nyttige og praktiske spiseredskab dominerer tydeligt fjæset på en dobbeltbekkasin - eller horsegøg som den også kaldes.

Dobbeltbekkasinen er en af de fuglearter, som er gået voldsomt tilbage i Danmark de seneste år - blandt andet fordi den er voldsomt knyttet til eng og vådområder.

Heldigvis er det ikke det store problem her på egnen - og jeg har i løbet af sommeren flere gange hørt dens brummende flugt over markerne.

Mens jeg boede i Straumsbukta, fangede jeg
 denne dobbeltbekkasin i luften. Bemærk de to ekstra halefjer.

Dobbeltbekkasinen er nemlig nem at kende i flugten. Den har et par ekstra halefjer, som vibrerer når fuglen dykker. Det giver en brummende eller vrinskende lyd, der i gamle dage gav den navnet horsegøg.

Aktuelt regner man med, at der er 2.000 ynglepar i Danmark, men i den kommende tid øges antallet voldsomt. Hvert år passerer cirka en million dobbeltbekkasiner Danmark, hvor de fælder sommerdragten inden turen går videre sydpå. I milde vintre er det også sket, at nogle af dobbeltbekkasiner er blevet i Danmark.

Blokhus Fiskerestaurant

Anstrengt kreativitet

Et bagvendt stjerneskud.

Søndag aften var en dejlig aften - lige til en tur til Blokhus og lidt aftensmad på en af badebyens restauranter.

Sådan i det daglige og uden for sæsonen er det normalt Klausens Fiskerestaurant i Hune, der trækker, når vi er på de kanter - men i det dejlige vejr og med udsigt til en efterhånden tidlig solnedgang faldt valget denne gang på Blokhus Fiskerestaurant.

Restauranten har et par år på bagen, men jeg har ikke tidligere frekventeret stedet. Generelt har jeg kun hørt pæne ting om fiskerestauranten, men har da også hæftet mig ved, at roserne som regel har handlet om, at der er rigeligt på tallerkenen.

Badesæsonen lakker mod enden - og vi fik uden problemer et bord på fortovet i den nedgående sols skær. Betjeningen dukkede op øjeblikkeligt. En kompetent og uendelig flink ung mand, der nok skal drive det til noget.

Menukortet er meget mere end et kort. Et helt magasin trykt med forførende farvefotos præsenterede restaurantens formåen på papiret.

Dina er klar til at sætte gaflen i pastaen.

Vi valgte det enkle. Pasta med tigerrejer til Dina og et stjerneskud til herren. Den servile tjener meddelte uden rødmen, at det var et ualmindeligt godt valg efter hans mening. Dina skulle have hvidvin - og han fangede hurtigt, at en Riesling nok var det rigtige til hendes smag.

Det var straks værre med mit ønske om æblemost. Der var desværre udsolgt - og faktisk viste det sig, at økologisk hindbærsaft fra Søbogård var den eneste alkoholfrie drik uden brus, som man var i stand til at tilbyde denne aften sidst på sæsonen. Unægtelig en særpræget følgesvend til et godt måltid, som ikke var hentet på børnemenuen.

Smagsmæssigt var der ikke noget at sige stjerneskuddet på. Men helt ærligt fandt jeg det temmelig særpræget og ikke særlig æstetisk, at den tilhørende røgede laks var varmrøget og moset i små stumper. Gad vide om det var en rest fra frokostbuffetten?

Det er altså også lidt anstrengt, når kokken forsøger at fortolke en traditionel ret som et stjerneskud. I det aktuelle tilfælde ved at den dampede fiskefilet lå øverst med lidt pesto - og så kom tingene ellers i omvendt rækkefølge med rejer og krebs i bunden før brødet. Lad dog være med disse misforståede forsøg på at være kreativ. Et stjerneskud er et stjerneskud - og pesto i stedet for mayonnaise er decideret kikset.

Dina var tilfreds med sin pasta - men personligt vil jeg nok mene, at den var lige i det tammeste i smagen. Lidt stærkere ost og lidt hvidløg ville have gjort underværker - og det bliver bestemt ikke bedre af tigerrejerne, der jo fra naturens hånd er ganske smagløse.

Regningen lød på godt 400 kroner. Det er vist meget rimeligt for et uprætentiøst måltid på en udpræget sæsonrestaurant.

Støv på hjernen

Høsten er i gang

Høsten støver - og det
sætter sig i spindelvævet.

Normalt har jeg det fint med at bo midt mellem en minkfarm og en bondegård - og normalt er jeg ret ligeglad med de gener, som det kan medføre. Jeg mener, at bønder og minkavlere er helte - som på trods af omgivelsernes modstand flittigt og arbejdsomt skaffer valuta til landet.

Men - jeg må godtnok indrømme, at naboen med bondegården i dag søndag har trukket store veksler på det gode naboskab. For høsten er i gang, og kornet er mere tørt end nogensinde. Så det støver voldsomt.

Netop i dag gik naboen i gang med marken lige øst for parcellen - og det på et tidspunkt, hvor vi har frisk østenvind, så støvet væltede ind over haven. Dina gik indendørs, mens jeg brummede, at vi skal jo være her allesammen - og den stakkels mand skal jo have kornet høstet.

Skrivebordstolen bærer tydeligt præg af, at
søndag var en udedag - og vinduerne stod åbne.

Og så kunne historien have stoppet her - men jeg synes da lige, at jeg vil delagtiggøre bloggens læsere i det syn, som mødte mig, da jeg gik ind på kontoret. Vinduet var åbent - og al støvet var åbenbart havnet på min skrivebordsstol. Det er ikke nytårsløjer...

Forresten ser vores vinduer herrens ud - også på grund af støvet, selv om det selvfølgelig ikke bliver bedre af, at der er godt med spindelvæv omkring vinduerne.

Så nu funderer jeg lidt over, om ikke en vinduespudser ville være en smuk gestus fra naboens side - til besegling af det gode naboskab...

Storplettet perlemorsommerfugl

Lidt biodiversitet i dagligdagen

Det er ikke nældens takvinge - men dog i takvinge-familien.

Lørdag eftermiddag stødte jeg på en sjov lille variation i sensommerhavens mylder af sommerfugle.

Ved første øjekast tog jeg den for Danmarks nationalsommerfugl - nældens takvinge, men et nærmere eftersyn bragte mig på andre tanker, og kameraet blev fundet frem. For den mangler nationalsommerfuglens blå kant på bagvingen - og så er der på undersiden af vingerne nogle meget karakteristiske, flotte beige aftegninger.

Så jeg måtte en tur i litteraturen. I første omgang lagde jeg mig fast på okkergul pletvinge, men den holdt ikke rigtig. Den har orange pletter med sort kant - og min sommerfugl har nærmere sorte pletter med orange kant.

Heldigvis var perlemorsommerfuglene nævnt som forvekslingsmulighed under pletvingerne - og så var mysteriet opklaret. For blandt perlemorsommerfuglene var der en variant, der passede: Storplettet perlemorsommerfugl.

Det skulle vise sig, at storplettet perlemorsommerfugl holder til på tørre overdrev og strandenge, som vi har masser af i området - og at den i øvrigt yngler på viol og stedmoder, som jeg også har masser af i haven. Selv om jeg ikke lige erindrer at have set arten før, er den forholdsvis almindelig i Danmark - og betragtes ikke som truet, da bestanden hvert år får frisk blod fra Mellemeuropa.

Sommerfugle og natsværmere er ikke lige min specialitet - men sjovt er det da, når man lærer en ny art at kende.

Storplettet perlemorsommerfugl har flotte
 beige pletter på undersiden af vingerne.

Hjortens flugt

Fra Winther til Hausgaard

Man skal ikke tro, at man er noget, når man møder et rådyr.
For det vender altid bagdelen til dig - før eller siden.

"Nu springer skal'me hjorten..." synger Niels Hausgaard i den tragiske og slet ikke spor morsomme sang "Hjortens flugt" - hvor den kiksede bonderøv bliver gjort til grin på kroen.

Nutildags ville han sikkert blive kaldt mobbeoffer og have ret til psykologbistand - men sådan er verden ikke skruet sammen i Hausgaards univers.

Sangen blev udgivet i 1976 - 121 år efter, at Christian Winther udgav sit store, senromantiske epos "Hjortens flugt". Det er et af den danske romantiks hovedværker, der på den tid solgtes i kæmpeoplag, og var med til at sikre Christian Winther status som nationalskjald. Kunststøtte er nemlig ikke noget nyt. Det fandtes allerede i 1800-tallet og Christian Winther var dengang på finansloven med livsvarig ydelse sammen med blandt andre Henrik Hertz.

Men uanset om det er Hausgaard, Winther eller sommer, så er der rig lejlighed til at studere hjortens flugt i den danske natur - hver eneste dag. Med en bestand på den pæne side af 400.000 er der nemlig flere rådyr end nogensinde i den danske natur - og når man som jeg bor på landet, er det en dagligdags foreteelse at møde rådyr.

For det meste i flugt - for rådyret er på trods af tilpasningen til kulturlandskaberne stadig et sky dyr. Mange gange er det kun det hvide agterspejl man ser - og så er det, at jeg altid kommer til at tænke på Hausgaard: "Nu springer skal'me hjorten...".

Fredag aften - i skumringstimen omkring solnedgang - mødte jeg denne rå i Tranum Klitplantage. For en gangs skyld havde den ikke travlt - og vi stod og kiggede hinanden an et lille minuts tid, før den satte i et spring - hjortens flugt - ind i skovtykningen.

Vi stod længe og kiggede hinanden an...

August Gyldenstjerne

Haven blomstrer i sensommeren

Morgenfruer - masser af morgenfruer - omgivet af auguststore tagetes.

August Gyldenstjerne er en gammel sang med Poul Dissing og Burning Red Ivanhoe - udgivet på single i 1973.

Det er en heftig rocksag, der sandsynligvis vil få det løbe koldt ned ad ryggen på mange af Dissings nuværende fans, der jo som oftest er mere til tekster og stille eftertænksomhed. Sådan er det ikke med August Gyldenstjerne. Han rocker derudaf - "omgivet af kvinder fra morgen til aften - han keded' sig ihjel..."

Jeg er kun omgivet af en kvinde - og jeg keder mig bestemt ikke ihjel. Netop nu nyder vi sensommeren. Vejret er herligt - og haven står i fuldt flor. Og August Gyldenstjerne dukkede op i hjernens forvirrede associations-krydsfelt, da jeg kiggede på mit nyanlagte morgenfrue-bed.

Det er højbed, der skiller haven fra parkeringspladsen - og planen er, at her skal der fremover altid være morgenfruer på den her årstid. Morgenfruer er smukke at se på i haven - og så er de gode skæreblomster. Men de kaster også masser af frø - og så er det rart at have lidt samling på dem.

Nede under morgenfruerne ligger der omkring 100 tulipanløg, der blomstrer i foråret - og på den måde har jeg næsten hele sommeren et fint blomsterbed med et minimum af pasning. Det, synes jeg, er ret smart.

Foran udhuset er der også godt gang i stokroserne. Dem har jeg også et særligt forhold til. Jeg synes, at stokroser hører livet i landsbyen til - men desværre er stokroser ret modtagelige for svampesygdommen rust.

Det har givet mig problemer med stokroserne andre steder på parcellen - men det ser ud til, at den solrige plads foran udhuset er et godt sted til stokroser. Så nu håber jeg bare, at det er endelig er lykkedes mig at finde en blivende plads til den smukke, store blomst.

Stokroseidyl på Nørremarksvej.

Så er der post

Fra ide til virkelighed

Så er mit nye postkassestativ sat op. Ude ved vejen og behørigt anbragt (næsten)  i skel som loven foreskriver.

Det var bestemt ikke uden stolthed, at jeg for et par dage siden blev færdig med dette projekt. For stativet findes ikke mage - i hvert fald i nabolaget.

Det ser brandgodt ud - og det adskiller sig væsentligt fra alle de normale postkassestativer - og bidrager fint til mandens selviscenesættelse som noget ud over det normale.

Da jeg var spejder i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne arbejdede vi meget efter noget, der blev kaldt Kulsø-metoden. Det var arbejdsstof inspireret af vikingernes byggeteknikker, der blandt andet blev omsat til virkelighed i Ny Hedeby-lejren i 1969.

Kort fortalt går det ud på at bygge lejrpladsens inventar uden brug af søm, skruer eller tovværk til samlingerne. Elementerne tappes sammen med nagler og kiler - og det er den metode, jeg har brugt til postkassestativet.

Jeg er gået temmelig metodisk frem - lige fra ideen blev undfanget forrige vinter og frem til i dag, hvor jeg kan sige "færdigt arbejde".

Jeg har samlet nogle fotos undervejs, så her er historien om mit postkassestativ - fra ide til virkelighed...

Ideen til postkassestativet fik jeg i februar 2012. Hvorfra ved jeg ikke - men det var en udfordring, der lokkede. Især fordi jeg fandt ud af, at man ikke bare lige kan købe en granstamme. Jeg har adgang til al det fyrretræ, som jeg overhovedet kan bruge - men her skulle det altså være gran, som er noget mere regulært og holdbart. Det endte med, at jeg fik lov til at drage på hugst i et område af Oxholm-skoven, hvor en efterårsstorm i utide havde fældet nogle graner, der egentlig bare skulle i flismaskinen.

Det var det rene luksus - for det gav mig mulighed for at blot at tage den midterste del af stammerne, så jeg fik fem rafter på et par meters længde med cirka samme tykkelse.

Træet var frisk - og skulle tørres inden brugen. Men inden jeg kunne lægge det til tørre, skulle det afbarkes - for det er nemmest at gøre, mens træet er frisk. Til det brug anskaffede jeg en båndkniv - og det var altså også lidt af en udfordring. I den lokale tømmerhandel kendte de slet ikke dette fine, gamle stykke værktøj - men i en specialforretning for skovudstyr i Nørresundby fandt jeg en - og fandt ud af, at båndkniven i dag sælges under navnet afbarker.

I begyndelsen af juni fandt jeg træstammerne frem fra brændeskuret, hvor de havde ligget til tørre siden 2012. Jeg begyndte med at lægge dem ud på gårdspladsen for at finde ud af, hvad de enkelte stykker skulle bruges til i det færdige postkassestativ. Her så jeg både på tykkelsen af stammerne og også på udseendet, så det blev de pæneste stykker, der blev mest synlige ud mod vejen.

En af stammerne skulle flækkes for at danne anlægget til postkassen, der helst skulle være nogenlunde fladt, så postkassen kunne skrues fast med moderne skruer og sidde nogenlnnde pænt og lige. Det var 40 år siden, at jeg sidst har flækket en træstamme - og jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde glemt meget af teknikken - men jeg gik løs på sagen med krum hals og et par kiler.

 Det viste sig, da jeg færdig, at resultatet ærlig talt ikke var så godt. Den ski... - havde jeg nær sagt - træstamme var tvundet - og det, kunne jeg forresten lige pludselig godt huske, var også et problem for fyrre år siden.

Nu skulle jeg heldigvis kun bruge to stykker på 60 cm ud af en to meter lang stamme, så problemet var til at overse. Men jeg måtte alligevel give pokker i principperne om kun at bruge økse og sav - og tage en høvl til hjælp for at få et nogenlunde brugbart resultat ud af det.

Herefter blev det tid til at save stammerne til, og så var det ellers bare at gå i gang med samlingerne.

Princippet i alle samlingerne er, at man borer et hul - konkret 18 mm i de to emner, der skal samles. I samlingen anbringer man en nagle med samme diameter. I begge ender af naglen saver man en slidse, hvori der anbringes en kile. Når så naglen bliver banket på plads, borer kilen sig op og udvider naglen, så den sidder urokkeligt fast. For ikke at flække emnet, skal kilen altid anbringes på tværs af årerne i emnet.

Jeg snød lidt med naglerne. Egentlig skærer man dem i hånden og tilpasser dem med et naglejern, som et stykke fladjern med et hul i samme diameter som naglen - men nu havde jeg ikke lige et naglejern ved hånden... Så i stedet tog jeg et gammelt riveskaft og savede i passende længder. Det gik nemt og hurtigt - og fungerer i princippet lige så godt. Som altid - principper er til at brydes, og der er jo ingen grund til at være fanatiker.

Et princip stod jeg dog fast på - og det var, at træet skulle have en naturlig behandling uden moderne kemi. Lidt viking er man alligevel...

Så træet blev først behandlet med linolie - og efterfølgende med lys trætjære. Og selv om sommerdagene var varme, tog det alligevel over en uge, inden tjæren var tør. Men til gengæld blev træet også betydeligt flottere, end jeg havde drømt om. Trætjæren har givet træet en flot rød glans, som giver mig associationer til bjælkehytter og livet i de store skove.

Og så var det ellers bare at stille stativet op. Men igen valgte jeg at slække på principperne. Stativet skal helst holde i mange år på den udsatte plads mod vestenvinden. Så jeg valgte at støbe sokkelfoden i beton og anbringe stativet i såljern, så det er beskyttet mod råd fra jorden af.

Tilbage stod så at montere postkassen, drikke en øl eller to - og så glæde sig over, at jeg nu er den lykkelige ejer af et postkassestativ, som det ville have set ud, hvis ellers vikingerne havde haft postkasser dengang for 1000 år siden, da en mand var en mand - og en postkasse endnu ikke var opfundet...

P.s. Egentlig var det meningen, at postkassens skulle have stået i vejniveau foran de store kampesten, men da jeg skulle til at grave der, gravede jeg et telefonkabel over. Det gav lige projektet 14 dages forsinkelse - for midt i ferietiden rykker TDC jo ikke bare lige ud, og da kablet ikke havde forbindelse til min egen telefon så jeg heller ikke nogen grund til at rykke. Sjovt nok så det ud til, at kablet ikke rigtigt førte nogen steder hen - men jeg blev enig med TDC-teknikeren om, at det nok var det smarteste alligevel at flytte stativet op bag stenene.

Røget stenbiderrogn

Æggemad

Røget stenbiderrogn - pyntet med vagtelæg.

Jeg har i nogen tid puslet med tanken om at lave røget stenbiderrogn - og fredag skulle det så være. Sildelaugets grillfest var den passende anledning.

Jeg har søgt på nettet for at finde den mest hensigtmæssige måde at røge stenbiderrognen på. Det ser ud til, at langt de fleste bruger en såkaldt "Kasper Røghat" og har gode erfaringer med det.

Men det ser også ud til, at den største udfordring er at holde røgtemperaturen nede, så rognen ikke bliver kogt og mister sprødheden - og det er netop røghattens store svaghed, at den holder på damp og nemt bliver varm.

Jeg har en røghat - men jeg er jo også i den heldige situation, at jeg har en rigtig koldrøgeovn, så det blev her, at røgningen foregik.

Så er der dækket op til fest - og forretten
er anrettet på tallerkener.

De rensede og saltede stenbiderrogn skal kun have en ganske kort røgning, så jeg gjorde simpelthen det, at jeg tændte op i en håndfuld bøgesmuld i bunden af røgkammeret. Mens spritflammen brændte ud, fordelte jeg rognen i to dørslag i et ganske tyndt lag - og stillede dem herefter ind på midterste rille i røgekammeret.
I første omgang gav jeg dem kun fem minutter - og det var for lidt. Så de fik lige tyve minutter mere. Stadig syntes jeg det var lidt - men det er jo i høj grad et smagsspørgsmål, så jeg stoppede alligevel her.

Det skulle vise sig at være en god ide. For jeg skulle jo først bruge rognen om aftenen - og stillede det derfor i køleskabet i en lukket plastikboks. Og det virkede som om, at røgen ligesom satte sig - så smagen var helt fantastisk, da de først kom på tallerkenen.

Stenbiderrogn ændrer farve ved røgningen. Fra rødt til nærmest gulbrunt - og samtidig tager røgningen den lidt bitre rognsmag. Men da det jo er koldrøgning, bevarer rognen sprødheden og det lækre "knæk", som stenbiderrogn har.

Serveringen var den klassiske - med creme fraiche 38, hakket rødløg og blinis. De russiske pandekager var forresten en særlig udfordring. For de laves som bekendt på boghvede - og det var ikke lige til at skaffe i Brovst og omegn. I stedet brugte jeg grahamsmel og lidt steviasukker - og det virkede fint. Lækkert og velsmagende var det i hvert fald.

Grillfesten foregik hos smeden - mellem høns, ænder, papegøjer og vagtler. Og det inspirerede mig til en lille improvisation, så jeg pyntede med et flækket kogt vagtelæg - bare for sjov. Men det smagte godt alligevel.

Hanekyllingerne efter en tur på grillen.

Stenbiderrognen var dagens forret. Ellers fik vi mormorinspireret hanekylling stegt på grill fyldt med æbler og persille. Hertil friskopgravede, nye kartofler, flødesovs og salat med mormordressing. Desserten var rabarberkompot med vanilleis.

Som altid når man laver mad, er det et problem med billeder - for når køkkenet kører, er der sjældent tid til også at fotografere. Så det blev kun stenbiderrognen, som jeg fik et fornuftigt foto af - men festen forløb i øvrigt som den slags plejer, så det er der egentlig heller ikke nogen billeder i.