I storbyens favn

Nye tider

Bybilledet byder også på nye køretøjer. Sådan en blanding
af en snescooter og en ATV fandtes ikke i Nuuk i min tid.

Jeg er begyndt at sortere mine fotos fra den forlængede weekend i Nuuk. Her er en god håndfuld. De fortæller ikke en egentlig historie, men er mere et udtryk for, hvad der lige fangede min øjne.

Men det handler om nyt og gammelt. For meget er forandret, siden jeg flyttede fra byen i 2007. Alligevel ligner byen sig selv på sin egen charmerende måde.

Trafikken på Aqqusinersuaq er altid tæt. Det var den
 også for 20 år siden.

Mange gamle bygninger er revet ned - slidt af tidens tand og mange gange manglende vedligehold. Nye skyder op, glas, beton og moderne facadebeklædning præger bybilledet, mens der samtidig er små uforandrede oaser.

Jeg gider ikke dvæle ved fortiden. Jeg har haft min tid, så jeg vil ikke gøre mig til dommer. Da jeg flyttede, satte jeg mig uden for indflydelse, så jeg har ingen holdning til udviklingen, men registrerer bare, at der løbet meget vand i elven siden 2007.

Nye og gamle vejnavne, men skiltene
trænger til en udskiftning.

Men jeg har det altså meget stramt med alle de nye vejnavne. Heldigvis findes der fortsat Kongevej, Fjeldvej, Prinsessevej og Ceresvej, hvorimod gode gamle Østerbro har skiftet navn til Quassunnguaq, hvad det så skal gøre godt for. Heldigvis kender taxachaufførerne både de gamle og de nye vejnavne, så helt fortabt er en gammel nuummioq trods alt ikke.

Jeg går ikke meget op i klimaændringerne - men det er positivt, at det
 varmere klima gør, at piletræerne trives over alt i Nuuk. Det er da en
god nyhed - også for fuglene.

Østerbro ligner sig selv - bortset fra at vejen
nu hedder Quassunnguaq.

Nyt og gammelt mødes, når de skæve kors på den gamle kirkegård
ved Ceresvej spejler sig i glasfacaden på HHE Express.

Monsieur le Président...

Liberté, égalité, fraternité

Søndag eftermiddag begyndte jeg så småt at pakke sammen efter min forlængede weekend i Nuuk. Jeg har nået det, jeg var kommet efter og gik ved 16-tiden over på Sermitsiaqs redaktion på Spindlers Bakke (Sipisaq Avannarleq) for at aflevere nogle ting, jeg havde lånt.

Vejret var for første gang i fire dage hæderligt, så jeg besluttede at gå en tur ned i kolonihavnen for - måske - at tage lidt turistbilleder, inden jeg skulle hjem mandag morgen. Det var i hvert fald planen.

Men planer holder ikke længe i Grønland - for vejret bestemmer altid. Det gælder også for præsidenter, statsministre og naalakkersuisut-formanden. Præsident Macrons besøg var også ramt af vejret. En planlagt tur til vandkraftværket i Buksefjorden blev aflyst - og programmet ændrede sig hele tiden. Det var ikke mit problem, for der var masser af kolleger, som dækkede præsidentbesøget.

De ændrede planer betød også, at man pludselig havde bestemt, at Macron, Frederiksen og Nielsen skulle holde pressemøde på kajkanten i kolonihavnen - så helt uden at ville det løb jeg helt tilfældigt og ganske uvidende ind i hele mediecirkusset.

Kameraet kom frem - jeg kunne bare ikke lade være - og jeg fik faktisk et rigtig godt foto af Macron, der hilste på mange af de nysgerrige nuummiut. Jeg tror, at min gamle fransklærer fra gymnasiet vil sætte stor pris på, at jeg gik til makronerne. Så billedet er tilegnet Jørgen Jørgensen.

Mødet foregik i øvrigt under massiv overvågning af politiet både til lands og til vands. Der var næsten lige så meget politi, som der var pressefolk. Jeg mindes ikke at have set så meget politi nogensinde i Nuuk. så det var da også lige et klik eller to værd. Velvidende, at de fotos sikkert kan bruges til et eller andet i fremtiden - og at jeg nok var den eneste, der havde øje for politiet, mens alle andres øjne var rettet mod Macron.

Cotam Unité

Flyspotter

Jeg var en tur på kirkegården i Nuussuaq, da præsident Macron landede i lufthavnen i Nuuk. Så selvfølgelig skulle flyspotteren lige have et foto af præsidentflyet - en Airbus A330-200. Det har kaldenavnet Cotam Unité (001), ligesom det amerikanske præsidentfly kaldes Air force One.

Flyet landede kl. 11.13 grønlandsk tid. Præsidentflyet er bygget i 1998, hvor det først fløj for Swissair, indtil det blev overtaget af Armée de l'air et de l'espace i 2010.

Få minutter inden Cotam 001 landede, var der 11.10 ankommet en fortrop - sikkert sikkerhedsfolk - i en Dassault Falcon 7X ligeledes fra det franske flyvevåben.

Der er stor interesse om Macrons besøg i Grønland. Besøget bliver dækket af omkring 50 tilrejsende pressefolk - heraf halvdelen fra Frankrig. Det er nu ikke derfor, at jeg er i Nuuk - og jeg har heller ikke orket at indhente akkreditering, selv om det kunne være sjovt at hilse på dignitaren.

Sikkerheden er betydelig. Jeg deler hotel med anslået 35 danske politibetjente, som er blevet fløjet til Nuuk for at passe på præsidenten. Hertil kommer et større antal bombehunde. Jeg bryder mig egentlig slet ikke om hunde, men det skal til politiets ros siges, at de har bedre styr på deres hunde end normale danske hundeejere.

Jeg har ikke det store fotogrej med på turen, men jeg kunne da ikke dy mig for lige at snuppe et foto af årets første snespurv, som jeg så ude ved kirkegården.

Mit fingeraftryk på Nuuk

Sporene skræmmer

Selv om det nu efterhånden er 23 år siden, at jeg flyttede fra Nuuk, opdagede jeg i dag, at der fortsat er spor efter min beskedne tilstedeværelse.

I 2003 var det 275 år siden, at Hans Egede gik i land på stranden ved kolonihavnen og dermed formelt grundlagde byen, der hidtil havde været en sommerboplads.

Byjubilæet skulle selvfølgelig fejres, og jeg var formand for jubilæumskomiteen - sandsynligvis i mangel af bedre og mere kvalificerede kandidater.

Det blev et brag af en byfest, som jeg fortsat mindes med glæde. Men udover selve festen, der foregik i dagene omkring den 29. august, brugte vi også byjubilæet som springbræt for den dengang spirende turisme i Grønland.

Så på min foranledning blev der opsat et skilt på det store pakhus i havnen, hvor kystpassagerskibet lagde til. Skiltet bød i al sin rørende enkelthed velkommen til Nuuk og var pyntet op med to jubilæumslogoer.

Til min store forbløffelse opdagede jeg i dag - 27 år efter - at skiltet fortsat hænger på pakhuset. Tidens tand har sat sit præg på skiltet - og en behjertet sjæl bør nok foranledige, at det bliver fjernet. For kønt er det efterhånden ikke længere. Og det var for resten også meningen, at det kun skulle hænge på pakhuset i jubilæumsåret.

Men ind til det sker, kan jeg så glæde mig over, at jeg har sat et lille fingeraftryk på den dejlige by.

Hilsen fra Dina

Besøg på kirkegården

Jeg føler mig som Kaj Munk, da han så den blå anemone fra Lollands fede muld skyde i Vedersøs fjendske zone og smeltede hans vinterfrosne hjertes kvarts.

Sidste sommer plantede jeg en håndfuld krokusløg på Dinas grav i Nuussuaq. Dina var meget glad for blomster, så det skulle prøves. Men jeg gjorde det uden at vide, om det overhovedet kan lade sig gøre at dyrke krokus i gruset på den forblæste vestvendte plads med udsigt over Nuup Kangerluas dybe vande og om sommeren de flotte røde solnedgange over Akia.

Men sandelig om ikke underet er sket. Da jeg besøgte kirkegården i dag, var et par af krokusserne dukket op af jorden - endda med en enkelt blomst.

De så lidt sølle ud, men hvor der er liv, er der håb. Jeg tror, at det største problem ikke er placeringen, men det grus, som de er plantet i. Der er sikkert ikke megen næring. Så næste gang, jeg kommer til Nuuk, tager tager jeg en pose jord og nogle flere krokus med mig, og så bliver det spændende at se, hvad der så kommer til at ske - med lidt held, tålmodighed og Guds hjælp. Det sidste er nødvendigt, for han er som bekendt den eneste, der kan sætte blad på en nælde.

Det er stadig meget tidligt på foråret i Nuuk, men jeg kunne også glæde mig over, at den rosenrod, jeg plantede på graven sidste år, har overlevet - og der var bittesmå skud på den. Det er en lokal plante, så den skal nok klare sig og vil med tiden brede sig over gravstedet.

Men endnu er det lidt bart, så det pyntede voldsomt, da jeg satte en kæmpebuket studenternelliker fra haven på Øland. Jeg satte dem direkte i jorden - og de skal nok holde sig en tid i det regnfulde vejr og de indtil videre beherskede temperaturer i Nuuk.

Jeg havde glemt batterier, så jeg kunne ikke tænde det kunstige stearinlys på graven. Men det gør ikke så meget, for det er jo lyst døgnet rundt.

Meteorologerne lover godt vejr på søndag, så det bliver nok til endnu et besøg på kirkegården, inden turen går hjemover igen mandag morgen.

Tilbage i Nuuk

Lang dag

Torsdag var jeg tidligt oppe - og det blev en meget lang dag.

Jeg måtte ud af fjerene klokken 3, og en time efter gik turen så til Aalborg Lufthavn. Her skulle jeg skrive om en ny flyrute direkte til Nuuk.Nye flyruter bliver altid fejret med kaffe, kage, balloner, taler og rød snoreklipning. Det ved jeg af erfaring, for det er ikke første gang, jeg prøver det.

Men det korte af det lange er, at flyet med en halv times forsinkelse lettede kl. 7. Så gik det ellers nordvest over, til vi landede i Nuuk 10 minutter forsinket kl. 8.25 - for der er jo tre timers tidsforskel mellem Danmark og Grønland. Det var såpas tidligt, at jeg kunne nå en hel arbejdsdag på Sermitsiaqs redaktion med både lidt skriveri og et par møder.

Men jeg indrømmer gerne, at jeg ved fyraftenstid grønlandsk tid var godt brugt. Så jeg skulle lige have en morfar, inden en hurtig aftentur i Nuuk Downtown efter pizza.

Nuuk ligner sig selv, selv om der er blevet bygget meget, siden jeg flyttede fra byen i 2007. Men der er kommet flere turister - ingen tvivl om det. De er ret lette at genkende, for turister i Grønland er af uransagelige årsager altid iklædt Fjällræv-tøj eller lignende.

Ellers hæftede jeg mig især ved en ting. Hans Egedes kirke - domkirken midt i centrum - har fået klokkespil. Og netop klokkesangen kl. 18 var "Nu er jord og himmel stille". Det kan kun glæde en gammel spejder, så jeg stod andægtigt op og lyttede midt i storbyens travle puls.

Jeg var lidt imponeret over dagens flyvetur. Jeg er ellers skeptisk over for den moderne udvikling, men nu var det min tur nummer cirka 90 mellem Aalborg og Nuuk. Den tur har jeg normalt altid brugt en hel dag på, men denne gang tog det kun fire en halv time. Det er da fascinerende, at man kan stå tidligt op på Øland - og så møde på arbejde i Nuuk om morgenen samme dag.

Men indrømmet - jeg faldt i søvn foran fjernsynet på hotelværelset, næsten inden jeg fik det tændt.

Stegt havtaskefilet

Frås

Jeg er vild med havtaske. Det fine faste kød, der i strukturen kan minde om kyllingekød, er fuld af velsmag, saft og kraft, som ingen anden fisk. Selv om det måske minder lidt om kylling, smager det af fisk og er en delikatesse uden lige.

Det bliver desværre ikke hverdagsmad med en kilopris i omegnen af 500 kroner. Men jeg faldt over et par stykker havtaskefilet til bekæmp-madspild pris - og så skulle der fråses på en næsten almindelig mandag aften.

Det er nem mad. Jeg panerede fileterne i rugmel med salt og peber - og så røg de ellers på en varm pande med smør i to minutter på hver side. Sværere er det ikke.

Jeg serverede havtasken med lidt nye kartofler, friskplukkede rå asparges og så lidt hummersauce. Det sidste er rent snyderi, for det var i virkeligheden Royal Greenlands færdiglavede hummersuppe jævnet med lidt maizena.

Danskens vej til ros og magt

Det sejlende folk

Noget af det mest ærkedanske, der findes, er færger. De fleste nyder en lille sejltur - og jeg foretrækker bestemt Kombardo og Mols-linjen frem for Storebæltsbroen.

Alt det kom jeg til at tænke på fredag eftermiddag ombord på Feggesundfærgen, som er en lille hyggelig sejltur på fem minutter mellem Thy og Mors. Afgang hver 20. minut. Det er der ingen ben i - men en god lejlighed til at få set lyset slå blink over Limfjordens vande.

Fredag og lørdag var mit pastorat udvidet til også at omfatte Mors, hvor jeg på Ligeher.nu's vegne skulle dække den årlige skaldyrsfestival.

Det gør jeg gerne formedelst gode ord og ussel betaling, for jeg elsker skaldyr og fisk. Så jeg er den rigtige mand til opgaven. Men nu var det jo arbejde, så det kom i første række. Men inden jeg vendte næsen hjemefter fredag aften, snuppede jeg lige en tallerken med godbidder fra den store buffet i festteltet på Nykøbings Sydhavn.

Der var 23 retter at vælge i mellem, så jeg holdt mig til de sikre sager, muslinger, dildkogt krebs og røget hellefisk. Og så testede jeg lige indbagt torsk, lidt varmrøget laks og en lakseroulade. Den sidste brød jeg mig ikke om, og den varmrøgede laks smagte af absolut ingenting. Men ellers var det fine sager.

Lørdagens frokost blev så en svingende stor tallerken øldampede Limfjordsmuslinger. Det smagte fantastisk - og det er lige mig.

Jeg fik smag for blåmuslingerne allerede som spejder i 70'erne, hvor vi ofte var på tur i Limfjordslandet. Og forresten har de også nogle glimrende blåmuslinger i Grønland, så det er en af min hofretter.

Jeg havde også sat næsen op efter Limfjordsøsters, men køen var for lang, så det droppede jeg.

Til gengæld nåede jeg lige at hilse på gode venner fra Nuuk, da jeg mødte Karen og Harry samt Ivan. De gik til bords på kajen, netop som jeg var på vej hjem - men det er altid hyggeligt at møde gamle bekendte, der sætter pris på en god musling.

Sommerklar

Havedagbog

Så er jeg ved at være færdig med at plante sommerblomsterne for i år. Både i krukkerne og også i nogle af havens bede. De fleste pelargonier, men også begonier, isbegonier og tagetes.

Det pynter voldsomt, selv om mange af de overvintrende pelargonier endnu ikke er i blomst. Men knopperne er der - og til sankthans står det hele i fuldt flor.

Men jeg nyder nu synet allerede nu fra mit favoritspot under halvtaget på gårdspladsen. Det har taget en god måneds tid at komme så langt, men det er alle anstrengelserne værd. For jeg sidder der mindst en time hver morgen med kaffen, mens fuglene vågner - og også gerne et par pauser i løbet af dagen.

Kartoflerne står flot. Der er cirka en måned endnu, før de er til at spise, men de er godt på vej. Det samme gælder jordbærrene. De er ved at være færdig med blomstringen og sætter godt med bær. Nu skal de lige have den perfekte blanding af regn og sol - så bliver det en topsæson, selv om jeg kun har tre rækker i mit nye jordbærbed.

Studenternellikerne er også så småt i gang med blomstringen. De første fire plukkede jeg og satte ind til krukken med lidt af Dinas aske - og så bliver det til en stor buket til gravstedet, når jeg skal til Nuuk i næste uge.

Også indendørs er jeg sommerklar. Tirsdag havde jeg besøg af Sofias Rengøring fra Saltum i stærk opstilling - fra venstre Julia, Sofia og Simon. På fire timer fik de fjernet masser af spindelvæv, støv og også pudset vinduerne, så solen kan komme ind. Så nu står hytten så fin og ren, at jeg ikke skal bekymre mig særligt om rengøringen frem til næste besøg efter sommerferien.

Tidligere havde jeg Varena fra Farsø til at gøre rent, men Lone er stoppet, fordi hun har overtaget iskiosken på havnen i Hvalpsund, så jeg var nødt til at finde på noget nyt. Sofias Rengøring fra Saltum blev løsningen. De er godt nok lidt svære at snakke med, for medarbejderne inklusive Sofia kommer fra Polen, men hendes søn Simon er opvokset i Saltum, så det går nok endda.

Landevejsridder

On the road again

Jeg er ikke særlig vild efter at køre bil. Men det er nødvendigt for at passe arbejdet. Weekenden var særlig slem.

Fredag kørte jeg hjemmefra allerede kl. 4.30 med kurs mod Søndervig ved Ringkøbing, hvor der i øjeblikket er sandskulpturfestival med et grønlandsk tema. Jeg valgte at køre nedover Viborg og Holstebro, for det er sådan en pæn tur, der tidligt om morgenen kan køres i blød-hat-tempo. Så den tur nød jeg.

Anderledes hurtigt gik det tilbage igen over middag. Denne gang via Lemvig og Thisted, for jeg skulle fotografere en skater-opvisning i Brovst kl. 16. Kl. 18 fortsatte jeg så i skoven ved Bratskov, hvor der var rågeungejagt.

Lørdag morgen gik turen til Ingstrup ved Løkken, hvor der var en såkaldt børn- og ungefestival. Herefter i al hast til Vester Thorup nær Vejlerne, hvor der var indvielse af et madpakkehus - og så sluttede jeg eftermiddagen af i Fjerritslev med Limfjordsporterfestivalen.

Søndag formiddag kørte jeg så til Blokhus, hvor jeg lavede et interview med en ny iskiosk-ejer og snakkede med folk om situationen omkring det navnkundige værtshus Lanternen, som lukkede sidste år. Herefter kørte jeg til Ulveskoven, hvor der var et lokalhistorisk arrangement.

Så nu gider jeg ærlig talt ikke køre ret meget mere, men jeg slipper jo nok ikke. Men man skal nu heller ikke have ondt af mig, for det var også en sjov weekend. Jeg kan godt lide at have lidt travlt og snakke med en masse mennesker.

Sandskulpturerne i Søndervig var imponerende - og jeg kan bestemt anbefale et besøg. De største af skulpturerne er 10 meter høje - og det hele er rammet ind af en 200 meter lang og syv meter høj sandskulpturvæg. Der er brugt 11.000 tons sand til projektet.

I Ulveskoven tog jeg et foto af Jonna og Henning Thorsen (se nedenfor), der havde mødt hinanden på den gamle restaurant for 56 år siden. Billedet af de to sad bare lige i skabet - og det vidste jeg allerede, da jeg trykkede på knappen. Det giver fotografisk bukkefeber - og så kører jeg gerne den ekstra kilometer.

Kaffe til uventede gæster

Halv Pris

Foto: John Eliassen

Det mindede alvorligt om en Gevalia-reklame - hvilken kaffe byder du uventede gæster? - da jeg tirsdag aften uventet fik besøg af John Eliassen fra Sisimiut, der lige kom fordi på den trehjulede Harley sammen med fru Jakobine.

Nu havde jeg ikke Gevalia på lageret, så de uventede gæster måtte nøjes med almindelig Peter Larsens den grå. Men det gik nu også endda. For der blev udvekslet røverhistorier og minder i den helt store stil - og hyggeligt var det.

Det blev naturligvis også til en rundvisning i det lille hus på Øland - og stor var Jakobines og Johns begejstring, da de i galleriet på loftet fandt et billede af datteren Michaela. Selv om jeg ikke er udpræget  sportsfotograf, er det et af de bedste fotos, jeg nogen sinde har taget. Fuld af ægte glæde og begejstring efter afslutningen på 160 kilometers skiløb.

Jeg kender "Halv Pris", som er Johns øgenavn i byggebranchen, helt tilbage fra mit første ophold i Sisimiut for godt og vel 30 år siden. Det blev til en del fyraftensøl - og da vi fandt på at oprette et madhold i aftenskolen, var det også med Johns firma, BJ Entreprise, som forklædesponsor - selvfølgelig, for John lider ikke af falsk beskedenhed.

Madholdet hed "Madlavning for finere mænd". Ikke helt tilfældigt, for de var der alle sammen: Forsikringsagenten, snescooter-importøren, værftsdirektøren, postmesteren, entreprenøren, tømrermesteren, politibetjenten og så selvfølgelig informationschefen. Festlige mænd som hyggede sig i de lange vinteraftener med god mad og vin i forsvarlige mængder. Afslutningsfesten, hvor også konerne var inviteret med, strakte sig over en hel weekend og gav stof til den lokale sladder og underholdning mange måneder efter.

Kaffemødet tirsdag blev så også en velvalgt lejlighed til lige at mindes kokken Bennie Nielsen, som var lærer på madholdet.

Han introducerede os blandt andet til Laks Baroque - en resteret med røget laks - som er en af de faste forretter i mit køkken. Efter de muntre år i Sisimiut, hvor Bennie var forpagter af Pub Raaja, flyttede han for 25 år siden til Maniitsoq, hvor han frem til sin død i januar var kok og hotelchef på Hotel Maniitsoq.

Det hyggelige kaffemøde sluttede på Naturcafeen på Gjøl. Det var det eneste sted, som havde åbent en tirsdag aften uden for sæsonen. Grillbar-schnitzel. Den smagte forbløffende godt - også selv om folk, der har gået på Madlavning for finere mænd, er bedre vant.

Minderne lever

Tiden går

Det er i dag Norges nationaldag - og langt de fleste nordmænd fejrer dagen med bunad og røde pølser, sådan som de nu har for vane. "Ja, vi elsker dette landet..."

Det er også Dinas fødselsdag - og også dødsdag. Det er nu tre år siden, at "Hjemmestyret" døde. En frygtelig dag, som vendte op og ned på min tilværelse.

Livet skal gå videre - og det gør det også. Men der går næppe en dag, hvor jeg ikke tænker på et eller andet, som jeg gerne vil fortælle Dina - især nu i denne tid, hvor der sker så meget i haven.

Så jeg fandt lige et 16 år gammelt foto fra dengang, vi lige havde overtaget det lille hus på Øland - og hvor vi var i gang med det helt store fælles projekt, som haven var i mange år. Der er sket meget siden 2009. Sammenlign bare med fotoet, som jeg tog her til morgen.

Da jeg ledte efter billedet, fandt jeg et andet fra året før - 2008. Det er taget på altanen i Straumsbukta en morgen i begyndelsen af juni. Det var her, vi for alvor fik smag for livet på landet. Blandt andet muligheden for at spise morgenmad udendørs. Vi kom jo fra Grønland, så det var helt nyt for os.

Der er rundstykker på bordet - fra fryseren. I Straumsbukta var der 25 km til nærmeste butik - og frisk morgenbrød bruger man slet ikke i Norge. Her på Øland er der kun 5 km til bageren i Halvrimmen. Så her står den på nybagte rundstykker næsten hver dag - også på Norges nationaldag.

Tag den, Norge - Kjempers fødeland! 

Lille blomst - stor duft

Liljekonval

Liljekonvallens blomster ser ikke ud af alverden.

Bevares - de er da meget pæne, men store og prangende kan man ikke beskylde dem for at være. 25 blomsterstilke kan snildt stå i snapseglas.

Til gengæld er der fuldt tryk på duften. Så kort tid efter, at jeg havde sat blomsterne ind, var stuen fyldt med duften af liljekonval. Måske for parfumeret for mange, men mig generer det ikke. Tværtimod bliver jeg i godt humør, når jeg står op om morgenen, og duften af liljekonval blander sig med duften af frisk kaffe.

Jeg havde en gang mange liljekonvaller på parcellen. Men de er desværre i tilbagegang. Truet af halvinvasive arter som skvalderkål, ramsløg og ikke mindst spansk kørvel. Det skal jeg overveje at gøre noget ved - i hvert fald på den lidt længere bane.

Liljekonval var min mors yndlingsblomst. Mens vi boede i Grønland, sendte hun hvert forår en prøvekuvert med en buket op til os. Den var altid åbnet af toldvæsenet. Jeg går ud fra, at hashhundene gik amok, når du kunne lugte den skønne duft.

Liljekonvallernes tid er snart ovre. Men for de gamle, der faldt, er der nye overalt. Næste skud i havebøssen er studenternellikerne - og så bliver det bonderosernes tur. Oh, hvilken rigdom, hvilken glæde, fristes jeg til at sige - og helt gratis lige fra haven.

Nye vægpotter

Sommerklar

Jeg er godt i gang med sommer-forberedelserne i haven - og nu er vægpotterne på gårdspladsen på plads. Det endda i et større antal end normalt.

Sidste år mistede jeg to store stentøjspotter i en orkan. Desværre kunne jeg ikke rigtig finde nogle nye. Så i februar flottede jeg mig og bad den lokale kunstner og keramiker Karen-Marie Mondrup om at lave tre nye - med det ene krav, at de skulle matche to hængepotter fra hendes hånd rent farvemæssigt. Se billedet her ved siden af.

Karen Marie har klaret opgaven flot, og de tre unikke vægpotter hænger nu på den store væg på redskabsskuret med fuchsia.

Men det var rygtedes i familien, at jeg var i markedet for vægpotter. Så til min fødselsdag blev jeg begavet med yderligere seks vægpotter. De er så også kommet op at hænge på gårdspladsen, og jeg klarer mig nok på vægpottefronten et par år frem.

De fleste er plantet til med nye fuchsia. Jeg havde tre fuchsia på værkstedet fra sidste år, men de fik desværre lidt frost en nat, så bladene krøllede. De skal nok overleve, men står indtil videre i pleje på intensivafdelingen, mens jeg så kan overveje, hvor de skal gøre nytte.

Fire af vægpotterne er plantet til med fredløs, som gror villigt hele sommeren - og som kan tåle den stærke vind på udsatte steder. De er endnu grønne, men om føje tid vil de få lange hængende bladstængler med fine små gule blomster.

Nødlanding med lykkelig udgang

Happy ending

Det havarerede fly på havoverfladen. Foto: ATW

Det kunne nemt være gået frygtelig galt, da et tysk privatfly af typen Piper PA-46 Malibu med en motor fik motorstop over Davisstrædet 56 sømil sydvest for Narsarsuaq den 29. juli sidste år. Ombord på flyet var piloten og en passager. Motorstoppet resulterede i en nødlanding på havet.

Heldigvis var det en dygtig pilot, som gjorde alle de rigtige ting både før og under nødlandingen. Heldigvis var det i dagslys, vejret optimalt – klart og roligt, og heldigvis havde Arktisk Kommando tilfældigvis et Challenger-fly og inspektionsskibet Triton i området.

De to tyskere blev samlet op af Tritons gummibåd
blot 50 minutter efter nødlandingen. Foto: ATW

Så nødlandingen, der kunne have endt i en katastrofe med dødelig udgang, endte lykkeligt, da piloten og passageren blev samlet op fra deres redningsflåde af en gummibåd fra Triton blot 50 minutter efter nødlandingen. Cirka en time senere sank flyet på anslået 75 til 500 meters vanddybde.

Sivende olielæk

Nu har Statens Havarikommission for Luftfart udgivet sin rapport om hændelsen, der primært er baseret på samtaler med piloten, personel fra Arktisk Kommando, tekniske rapporter om flyet, hvorimod flyvraget ikke er hævet. Havarikommissionen kan derfor ikke pege på en konkret årsag til, at flyet fik motorstop, men skriver, at det sandsynligvis har været sivende olielæk fra motoren.

- Flyet ligger på meget dybt vand, så vi har vurderet, at omkostningerne ved at hæve vraget ikke vil stå mål med resultatet, forklarer undersøger Carsten Pedersen fra Statens Havarikommission for Luftfart.

- Videooptagelserne af flyet på havet viser ingen skader – og der var heller ikke spor af olie på skroget.

- Der er intet, der tyder på, at der er et generelt problem med flytypen. Piper PA-46 Malibu er kendt som et meget pålideligt fly, så det sammenholdt med, at det hele endte uden tab af menneskeliv, har gjort, at vi vurderer, at det ikke har været nødvendigt at hæve vraget.

- Hvis det var endt på en anden måde – hvis for eksempel at der havde været omkomne, så ville vi have søgt at hæve flyet. Men det er altså vores vurdering, at det ikke vil tjene noget formål i den konkrete sag.

- Det er først og fremmest vores opgave at højne flysikkerheden – og vores vurdering af hændelsen er altså, at den ikke har konsekvenser for hverken flytypen eller den måde, som hændelsen er blevet håndteret på.

Perfekt nødlanding

Havarikommissionen konkluderer i sin rapport, at nødlandingen fik en lykkelig udgang, fordi piloten reagerede helt efter bogen, da han udsendte først pan-pan og efterfølgende mayday og lavede en perfekt nødlanding. Det fremhæves, at både piloten og passageren bar overlevelsesdragter, og at flyets redningsflåde var parat, så de kunne forlade flyet sikkert umiddelbart efter landingen.

- Jeg må sige, at piloten var virkelig godt forberedt. Redningsflåden lå klar i kabinen – og da flyet lå på vandet, kunne man gå tørskoet ombord i flåden ved at åbne den øverste del af kabinedøren. Det var virkelig professionelt gjort. Det aftvinger respekt, siger Carsten Pedersen.

Det tyske fly på vej mod havoverfladen. Foto: ATW

Det tyske fly var lettet fra Goose Bay i Canada tidligere på dagen med kurs mod Narsarsuaq. Ombord var den 56-årige mandlige pilot, der var meget rutineret med godt 17.000 flyvetimer på bogen. Passageren var uddannet flymekaniker og havde også flycertikat med godt 900 timers erfaring.  De to mænd ejede flyet i fællesskab.

De to tyskere var på vej hjem til Tyskland fra verdens største flyshow, Airventure, som hvert år finder sted i Oshkosh i Wisconsin i det nordøstlige USA nær de store søer.

Storstilet redningsaktion

Da piloten udsendte sit mayday, blev meldingen modtaget hos både Naviair og Arktisk Kommando i Nuuk. Det viste sig, at både et Challenger-fly og inspektionsskibet Triton var i nærheden. Besætningen på Challenger-flyet fandt hurtigt frem til flyets position og kunne følge det i luften på vej mod havoverfladen.

Efter nødlandingen gik de to mænd fra det forulykkede fly i deres redningsflåde og kunne vinke til besætningen på Challenger-flyet, som overfløj positionen og forblev i området.

Inspektionsskibet Triton havde forinden sat kursen mod redningsflåden og fik 50 minutter efter landingen reddet de to personer op i Tritons gummibåd. De blev tilset af skibslægen på Triton, og så sejlet til Qaqortoq til afhøring hos Grønlands Politi.

Historien om den vellykkede nødlanding gik verden rundt i medierne. Det var godt stof – for et motorstop i et lille fly over et iskoldt hav kan nok få det til at gyse i de fleste avislæsere og TV-seere.Nødlandingen blev også udførlig omtalt i Sermitsiaq 2024/32.

Artiklen blev bragt første gang i Sermitsiaq 25. april 2025. Den blev 1. maj publiceret på Sermitsiaq.AG's netavis, hvor den i syv dage frem var den mest læste historie - selv om den ligger bag betalingsmuren. Det bekræfter min overbevisning om, at læserne gerne vil have positive historier med en happy ending - og at flere positive historier er en del af løsningen på de redigerede betalingsmediers læserkrise.