Vorherres eget festfyrværkeri

Godt nytår

Så er årets sidste historie skrevet og afleveret til avisen - om vinterbadere i Blokhus - så nu kan nytårsfreden sænke sig over det lille hus på Øland.

Vorherre fejrede nyårets komme med en prægtig solnedgang, så jeg forstår slet ikke, at der er nogen, der synes, at fyrværkeri er flot. Spild af penge, siger jeg bare. Solnedgangen er gratis.

Jeg har ikke de vilde planer for nytårsaften. Kongens tale skal jeg naturligvis høre, men jeg springer både oplæg og nedlæg fra kommentatorerne over. Til gengæld kan det godt være, at jeg snupper Kong Kristian en ekstra gang på stereoen. Det er en god sang med lidt udansk smælder i teksten - gotens hjelm og hjerne brast. Det kan jeg godt lide.

I køleskabet ligger en havtaskehale. Den skal på panden vendt i rugmel og følges af lidt rosenkål og hummersauce. Det er en ordentlig svend, så jeg tror næppe, at jeg kan spise mere. Men ellers har jeg lidt hokkaido-sorbet stående i fryseren, hvis det skal være.

Jeg holder mig næppe vågen til rådhusklokkerne, så hermed ønsket om et godt nytår til alle. 

Ostegratineret østers

En lille nytårshapser

Nytåret er højsæson for østers i de små hjem. De fleste spiser skaldyrsspecialiten med et dryp citron eller vinaigrette, men selv foretrækker jeg dem helt naturel. Saften, der ret beset ikke er andet end havvand, er det rene nektar - en gudedrik, der angiveligt også skulle være sund og nærende.

Det er jeg ligeglad med. Sundhed er ikke afgørende for mig - bare det smager godt, er jeg tilfreds.

Men jeg er naturligvis ikke blind for, at det bestemt ikke er alle, som er vilde med rå skaldyr. Så da jeg forleden havde brug for en lille velkomsthapser, valgte jeg at gratinere nogle af de østers, jeg havde indkøbt til nytårsaften.

Det er smaddernemt, når først østersen er åbnet. Oven på dyret lægges en lille klat creme fraiche med hakket hvidløg og hakket frisk dild. Ovenpå igen en tyk skive godt modnet danbo. I ovnen under grillen i fem minutter til osten bliver gylden og værs'go'.

Det kan altså også noget, som det er moderne at sige, når man mangler ord, men gerne vil sige noget positivt.

Under alle omstændigheder er ideen hermed givet videre, hvis nogle af nytårets gæster ikke er inkarnerede østers-spisere - eller hvis man har lyst til at prøve noget nyt.

Smeg for skillingen

Årets julegave

Jeg har i mange år givet mig selv en julegave. Det gør det lidt nemmere, for så behøver jeg ikke at være så beskeden i juleønskerne. Det har gennem årene beriget mig med mange sjove og dyre ting til køkkenet - for jeg elsker at lave mad og sætter pris på det rigtige værktøj.

I år slog jeg alle rekorder og gav mig selv et Smeg-komfur. Det er sandsynligvis det dyreste komfur, jeg kommer til at eje i mit liv, men bare rolig - jeg gjorde en god handel, for det var en demo-model, som efter lidt forhandling endte på en ganske fornuftig pris. Sådan er det jo i Nordjylland. Her skal man ikke tage prislappen for andet end en hensigtserklæring.

Smeg er køkkengrejets svar på Bang & Olufsen. Man betaler pænt meget for en ting, der i princippet ikke kan andet end tilsvarende billigere modeller. Men jeg er æstetiker og betaler gerne lidt ekstra for designet. Og jeg er godt tilfreds med nyanskaffelsen.

Egentlig ville jeg gerne have et gaskomfur, men det er pladsen i køkkenet ikke til. Så det blev induktion i stedet for - og det har været en god oplevelse. Det er utroligt nemt at styre temperaturen så præcist, at der ikke sker ulykker, selv om jeg glemmer at have et konstant øje på for eksempel risengrøden.

Et Smeg-komfur står på ben i modsætning til traditionelle komfurer, så det er nemt at gøre rent under komfuret.

Så jeg måtte til at lægge fliser i bunden af komfur-nichen. Jeg fik lidt hjælp af mureren og hele nichen står nu knivskarp - nymalet med acrylfuge og med fliser på siden. Det kostede gratis, for jeg har et stort lager af fliser ovre i værkstedet.

Julegaven blev taget i brug allerede inden juleaften, men fik sin store ilddåb juleaftensdag. Jeg var i gang fra morgenstunden, for der skulle laves æggestand til frokostens røgede ål - en anden af mine juletraditioner.

Om eftermiddagen kogte jeg andefond på en håndfuld andelår af dem, de fleste supermarkeder har haft tilbud på op til jul.

Jeg gad ikke stege en hel and og nøjedes med et confiteret andelår, men sovs skal der til - og uden fond ingen sovs.

Kødet fra andelårene kan så blive til en andedagsret. Jeg har nemlig en ide, der skal testes i løbet af juledagene, men det vender jeg tilbage til.

Juleaften sluttede med ris a l'mande uden mandelgave - og så lidt hyggekrimi fra Brokenwood på norsk TV. Et glimrende punktum for en god dag med en god julegave.

Glædelig jul

Dagen før dagen

Med dette foto af en af havens gamle juleroser skal der lyde en glædelig jul til alle bloggens læsere.

Julerosen står ude under den store taks. Der har den stået i adskillige år efterhånden - og er et levende eksempel på et af min fars gamle haveråd - bare lad den stå i fred, så skal den nok blomstre. Det er i øvrigt en sandhed, der gælder i mange af livets forhold.

Status på året er, at det er gået nogenlunde som sidste år - altså ganske udmærket. Jeg er begyndt at mærke lidt alderdomsskavanker - gammelmandssukkersyge og angst for at stå på stiger - men er så vidt vides fortsat ved mine nogenlunde fulde fem.

Jeg har også nået pensionsalderen, men har ingen aktuelle planer om at lægge op. Den, der har evnerne, har også pligten - og jeg er for resten deadline-junkie, der har det svært ved en tilværelse uden deadlines.

Julefridagene er et godt eksempel. Jeg har nu brugt fire dage på at tage mig sammen til at støvsuge bilen og få den vasket - uden held. Sådan er det bare.

Juleaften tilbringer jeg i det bedste selskab, jeg kender - mit eget. Og jeg glæder mig da en lille smule til en dag i køkkenet. Madlavning er mit zen. Jeg slår hjernen fra og arbejder meditativt med hænderne. Det er faktisk ret lækkert, så der er ingen, der skal have ondt af, at jeg sidder alene i morgen aften.

Jeg vil hygge mig med julemaden og glæde mig over min julegave til mig selv - et nyt komfur.

Glædelig jul til alle. Juullimi pilluaritsi.

Inderst inde er vi alle ens

Barnetro

Naja Christiansen fra Ilulissat har fundet dette foto fra begyndelsen
 af 60erne. Den lange sorte bygning er GTO-bygningen, hvor de
danske håndværkere spiste hver dag. Ved den lille bygning med
stativet med tørrede fisk var der et lokum nedenunder. Foto: Privat

En barndomserindring fra Ilulissat minder os om julens glade budskab. Vi er mennesker – og vi er alle ens uanset hudfarve og etnicitet.

- Jeg har et minde fra min barndom i Ilulissat, som jeg aldrig nogensinde glemmer. Det minde vil jeg gerne dele med andre, for det er del af min livserfaring.

Det fortæller Naja Christiansen, der har boet i Danmark i mange år, men som var barn i Ilulissat i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne, hvor der var gang i byggeriet over alt i Grønland. For det mestes vedkommende med danske håndværkere, der kom til Grønland for en kort periode – og boede i GTO-lejrene – barakkerne.

- For en lille pige som mig kendte vi ikke så meget til danskerne. Vi så dem, men snakkede ikke med dem – og de interesserede sig vel heller ikke så meget for os, når det kom til stykket, siger Naja Christiansen.

- Men vi var da lidt nysgerrige – og når vi var på legepladsen ved skolen, snakkede vi da også om de danske håndværkere, som hver dag kom og spiste til middag og aften i GTO-bygningen lige ved siden af skolen. Lige ved siden af var der et lokum – indrettet som alle andre lokummer i Ilulissat på den tid. Det vil sige, at der var en lem under lokummet, så hundene kunne rydde op.

- Jeg var omkring 8 til 9 år gammel i 1961 eller 1962. En dag så vi en dansk håndværker, som kom løbende hen til lokummet. Han var helt tydeligt alvorligt trængende.

Så nu havde børnene foran skolen en helt enestående chance – og den skulle bruges.

- Vi børn blev hurtigt enige om at undersøge hans afføring, for at se om det lugter lige så meget som vores – og hvad der især var interessant, om det måske var lysere end vores, fortæller Naja Christiansen.

- Så stod vi og kikkede og var spændt på at se det, der skulle komme ned, samtidig med at vi jagede hundene væk med en pind.

- Ned kom en tynd og ildelugtende pølse frem. Det var en stor skuffelse. Vi troede, at danskernes afføring var lysere og ikke lugtede ligesom vores.

Naja Christiansen glemmer aldrig den oplevelse.

- Den stakkels mand havde sikkert dårlig mave. Føj - det stank altså fælt, siger hun.

Historien var oprindeligt tiltænkt Sermitsiaqs juleavis, men passede ikke rigtig i den store sammenhæng. Men jeg synes ikke, at bloggens læsere skal snydes for den, for her passer den fint.

Da jeg talte med Naja om historien, fandt jeg ud af, at hun havde været veninde med Dina i barndommen i Ilulissat. Naja kvitterede med et foto, der blev taget i Vejle i 2019 i forbindelse med julehilsen til Grønland. Det billede er jeg glad for - så det blev en lille uventet julegave. Tak for det.

Du er velkommen til at dele historien.

Harevælling

Julemad

Her ved juletid bliver der spist tonsvis af grønkål - i hvert fald her i Nordjylland. Og altid i den vendsysselske udgave.

- Det smager tossegodt, siger de i Vendsyssel - og jeg er ikke uenig. Men jeg tillader mig lige at minde om, at grønkål også kan tilberedes på andre måder. Så lørdag aften lavede jeg grønlangkål - stuvet grønkål - der stærkt nedsættende af vendelboerne betegnes som harevælling.

Da jeg var barn i Farsø, kendte jeg ikke andet. Vi var immigranter til Nordjylland - og den vendsysselske variant lærte jeg først at kende, da jeg flyttede til Aalborg for godt og vel 45 år siden.

Men grønlangkål smager også godt - og er i øvrigt lidt lettere at have med at gøre i en lille husholdning, hvor jeg som regel laver mad til et par dage ad gangen. Det er nemt at lave. En opbagning tilsættes lidt kogevand fra skinke eller hamborgerryg, en ordentlig sjat fløde og en pose frosset grønkål tilsættes. Det hele får et opkog og smages til med salt, peber og sukker.

Til gengæld gør jeg lidt mere ud af de brunede kartofler. De fleste danskere laver dem på henkogte små kartofler, der fås billigt i glas på denne årstid. Den slags skodmad er mit liv altså for kort til. Jeg laver altid brunede kartofler af aspargeskartofler, der bevarer fastheden, selv om tilberedningen er lidt hårdhændet.

Aspargeskartoflerne koges med skræl i letsaltet vand, pilles og vendes så i smeltet sukker og rigeligt med smør. Det koster lidt ekstra arbejde, er temmelig meget dyrere - men smagsoplevelsen er altså meget bedre, så det ofrer jeg gerne. Det er jo ikke millioner, vi taler om.

De brunede kartofler er lidt af en sukkerbombe, så jeg sprang den ellers obligatoriske kage over, da jeg så lørdagens bagedyst i fjernsynet. Det plejer jeg elles at blive seriøst kagesulten af - hvis jeg da ikke taber appetitten forinden over Timm Vladimirs grimme tatoveringer. Den slags mennesker bør slet ikke få adgang til madprogrammer i TV.

Gå aldrig ned på udstyr

Reklamegaver

Jeg er en stor beundrer af de mennesker, som producerer reklamegaver. De er ustoppelige i deres iver efter at opfinde ting, som jeg ikke vidste, at jeg har brug for.

Forleden blev jeg begavet med en såkaldt champagne-stopper. Det er en dims, som kan sættes på en champagneflaske, så man kan gemme sjatterne - uden at det går ud over det liflige bobler.

Dimsen er ret smart. Den er forsynet med en prop af silikone, som sættes ned i flaskehalsen. Når man lukker dimsen, udvider silikonen sig og lukker flasken helt tæt. Lukkeanordningen er samtidig et lille greb, der låser proppen helt fast til de øverste riller i halsen. Det er dæl'me da smart. Husk på, at trykket i en champagneflaske svarer til trykket i et lastbildæk.

I mine yngre dage var det ren teori. Tidligere kunne jeg ikke drømme om at åbne en flaske champagne, crémant eller cava uden også at tømme den. Men på mine smågamle dage som aldersrentenyder er jeg blevet lidt af en svagpisser og tager ikke fra som tidligere - så den skal jeg nok få brug for, selv om jeg ikke vidste, at jeg manglede den.

Jeg prøvede at google champagne-stopper - og det viser sig, at der efterhånden er et hav af versioner på markedet i forskellige prisklasser og designs. Jeg hæfter mig blandt andet ved, at franske Laguiole har den i sortimentet. Det bliver nok næste nyanskaffelse i huset, for det er også Laguiole, der har produceret min champagne-sabel, som jeg har haft i en del år. Dog skal det med, at champagne-stopperen naturligvis ikke kan bruges til en flaske, der er åbnet med sabel - men det skal nu ikke stoppe mig.

Man må aldrig gå ned på udstyr. 

Julebag, julegrød og julefrokost

Den snigende jul

Tirsdag blev en lang dag, hvor jeg skrev lige fra morgenstunden og til sent på aftenen. Men mellem flykatastrofer og voldsom død blev der også tid til at klare den årlige julebagning.

Det blev ganske vist ikke til det helt vilde. Da jeg fandt kagedåsen, lå der stadig småkager fra sidste jul. Det var en påmindelse om, at jeg skal styre mig, skal jeg. Men lidt skal der altså bages, for jeg elsker jo at stå i køkkenet. Så det blev lige til en bageplade med korenderkager og en anden plade med politisk ukorrekte jødekager - begge dele mine favoritter i småkageafdelingen.

Nu, hvor jeg havde gang i kanelsukkeret, blev det også til risengrød til aftensmaden - og så var bunden sådan set lagt til aftenens idrætspriser, der blev uddelt i Brovst-hallen. Så jeg styrede mig og sagde nejtak til alle hanboers livret - gratis mad på kommunens regning. Se her.

Jeg havde også brug for en klat risengrød til onsdagens julefrokost for min gruppe i Sct. Georgs Gildet. Det er en gammel tradition, at jeg lægger hus til julefrokosten - og i de gode gamle dage diskede jeg op med adskillige juleretter, for dengang kunne vi tage for os af både mad og drikke.

I år var det lidt mere beskedent. Hjemmelavede julesild fra Sildelauget, fiskefileter, lidt røget laks, grønlangkål med medisterpølse samt ris a'lamande.

Inden vi gik til bords, blev det også til lidt julehygge i den fine stue, hvor jeg godt nok ikke er helt på plads endnu. Vi testede den kvansnaps, som jeg satte i gang efter min tur til Grønland i foråret 2024. Den er godt på vej, men den skal nok stå et par år mere i vinkælderen, før den er helt på plads.

Man bemærker på fotoet, at der ikke er glas på bordet. Vi er jo gamle spejdere, så vi genbrugte naturligvis de glas, som vi drak af i den fine stue. Finere skal det nemlig ikke være, når spejdere går til bords.

Så kom julestjernen op

Jul på Øland

Onsdagens første gerning i den årle morgen var - helt som planlagt - at få Dinas  julestjerne op i vinduet ud mod Nørremarksvej, så alle kan se, at her holder vi de grønlandske traditioner i hævd. Den burde allerede have været hængt op i weekenden, men da var jeg jo i Vejle til Julehilsen til Grønland.

Det blev også til grønlandske julestjerner i spisestuen og på biblioteket, men så bliver det nok heller ikke til mere julepynt i år - bortset fra det, der fortsat hænger fra sidste år.

Onsdag var en herlig dag uden vind overhovedet, så jeg tog lige en pjækketur fra stueprojektet og fik rigget strøm til juletræet uden for døren. Det er ved at være for stort, men jeg kvier mig ved at sætte saven i det - for jeg har haft det, siden det var lille og kunne stå i en urtepotte. Og så er det ædelgran, som man jo ikke skal kimse af i en tid, hvor plastikgranerne vinder frem.

Jeg fik også plantet påskeliljeløg i en del af krukkerne. Efter bogen er det lidt sent, men det plejer nu at gå endda. Så nu venter jeg spændt på foråret. Hvis det nuværende vejr fortsætter, ser vi nok de første erantis omkring nytår.

I stuen har jeg fået TV og stereoanlægget op at køre. Der var lidt udfordringer med grammofonen. Den er forbundet med anlægget via en såkaldt RIIA-forstærker - og jeg havde helt glemt, at der var noget med en stelforbindelse, så i første omgang kom der kun brum ud af det. Men nu spiller det - og grammofonen blev genindviet med Rare Bird og As Your Mind Flies By fra 1970. Det er symfonisk rock, som jeg kan lide det - så der blev spillet endog meget højt torsdag aften.

Nu er jeg i gang med at pakke CD'er ud. Det er et stort arbejde, for de er fyldt med murerstøv - og mange af dem har 30 år eller flere på bagen uden nævneværdig rengøring. Så hver æske skal op i hånden og tørres af. Det tager tid - også fordi jeg opdager mange CD'er, som jeg helt havde glemt eksistensen af. Også temmelig mærkelige indspilninger - blandt andet en koncert med Procul Harum og Radiosymfoniorkesteret, som jeg overhovedet intet erindrer om.

Consummatum est

Indflytning

I dag flyttede jeg ind i stuen igen. Det er fuldbragt, fristes jeg til at sige med bibelsk patos.

Men det holdt hårdt. Elektrikeren var ikke blevet færdig inden weekenden, så planen skred i sidste øjeblik - og det var først omkring midnat i går, at jeg blev færdig med fodlisterne.

Til gengæld var der fuld fart på fra morgenstunden, da Sofia fra Sofias Rengøring i Saltum dukkede op. På mindre end to timer havde hun vasket hele stuen, støvsuget og gjort klar til at jeg kunne begynde at rykke ind.

I de næste to timer, mens jeg baksede med møblerne, gjorde hun så resten af stueetagen rent. Der var dæl'me fart på. Men vi brugte heller ikke tiden på unødig snak. Sofia kommer fra Polen og taler Stanislawsk, så det bliver ikke til så meget hyggesnak, som jeg ellers nemt forfalder til.

Nu skal jeg så i gang med at tilslutte TV, stereo, hænge billeder og gardiner op - og jeg nåede heller ikke at pletmale.

Men den allerførste opgave i morgen bliver nu at få hængt de grønlandske julestjerner op. De skal normalt op natten til første søndag i advent, men da var jeg i Vejle. Så de skal op som det allerførste. Det skylder jeg Dina, som kigger mildt bebrejdende på mig fra sin lille himmel, tror jeg nok.

Jeg bliver også nødt til at arbejde. Jeg har forsømt lokalavisen den seneste uge, så onsdag planlægger jeg at tage et ordentligt ryk - og så må pletmalingen og det andet vente til weekenden. Det går såmænd nok - bare jeg får julestjernerne tændt i morgen tidlig.

Enden er nær

Projektdagbog

Nu kan jeg se enden på mit store stueprojekt. Jeg mangler kun at male fodlister og en halv loftsbjælke - og så selvfølgelig lidt pletmaling. Det klarer jeg snildt mandag, så hytten er klar til rengøringselskabet tirsdag.

Elektrikeren har været her i dag for at få styr på alle de løse ledninger og lægge dem i kabelbakker, lave nye kontakter og lysdæmpere og hænge lamper op. Desværre kom han lidt sent og blev ikke færdig, men han har fået nøglen og kan lave tingene færdig i morgen. Jeg er nemlig ikke hjemme.

I morgen tidlig damper jeg til Vejle, hvor jeg skal tilbringe weekenden i godt grønlandsk selskab, når Fællesforeningen Inuit lørdag gennemfører den traditionsrige Julehilsen til Grønland. Det er ganske vist arbejde for mit vedkommende, men en af årets kære pligter. Derfor laver jeg en lang weekend ud af det - og slipper for at haste afsted lørdag morgen og hjem igen lørdag aften før spisetid.

Jeg kører i øvrigt ad nærmeste omvej til Vejle. For jeg tager lige et smut forbi Bremdal i Struer for at hente en af mine højttalere, hvor basserne var gået. Jeg var faktisk tæt på at opgive højttaleren, men snakkede så med Morten fra Bremdal, der er eksperter i gammelt Bang og Olufsen-kram - og den kunne de sagtens reparere.

Det er nu sket - og når jeg kommer hjem på søndag, er det tanken, at der skal skrues lidt op for stereoen. Ikke så højt, men bare lige så de nærmeste naboer kan høre, at jeg igen er på banen derudaf med lidt Deep Purple og sådan.

I mandags havde jeg besøg af mureren, der lavede fugekanterne ved den lille niche. Det er blevet flot - gråt - akkurat som den farve, jeg har valgt til fodlisterne.

Jeg har også haft glasmontren skilt ad og gjort den ren - og nu er den klar til at blive fyldt med tupilakker og andet små-memorabilia fra årene i Grønland.

Jeg snød lidt med malearbejdet for at komme i mål i tide. Egentlig var der meningen at tømme bogreolen og flytte den, så jeg kunne male bag ved, men det sprang jeg over. Nu venter der så en stor opgave med at tømme reolen, gøre den rent og støvsuge alle bøgerne - for den opgave vil jeg ikke overlade til rengøringsselskabet.

Det er så samtidig planen at få lidt mere system i bøgerne. Det havde jeg faktisk både i Grønland og i Norge, men det gik fløjten, da vi flyttede ind på Nørremarksvej.

Bøgerne står fuldstændigt usystematisk hulter til bulter. Men en freudianer kan nok få noget sjovt ud af, at min kogebog fra kollegietiden - God Mad, Nem at Lave - står lige ved siden af Bibelen og en bog om Creedence Clearwater Revival.

Det går fremad, men...

Projektdagbog

Det går fremad, men ikke så hurtigt, som jeg havde håbet. Tidsplanen er skredet lidt, for jeg havde satset på at være færdig med alt det store malerarbejde her i weekenden.

Men jeg mangler fortsat vestvæggen samt småtingene - loftsbjælker, gulvlister og et par vindueskarme. Jeg har deadline torsdag, så jeg skal til at have fingeren alvorligt ud af hullet.

Det var loftet, der drillede. Nedvaskning og afdækning tog meget længere tid, end jeg havde regnet med - og det blev også til et par overspringshandlinger. Jeg er ikke særlig vild efter at male loft. Det er besværligt, når man fra naturens side er skabt med ringe højde. Så det bliver den rene stroppetur op og ned ad stigen i ofte akavede stillinger.

I løbet af ugen måtte jeg også bruge et døgns tid på at reparere LP-reolen, som ikke er skabt til de tunge plader - og som har truet med at falde fra hinanden gennem flere år. Det er en elegant og spinkel designer-sag af fabrikatet Quadrant, som matcher Bang og Olufsen ganske godt. Den er nu forsynet med en håndfuld vinkelbeslag inderst inde, hvor man ikke kan se det - og så håber jeg, at den holder.

CD-reolerne er også kommet op. De hænger endnu ikke helt lige, men det kan løses - og det haster ikke så meget.

Jeg skal være færdig med alt malerarbejdet torsdag, hvor elektrikeren kommer for at installere de sidste af de nye kontakter og hjælpe med at hænge lamper op. Den slags er nemlig heller ikke nogen spidskompetence, når man er ringe af vækst - og i øvrigt er blevet alvorligt langsynet på de gamle dage. Jeg kan simpelthen ikke se og nå de små skruer i installationerne samtidigt.

Aftensmaden søndag stod på fjerdedags-gule ærter. Torsdag lavede jeg 30 kuverter i Sct. Georgs Gildet i Aalborg. Den lækre søbemad faldt i god jord sammen med blandt andet hjemmesprængt nakkekam. Jeg fik da også kun ros for maden. Men det er nu ganske unødvendigt - for jeg elsker at lave mad til mange mennesker. Det er en slags passion for mig - og det skal jeg naturligvis ikke have tak for. Fornøjelsen er helt på min side.

100 år er ingen alder for godt kram

Bang og Olufsen

I dag er det 100 år siden, at Bang og Olufsen blev grundlagt.

Jeg har været med i over halvdelen af årene, siden jeg i 1972 købte en Beocord 1600 spolebåndoptager og to Beovox 2700 højttalere for konfirmationspengene. Det blev til et livslangt kærlighedsforhold til den danske radiofabrik.

Det må nødvendigvis blive livslangt, for Bang og Olufsen laver kram, der holder i mange år - og som oven i købet kan repareres, hvis det går galt. Det er der ikke mange i branchen, som kan prale af.

På mit kontor har jeg et Beosystem 3500 med to Beovox RL45 højttalere. Det anlæg har dæleme lagt lyd til mange fester. Jeg købte det i 1993 billigt - det vil sige momsfrit - da jeg skulle flytte til Grønland. Og det har fulgt mig siden - uden reparationer.

Det gjaldt også mit første farvefjernsyn, et Beovision M20, som jeg impulskøbte i dyre domme om formiddagen den 1. marts 1986 for at se de ekstra TV-aviser, fordi Oluf Palme blev skudt den foregående aften. Også det fjernsyn tjente mig i adskillige år uden reparationer og blev kun skrottet, fordi digital-TV, fladskærm og bredformat blev standard.

I stuen står der et temmelig stort og dyrt anlæg - hjemmebiografen med surround, stereo-musik og gammeldags DVD-spiller, men det kan jeg ikke vise billeder af, fordi jeg er ved at male. Og i øvrigt står der også Bang og Olufsen i spisestuen og på gæsteværelset.

Alt grejet har det til fælles, at det kan betjenes med den samme fjernbetjening - en Beo4. Det er genialt - intet mindre.

Min stolthed er nok den Beogram 3000, der står i stuens anlæg, og som jeg reddede fra at blive skrottet i 1997. Dengang var LP'er ikke i så høj kurs, så den var gratis, men jeg fik den godt slidte tangential-grammofon restaureret med ny pickup, software og drivrem - og den bruger jeg fortsat. Den gammeldags anologe lyd er simpelthen rarere at lytte til, når der skal spilles højt. På grund af lydkvaliteten holder jeg også fast i fastnettelefonerne - Beocom 6000, som jeg har fire af - selvfølgelig.

Kritikere mener, at Bang og Olufsen bare er design. Det er måske rigtigt, men jeg er ligeglad. Jeg bliver i godt humør af godt design - og får bare hovedpine af skoddesign. Det er også derfor, at jeg aldrig kommer til at køre Tesla.

Jeg kipper med flaget i dagens anledning. Den fabrik kan vi godt tillade os at være stolte af her i lille Dannevang.

Læs også min gamle fortælling om Danmarks mest stjålne ølåbner.

Det skrider fremad

Stueprojektet

Jeg har lige holdt byggemøde med mig selv. Stueprojektet skrider fremad nogenlunde efter planen. Jeg er færdig med cirka 65-70 procent af arbejdet - og altså mere end halvvejs.

Jeg er meget tilfreds med, at jeg har fået kalket den  pudsede væg. Der er ikke noget så flot som nykalket puds - også selv om jeg bruger Skalcem. Sådan en rustik pudset og kalket væg lever virkelig op til drømmen om det lille hus på landet.

Jeg er godt og vel halvvejs med malerarbejdet. Mangler halvdelen af loftet - det er træls arbejde - og så vestvæggen samt lidt gulvlister og karme.

Ugen har budt på et par alvorlige bump. Først og fremmest blev jeg usikker på farven til loftsbjælkerne. Det er sjældent, at jeg ryster på hånden, men her faldt jeg altså i gryden, selv om jeg mener, at ubeslutsomme vatnisser og vægelsindede tvivlere er både tidrøvere og kværulanter, som burde være taget ud af genpuljen allerede i Darwins tid. Jeg kerer mig ikke specielt meget om processer, som jeg finder, er det rene tidsspilde, men interesserer mig kun for det færdige resultat.

Først var det planen, at loftsbjælkerne skulle være sorte - akkurat som i flere af husets andre rum. Men jeg synes, at det så lidt voldsomt ud. Så prøvede jeg med grå, men det gav for lidt kontrast og så kedeligt ud. Så valgte jeg almueblå, men den var for mørk - og så endte jeg på en blå nuance grænsende til tyrkis.

Det kostede en del ture til tømmerhandlen og en mindre formue i maling, men nu er jeg tilfreds. Farven står godt til den gammelrosa væg - og så er der vel også noget symbolik i, at loftsbjælkerne er nærmest himmelblå. Jeg er meget glad for farver - og synes, at gængs dansk praksis med Arne Jacobsen-hvidt på alle vægge er kedeligt.

Ugens andet bump var vejret. Frost krævede både hjulskift og en halv dag i haven med at bringe de sarte vinterfølsomme planter til vinterkvarteret på værkstedet, hvor der for resten ikke er strøm på grund af den seneste tids voldsomme regn. Men hvis bare frosten holder, skal strømmen nok vende tilbage, har jeg erfaring for.

Onsdag aften havde jeg besøg af mureren. Han har slebet murstenene i gulvet i nichen i stuen (nøj, hvor det svinede) og har fyldt nyt mørtel i revnerne. Det ser smaddergodt ud,  Endnu et bidrag til den romantiske drøm om det lille hus på landet. Nu mangler der lige kantfuger. Det ordner han i den kommende uge, når han kommer for at sætte nye fliser i kogenichen i køkkenet.

I den kommende uge er det planen at flytte møblerne over i den anden halvdel af stuen - og begynde at sætte cd'er og lp'er på plads - og så skal det sidste malerarbejde forhåbentlig klares i sidste halvdel af ugen.

Det skal være skidt, før det bliver godt

Kaos

For et par uger siden kastede jeg mig ud i et af de største projekter, jeg nogensinde har drømt om.

Den "pæne" stue skal males. Det trænger den til, for den er ikke blevet malet, siden vi flyttede ind på Nørremarksvej i 2009.

Jeg begyndte forsigtigt med et besøg af elektrikeren for at få sat et par ekstra  stikkontakter op, og jeg slap af med strygerullen. Så kom skorstensfejeren, hvilket faktisk er den direkte årsag til, at jeg er gået i gang netop nu. For han ville så gerne komme til en renselem, der sidder i en niche - og så kunne han jo passende hjælpe med at flytte den glasmontre med nips, der står der.

Det afslørede så, at murstensgulvet i nichen skal repareres, så nu venter jeg på mureren. I mellemtiden er tiden gået med at flytte møbler, dække af, spartle vægge, vaske ned, tape af og så videre - alt det arbejde, som tidsmæssigt nok tager 75 procent af tiden.

Fredag og lørdag malede jeg halvdelen af loftet - og i dag fik jeg så hjælp af Anne og Henrik, der kom og malede de to endevægge. Tak for det. Det var en stor hjælp. I den kommende uge håber jeg at få malet den østlige væg og blive færdig med loftet.

Jeg er nødt til at dele arbejdet i to dele, da møblerne skal flyttes frem og tilbage, men hvis det går planmæssigt, regner jeg med at være færdig med selve malerarbejdet om to uger.

Malingen er virkelig tiltrængt. Men det har den klare fordel, at det er nemt at se, hvor man er kommet til. Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det skal være skidt, før det bliver godt, som farmor altid sagde.

Så skal der lige laves lidt mere el-arbejde, og alting skal tilbage på plads, men jeg har jo også mit arbejde og andre ting at lave.

Så for at projektet ikke skal trække i langdrag, har jeg bestilt rengøringsselskabet til at gøre hovedrent den 2. december. Så er der en deadline - og jeg har det altså bedst med deadlines.

Når mureren en gang kommer, skal han også lige lægge nye fliser i komfurnichen i køkkenet. Jeg har købt et nyt komfur - og det skal naturligvis stå pænt. Så det skal også helst være færdigt inden den 2. december.

Farvel til den gamle strygerulle

Ophørsudsalg

Vi har i mange år haft en nydelig - og sandsynligvis næsten antik - strygerulle stående i "den pæne stue". Det var en, som Dina fik forærende for en halv snes år siden. Hun samlede gerne på gamle ting.

Da jeg ikke helt deler begejstringen for gamle sager - og i øvrigt skal til at male stuen - var tiden kommet til at sige farvel.

Jeg har foræret den til Brovst Billardklub, der hver sommer står for det store arrangement Levendegørelse af Bratskov - og gutterne stod tilfældigvis og manglede en strygerulle til Bratskovs vaskekoner, så til næste sommer kan den ses i brug på den gamle herregård, hvor Dina og jeg i sin tid blev gift.

Billardklubben har fået en flot, velholdt og fuldt funktionsdygtig strygerulle plus to antikke strygejern oven i købet. Strygerullen er lavet af bronze, støbejern og lidt træ, så det er en tung sag.

Billardbestyrelsen var heldigvis mødt med tre mand, så jeg kunne tage afsked med den gamle maskine med et foto og så ellers med hænderne dybt begravet i lommerne, sådan som jeg nu har det bedst.

Jeg kender ikke proveniensen på den gamle strygerulle. Men den er af mærket Hansa, så mon ikke den kommer fra Tyskland? Alderen kender jeg heller ikke, men den var pæn og ikke særlige slidt, så her gætter jeg på tiden før anden verdenskrig - men det er altså bare et gæt.

Standen taget i betragtning gætter jeg på, at den har gjort tjeneste i et privat hjem, hvor der er blevet passet på sagerne. Helt billig har den næppe været, men hvis den havde stået på en herregård og en stor husholdning ville den nok være mere slidt.

Billardfolkene var begejstret for gaven - og de erklærede på stedet, at de ville opbevare den indendørs. For den er alt for pæn til at stå i den uopvarmede og klamme smedie.

Så jeg tror, at strygerullen er kommet godt i vej og sikkert får en ny og bedre tilværelse, end jeg kunne byde den.

Syn for sagn

Bukkefeber

Så fik jeg set nærmere på den råbuk, der nær havde skræmt livet af mig forleden, da den kiggede ind ad køkkenvinduet.

Jeg var på vej ud af døren, da jeg fik øje på ham nede i baghaven. Denne gang var der knap så meget panik som forleden. Så bukken stod pænt stille, mens jeg tog et par billeder - og så luskede han ellers stille af mellem træerne over mod naboens gårdsplads.

Alligevel blev jeg ramt af bukkefeber - og kunne næsten ikke vente, til jeg kom hjem, for at se nærmere på billederne.

Billedet er hæderligt - om end ikke prangende. Vejret var mørkt og snusket med småregn - og ukrudtet i baghaven skyggede.

Det er en spidsbuk - altså en ung han med sit første gevir med kun en enkelt spids. Hvis man ser på billedet med lup, vil man se en mikroskopisk udposning på venstre horn - og så er det egentlig en såkaldt gaffelbuk. Men den slags detaljer anfægter mig ikke - sandheden må jo ikke stå i vejen for en god historie, som polarforskeren, pralrøven og redaktøren af Ude & Hjemme Peter Freuchen altid sagde.

I øvrigt mødte jeg noget af bukkens familie fredag aften ovre ved Skallerne. En rå med to lam i timen efter solnedgang.

Billedet er taget ved ISO 6400 - med fuldt overlæg. For jeg var på vej ud for at fotografere noget halloween-gøgl - og det skulle helst ske i skumringstimens ringe lys.

Vindueskigger

Midt i naturen

For dælen da. Det var godt nok lige før, jeg sked blod her til morgen.

I skumringen ved 8-tiden hentede jeg rundstykker hos bageren i Halvrimmen. Vel hjemme igen stod jeg i køkkenet og var i gang med at smøre morgenbrødet - helt i mine egne tanker. Så var der et eller andet, der bevægede sig uden for køkkenet, og jeg kiggede op.

Der stod sgu en vindueskigger - en råbuk med et flot gevir. Vi så hinanden dybt i øjnene et kort sekund - og bukken var ude af synsfeltet. Nøj, hvor blev jeg forskrækket.

Men jeg greb det nærmeste kamera og styrtede ud af døren. Selvfølgelig under al for meget larm, så jeg vil ikke fortænke dyret i at forføje sig i al hast. Vi kikkede lige hinanden i øjnene en gang til, da bukken vendte sig ude på vejen - og væk var han i buskadset i genboens have. Ingen billeder.

Jeg blev forskrækket, gjorde jeg. Men det er nu en gang prisen for at bo midt i naturen, så det lever jeg med.

Det er heller ikke noget nyt, at jeg har rådyr i haven. Men det er altså første gang, at jeg har kikket et af dem i øjnene.

Billedet er fra arkivet - taget for et par år siden en sommermorgen i Svinkløv Plantage.

Verdens heldigste mus

Årstidens daglige kamp

Da jeg her til morgen tjekkede fælderne, var der en halsbåndmus, som var kommet til at udløse en af rottefælderne i kompostbeholderne. Desværre var den ikke død, men var kommet i klemme med det ene forben og kæmpede nu for at komme fri.

Det er jo ikke meningen, for en god mus er en død mus - og rottefælderne er ganske glimrende også til halsbåndmus. Da jeg ville samle fælden op for at gøre det af med kræet, fik den imidlertid vristet sig løs - og væk var den.

Det var så dens lykkedag, men jeg tvivler nu på, at den er sluppet fra mødet med fælden uden et brækket ben, så det er nok en stakket frist.

Men den har kæmpet bravt - det må man lade den. Da jeg løftede fælden, bemærkede jeg noget hvidt pulver. Det viste sig, at musen har forsøgt at gnave sig fri af af fælden, men en rottefælde er altså meget stor for en bitte mus, så jeg tvivler ærlig talt på, at projektet ville lykkes for den.

Men jeg har nu tidligere oplevet voldsomme bidmærker i fælderne. Det vidner om, at så længe der er liv, er der håb. Også for en mus eller rotte.

Dagen bonusbillede er en regnbue, som jeg så lige ved solopgang. Jeg har været tidligt ude i dag, for jeg er i gang med at tømme alle krukkerne og gøre pelargonierne klar til vinteropholdet på værkstedet. Det skete i dag i projektørernes skær, for det har været en skøn vindstille morgen. Og ganske hyggeligt akkompagneret af tusindvis af gæs, som har passeret parcellen i den årle morgenstund. 

Kikset hvedebrød med østers og champagne

Caravellen på plakaten

På mit kontor hænger en reproduktion af en gammel reklameplakat fra SAS. Den er et minde om en temmelig kikset flyvetur. Det vender jeg tilbage til længere nede.

Men forleden fandt jeg tilfældigvis historien bag plakaten. Den er lidt sjov, så den tager vi først.

I 1957 - altså et år før jeg blev født - bestilte SAS seks Caraveller hos Sud Aviation i Frankrig til levering i 1959. Det var stort, for med ordren trådte SAS ind i jetalderen, så det skulle der naturligvis laves reklame for - og helst i god tid inden flyene blev leveret.

Så PR-chefen fra SAS, Trygve Svendsen, tog til fabrikken i Toulouse og lånte prototypen. Der blev klistret nogle logoer på skroget, og nogle ansatte fra fabrikken blev udkommanderet til at møde i deres fineste tøj, for dengang var der stadig stil og klasse over flyvning, så selvfølgelig mødte man op i pænt tøj, når man skulle ud at flyve.

Da alt var klar til fotoshootet, besluttede Trygve Svendsen, at han ville have en rød løber til flyet. Han bad fabrikken om en, og svaret var, at vi ikke har nogen. Så det endte det med, at de måtte bestille en rød løber i Paris, som blev sendt med næste eksprestog til Toulouse - og endelig kom billedet i kassen.

Jeg elsker billedet, selv om jeg aldrig har fløjet Caravelle. For det var virkelig en begivenhed, at man pludselig kunne flyve med jet i Danmark. Jeg mindes min barndoms ferier hos Onkel Ejvind, der boede nær Tirstrup  Lufthavn. Vi skulle altid ud i haven og kigge, når Caravellen kom på sin daglige rotation fra CPH.

SAS fløj med Caravelle frem til 1974.

Jeg fik plakaten i 2009 som et slags plaster på såret, efter at SAS mere eller mindre ødelagde vores hvedebrødsferie.

Dina og jeg blev gift på Bratskov i al stilhed lørdag formiddag den 22. august 2009. Bagefter gik turen til lufthavnen, fordi jeg havde booket brudesuiten med tilhørende spa-ophold på Hotel Hilton (som hotelkæden overtog fra SAS i 2006) i CPH, da vi om søndagen skulle til Adams barnedåb.

Det gik ikke helt efter planen. Vel ankommet til AAL var beskeden, at flyet (en næsten splinterny CRJ-900NG) var gået i stykker, så spa-opholdet på Hilton blev konverteret til et ophold i lufthavnens cafeteria, hvor vi så blev beværtet med hvidvin i rigelige mængder på SAS's regning. De kunne godt se, at flyselskabet havde sat en frequent flyer med guldkort i en slem forlegenhed.

Hvidvinen blev i øvrigt indtaget sammen med piloterne, der kunne fortælle om fejlen på det nye fly. Aldrig oplevet før og så videre. Det elektriske system var bare helt dødt. Piloterne måtte pænt blive i Aalborg, indtil flyet forventeligt ville blive repareret mandag.

Hen under lørdag aften gik turen til København i en bedaget MD-80. Det var nu et godt bytte, for sæderne i MD-80 er betydeligt bedre end i en CRJ-900.

Vi ankom først til Hilton ved 20-tiden. Her stod personalet på pinde for os - klar med den helt store bryllupsmiddag. Jeg kan ikke huske præcist, hvad menuen var, men vi lagde i hvert fald ud med østers - de dyre vadehavsøsters og ikke de tarvelige stillehavsøsters. Det ved jeg, for Dina gemte skallerne - og de ligger den dag i dag i vindueskarmen på badeværelset.

På hotelværelset var der stillet champagne, chokolade, chips og frugt frem. Det manglede da bare, for jeg var stamgæst på Hilton i de år. Søndagens barnedåb var også en fest, så vores hvedebrødsweekend endte med at blive både sjov og mindeværdig.

Men så let skulle SAS nu ikke slippe. Så i ugen efter ringede jeg til flyselskabet og ville have pengene tilbage - og også gerne en erkendtlighed. Sådan endte det - og erkendtligheden er den fine plakat, som nu hænger her på kontoret og minder mig om vores bryllup - dengang vi var unge, smukke og jeg stadig kunne tåle god vin og champagne. Så et kært minde er det.

Toppet skallesluger

Morgenhår

Den toppede skallesluger kan ikke gøre for, at der ser ud, som den gør. Men hver gang jeg ser den smukke fugl, kommer jeg altså til at tænke på tømmermænd. Håret stritter og øjnene er røde. - Høhø, den var godtnok høj i går...

Jeg tog et smut ned til dæmningen, da jeg var færdig med dagens dont. Egentlig ville jeg i haven, men vejret var så fint. Totalt vindstille, lidt varmt og solskin i timen før solnedgang.

Desværre var der ikke det helt vilde fugleliv på skudhold. Men tæt på Bjerget lå der et par toppede skalleslugere og slikkede sol i vandkanten. De opdagede mig desværre og stak til søs. Men jeg nåede da lige et par fotos.

Toppet skallesluger er en almindelig vintergæst her ved Limfjorden. De holder af at overvintre ved lavt vand - og det har vi jo rigeligt af her på egnen. Om sommeren holder den til længere mod nord - og jeg husker da, at vi havde mange af dem hver sommer i Straumsbukta.

Dagens bonusfugl er en storspove. Dem er er der mange af i øjeblikket, men de trækker snart sydover til blandt andet Holland og Frankrig. Storspoven er virkelig stor, når man kommer tæt på - og næbbet er ret imponerende, synes jeg.

Desværre er den temmelig sky og svær at have med at gøre. Til gengæld har den en flot melankolsk sang, som jeg i øjeblikket ofte hører om morgenen, når solen står op.

Grønland viser tænder

Højmesse

Fiskeri er big business i Grønland, så i denne uge er jeg selvfølgelig til fiskerimesse i Aalborghallen - Aalborg Kongres og Kultur Center, som foretagendet kalder sig selv nu til dags.

Det er Nordeuropas største af slagsen og foregår hvert andet år, så det er vistnok er sjette gang, jeg er med - primært for at skrive nyheder til Sermitsiaqs læsere. For messen tiltrækker mange grønlandske besøgende og udstillere.

De grønlandske virksomheder har en stor fællesstand, der er flankeret af en udstilling om Grønland, som Aalborghallen og Det Grønlandske Hus står bag. Og selv om der ikke er isbjørne i gaderne i Grønland, er der selvfølgelig også et isbjørneskind med som blikfang.

Jeg noterer også, at der blandt de udstillede effekter er både Araba-kaffe og skibskiks. Så bliver det heller ikke mere grønlandsk for kendere. Araba er er særlig kaffe, der er udviklet til det kalkfrie grønlandske drikkevand, og skibskiks opblødt i Araba er en stor grønlandsk delikatesse.

Dagens messebesøg bød også på et par nye effekter til samlingen af mærkværdige reklamegaver - en nøglering af kork, som er god at have, når man sejler - og så en besynderlig anordning, der detekterer elektromagnetisk stråling og kan fortælle, hvilken vej en elektrisk pumpe kører.

Jeg er ellers blevet temmelig immun over for alle disse reklamegaver - bortset fra kuglepenne, som jeg altid kan bruge. Men pumpedetektoren er simpelthen for mærkelig til, at jeg kunne lade den ligge - og nøgleringen er sjov, for den reklamerer for den grønlandske telestyrelse, der på grønlandsk hedder Nalunaraasuartaateqarnermut Aqutsisut. Det første ord kan jeg ikke udtale, men jeg ved, at Aqutsisut betyder styrelse - og sådan er det jo med de grønlandske ord.

P.s.: Det længste kendte ord på grønlandsk er sandsynligvis "Nalunaarasuartaateeranngualioqatigiiffissualioriataallaqqissupilorujussuanngortartuinnakasinngortinniamisaalinnguatsiaraluallaqqooqigaminngamiaasiinngooq". Det betyder på dansk: "Der var rapporter om, at de tilsyneladende – Gud ved hvor mange gange – igen havde overvejet om jeg, i min dårlige tilstand på trods af, stadig kunne betragtes som ganske dygtig og opfindsom og som initiativtager til at sætte et konsortium sammen til etablering af en række små radiostationer".