Julebag, julegrød og julefrokost

Den snigende jul

Tirsdag blev en lang dag, hvor jeg skrev lige fra morgenstunden og til sent på aftenen. Men mellem flykatastrofer og voldsom død blev der også tid til at klare den årlige julebagning.

Det blev ganske vist ikke til det helt vilde. Da jeg fandt kagedåsen, lå der stadig småkager fra sidste jul. Det var en påmindelse om, at jeg skal styre mig, skal jeg. Men lidt skal der altså bages, for jeg elsker jo at stå i køkkenet. Så det blev lige til en bageplade med korenderkager og en anden plade med politisk ukorrekte jødekager - begge dele mine favoritter i småkageafdelingen.

Nu, hvor jeg havde gang i kanelsukkeret, blev det også til risengrød til aftensmaden - og så var bunden sådan set lagt til aftenens idrætspriser, der blev uddelt i Brovst-hallen. Så jeg styrede mig og sagde nejtak til alle hanboers livret - gratis mad på kommunens regning. Se her.

Jeg havde også brug for en klat risengrød til onsdagens julefrokost for min gruppe i Sct. Georgs Gildet. Det er en gammel tradition, at jeg lægger hus til julefrokosten - og i de gode gamle dage diskede jeg op med adskillige juleretter, for dengang kunne vi tage for os af både mad og drikke.

I år var det lidt mere beskedent. Hjemmelavede julesild fra Sildelauget, fiskefileter, lidt røget laks, grønlangkål med medisterpølse samt ris a'lamande.

Inden vi gik til bords, blev det også til lidt julehygge i den fine stue, hvor jeg godt nok ikke er helt på plads endnu. Vi testede den kvansnaps, som jeg satte i gang efter min tur til Grønland i foråret 2024. Den er godt på vej, men den skal nok stå et par år mere i vinkælderen, før den er helt på plads.

Man bemærker på fotoet, at der ikke er glas på bordet. Vi er jo gamle spejdere, så vi genbrugte naturligvis de glas, som vi drak af i den fine stue. Finere skal det nemlig ikke være, når spejdere går til bords.

Så kom julestjernen op

Jul på Øland

Onsdagens første gerning i den årle morgen var - helt som planlagt - at få Dinas  julestjerne op i vinduet ud mod Nørremarksvej, så alle kan se, at her holder vi de grønlandske traditioner i hævd. Den burde allerede have været hængt op i weekenden, men da var jeg jo i Vejle til Julehilsen til Grønland.

Det blev også til grønlandske julestjerner i spisestuen og på biblioteket, men så bliver det nok heller ikke til mere julepynt i år - bortset fra det, der fortsat hænger fra sidste år.

Onsdag var en herlig dag uden vind overhovedet, så jeg tog lige en pjækketur fra stueprojektet og fik rigget strøm til juletræet uden for døren. Det er ved at være for stort, men jeg kvier mig ved at sætte saven i det - for jeg har haft det, siden det var lille og kunne stå i en urtepotte. Og så er det ædelgran, som man jo ikke skal kimse af i en tid, hvor plastikgranerne vinder frem.

Jeg fik også plantet påskeliljeløg i en del af krukkerne. Efter bogen er det lidt sent, men det plejer nu at gå endda. Så nu venter jeg spændt på foråret. Hvis det nuværende vejr fortsætter, ser vi nok de første erantis omkring nytår.

I stuen har jeg fået TV og stereoanlægget op at køre. Der var lidt udfordringer med grammofonen. Den er forbundet med anlægget via en såkaldt RIIA-forstærker - og jeg havde helt glemt, at der var noget med en stelforbindelse, så i første omgang kom der kun brum ud af det. Men nu spiller det - og grammofonen blev genindviet med Rare Bird og As Your Mind Flies By fra 1970. Det er symfonisk rock, som jeg kan lide det - så der blev spillet endog meget højt torsdag aften.

Nu er jeg i gang med at pakke CD'er ud. Det er et stort arbejde, for de er fyldt med murerstøv - og mange af dem har 30 år eller flere på bagen uden nævneværdig rengøring. Så hver æske skal op i hånden og tørres af. Det tager tid - også fordi jeg opdager mange CD'er, som jeg helt havde glemt eksistensen af. Også temmelig mærkelige indspilninger - blandt andet en koncert med Procul Harum og Radiosymfoniorkesteret, som jeg overhovedet intet erindrer om.

Consummatum est

Indflytning

I dag flyttede jeg ind i stuen igen. Det er fuldbragt, fristes jeg til at sige med bibelsk patos.

Men det holdt hårdt. Elektrikeren var ikke blevet færdig inden weekenden, så planen skred i sidste øjeblik - og det var først omkring midnat i går, at jeg blev færdig med fodlisterne.

Til gengæld var der fuld fart på fra morgenstunden, da Sofia fra Sofias Rengøring i Saltum dukkede op. På mindre end to timer havde hun vasket hele stuen, støvsuget og gjort klar til at jeg kunne begynde at rykke ind.

I de næste to timer, mens jeg baksede med møblerne, gjorde hun så resten af stueetagen rent. Der var dæl'me fart på. Men vi brugte heller ikke tiden på unødig snak. Sofia kommer fra Polen og taler Stanislawsk, så det bliver ikke til så meget hyggesnak, som jeg ellers nemt forfalder til.

Nu skal jeg så i gang med at tilslutte TV, stereo, hænge billeder og gardiner op - og jeg nåede heller ikke at pletmale.

Men den allerførste opgave i morgen bliver nu at få hængt de grønlandske julestjerner op. De skal normalt op natten til første søndag i advent, men da var jeg i Vejle. Så de skal op som det allerførste. Det skylder jeg Dina, som kigger mildt bebrejdende på mig fra sin lille himmel, tror jeg nok.

Jeg bliver også nødt til at arbejde. Jeg har forsømt lokalavisen den seneste uge, så onsdag planlægger jeg at tage et ordentligt ryk - og så må pletmalingen og det andet vente til weekenden. Det går såmænd nok - bare jeg får julestjernerne tændt i morgen tidlig.

Enden er nær

Projektdagbog

Nu kan jeg se enden på mit store stueprojekt. Jeg mangler kun at male fodlister og en halv loftsbjælke - og så selvfølgelig lidt pletmaling. Det klarer jeg snildt mandag, så hytten er klar til rengøringselskabet tirsdag.

Elektrikeren har været her i dag for at få styr på alle de løse ledninger og lægge dem i kabelbakker, lave nye kontakter og lysdæmpere og hænge lamper op. Desværre kom han lidt sent og blev ikke færdig, men han har fået nøglen og kan lave tingene færdig i morgen. Jeg er nemlig ikke hjemme.

I morgen tidlig damper jeg til Vejle, hvor jeg skal tilbringe weekenden i godt grønlandsk selskab, når Fællesforeningen Inuit lørdag gennemfører den traditionsrige Julehilsen til Grønland. Det er ganske vist arbejde for mit vedkommende, men en af årets kære pligter. Derfor laver jeg en lang weekend ud af det - og slipper for at haste afsted lørdag morgen og hjem igen lørdag aften før spisetid.

Jeg kører i øvrigt ad nærmeste omvej til Vejle. For jeg tager lige et smut forbi Bremdal i Struer for at hente en af mine højttalere, hvor basserne var gået. Jeg var faktisk tæt på at opgive højttaleren, men snakkede så med Morten fra Bremdal, der er eksperter i gammelt Bang og Olufsen-kram - og den kunne de sagtens reparere.

Det er nu sket - og når jeg kommer hjem på søndag, er det tanken, at der skal skrues lidt op for stereoen. Ikke så højt, men bare lige så de nærmeste naboer kan høre, at jeg igen er på banen derudaf med lidt Deep Purple og sådan.

I mandags havde jeg besøg af mureren, der lavede fugekanterne ved den lille niche. Det er blevet flot - gråt - akkurat som den farve, jeg har valgt til fodlisterne.

Jeg har også haft glasmontren skilt ad og gjort den ren - og nu er den klar til at blive fyldt med tupilakker og andet små-memorabilia fra årene i Grønland.

Jeg snød lidt med malearbejdet for at komme i mål i tide. Egentlig var der meningen at tømme bogreolen og flytte den, så jeg kunne male bag ved, men det sprang jeg over. Nu venter der så en stor opgave med at tømme reolen, gøre den rent og støvsuge alle bøgerne - for den opgave vil jeg ikke overlade til rengøringsselskabet.

Det er så samtidig planen at få lidt mere system i bøgerne. Det havde jeg faktisk både i Grønland og i Norge, men det gik fløjten, da vi flyttede ind på Nørremarksvej.

Bøgerne står fuldstændigt usystematisk hulter til bulter. Men en freudianer kan nok få noget sjovt ud af, at min kogebog fra kollegietiden - God Mad, Nem at Lave - står lige ved siden af Bibelen og en bog om Creedence Clearwater Revival.

Det går fremad, men...

Projektdagbog

Det går fremad, men ikke så hurtigt, som jeg havde håbet. Tidsplanen er skredet lidt, for jeg havde satset på at være færdig med alt det store malerarbejde her i weekenden.

Men jeg mangler fortsat vestvæggen samt småtingene - loftsbjælker, gulvlister og et par vindueskarme. Jeg har deadline torsdag, så jeg skal til at have fingeren alvorligt ud af hullet.

Det var loftet, der drillede. Nedvaskning og afdækning tog meget længere tid, end jeg havde regnet med - og det blev også til et par overspringshandlinger. Jeg er ikke særlig vild efter at male loft. Det er besværligt, når man fra naturens side er skabt med ringe højde. Så det bliver den rene stroppetur op og ned ad stigen i ofte akavede stillinger.

I løbet af ugen måtte jeg også bruge et døgns tid på at reparere LP-reolen, som ikke er skabt til de tunge plader - og som har truet med at falde fra hinanden gennem flere år. Det er en elegant og spinkel designer-sag af fabrikatet Quadrant, som matcher Bang og Olufsen ganske godt. Den er nu forsynet med en håndfuld vinkelbeslag inderst inde, hvor man ikke kan se det - og så håber jeg, at den holder.

CD-reolerne er også kommet op. De hænger endnu ikke helt lige, men det kan løses - og det haster ikke så meget.

Jeg skal være færdig med alt malerarbejdet torsdag, hvor elektrikeren kommer for at installere de sidste af de nye kontakter og hjælpe med at hænge lamper op. Den slags er nemlig heller ikke nogen spidskompetence, når man er ringe af vækst - og i øvrigt er blevet alvorligt langsynet på de gamle dage. Jeg kan simpelthen ikke se og nå de små skruer i installationerne samtidigt.

Aftensmaden søndag stod på fjerdedags-gule ærter. Torsdag lavede jeg 30 kuverter i Sct. Georgs Gildet i Aalborg. Den lækre søbemad faldt i god jord sammen med blandt andet hjemmesprængt nakkekam. Jeg fik da også kun ros for maden. Men det er nu ganske unødvendigt - for jeg elsker at lave mad til mange mennesker. Det er en slags passion for mig - og det skal jeg naturligvis ikke have tak for. Fornøjelsen er helt på min side.

100 år er ingen alder for godt kram

Bang og Olufsen

I dag er det 100 år siden, at Bang og Olufsen blev grundlagt.

Jeg har været med i over halvdelen af årene, siden jeg i 1972 købte en Beocord 1600 spolebåndoptager og to Beovox 2700 højttalere for konfirmationspengene. Det blev til et livslangt kærlighedsforhold til den danske radiofabrik.

Det må nødvendigvis blive livslangt, for Bang og Olufsen laver kram, der holder i mange år - og som oven i købet kan repareres, hvis det går galt. Det er der ikke mange i branchen, som kan prale af.

På mit kontor har jeg et Beosystem 3500 med to Beovox RL45 højttalere. Det anlæg har dæleme lagt lyd til mange fester. Jeg købte det i 1993 billigt - det vil sige momsfrit - da jeg skulle flytte til Grønland. Og det har fulgt mig siden - uden reparationer.

Det gjaldt også mit første farvefjernsyn, et Beovision M20, som jeg impulskøbte i dyre domme om formiddagen den 1. marts 1986 for at se de ekstra TV-aviser, fordi Oluf Palme blev skudt den foregående aften. Også det fjernsyn tjente mig i adskillige år uden reparationer og blev kun skrottet, fordi digital-TV, fladskærm og bredformat blev standard.

I stuen står der et temmelig stort og dyrt anlæg - hjemmebiografen med surround, stereo-musik og gammeldags DVD-spiller, men det kan jeg ikke vise billeder af, fordi jeg er ved at male. Og i øvrigt står der også Bang og Olufsen i spisestuen og på gæsteværelset.

Alt grejet har det til fælles, at det kan betjenes med den samme fjernbetjening - en Beo4. Det er genialt - intet mindre.

Min stolthed er nok den Beogram 3000, der står i stuens anlæg, og som jeg reddede fra at blive skrottet i 1997. Dengang var LP'er ikke i så høj kurs, så den var gratis, men jeg fik den godt slidte tangential-grammofon restaureret med ny pickup, software og drivrem - og den bruger jeg fortsat. Den gammeldags anologe lyd er simpelthen rarere at lytte til, når der skal spilles højt. På grund af lydkvaliteten holder jeg også fast i fastnettelefonerne - Beocom 6000, som jeg har fire af - selvfølgelig.

Kritikere mener, at Bang og Olufsen bare er design. Det er måske rigtigt, men jeg er ligeglad. Jeg bliver i godt humør af godt design - og får bare hovedpine af skoddesign. Det er også derfor, at jeg aldrig kommer til at køre Tesla.

Jeg kipper med flaget i dagens anledning. Den fabrik kan vi godt tillade os at være stolte af her i lille Dannevang.

Læs også min gamle fortælling om Danmarks mest stjålne ølåbner.

Det skrider fremad

Stueprojektet

Jeg har lige holdt byggemøde med mig selv. Stueprojektet skrider fremad nogenlunde efter planen. Jeg er færdig med cirka 65-70 procent af arbejdet - og altså mere end halvvejs.

Jeg er meget tilfreds med, at jeg har fået kalket den  pudsede væg. Der er ikke noget så flot som nykalket puds - også selv om jeg bruger Skalcem. Sådan en rustik pudset og kalket væg lever virkelig op til drømmen om det lille hus på landet.

Jeg er godt og vel halvvejs med malerarbejdet. Mangler halvdelen af loftet - det er træls arbejde - og så vestvæggen samt lidt gulvlister og karme.

Ugen har budt på et par alvorlige bump. Først og fremmest blev jeg usikker på farven til loftsbjælkerne. Det er sjældent, at jeg ryster på hånden, men her faldt jeg altså i gryden, selv om jeg mener, at ubeslutsomme vatnisser og vægelsindede tvivlere er både tidrøvere og kværulanter, som burde være taget ud af genpuljen allerede i Darwins tid. Jeg kerer mig ikke specielt meget om processer, som jeg finder, er det rene tidsspilde, men interesserer mig kun for det færdige resultat.

Først var det planen, at loftsbjælkerne skulle være sorte - akkurat som i flere af husets andre rum. Men jeg synes, at det så lidt voldsomt ud. Så prøvede jeg med grå, men det gav for lidt kontrast og så kedeligt ud. Så valgte jeg almueblå, men den var for mørk - og så endte jeg på en blå nuance grænsende til tyrkis.

Det kostede en del ture til tømmerhandlen og en mindre formue i maling, men nu er jeg tilfreds. Farven står godt til den gammelrosa væg - og så er der vel også noget symbolik i, at loftsbjælkerne er nærmest himmelblå. Jeg er meget glad for farver - og synes, at gængs dansk praksis med Arne Jacobsen-hvidt på alle vægge er kedeligt.

Ugens andet bump var vejret. Frost krævede både hjulskift og en halv dag i haven med at bringe de sarte vinterfølsomme planter til vinterkvarteret på værkstedet, hvor der for resten ikke er strøm på grund af den seneste tids voldsomme regn. Men hvis bare frosten holder, skal strømmen nok vende tilbage, har jeg erfaring for.

Onsdag aften havde jeg besøg af mureren. Han har slebet murstenene i gulvet i nichen i stuen (nøj, hvor det svinede) og har fyldt nyt mørtel i revnerne. Det ser smaddergodt ud,  Endnu et bidrag til den romantiske drøm om det lille hus på landet. Nu mangler der lige kantfuger. Det ordner han i den kommende uge, når han kommer for at sætte nye fliser i kogenichen i køkkenet.

I den kommende uge er det planen at flytte møblerne over i den anden halvdel af stuen - og begynde at sætte cd'er og lp'er på plads - og så skal det sidste malerarbejde forhåbentlig klares i sidste halvdel af ugen.

Det skal være skidt, før det bliver godt

Kaos

For et par uger siden kastede jeg mig ud i et af de største projekter, jeg nogensinde har drømt om.

Den "pæne" stue skal males. Det trænger den til, for den er ikke blevet malet, siden vi flyttede ind på Nørremarksvej i 2009.

Jeg begyndte forsigtigt med et besøg af elektrikeren for at få sat et par ekstra  stikkontakter op, og jeg slap af med strygerullen. Så kom skorstensfejeren, hvilket faktisk er den direkte årsag til, at jeg er gået i gang netop nu. For han ville så gerne komme til en renselem, der sidder i en niche - og så kunne han jo passende hjælpe med at flytte den glasmontre med nips, der står der.

Det afslørede så, at murstensgulvet i nichen skal repareres, så nu venter jeg på mureren. I mellemtiden er tiden gået med at flytte møbler, dække af, spartle vægge, vaske ned, tape af og så videre - alt det arbejde, som tidsmæssigt nok tager 75 procent af tiden.

Fredag og lørdag malede jeg halvdelen af loftet - og i dag fik jeg så hjælp af Anne og Henrik, der kom og malede de to endevægge. Tak for det. Det var en stor hjælp. I den kommende uge håber jeg at få malet den østlige væg og blive færdig med loftet.

Jeg er nødt til at dele arbejdet i to dele, da møblerne skal flyttes frem og tilbage, men hvis det går planmæssigt, regner jeg med at være færdig med selve malerarbejdet om to uger.

Malingen er virkelig tiltrængt. Men det har den klare fordel, at det er nemt at se, hvor man er kommet til. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det skal være skidt, før det bliver godt, som farmor altid sagde.

Så skal der lige laves lidt mere el-arbejde, og alting skal tilbage på plads, men jeg har jo også mit arbejde og andre ting at lave.

Så for at projektet ikke skal trække i langdrag, har jeg bestilt rengøringsselskabet til at gøre hovedrent den 2. december. Så er der en deadline - og jeg har det altså bedst med deadlines.

Når mureren en gang kommer, skal han også lige lægge nye fliser i komfurnichen i køkkenet. Jeg har købt et nyt komfur - og det skal naturligvis stå pænt. Så det skal også helst være færdigt inden den 2. december.

Farvel til den gamle strygerulle

Ophørsudsalg

Vi har i mange år haft en nydelig - og sandsynligvis næsten antik - strygerulle stående i "den pæne stue". Det var en, som Dina fik forærende for en halv snes år siden. Hun samlede gerne på gamle ting.

Da jeg ikke helt deler begejstringen for gamle sager - og i øvrigt skal til at male stuen - var tiden kommet til at sige farvel.

Jeg har foræret den til Brovst Billardklub, der hver sommer står for det store arrangement Levendegørelse af Bratskov - og gutterne stod tilfældigvis og manglede en strygerulle til Bratskovs vaskekoner, så til næste sommer kan den ses i brug på den gamle herregård, hvor Dina og jeg i sin tid blev gift.

Billardklubben har fået en flot, velholdt og fuldt funktionsdygtig strygerulle plus to antikke strygejern oven i købet. Strygerullen er lavet af bronze, støbejern og lidt træ, så det er en tung sag.

Billardbestyrelsen var heldigvis mødt med tre mand, så jeg kunne tage afsked med den gamle maskine med et foto og så ellers med hænderne dybt begravet i lommerne, sådan som jeg nu har det bedst.

Jeg kender ikke proveniensen på den gamle strygerulle. Men den er af mærket Hansa, så mon ikke den kommer fra Tyskland? Alderen kender jeg heller ikke, men den var pæn og ikke særlige slidt, så her gætter jeg på tiden før anden verdenskrig - men det er altså bare et gæt.

Standen taget i betragtning gætter jeg på, at den har gjort tjeneste i et privat hjem, hvor der er blevet passet på sagerne. Helt billig har den næppe været, men hvis den havde stået på en herregård og en stor husholdning ville den nok være mere slidt.

Billardfolkene var begejstret for gaven - og de erklærede på stedet, at de ville opbevare den indendørs. For den er alt for pæn til at stå i den uopvarmede og klamme smedie.

Så jeg tror, at strygerullen er kommet godt i vej og sikkert får en ny og bedre tilværelse, end jeg kunne byde den.

Syn for sagn

Bukkefeber

Så fik jeg set nærmere på den råbuk, der nær havde skræmt livet af mig forleden, da den kiggede ind ad køkkenvinduet.

Jeg var på vej ud af døren, da jeg fik øje på ham nede i baghaven. Denne gang var der knap så meget panik som forleden. Så bukken stod pænt stille, mens jeg tog et par billeder - og så luskede han ellers stille af mellem træerne over mod naboens gårdsplads.

Alligevel blev jeg ramt af bukkefeber - og kunne næsten ikke vente, til jeg kom hjem, for at se nærmere på billederne.

Billedet er hæderligt - om end ikke prangende. Vejret var mørkt og snusket med småregn - og ukrudtet i baghaven skyggede.

Det er en spidsbuk - altså en ung han med sit første gevir med kun en enkelt spids. Hvis man ser på billedet med lup, vil man se en mikroskopisk udposning på venstre horn - og så er det egentlig en såkaldt gaffelbuk. Men den slags detaljer anfægter mig ikke - sandheden må jo ikke stå i vejen for en god historie, som polarforskeren, pralrøven og redaktøren af Ude & Hjemme Peter Freuchen altid sagde.

I øvrigt mødte jeg noget af bukkens familie fredag aften ovre ved Skallerne. En rå med to lam i timen efter solnedgang.

Billedet er taget ved ISO 6400 - med fuldt overlæg. For jeg var på vej ud for at fotografere noget halloween-gøgl - og det skulle helst ske i skumringstimens ringe lys.

Vindueskigger

Midt i naturen

For dælen da. Det var godt nok lige før, jeg sked blod her til morgen.

I skumringen ved 8-tiden hentede jeg rundstykker hos bageren i Halvrimmen. Vel hjemme igen stod jeg i køkkenet og var i gang med at smøre morgenbrødet - helt i mine egne tanker. Så var der et eller andet, der bevægede sig uden for køkkenet, og jeg kiggede op.

Der stod sgu en vindueskigger - en råbuk med et flot gevir. Vi så hinanden dybt i øjnene et kort sekund - og bukken var ude af synsfeltet. Nøj, hvor blev jeg forskrækket.

Men jeg greb det nærmeste kamera og styrtede ud af døren. Selvfølgelig under al for meget larm, så jeg vil ikke fortænke dyret i at forføje sig i al hast. Vi kikkede lige hinanden i øjnene en gang til, da bukken vendte sig ude på vejen - og væk var han i buskadset i genboens have. Ingen billeder.

Jeg blev forskrækket, gjorde jeg. Men det er nu en gang prisen for at bo midt i naturen, så det lever jeg med.

Det er heller ikke noget nyt, at jeg har rådyr i haven. Men det er altså første gang, at jeg har kikket et af dem i øjnene.

Billedet er fra arkivet - taget for et par år siden en sommermorgen i Svinkløv Plantage.

Verdens heldigste mus

Årstidens daglige kamp

Da jeg her til morgen tjekkede fælderne, var der en halsbåndmus, som var kommet til at udløse en af rottefælderne i kompostbeholderne. Desværre var den ikke død, men var kommet i klemme med det ene forben og kæmpede nu for at komme fri.

Det er jo ikke meningen, for en god mus er en død mus - og rottefælderne er ganske glimrende også til halsbåndmus. Da jeg ville samle fælden op for at gøre det af med kræet, fik den imidlertid vristet sig løs - og væk var den.

Det var så dens lykkedag, men jeg tvivler nu på, at den er sluppet fra mødet med fælden uden et brækket ben, så det er nok en stakket frist.

Men den har kæmpet bravt - det må man lade den. Da jeg løftede fælden, bemærkede jeg noget hvidt pulver. Det viste sig, at musen har forsøgt at gnave sig fri af af fælden, men en rottefælde er altså meget stor for en bitte mus, så jeg tvivler ærlig talt på, at projektet ville lykkes for den.

Men jeg har nu tidligere oplevet voldsomme bidmærker i fælderne. Det vidner om, at så længe der er liv, er der håb. Også for en mus eller rotte.

Dagen bonusbillede er en regnbue, som jeg så lige ved solopgang. Jeg har været tidligt ude i dag, for jeg er i gang med at tømme alle krukkerne og gøre pelargonierne klar til vinteropholdet på værkstedet. Det skete i dag i projektørernes skær, for det har været en skøn vindstille morgen. Og ganske hyggeligt akkompagneret af tusindvis af gæs, som har passeret parcellen i den årle morgenstund. 

Kikset hvedebrød med østers og champagne

Caravellen på plakaten

På mit kontor hænger en reproduktion af en gammel reklameplakat fra SAS. Den er et minde om en temmelig kikset flyvetur. Det vender jeg tilbage til længere nede.

Men forleden fandt jeg tilfældigvis historien bag plakaten. Den er lidt sjov, så den tager vi først.

I 1957 - altså et år før jeg blev født - bestilte SAS seks Caraveller hos Sud Aviation i Frankrig til levering i 1959. Det var stort, for med ordren trådte SAS ind i jetalderen, så det skulle der naturligvis laves reklame for - og helst i god tid inden flyene blev leveret.

Så PR-chefen fra SAS, Trygve Svendsen, tog til fabrikken i Toulouse og lånte prototypen. Der blev klistret nogle logoer på skroget, og nogle ansatte fra fabrikken blev udkommanderet til at møde i deres fineste tøj, for dengang var der stadig stil og klasse over flyvning, så selvfølgelig mødte man op i pænt tøj, når man skulle ud at flyve.

Da alt var klar til fotoshootet, besluttede Trygve Svendsen, at han ville have en rød løber til flyet. Han bad fabrikken om en, og svaret var, at vi ikke har nogen. Så det endte det med, at de måtte bestille en rød løber i Paris, som blev sendt med næste eksprestog til Toulouse - og endelig kom billedet i kassen.

Jeg elsker billedet, selv om jeg aldrig har fløjet Caravelle. For det var virkelig en begivenhed, at man pludselig kunne flyve med jet i Danmark. Jeg mindes min barndoms ferier hos Onkel Ejvind, der boede nær Tirstrup  Lufthavn. Vi skulle altid ud i haven og kigge, når Caravellen kom på sin daglige rotation fra CPH.

SAS fløj med Caravelle frem til 1974.

Jeg fik plakaten i 2009 som et slags plaster på såret, efter at SAS mere eller mindre ødelagde vores hvedebrødsferie.

Dina og jeg blev gift på Bratskov i al stilhed lørdag formiddag den 22. august 2009. Bagefter gik turen til lufthavnen, fordi jeg havde booket brudesuiten med tilhørende spa-ophold på Hotel Hilton (som hotelkæden overtog fra SAS i 2006) i CPH, da vi om søndagen skulle til Adams barnedåb.

Det gik ikke helt efter planen. Vel ankommet til AAL var beskeden, at flyet (en næsten splinterny CRJ-900NG) var gået i stykker, så spa-opholdet på Hilton blev konverteret til et ophold i lufthavnens cafeteria, hvor vi så blev beværtet med hvidvin i rigelige mængder på SAS's regning. De kunne godt se, at flyselskabet havde sat en frequent flyer med guldkort i en slem forlegenhed.

Hvidvinen blev i øvrigt indtaget sammen med piloterne, der kunne fortælle om fejlen på det nye fly. Aldrig oplevet før og så videre. Det elektriske system var bare helt dødt. Piloterne måtte pænt blive i Aalborg, indtil flyet forventeligt ville blive repareret mandag.

Hen under lørdag aften gik turen til København i en bedaget MD-80. Det var nu et godt bytte, for sæderne i MD-80 er betydeligt bedre end i en CRJ-900.

Vi ankom først til Hilton ved 20-tiden. Her stod personalet på pinde for os - klar med den helt store bryllupsmiddag. Jeg kan ikke huske præcist, hvad menuen var, men vi lagde i hvert fald ud med østers - de dyre vadehavsøsters og ikke de tarvelige stillehavsøsters. Det ved jeg, for Dina gemte skallerne - og de ligger den dag i dag i vindueskarmen på badeværelset.

På hotelværelset var der stillet champagne, chokolade, chips og frugt frem. Det manglede da bare, for jeg var stamgæst på Hilton i de år. Søndagens barnedåb var også en fest, så vores hvedebrødsweekend endte med at blive både sjov og mindeværdig.

Men så let skulle SAS nu ikke slippe. Så i ugen efter ringede jeg til flyselskabet og ville have pengene tilbage - og også gerne en erkendtlighed. Sådan endte det - og erkendtligheden er den fine plakat, som nu hænger her på kontoret og minder mig om vores bryllup - dengang vi var unge, smukke og jeg stadig kunne tåle god vin og champagne. Så et kært minde er det.

Toppet skallesluger

Morgenhår

Den toppede skallesluger kan ikke gøre for, at der ser ud, som den gør. Men hver gang jeg ser den smukke fugl, kommer jeg altså til at tænke på tømmermænd. Håret stritter og øjnene er røde. - Høhø, den var godtnok høj i går...

Jeg tog et smut ned til dæmningen, da jeg var færdig med dagens dont. Egentlig ville jeg i haven, men vejret var så fint. Totalt vindstille, lidt varmt og solskin i timen før solnedgang.

Desværre var der ikke det helt vilde fugleliv på skudhold. Men tæt på Bjerget lå der et par toppede skalleslugere og slikkede sol i vandkanten. De opdagede mig desværre og stak til søs. Men jeg nåede da lige et par fotos.

Toppet skallesluger er en almindelig vintergæst her ved Limfjorden. De holder af at overvintre ved lavt vand - og det har vi jo rigeligt af her på egnen. Om sommeren holder den til længere mod nord - og jeg husker da, at vi havde mange af dem hver sommer i Straumsbukta.

Dagens bonusfugl er en storspove. Dem er er der mange af i øjeblikket, men de trækker snart sydover til blandt andet Holland og Frankrig. Storspoven er virkelig stor, når man kommer tæt på - og næbbet er ret imponerende, synes jeg.

Desværre er den temmelig sky og svær at have med at gøre. Til gengæld har den en flot melankolsk sang, som jeg i øjeblikket ofte hører om morgenen, når solen står op.

Grønland viser tænder

Højmesse

Fiskeri er big business i Grønland, så i denne uge er jeg selvfølgelig til fiskerimesse i Aalborghallen - Aalborg Kongres og Kultur Center, som foretagendet kalder sig selv nu til dags.

Det er Nordeuropas største af slagsen og foregår hvert andet år, så det er vistnok er sjette gang, jeg er med - primært for at skrive nyheder til Sermitsiaqs læsere. For messen tiltrækker mange grønlandske besøgende og udstillere.

De grønlandske virksomheder har en stor fællesstand, der er flankeret af en udstilling om Grønland, som Aalborghallen og Det Grønlandske Hus står bag. Og selv om der ikke er isbjørne i gaderne i Grønland, er der selvfølgelig også et isbjørneskind med som blikfang.

Jeg noterer også, at der blandt de udstillede effekter er både Araba-kaffe og skibskiks. Så bliver det heller ikke mere grønlandsk for kendere. Araba er er særlig kaffe, der er udviklet til det kalkfrie grønlandske drikkevand, og skibskiks opblødt i Araba er en stor grønlandsk delikatesse.

Dagens messebesøg bød også på et par nye effekter til samlingen af mærkværdige reklamegaver - en nøglering af kork, som er god at have, når man sejler - og så en besynderlig anordning, der detekterer elektromagnetisk stråling og kan fortælle, hvilken vej en elektrisk pumpe kører.

Jeg er ellers blevet temmelig immun over for alle disse reklamegaver - bortset fra kuglepenne, som jeg altid kan bruge. Men pumpedetektoren er simpelthen for mærkelig til, at jeg kunne lade den ligge - og nøgleringen er sjov, for den reklamerer for den grønlandske telestyrelse, der på grønlandsk hedder Nalunaraasuartaateqarnermut Aqutsisut. Det første ord kan jeg ikke udtale, men jeg ved, at Aqutsisut betyder styrelse - og sådan er det jo med de grønlandske ord.

P.s.: Det længste kendte ord på grønlandsk er sandsynligvis "Nalunaarasuartaateeranngualioqatigiiffissualioriataallaqqissupilorujussuanngortartuinnakasinngortinniamisaalinnguatsiaraluallaqqooqigaminngamiaasiinngooq". Det betyder på dansk: "Der var rapporter om, at de tilsyneladende – Gud ved hvor mange gange – igen havde overvejet om jeg, i min dårlige tilstand på trods af, stadig kunne betragtes som ganske dygtig og opfindsom og som initiativtager til at sætte et konsortium sammen til etablering af en række små radiostationer".

Valnødderne falder trindt om land

God valnøddehøst

De seneste par uger har jeg danset rundt om valnøddetræet en gang om dagen. For nødderne var så småt begyndt at falde ovenfra. De første valnødder er også prøvesmagt - og de smager ganske som forventet godt.

Så blev det stormvejr natten til lørdag. Det satte gang i høsten. På søndagens tur rundt om træet måtte jeg hente en ekstra skål, for det var enorme mængder af valnødder, der var faldet ned - fuldt modne og lige til at spise.

Det får nu vente. I første omgang skal de behandles med Atamon mod mug - og så skal de tørres på værkstedet. Her er luften meget tør - omkring 30 procent. Det er vigtigt at få dem tørret. For så holder de sig mindst til jul. Valnødder er jo dybest set en sund form for juleknas.

Det er også med at få reddet valnødderne. Musene er så småt begyndt at vise sig for alvor. Der skal nok også være rotter derude. Og så har jeg næsten hver dag dag de seneste uger set egern i haven. Det er hyggeligt med egern, som er meget underholdende, men mine valnødder får de altså ikke. De må nøjes med hasselnødderne og de mange agern og bog, der falder netop nu.

Valnøddetræet er 16 år gammelt. Det er af sorten Mountain View og har givet pænt i 10 år. Men jeg tror alligevel, at årets høst bliver den største nogensinde.

Træet blev plantet allerede det første år vi boede på Nørremarksvej. Det er desværre ikke så pænt. Det fik et par alvorlige frostskader de første par år, hvor vi havde hårde vintre. Det forsøger jeg så at rette op på ved at beskære træet forsigtigt hvert efterår - og det begynder da at ligne noget.

Duften af grillbar

Friture

Selv om det kan gå heftigt til, når Øland Sildelaug holder møde, hører det alligevel til sjældenhederne, at det ligefrem er nødvendigt at skifte tøj og gå i bad, når laugsbrødrene returnerer til Hjemmets Arne, som hustruerne mærkværdigvis kaldes.

Men det var altså tilfældet fredag aften, hvor der var gang i ønskebrønden - frituregryden.

Aftenens hovedret var den engelske nationalspise fishn' chips. Oversat til almindelig dansk: Friteret indbagt filet af kuller med pommes frites og tartarsovs.

På danske grillbarer med catering-mad tager man det vist ikke så alvorligt med fisken - og man kan støde på mange fiskevarianter inde under den dej, der omslutter det hele. Men sildelauget er jo et laug for fiske-connoisseurs, så vi lavede det rigtigt helt fra bunden af.

Det skal være med kuller - på engelsk Haddock - for netop kuller er så faste i kødet, at de kan tåle turen i ønskebrønden. Øldejen, som omgiver kullerfileten, var selvfølgelig hjemmelavet, for øldej må man ikke sjuske med.

Pommesfriterne var naturligvis også hjemmelavet - men tilberedt i ovnen. Det fungerer nemlig godt og sviner heller ikke så voldsomt. Det hele blev fulgt af sauce tartare, der egentlig bare er et udenlandsk svar på remoulade. Lidt mere syrlig, så for at tilfredsstille de danske ganers hang til den sødlige remoulade var det også på bordet - i en færdigkøbt udgave fra Graasten.

Forretten bestod af sild, selvfølgelig. Den lakserøgede variant fra Rema. Den er lidt salt - og fortjener lidt æg som følgesvend, så silden var garneret med hjemmelavet æggestand og serveret med frisk rugbrød fra bageren i Halvrimmen.

Den anretning er prøvet før i sildelauget - og rutinen kom os til gode. Der var ikke en finger at sætte på serveringen.

Til gengæld var desserten aldrig prøvet før - men aktuel til den kommende halloween. Den bestod af hokkaido-sorbet. Opskriften havde skriverkarlen fået op under neglene på Rønnes Hotel - og det fungerede perfekt i dessertmesterens hænder.

Hokkaido-sorbeten blev serveret på en bund af amarena-kirsebær og var pyntet med lidt flødeskum (38 %) og lidt citronmelisse fra skriverkarlens have.

Traditionen tro skulle der også testes spiritus. I giftblanderens fravær havde oldermanden medbragt en flaske slipovice fra Balkan. Det blev serveret som blindsmagning - og der var mange bud, for de fleste genkendte smagen, men kunne ikke pege præcist på, hvad det var. Slipovice er blommebrændevin - og det bør vi vel også kunne lave her på Øland en gang ved en passende lejlighed.

Aften gik lidt ud over tiden. For vi var godt beskæftiget med maden, som absolut ikke var fastfood. Men duften i tøjet antydede noget andet - så det var med at komme hjem og i bad, da først Øland-sangens toner havde lydt ud i sensommernatten.

Spejdere i designertøj

Nye uniformer

Foto: Privat

Det var en flok stolte spejdere i Nuuk, der i år deltog i nationaldagsoptoget i deres spritnye uniformer – også selv om kun var med nød og næppe, at det lykkedes at få åbnet containeren aftenen før, så uniformerne var klar til udlevering om morgenen på nationaldagen.

Det fortæller gruppeleder Simon Borgert Olesen fra Nuummi Spejderit.

De nye uniformer, der skal bruges af alle spejdere i Grønland, er blevet udviklet i et tæt samarbejde med designeren Bibi Chemnitz.

- Det er første gang, at jeg laver spejderuniformer, men jeg sagde selvfølgelig ja, da spejderne henvendte sig. Det har været en spændende opgave for os, og det er da også med stolthed, at vi har sat præg på en ny generation grønlandske spejdere, fortæller Bibi Chemnitz.

Mange detaljer

Der ligger mange tanker bag den nye spejderuniform.

- Den mørke marineblå farve var jo givet, så det var nemt nok. Vi har valgt et robust stof, som kan klare en del tæsk, men det er også ok, at anorakken får lidt patina af hårdt brug, siger Bibi Chemnitz.

- Vi tog udgangspunkt i vores jagtanorak fra vores eget brand, som vi har lavet i mange år. Den er gennemtestet, og den er god til den grønlandske natur.

- Vi ønskede dog at lave nogle detaljer mere traditionelle, så vi ændrede lommerne foran på anorakken, så den har et traditionelt look. Men vi tilføjede lommerne mere funktion, så hver forlomme i virkeligheden er to lommer i en, hvor den ene kunne lukkes med velcro. Det giver spejderne plads til lommekniv, reb eller andet, som man har brug for ude i naturen.

Det er tanken, at spejderne selv skal vedligeholde uniformen som led i uddannelsen.

- Velcro-lukningerne kan nemt udskiftes, hvis de bliver slidt. Det forestiller vi os, at spejderne selv kan gøre med nål og tråd – og dermed opbygge lidt håndgerningskundskaber, fortæller Bibi Chemnitz.

- Vi tilføjede spejdernes korpsmærke på venstre bryst og det grønlandske flag på den ene skulder - så der ikke er tvivl om, hvor spejderne kommer fra. Men ellers er det spejderne selv, der selv skal sy duelighedstegn og andre mærker på.

Personlig signatur

Bibi Chemnitz har også sat sin personlige signatur på uniformen.

- Vi har bibeholdt vores kendte cirkel design på ryggen, dog er det lidt mere neddæmpet i sit look, da anorakken er holdt i marineblå og derfor er de to halvcirkler mere subtile - men de er der, fortæller designeren.

Behovet for de nye grønlandske spejderuniformer opstod, da Nuummit Spejderit blev dannet for fem år siden. På det tidspunkt var alt spejderarbejde i Grønland gået i stå, og Grønlands Spejderkorps var lukket.

- Så vi startede på en frisk, fortæller Simon Borgert Olesen.

- Tilbage i tiden brugte de grønlandske spejdere hjemmesyede anorakker som uniform, men i en periode i halvfemserne delte korpset uniform med spejderne i Sydslesvig. Den uniform havde imidlertid en dårlig pasform og var heller ikke egnet til vores klima, hvor man typisk bærer en trøje under uniformen, forklarer Simon Borgert Olesen.

- Vi eksperimenterede på et tidspunkt med at batikfarve hvide grønlandske anorakker, men det var ikke godt, for de kunne ikke tåle at blive vasket. Så spurgte vi SpejderSport-butikkerne i Danmark, om de kunne hjælpe, men her skulle vi producere mindst 500 uniformer – og det ville blive alt for dyrt.

- Så kom vi på at spørge Bibi Chemnitz – og hun vidste lige, hvordan den opgave skulle gribes an. Så nu har vi vores egen uniform – og det er vi stolte af.

Vigtigt med aktivitet

Bibi Chemnitz tøvede heller ikke med at sige ja til opgaven.

- Det er altid en stor oplevelse at designe noget unikt for andre. Vi mener, at det er utroligt vigtigt, at unge mennesker dyrker en eller anden fritidsaktivitet. Det udvikler dem og giver dem forskellige "skills", som man kan bruge senere i livet. Der er alt for mange børn, som er for inaktive, siger Bibi Chemnitz.

Der er i første omgang produceret 130 uniformer. Spejderne betaler 350 kroner for en uniform. De penge går ind på en projektkonto, som kan bruges, næste gang der skal produceres uniformer. Hele projektet har kostet i alt godt 100.000 kroner, som er finansieret med støtte fra Polar Seafood, Helene og Svend Junges Fond samt Sct. Georgs Gilderne i Danmark.

Simon Borgert Olesen oplyser, at der er cirka 60 spejdere i Nuuk, 15 i Ilulissat og 10 i Sisimiut.

Artiklen blev bragt første gang i Sermitsiaq 2025/36 den 12. september. Den er efterfølgende også bragt i Nuuk Ugeavis.

Klik op.

Gode ben

Sæson for edderkopper

Jeg forstår mig ikke på sport, så jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg har hørt, at cykeltosser gerne barberer benene, fordi hår på benene øger luftmodstanden.

Hvis det er rigtigt, har edderkopper næppe nogen chance for at give cykelsportsfolket baghjul. Prøv at klikke billedet op og bemærk den voldsomme benbehåring. Man skulle ellers tro, at et væsen med otte ben kunne give den gas på en racercykel, hvor det som bekendt handler mere om gode ben end intellektuel formåen.

Det er sæson for edderkopper. Da jeg sent tirsdag aften kom hjem fra en foredragstur til Hjørring, mødte jeg denne fætter på badeværelset. Det blev lige til et hurtigt doku-foto, inden den tog sine otte ben på nakken og gemte sig under vasketøjskurven.

Der er masser af edderkopper netop nu - både inde og ude. Jeg døjer meget med de invasive mejer-edderkopper, som er svære at fange og formerer sig flittigt, men denne her var en rigtig dansk stor husedderkop med et benspænd på cirka 10 cm.

Stor husedderkop er Danmarks største edderkop, men er helt uskadelig for mennesker, selv om den ser skrækindjagende ud for araknofobikere.

Dagens bonusfotos tog jeg i weekenden på foderpladsen. Her kan man virkelig tale om at skyde spurve med kanoner. Billederne er taget med 400 mm brændvidde på knap fire meters afstand - og det er tæt på grænsen af det mulige med en mikroskopisk dybdeskarphed.

Kendere vil bemærke, at det er gråspurve. Den lille grossenollik er ellers gået meget tilbage i forhold til skovspurvene, der er i voldsomt overtal i danske haver. Men jeg har fortsat mange gråspurve - og det er jeg da en smule stolt af.

363 mænd – og en enkelt kvinde

Jubilæumsbog

Sirius-fup Asbjørn Bruun og hundehvalp Julius. Billede fra bogen.

En ny bog om Slædepatruljen Sirius kommer næppe nogensinde med på en slæderejse i Nordøstgrønland. Dertil er den for tyk og stor – og kan næppe håndteres i en sovepose, mens fimbulvinteren raser uden for teltet.

Bogen vejer 1,6 kilo og er på 352 sider i formatet 28cm x 22cm – altså lige knap A4.

Det siger jeg ikke for at være negativ - tværtimod.

Jeg konstaterer blot, at der er tale om en rigtig ”coffee table bog”. Stor i omfang og grundighed og rigt illustreret med store, flotte billeder af både den vilde natur og den lille slædepatrulje. Stramt redigeret med tekst i små stykker, så man ikke behøver læse hele bogen på en gang.

Bogens titel er ”Sirius – 75 år med slædehunde, kammeratskab og arktiske eventyr”. Det antyder meget præcist, at der er tale om en jubilæumsbog i anledning af, at den legendariske slædepatrulje mandag den 18. august kunne fejre, at det var præcist 75 år siden, at slædepatruljen blev grundlagt på Ella Ø.

Spændende læsning

Det er spændende læsning. Redaktør Simon Flening, journalist på TV2 og tidligere Sirius-mand årgang 16, har blandt de i dag i alt 363 Sirius-fupper samlet 32 personlige beretninger fra tiden i Sirius. Ikke nødvendigvis de mest dramatiske, men episodiske nedslag, som har brændt sig fast i bevidstheden som et dejligt minde om 26 måneders militærtjeneste i Nordøstgrønland.

De er dejlige beretninger om hunde, isbjørne og mænd – samt en enkelt kvinde, som man kun kan blive i godt humør af at læse.Beretningerne spænder fra nu afdøde Bent Zwerius’ erindringsglimt fra 1958 til blandt andet en beretning om livet i det isolerede Nordøstgrønland, mens corona-epidemien hærgede i resten af verden.

Bogen byder også på et udførligt overblik over den del af historien, som førte til oprettelsen af Slædepatruljen Sirius. Afsnittet er skrevet af Peter Schmidt Mikkelsen fra 77-holdet, der er en dreven forfatter. Han udgav tilbage i 1986 sin personlige beretning, Tusinde dag med Sirius, og siden er det blevet til et helt hundespand af bøger om både Nordøstgrønland og Sirius.

Peter Schmidt Mikkelsens slædemakker fra Sirius, Claus ”Tavse” Birkbøll, har bidraget til jubilæumsbogen med leksikale oplysninger og har blandt andet skrevet er afsnit om slædepatruljens våben gennem tiderne.”Med sin unikke viden om Sirius, og alt hvad der er foregået i Nordøstgrønland de sidste 75 år plus det løse, har Tavse leveret flere historiske nedslagspunkter til denne bog end nogen anden fup”, konstaterer Simon Flening i forordet.

Fremtiden for Sirius

Oprindeligt var Slædepatruljen Sirius en del af søværnet, men er i dag en del af Specialoperationskommandoen sammen med Jægerkorpset og Frømandskorpset. Det er imidlertid Arktisk Kommando i Nuuk, der har den operationelle ledelse af slædepatruljen. Det har fået chefen for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, til at kikke i krystalkuglen og spå om fremtiden for Sirius – ikke mindst i lyset af nuværende internationale situation.

Generalmajoren slår fast, at Slædepatruljen Sirius er kommet for at blive, men at fremtiden byder på højere grad af samarbejde med forsvarets øvrige enheder. Både som følge af ændrede militære doktriner, men i lige så som en følge af den teknologisk udvikling, hvor nye såkaldt kapaciteter som droner og satellitovervågning indgår i forsvarets opgaveløsning i Arktis.

Søren Andersen konkluderer, at der fortsat er mange opgaver, der skal løses i Nordøstgrønland – og at der er en stor arv, der skal løftes.

Slædepatruljen Sirius er en eliteenhed i forsvaret – og den fornemme jubilæumsbog er en fuldt fortjent elitebog.

Sirius – 75 år med slædehunde, kammeratskab og arktiske eventyr Redaktion: Simon Flening. Gads forlag.

Artiklen er bragt første gang i Sermitsiaq 26. august 2025.