Benfri fødselsdag

Solen skinnede sør'me

Det blev en herlig dag - min fødselsdag søndag. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og med 250+ hilsner på de sociale medier er det jo ingen sag at blive gammel. Det kommer for resten helt af sig selv - uanset om jeg vil det eller ej.

Dagen blev tilbragt i haven med en enkelt afstikker til Ulvedybet. Egentlig for at hilse på årets første skestork, der normalt ankommer lige omkring den 6. april, men det blev der nu ikke noget ud af. Så vi måtte nøjes med en enkelt havørn i dogfight med et par måger.

Jeg havde besøg af min kusine Anne og Henrik, der altid stiller beredvilligt op, når den lille have skal holdes i ave. Så nu er jeg godt på vej mod sommeren, selv om jeg endnu ikke har fået lagt kartoflerne. Men det kommer i løbet af ugen.

Jeg havde lokket arbejdsfolkene med benløse fugle. Det er lang tid siden, at jeg har lavet det sidst, men det er simremad, der virker. Og sikken en sovs, der kommer ud af anstrengelserne...

Tynde stykker af okseinderlår rulles om bacon og persille og snøres behørigt. Brunes og simrer syv kvarter sammen med masser af gulerødder, løg, timianstilke, hvidløg, peberkorn, laurbærblade og hvad man ellers har på lageret. Så tages fuglene op, fonden sies og monteres med roux (smørbolle) og lidt fløde, hvorefter kødet ryger tilbage i fuglebadet.

Jeg serverede med kartoffelmos, glaserede bagte gulerødder og lidt tyttebærsyltetøj. Det er der ingen ben i.

Til dessert creme brulée, som er min favoritdessert i øjeblikket.

Tak for alle hilsnerne. De er læst hver og en. Og de luner - akkurat som solen på denne dejlige søndag.

Forsythia-amok

Gult forår

Foråret er over os. I haven blomstrer forsythiaen sammen med påskeliljerne i en fredelig kappestrid om, hvem der mest gul.

Jeg er gået helt forsythia-amok i år. De fleste af mine buske er mindst 10 år gamle - og trænger alvorligt til at blive beskåret. Så jeg har ingen ædle følelser, men kører hårdt på med saksen, for de skal alligevel have den helt store tur, lige så snart blomsterne er væk.

Så siden slutningen af februar har jeg haft store buketter med forsythia stående over alt inden dørs. Især omkring min "teams-plads". Det er rent blær for lige at sprede en flig af foråret til mine grønlandske kolleger. Deroppe er det fortsat vinter mindst en måned endnu.

Men kommer tid, kommer råd. Om føje tid - cirka tre uger på Øland - er de lyse nætter over os, og til den tid er det lyst døgnet rundt i Nuuk. Varmen venter nok lidt, men så er det godt, at vi har den i Danmark.

Endnu går der et par uger, før jeg for alvor begynder med pelagonierne i alle krukkerne. Men de står klar på værkstedet - og de er da også blevet luftet i solen et par gange i den forløbne uge. Så det...

En solformørkelse af de små

Naturens luner

Jeg har fotos af alle de solformørkelser, jeg har oplevet de seneste 30 år. Ikke alle er helt vellykket, men jeg kan ikke lade være. Solformørkelser fascinerer mig.

Nogle gange med store forberedelser - campingstol, stativ, filtre. Andre gange siddende i bilen, mens jeg har jagtet rundt efter et lille hul i skyerne. Og så endelig nogle rene snapshots.

Dagens solformørkelse faldt i den sidste kategori. Jeg var i haven, for kartoflerne skal snart i jorden. Men da maksimum-formørkelsen på sølle 30 procent nærmede sig, tog jeg kameraet med et 300 mm objektiv og skød løs med iso 100, f/32 og 1/8000 sec. De fleste billeder blev helt forventeligt overbelyst, for det var cumulus-vejr - så enten var der for meget lys eller også var solen helt gemt.

Men heldet følger som regel de tossede, så i serien var der et enkelt billede, der bare sad i skabet - omstændighederne til trods.

Jeg ville for resten gerne have været i Nuuk i dag. Her toppede solformørkelsen med 87 procent lige efter solopgang.

Whisky til en kold tid

Kalenderkludder

På grund af verdenssituationen og almindelig kalenderkludder var jeg desværre nødt med kort varsel at aflyse min deltagelse i det månedlige møde i Øland Sildelaug.

Blandt andet fordi en vis Vance besøgte Pituffik Space Base på det tidspunkt, hvor jeg burde hygge mig med laugsbrødrene. Både professionelt og personligt ville jeg gerne høre vicepræsidentens tale. Det havde i det hele taget været en lidt hektisk dag, hvor også den nye grønlandske samlingsregering blev præsenteret, så jeg havde lidt svært ved at fokusere på laugs-udskejelserne.

Situationen var dog ikke værre, end jeg kunne nå at melde afbud ved personligt fremmøde.

Foto: Michael Christiansen

Som et plaster på såret bød jeg på den whisky, som den veltalende, men småfrysende vicepræsident helt sikkert savnede i det høje Nord. Den holder 56,8 volt og er en heftig sag skabt af eventyreren Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi i Tranum, der en gang har sejlet rundt om Grønland i en Poca-jolle med påhængsmotor.

Bilgram skabte whiskyen sidste år for at ære Knud Rasmussen i anledning af, at det var 100-året for afslutningen af Knud Rasmussens femte Thule-ekspedition. Ideen med den stærke whisky er, at den skal kunne nydes i polarkulde - uden at den klumper. Så jeg mente, at netop den whisky var det helt rigtige valg i dagens anledning.

Og der er for resten ingen tvivl om, at netop Knud Rasmussen er en del af den fælles dansk-grønlandske historie, som nu bliver anfægtet af USA. Med på den femte Thule-ekspedition var blandt andre slædekusken Arnarulunnguaq, som er blevet valgt som motiv på en af de nye danske pengesedler, der skal udkomme i 2028.

Jeg synes - som de fleste - at problemerne med USA er træls, men jeg har ikke lyst til at kloge mig på situationen. Der er der nok andre, som har travlt med.

Efter Vances TV-tale fik jeg tid til at passe mit job som lokalreporter på Ligeher.nu og var en tur på Gjøl Kro til popquiz. Her var stemningen mindst lige så løssluppen, som den kan være til et sildelaugsmøde - om end deltagerne var noget yngre end laugsbrødrene, for nu at udtrykke det med den diplomati, som visse amerikanere tilsyneladende mangler.

Store møgdag

Som i gamle dage

Det var ikke vejr at jage en hund ud. Selv om solen skinnede fra en skyfri himmel, blæste en isnende kold østenvind over Han Herred.

Men der var ikke noget at gøre. Nogen skal jo gøre det hårde arbejde, så lokalreporteren iførte sig parca, pen og papir og drog til Store Møgdag i Sønder Økse.

Det var en flok temmelig modne mænd - makrøve - fra Han Herred Traktorlaug, der morede sig med at sprede møg på markerne som i gamle dage. Komøget fra møngen var udskiftet med hestemøg og noget gammelt halm, så det lugtede slet ikke af den gylle, som ellers nok kan hænge i nabolaget i vore dage, når markerne skal forårsgødes.

Det var i det hele taget en hyggelig dag, hvor makrøvene fra traktorlauget havde taget familien med - og så hyggede man sig ellers med både gamle traktorer, lige så gamle møgspredere, rundstykker, pølser, kaffe og måske en enkelt Slotsøl.

På trods af vinden hyggede jeg også. For det var lidt ligesom barndommen på Vestervang i Farsø, hvor vi  havde Alfreds Sørensens mødding som nærmeste nabo til spisestuen - og hvor jeg som en anden Joakim von And tjente min første 25 øre ved at makke lidt hos genboen - smeden. For en makrøv - det er jeg også.

For resten handlede det ikke bare om møg, så jeg fik også et par fine børneportrætter. For Store Møgdag var for hele familien - også børnene. Historien om Store Møgdag kan nu læses her.

Lille dims lavede stor ravage

Havarirapport

Statens havarikommission offentliggjorde i sidste uge en rapport om helikopterulykken ved Narsaq sidste år den 28. februar midt på eftermiddagen. Rapporten afslører, hvorfor ulykken skete og fører også til nye procedurer for vedligeholdelsen af den pågældende helikoptertype.

Helikopteren – en Bell 206 fra Sermeq Helicopters - var undervejs fra Narsarsuaq til Qaqortoq i 1500 fods højde (ca. 500 meter) via Tunulliarfik-fjorden. Vejret var roligt, der var god sigt og temperaturen lå omkring minus fem grader. Piloten – en 40-årig mand med mange års piloterfaring– var alene i helikopteren.

Det er en ren rutineflyvning.

Men på et splitsekund bliver situationen kritisk. Alarmlamperne blinker hidsigt. Piloten gør det, som han og alle andre helikopterpiloter er trænet til. En ren rygmarvsrefleks. Han er tæt på kysten og sætter kurs mod et egnet landingssted på en smal sandstrand.

Motorstop

Så stopper motoren. Igen reagerer piloten, som han er trænet til. Han skifter til autorotation, så rotoren fortsat drejer og skaber lidt opdrift, mens helikopteren nu er på vej mod vandoverfladen.

Det står nu klart for piloten, at han ikke vil nå ind til stranden, så han aktiverer helikopterens pontoner. Imidlertid bliver pontonerne i bagbords side ikke blæst op, så da helikopterne lander på vandoverfladen, vælter den langsomt over på venstre side på få meters vand.

Piloten redder sig ud af helikopteren og anbringer sig i redningsflåden, der ligger oven på helikopterens højre side – og her sidder han, da en helikopter fra Air Greenlands station i Narsarsuaq redder ham op cirka en time og et kvarter efter uheldet. Piloten slipper fra nødlandingen med våde og kolde fødder. Han var forkommen, afkølet, men ellers uskadt, viser den efterfølgende lægeundersøgelse på sygehuset i Qaqortoq.

Den store pakke

Piloten når ikke at udsende mayday, men da helikopteren rammer vandoverfladen, bliver der automatisk udsendt en nødmelding til Naviairs Flight Information Centre og Arktisk Kommando i Nuuk. Her sætter man den helt store pakke i værk og alarmerer både Grønlands Politi, Air Greenland, beredskabet i Narsaq og det grønlandske sundhedsvæsen, der blandt andet sender en læge og en sygeplejerske fra Narsaq til ulykkesstedet. Se også Sermitsiaq 2024/10.

Da nødmeldingen tikker ind den 28. februar kl. 14.11, går der også besked til Statens Havarikommission for Luftfart i Ringsted i Danmark, der hurtigt beslutter at sende en medarbejder til Narsaq med første fly et par dage efter.

Efter ulykken var helikopteren blevet bjærget af Sermeq Helicopters og bragt til pakhuset i Narsaq for at afvente havarikommissionens undersøgelser. Helikopteren har fået store skader af isskosser på ulykkesstedet. Blandt andet var halen brækket.

Havarikommissionen har netop udsendt sin rapport om ulykken – og man har fundet både årsagen til det fatale motorstop og også årsagen til, at den venstre ponton ikke blev blæst op.

Løs tap laver ulykker

Da motoren blev skilt ad, fandt undersøgeren ud af, at motorstoppet skyldes en såkaldt antirotations-tap, der havde løsnet sig og blokeret for olietilførslen til helikopterens turbine. Den manglende olie førte til store skader på blandt andet det de forreste turbineblade og ødelagde også gearkassen.

- Den lille metaltap, der er mindre end en fingernegl, førte til en kædereaktion af hændelser, der resulterede i et totalt motorstop på ganske få sekunder, forklarer undersøger Flemming Nielsen fra Havarikommissionen.

Da man undersøgte ventiler og slanger til pontonsystemet, kom der lidt vand ud af en slange – og man fandt også is i en ventil. Havarikommissionen konkluderer derfor, at det sandsynligvis er is, der har blokeret for, at den forreste og midterste ponton i venstre side ikke blev blæst op.

Ulykken har ført til, at både motorproducenten og leverandøren af pontonsystemet har ændret sine krav til vedligehold.

Nye procedurer

Motorproducenten – Rolls Royce – har udsendt en service-bulletin, der beskriver, at i forbindelse med service på den pågældende motortype, skal den lille motordel udskiftes med en anden og forbedret motordel uden en løs antirotations-tap.

Producenten af pontonsystemet har ligeledes udsendt en servicebulletin, der beskriver, hvordan man undgår is og vand i ventiler og slanger.

- Det er hele formålet med vores undersøgelser. Vi skal forbedre flysikkerheden, forklarer Flemming Nielsen fra havarikommissionen.

- Det er ikke havarikommissionens opgave at placere skyld og ansvar. Hvis det er nødvendigt, er det en opgave for politi og retsvæsen. Vi skal først og fremmest sikre flysikkerheden til gavn for alle – både producenter, flyselskaber og ikke mindst passagerer.

- Så hver gang vi finder noget, som kan gøres bedre, så foreslår vi det – og det er med til at gøre flyvning til verdens mest sikre transportform.

Artiklen blev bragt første gang i Sermitsiaq 2025/11. Artiklen er en opfølgning på denne artikel fra sidste år. Alle fotos: Havarikommissionen

Krokustid

Havedagbog

Det er svært at bevare pessimismen i disse dage. Foråret er kommet tidligt. Overalt i haven blomstrer krokusserne og vintergækkene - og påskeliljerne står med store knopper, så de er også på vej, sikkert allerede i weekenden

Erantis-sæsonen er allerede forbi. Alt for tidligt, for det er ellers en af mine yndlingsblomster, som jeg ikke kan få nok af.

Sidste weekend tog jeg hul på havearbejdet. Forsigtigt - meget forsigtigt. For solen skinnede fra en skyfri himmel, og der skal altså også være tid til at sidde i solen med en kop kaffe eller to. Men de første mange trillebøre med visne blade er kørt til bålpladsen i baghaven.

Det fortsætter jeg med de kommende dage. Så skal det gamle jordbærbed ryddes for planter og ukrudtsdug. Helst inden 1. april, så jeg kan sætte kartofler på den plads. De sædvanlige seks rækker, som gerne skulle være klar til høst omkring sankthans.

Jeg har også en del træ liggende, der skal skæres til brænde. Jeg fældede en halv snes rød-el kort før jul. De var ikke så store, men rød-el er godt brænde, så det skal klares - helst nu, for de ligger i vejen. Og træet skal jo tørre et par år, før det er velegnet som brænde.

Så lurer der også et par store projekter. Jeg skal rive røgeriet ned. Det blev stormskadet for to år siden - og jeg bruger det ikke mere. Så bliver der også lidt træ til brændeovnen der. Og så er rækværket på altanen uden for kontoret råddent. Det er planen, at det skal skiftes i sommerens løb.

Men den værste opgave bliver nu at fjerne en masse efeu ude foran. Efeu ser pænt ud, men det er noget invasivt stads, som jeg hvert år bruger masser af tid på at holde i ave.

Heldigvis er dagen ved at blive lange. Lørdag er solen oppe i 11 timer og 48 minutter her på parcellen en uge før jævndøgn. Så det er svært at bevare pessimismen...

Nye vinde i grønlandsk politik

Valggyser og sneskred

Journalister og politiske kommentatorer på DR og TV2 gentog dagen lang gang på gang, at tirsdagens valg til det grønlandske parlament – Inatsisartut – var det vigtigste grønlandske valg nogen sinde. Det var historisk, mente de.

Valget endte også med at blive historisk – men på en helt anden måde end de danske journalister forestillede sig. Valget endte med en sejr til det borgerligt-liberale parti Demokraatit, der fik næsten 30 procent af stemmerne og står til en fremgang fra 3 til 10 mandater i Inatsisartut, der har 31 medlemmer.

Dermed bliver det partiets formand, den 33-årige Jens-Frederik Nielsen, der kommer til at stå i spidsen for de kommende forhandlinger om en regeringskoalition med mindst 16 mandater bag sig.

Det er for tidligt at spå om, hvem Demokraatit vil gå i koalition med.

- Nu skal jeg først og fremmest have lidt søvn, lød det fra en træt Jens-Frederik Nielsen efter partilederrunden på den grønlandske TV-station KNR tidligt i morges dansk tid. Tidsforskellen mellem Grønland og Danmark er tre timer, så det bliver nok først sent i dag, at der kommer gang i regeringsforhandlingerne.

Demokraatits valgsejr blev en stor personlig sejr for Jens-Frederik Nielsen, der med 4.850 personlige stemmer blev valgets topscorer. Nielsen er tidlige grønlandsmester i badminton og kan nu også kalde sig grønlandsmester i stemmer.

Den store valgsejr skyldes ikke mindst, at partiet har ført en forholdsvis afdæmpet linie i en valgkamp, der har været præget af, at det er yderpolerne, der har fået mest taletid – ikke mindst i det vigtige spørgsmål om forholdet til Danmark. Partiet har grønlandsk selvstændighed som mål, men mener, at det økonomiske grundlag skal være i orden forinden. Først og fremmest ved at styrke det private erhvervsliv – blandt andet med en slankere offentlig sektor og mindre bureaukrati.

Partiet har især gjort sig bemærket gennem sin modstand mod den fiskerilovgivning, som den tidligere regeringskoalition vedtog sidste år. Fiskeriloven favoriserer det selvstyreejede Royal Greenland på mange måder – blandt andet ved at undtage selskabet fra et kvoteloft.

Det er første gang i Grønlands historie, at det private erhvervsliv får en så tydelig stemme i parlamentet. Det er nye vinde i et land, hvor den offentlige sektor og de offentligt ejede selskaber sidder tungt på mange af arbejdspladserne.

Valgaftenen blev lidt af en gyser, da stemmeoptællingen gik i gang. De første resultater kom naturligvis fra de mindre bosteder, hvor især løsrivelsespartiet Naleraq står stærkt. Gennem lang tid lignede det en stor sejr til Naleraq, der også gik frem, men da først stemmerne i de større byer og ikke mindst hovedstaden Nuuk tikkede ind, ændrede resultatet sig i Demokraatits favør. Det viser, at partiet nyder stor tilslutning blandt især byerhvervene og sandsynligvis også mange unge og uddannelsessøgende.

Valgets helt store taber blev det socialdemokratiske Siumut, der ellers har siddet tungt på magten siden først Hjemmestyrets blev indført i 1979 og siden Selvstyret i 2009. Partiet måtte indkassere en ordentlig lussing med en halvering fra 29,5 procent i 2021 til 14,7 procent tirsdag. Det giver Siumut sølle fire mandater i det nye Inatsisartut.

Partiets formand, den ellers meget saglige og besindige Erik Jensen, har da også tilbudt at trække sig tilbage fra formandsposten fra det tidligere så magtfulde parti, der gennem årene har fostret nogle af Grønlands mest kendte, folkelige og farverige politikere som landsstyreformændene Jonathan Motzfeldt og Lars Emil Johansen.

Det bliver spændende at følge regeringsforhandlingerne de kommende dage. Demokraatits sneskredssejr tyder på, at der kommer til at blæse helt nye vinde i grønlandsk politik.

Dagens klumme i Nordjyske.dk

Hejrer og klipfisk

Dialogmøde

Min gamle klasse- og fransklærer på Vesthimmerlands Gymnasium, Jørgen Jørgensen, har en stærk poetisk åre og er også en stor spøgefugl - på størrelse med en hejre, vil jeg mene.

Han blev inspireret af både historien om hejrerne ved dæmningen og den foregående historie om sildelaugets klipfisk - og har sendt mig et bud på, hvad hejrerne måske talte om lørdag eftermiddag efter sidste fredags sildelaugsmøde med klipfisk på menuen.

For fuldstændighedens skyld skal det med, at Jørgen er opvokset i Halvrimmen og egnen her omkring er hans svar på Barndommens Gade.

På det første foto er det tydeligt at se, de fire sølvhejrer (hunner tror jeg) står og (h)jadrer om fætteren (fiskehejren) ude til venstre.

Hejre 1: Hvad har han nu været ude at lave?

Hejre 2: Lave og lave! Det er så meget sagt. Han gør sig vist mest som køkkenskriver!

Hejre 1: Der kom i al fald sådan nogle mærkelige lyde fra ham. Ba-ca-la-o eller noget i den stil. Tror du, det er grønlandsk?

Hejre 3 (bryder ind i samtalen): Nej, nej. Ved I ikke det? Bacalao er en ret, de spiser meget i Portugal. Det er klipfisk med pikant tilbehør. Bl.a. skal der masser af hvidløg i.

Hejre 4 (vil også gerne med i samtalen): Så har han garanteret været ude med brødrene i Øland Sildelaug igen. De dyrker deres mave som en Gud, har jeg hørt.

Hejre 1: Så er jeg med. Han ser også godt pyntet ud.

Hejre 2: Ja, de har garanteret set dybt i brændevinsflasken, mens de har kokkereret. Hvis jeg kender dem ret.

Hejre 3: Det siges, at konerne bliver nødt til at hente dem i bil efter sådan et møde i sildelauget.

Hejre 4: Og det bliver altid silde, inden de hæver mødet.

Generalforsamling i hejreforeningen

 Sølvhejrer

Den flotte, høje og slanke sølvhejre breder sig i det danske land. Også ved Ølands-dæmningen.

Det er nu seks år siden, at jeg første gang så en sølvhejre nede ved dæmningen. Så var der to, fire, seks og nu er vi efterhånden oppe på en halv snes stykker. Det nøjagtige antal kender jeg ikke, men det er i hvert fald i det leje, at det ligger.

Sølvhejren holder meget af faste pladser - og den er knap så frygtsom som dens fætter fiskehejren. Så den er forholdsvis nemt at fotografere, for den går også ofte ganske tæt på vejen - især i strandengen lige neden for Østerby.

Lørdag var sølvhejrerne rykket ud i rørskoven midt på dæmningen. Her holdt de så generalforsamling sammen med en flok fiskehejrer. Her er en lille håndfuld af lørdagens fotos.

I øvrigt kan jeg høre lærkerne nede fra marken - og forleden aften kom der en stær forbi, da jeg holdt aftning på gårdspladsen. Det er ganske vist - der er forår i luften.

Gamle torsk til gamle mænd

En kulinarisk eventyrrejse til Nordnorge

På februars sidste dag og på tærsklen til det spirende forår trådte en udsøgt gruppe af lidt ældre mænd på Øland sammen til det månedlige møde i Øland Sildelaug.

Aftenens menu var sammensat af skriverkarlen under den prangende overskrift "En kulinarisk eventyrrejse til Nordnorge" - og bød på en menu ikke ulig den, som fås på mange af Tromsøs berømte "sjømat-restauranter" for sådan cirka 1.000 norske kroner i dagens priser.

Da regnskabets time brutalt indtrådte, skulle det også vise sig at blive  det dyreste måltid nogensinde i sildelaugets historie. 220 gode danske kroner måtte laugsbrødrene slippe for den tre-retters menu, men så var der også fri øl og brændevin. Det får man ikke i Norge...

For de penge fik laugsbrødrene et solidt måltid sammensat af nogle af de bedste råvarer fra olielandet mod nord. For der var klipfisk på menuen. Det er en stor norsk eksportvare. I 2022 bidrog klipfisken med fem millarder kroner til den norske eksport. Det overgås kun af fersk og frossen fisk - samt naturligvis olie og gas.

Klipfisken var af den bedste kvalitet, den såkaldte "Spaniensfisk" - og kun de store midterstykker. Den slags koster naturligvis mere end de ringeste kvaliteter, der meget sigende betegnes "København" og "Uganda".

Aftenens servering blev indledt med sild - den såkaldte lakserøgede sild - som i virkeligheden bare er koldrøget sild (i modsætning til de velkendte bornholmske røgede sild og de såkaldte vendelboer, der er varmrøget). Det er en norsk specialitet, som her i landet normalt kun føres af en stor norskejet detailkæde.

Den meget delikate røgede sild fik følge af hjemmelavet æggestand i rå mængder pyntet med purløg - og et stykke friskbagt rugbrød fra bageren i Halvrimmen.

Hovedretten var bacalao. En spansk-portugisk inspireret gryderet med klipfisk, der er en traditionel egnsret i det nordlige Norge. Klipfisk i tern simrer i hvidvin og olivenolie en times tid sammen med kartofler, løg, peberfrugt og voldsomme mængder hvidløg.

Desserten var en klassisk cremee brulée. Det er nemt at lave, men et stort hit i Norge, hvor jævne mennesker til hverdag derhjemme gerne får karamel-rand til dessert - og når det så skal være fint på et "utested", elsker nordmændene creme brulée med en karamelliseret skorpe på toppen.

Under madlavningen blev der serveret brændevin. Giftblanderen tog en slapper og havde medbragt en flaske købesnaps fra Aalborg - og siden den nordjyske spritproduktion er blevet overtaget af et norsk foretagende, var det et meget passende valg til aftenens kulinariske eventyrrejse til Nordnorge.

Aftenen sluttede på slaget ti, da visse laugsbrødre ikke var i stand til at føre bil på betryggende vis - og derfor blev afhentet af fruerne. Ingen nævnt, ingen glemt...

... lige til påske

Kalenderrod

Det siges, at julen varer lige til påske...

Noget er der måske om snakken. I hvert fald blomstrer en af mine julekaktusser netop nu - her på tærsklen til foråret og marts.

Den havde ellers også knopper i slutningen af november, sådan som en rigtig julekaktus skal gøre det. Men af en eller anden grund smed den knopperne - og så kom der ikke mere skind ud af den bjørn.

Men bedre sent end aldrig - og nu blomstrer den altså. Og jeg har en anden julekaktus, som også er ved at få knopper. Så det er åbenbart den nye normal i den branche...

Dagens bonusfoto er en alpeviol. De er på tilbud i mange butikker netop nu. De visner hurtigt indendørs, men jeg har en skummel plan om at forsøge at sætte et par alpevioler ud i haven - og så vente til næste forår for at se, om det var en god ide. Rent teoretisk burde det være muligt.

Journalistik i børnehøjde

MGP-fest

Jeg var mildest talt helt nede på jorden, da jeg lørdag aften skulle lave en reportage fra en MGP-fest i Arentsminde.

Det foregik i børnehøjde - og jeg måtte sande, at alderen tynger. Selv om jeg på grund af min ringe højde fra naturens side altid har været tæt på jordoverfladen, måtte jeg erkende, at det med alderen bliver sværere at komme op igen.

Læg dertil, at larmen var infernalsk - og jeg overvejer, om ikke jeg skal til at medbringe høreværn i fototasken. Børn larmer i al almindelighed - og moderne popmusik er heller ikke lige min stil.

Men ellers mindede MGP-festen voldsomt om koncerterne i min ungdom. For ungerne sad på gulvet. Det gjorde vi også dengang, men det var nu ikke popcorn og slushice, vi indtog.

Jeg lavede blandt andet et interview med seks-årige Noa. Han gik ikke voldsomt op i konkurrencen og måtte have hjælp af bedstevennen Walter for at finde ud af, hvem de to holdt med.

Til gengæld var Noa voldsomt interesseret i mit kamera, som han kun lige med nød og næppe kunne løfte.Som det kan ses øverst, lykkedes det ham at tage et skarpt og velbelyst foto af journalisten helt nede på jorden, mens børnene festede løs i baggrunden. Hvis Noa fortsætter på den måde, skal han nok blive til noget.

Noa tilbød for resten også at give mig neglelak på. Det takkede jeg pænt nej til.

Artiklen om MGP-festen i Arentsminde er her.

Masser af is

Spektakulært vejrfænomen

Foto: Robert Holmene

Nuup Kangerlua, Nuuk-fjorden, er i disse dage fyldt med millioner af isskosser, der med tidevandet driver forbi den grønlandske hovedstad og ud i Davisstrædet.

Det er et spektakulært syn, som mange deler på sociale medier - ofte med bemærkninger om, at de aldrig har set noget lignende.

Normalt er der ikke ret meget is ved Nuuk. Der går en aflægger af Irmingerstrømmen, som igen er en aflægger af Golfstrømmen, ind i fjorden og holder vandet relativt varmt året rundt. Det er derfor, at Nuuk er en god havneby.

På de sociale medier bliver der naturligvis også konspireret i, at det nu er klimaforandringerne eller den globale opvarmning, som viser sit grimme ansigt i den skønne fjord. Den køber jeg ikke. Jeg erindrer, at det samme skete i 2006 og også vistnok i 1997, så det er helt normalt - sådan da - og sker med jævne mellemrum.

Forklaringen på den megen is er et kraftigt stormvejr i sidste uge tæt på indlandsisen i bunden af Nuup Kangerlua. Stormen ramte med orkanstyrke blandt andet bygden Kapisillit 80 kilometer fra Nuuk, hvor flere tage blev revet af husene.

Foto: DMI

Stormen ødelagde fastisen i bunden af fjorden - og det er isskosserne herfra, der nu driver ud mod havet forbi Nuuk, sådan som det også ses på DMI's iskort fra mandag aften.

Men uanset hvad årsagen er - det er et flot og spektakulært syn. Når isen driver forbi Nuuk, går det relativt stærkt ved faldende vand. Tidevandsforskellen ved Nuuk er fire meter, fjorden er godt fem kilometer bred, så det er enorme mængder af vand, der løber ud af fjorden i tiltagende ebbe - især her i dagene omkring fuldmåne.

Sammenlign det øverste foto, som er taget Robert Holmene ved Inuk Hostel mellem gamle Nuuk og Nuussuaq-kirkegården, hvor Dina er begravet. Til sammenligning ses udsigten fra gravstedet i nogenlunde samme retning som Roberts billede. I øvrigt tak til Robert for billedet.

Til kamp igen

En god mus er en død mus

Jeg er grædefærdig.

Forleden opdagede jeg, at der har været mus i mit æble-espalier ud mod vejen. De har gnavet barken af træerne helt nede ved roden.

Det er 14 års arbejde, der måske er ødelagt. Jeg plantede træerne i 2011 - efter inspiration fra Barnaby - og jeg drømte om rigtig engelsk havehygge. Det er sådan set gået efter planen. De seneste fem år har træerne båret flot - og de er også vokset pænt op i espalieret, så alle æblerne får den samme sol.

Der er fem æbletræer. Jeg har desværre ikke fået sorterne skrevet op, men det betyder mindre. De modner på forskellige tidspunkter - og det var en del af planen. Så jeg har været alt for tilfreds og ikke taget mig i agt for de mange mus, der huserer på parcellen.

For det er lidt min egen skyld, erkender jeg. Jeg har ikke holdt efeuen ved træerne i ave. Det kombineret med den milde og næsten snefri vinter har givet musene frit spil ved roden af træerne. Nu er er der sat musefælder op i bunddækket. Det er måske for sent for at redde træerne, men så får jeg i det mindste hævn. Det skal man heller ikke kimse af.

Umiddlebart vurderer jeg, at et af de fem træer ikke står til at redde. Her er museskaderne for store, mens de fire øvrige måske overlever. Her har musene ikke gnavet hele vejen rundt om stammen, så der er fortsat håb.

I min kvide konsulterede jeg træeksperten (og vintergæk-samleren) Arvid Bruun i Klim. Han foreslår først og fremmest musefælder - og så kan jeg forsøge med en såkaldt bropodning, når podesæsonen begynder i slutningen af marts. Med en bropodning sætter man nogle friske grene under og over såret på stammen. Med lidt held begynder det så at gro og dækker efterhånden såret, samtidig med at podningen hjælper med at sende den livsvigtige saft op i træet.

Jeg har aldrig før prøvet at pode. Men nu er grejet anskaffet - og det kan jo være, at det så bliver en ny hobby, selv om jeg sådan set har nok at lave i forvejen...

Land Cruiser til salg

Min fedeste bil

Kommunen i Nuuk - Kommuneqarfik Sermersooq - har netop sat en 36 år gammel Toyota Land Cruiser HJ61 til salg.

Den bil kender jeg bedre end de fleste. Det var min firmabil i årene 2000 - 2007. Jeg var meget glad for den, for det var virkelig kram - og jeg er helt sikker på, at den nok skal blive solgt, selv om den har mange år og mange kilometre på tælleren. For det er en rigtig drengerøvsbil med en politisk ukorrekt 4,2 liters dieselmotor, der sandsynligvis ikke kan slides op.

Lyden af den store motor var en del af oplevelsen, men det var nu også ret betryggende at vide, at den store, tunge bil havde kræfter nok til det meste. Jeg har en enkelt gang  i Dødemandssvinget i Nuussuaq været i autoværnet med den i glat føre. Det gik voldsomt ud over autoværnet, mens bilen ikke havde så meget som en skramme.

Jeg overtog Land Cruiseren i 2000 efter Nuup Kommuneas navnkundige driftsleder Stanislaw Waclewic, der blandt andet havde ansvaret for vejvæsen og snerydning - og derfor havde brug for en bil, der kunne køre altid og overalt. Da han fik en ny Land Cruiser, blev bilen malet om til civil - fra gul til bordeaux - og den tjente mig, informationschefen, trofast de næste syv år.

Efter at jeg forlod Nuuk i 2007 gik den tilbage tilbage til Materielgården og blev igen malet om til den gule vejvæsen-farve.

Jeg nåede at køre omkring 70.000 kilometer i den. Da jeg afleverede bilen, stod tælleren på 269.000 km. I dag 18 år efter har den i følge salgsopslaget rundet 506.100. Så uden at have set den i den nuværende stand vil jeg da gætte på, at der er mindst lige så mange kilometer tilbage i bilen - i hvert fald for den rette køber med hænderne skruet rigtigt på.

Mindsteprisen er sat til 45.000 kroner. Bud skal være afleveret senest 12. februar kl. 12.00.

Jeg har altid holdt øje med min gamle øse, når jeg er i Nuuk. For et par år siden fik jeg et billede af den  foran Brugsen.

Grønlandske landsstyreformænd

Name dropping

Så blev der  udskrevet valg til det grønlandske parlament Inatsisartut. Det skal holdes den 11. marts - altså om fem uger.

Det skal der nok blive skrevet og sagt en masse om, så det holder jeg mig fra.

Men jeg sad lige og kiggede på listen over grønlandske landsstyreformænd, siden Hjemmestyret blev indført i 1979 - og det gik op for mig, at jeg faktisk har mødt dem alle i de snart 33 år, Grønland har været en del af mit liv. Det blev til en lille tur ned ad memory lane.

Det har været sjovt - det meste af tiden. Og listen er fuldstændig anekdotisk uden sammenhæng til politik i øvrigt.

Jonathan Motzfeldt (1979-91 og 1997-2002): Jeg har en gang solgt et farvestrålende kinesisk silkeslips til Jonathan, som han efterfølgende ofte brugte i TV.

Lars Emil Johansen (1991-1997): Mødte jeg blandt andet en gang i Narsaq i 1994, hvor han var på besøg på en isfabrik, som min daværende arbejdsgiver, KNI Detail, var i gang med at opføre. Mit foreløbigt sidste møde med Lars Emil var sidste sommer. En hurtig snak på gaden.

Hans Enoksen (2002-2009): Ham mødte jeg første gang i 1994, hvor han var købmand i bygden Itilleq syd for Sisimiut. Der herskede en imponerende orden i og omkring hans butik. Ingen tvivl om, at Hans Enoksen havde styr på tingene og vidste, hvad han ville.

Kuupik Kleist (2009-2013): En gang mødte jeg ham i den dengang lille lufthavn i Nuuk. Jeg var lige ankommet, og Kuupik var på vej ud. Han var i knibe, for han havde glemt at lægge sin jagtkniv inden sikkerhedskontrollen. Jeg lovede at passe kniven, mens han var ude at rejse - og den lå i flere måneder i handskerummet i min bil.

Aleqa Hammond (2013-2014): Jeg har været kollega med Aleqa i halvfemserne. Hun var turistchef i Nuup Kommunea og jeg var informationschef. Aleqa har et imponerende sprogøre og taler mange sprog, så hun var god som turistchef.

Kim Kielsen (2014-2021): Jeg har altid været på hilsefod med ham. Rar og venlig, nem at tale med som privatperson, mens politikeren er noget mere utilnærmelig.

Múte B. Egede (2021-2025): Jeg erkender, at jeg aldrig har mødt Múte i Grønland, men flere gange i Aalborg. Første gang ved en pølsevogn på Aalborg Havn.

Jeg har også fotograferet dem alle. Men jeg har ikke helt styr på arkivet, så der mangler lige et par fotos i artiklen. Pyt - det går jo nok endda. I den kommende måned vil medierne jo strømme over med fotos fra Grønland. Her er det vigtigt at huske, at billeder aldrig kan yde Grønland retfærdighed. Det skal ses i virkeligheden.