Betulia

Ny sommerblomst

I forsommeren faldt jeg for planteskolens lovord og investerede lidt af min sølle formue i en håndfuld sommerblomster af den nye sort betulia.

Det er en krydsning mellem begonia og petunia, som er ualmindelig hårdfør. Den trives i både sol og skygge, den skal praktisk taget ikke passes og klarer sig med en sjat vand af og til. Den blomstrer voldsomt og er selvrensende, for blomsterne falder bare af, når de er visne.

Der er derfor ikke noget at sige til, at blomsten er et hit på mange gravsteder. Den har mange egenskaber fælles med den meget billigere isbegonie, som jeg bar brugt i mange år forskellige steder i haven - blandt andet på nedløbsrørene. Betulia er bare større, flottere og dyrere - og jeg bruger den her på parcellen på havebordene.

Så jeg er tilfreds med eksperimentet. Desværre er det en udpræget sommerblomst, som ligesom isbegonierne er svær at overvintre - efter sigende. Det får nu et skud alligevel - og så får vi se.

Nu jeg er i bloghuset, bruger jeg også pladsen til lidt blomster- og sommerfuglespam. Det går godt med pelargonierne, som i øjeblikket er inde i anden eller tredje blomstring. Jeg har omkring 300 pelargonier - både i krukker og på friland.

Pelargonier er ikke de blomster, der trækker flest sommerfugle, men forleden var der alligevel en dagpåfugleøje, der lod sig lokke. Den satte sig godt tilrette i blomsten - og så var det sådan set bare at trykke på knappen.

Grønland i krig

God bog

"Für Sie ist der Krieg vorbei". Mandskab fra en tysk vejrstation i
Nordøstgrønlandbliver taget til fange af amerikanske soldater
 den 4. oktober 1944. Foto: U. S. Coastguard

Jeg læste for nogen tid siden bogen "Grønland i krig", der udkom sidste år - og som er skrevet af Peter Harmsen, som er min gamle geografilærers søn.

Emnet interesserer mig - og jeg har beskæftiget mig med den grønlandske historie under anden verdenskrig i 30 år. Jeg vil gerne anbefale bogen, som giver et godt overblik over en periode af historien, som er blevet aktuel igen, efter at Trump og proselytter har sat fornyet fokus på forholdet mellem Grønland og USA.

Bogen bringer ikke afgørende nyt, men giver først og fremmest et godt overblik over en del af historien - og den kan derfor være nyttig at læse, hvis man ikke kender historien. Jeg regner selv med at bruge bogen som opslagsværk, når jeg lige skal tjekke datoer og fakta i mit daglige arbejde.

Især finder jeg bogens afsnit om kryolitminen i Ivittut fornøjelige. For umiddelbart efter besættelsen af Danmark i 1940 kunne amerikanerne og canadierne ikke rigtig blive enige om, hvem der skulle forsvare den strategisk vigtige mine med kryolit, som var vigtig for flyindustrien.

Det er sikkert også ukendt for mange danskere den dag i dag, at tyskerne gjorde adskillige forsøg på at etablere vejrstationer i Nordøstgrønland. Det blev forhindret af både forløberen for Sirius, Den Nordøstgrønlandske Slædepatrulje, og amerikanske styrker.

Vejen fra krigens begyndelse mod fred var lang og trang - og de grønlandske bidrag til freden kan synes små i forhold til de store slag i både Europa og Stillehavet. Men Grønland er også en del af den historie - og det synes jeg er vigtigt at huske.

Derfor giver jeg bogen mine varmeste anbefalinger.

Der er den lille krølle på historien om bogen, at forfatteren Peter Harmsen er søn af min gamle geografilærer på Vesthimmerlands Gymnasium, Georg Harmsen, som præsterede både festlige og lærerige geografi-timer. Efter min studentereksamen i 1978 drog Harmsen i et par år til Nuuk med familien for at undervise på Grønlands Seminarium.

Peter Harmsen skriver selv i forordet til bogen , at det var ved den lejlighed, at hans interesse for dette kapitel af Grønlands historie blev vakt.

Jeg har det nok selv på samme måde. Da jeg flyttede til Nuuk i 1995 - 50-året for befrielsen - skrev jeg en artikel om den 4. og 5. maj 1945, sådan som dagene blev oplevet i Nuuk. Artiklen var vigtig for mig - for det var ved at være sidste chance for at interviewe de få nuummiut, som stadig erindrede befrielsesdagene. Og ellers er det især historien om de amerikanske baser i Grønland - især Narsarsuaq og Kangerlussuaq - der interesserer mig.

Sommertraditioner

Familiefest

Grillfesten her på Øland for den lillebitte familie er et af årets faste indslag. Jeg har holdt festen hver sommer siden 2010. Her skal intet forandres, så arrangementet kører over fast skabelon.

Foto: Henrik Jespersen

Vi lægger ud med en frokost på en af egnens restauranter. I år - for vistnok fjerde eller femte gang - på Gjøl Kro. Så gik turen til Ulveskoven, hvor Brian fra Lokalhistorisk Samling i Arentsminde tegnede og fortalte om det gamle tivoli, der en gang var på stedet. Med eget trinbræt på Nørresundby-Fjerritslev-banen, så det var nemt at komme til bal der - og det var der i tresserne hver lørdag aften.

Bagefter fortsatte vi i haven herhjemme - kun afbrudt af en lille tordenbyge. Mens jeg var i køkkenet, hyggede familien sig blandt andet med at gå på mol i mine solbær og mirabeller.

Forretten var ikke overraskende stenbiderrogn med blinis. Jeg havde købt rigeligt med billig stenbiderrogn, da jeg var i Grønland for en måned siden.

Så stod den på grillet lammekød med kartoffelsalat efter min mors opskrift - altid et hit - og så lidt salat med mormordressing. Desserten lød på jordbærkage. Det hele skyllet ned med masser af hvidvin - Selaks Sauvignon Blanc, som er en af mine favoritter.

En anden tradition er årets sommerdrink. Selv om jeg efterhånden kun sjældent nyder spiritus, følger jeg stadig med i udviklingen i branchen - og et godt bud på årets sommerdrink har den italienske likør Mandarino som grundingrediens. Tilsat to dele lemon og masser af is er det en herlig tørstslukker, som alle kan lide - måske også lidt farlig, for det smager som saftevand.

Jeg kan lige nævne, at Mandarino også er god til cocktails. Knust is, to dele god vodka, tre dele Mandarino og en del sukkersirup, pyntes med en lime-trekant og et par mynteblade. Serveres naturligvis i cocktail-glas - gerne afkølet i fryseren inden brug.

Sukkersirup sælges i butikkerne som Sugar Cane Sirup eller Simple Sirup, men det nemt at lave selv. 250 gram sukker og en kvart liter vand får et opkog i en gryde og hældes på flaske. Det kan holde sig i køleskabet mindst tre uger.

Lær af Grønland

Flyvende brandslukning

Foto: Rick Wilhoit

Jeg er en stor tilhænger af det dansk-grønlandske rigsfællesskab – blandt andet fordi jeg mener, at danskerne kan lære uendeligt meget af grønlænderne.

Jeg mener at vide, hvad jeg taler om. Jeg har været grønlandsk gift, jeg har boet i Grønland i 15 år og jeg har arbejdet med grønlandske forhold i over 30 år. De seneste år som medarbejder ved Grønlands største avis Sermitsiaq, hvor jeg blandt andet har dækket flere store brande i landet.

Det kom jeg til at tænke på i forbindelse med den store naturbrand i Skagen, hvor Nordjyskes læsere undrede sig over, at der ikke blev brugt fly i slukningsarbejdet.

Effektiv slukning

For de grønlandske beredskaber er – hvad der sikkert er ukendt for mange danskere – førende i Kongeriget, når det kommer til slukning af brande med helikopterassistance. Slukningsmetoden er meget relevant i et land, hvor der er store afstande og næsten ingen veje.

Derfor har beredskaberne i alle de fem grønlandske kommuner anskaffet sig en såkaldt Bambi Bucket, som kort fortalt er en stor gummispand med en lem i bunden, der i den grønlandske udgave kan rumme 1.000 liter vand, og som kan hænges op under en helikopter i et såkaldt sling.

Slukningsmetoden havde sit helt store gennembrud ved en brand på dumpen - lossepladsen - i Qaqortoq i september 2023. Lossepladsbrande er ikke ukendte i Grønland og ofte kan det tage uger at slukke disse brande, men i det konkrete tilfælde var branden slukket på mindre end en uge med hjælp fra Bambi Bucket og ikke mindst det lokale helikopterselskab Sermeq Helicopters.

Ved dumpbranden i Qaqortoq var det en AS-350 helikopter, der blev brugt, men helikoptertypen er ikke så afgørende. Det vigtigste er, at piloten har erfaring med at flyve med sling – og det har langt de fleste helikopterpiloter i Grønland, hvor helikoptere med sling ofte bruges i forbindelse med store anlægsarbejder.

- Det er vanvittigt hårdt og opslidende arbejde for brandmændene, når vi skal slukke en dump med almindelige slanger. En normal slange har en kapacitet på 600 liter vand i minuttet, mens helikopteren kan levere 1.000 liter vand på et øjeblik – og lige præcis der, hvor vi ønsker det, for vi er hele tiden i kontakt med helikopteren og kan dirigere den præcist til det rigtige sted, fortalte viceberedskabschef Otto Kielsen mig dengang.

Kommet for at blive

- Det var fantastisk effektivt – og vi kunne se resultatet med det samme, hver gang helikopteren kom forbi. Den metode er kommet for at blive, konkluderede viceberedskabschefen.

Brandslukning med helikopter og Bambi Bucket er i Grønland blevet brugt siden sommeren 2019, hvor der var en endog meget stor naturbrand 25 km nordøst for Grønlands næststørste by Sisimiut. Branden ramte et område på 11 kvadratkilometer, og slukningsarbejdet tog halvanden måned.

Den brand kunne helikopterne og Bambi Bucket dog ikke slukke. Så det endte med, at den danske beredskabsstyrelse sendte 38 mand til Grønland for at assistere. Her lykkedes det at få has på ilden, fordi beredskabet medbragte de jordspyd, som blev opfundet under den store brand i Lille Vildmose i 2018 – og som også er blevet brugt under den aktuelle brand i Skagen.

Siden er jordspyd blevet en fast del af redskabskassen i de grønlandske kommunale beredskaber – på linje med Bambi Bucket.

Det er måske noget af det fineste ved Kongeriget Danmark og det såkaldte rigsfællesskab. Vi kan lære af hinanden, når vi mødes med åbent sind.

Trykt i Nordjyske 18. juli 2025.

P.S. Det er en af mine næsten daglige udfordringer at skaffe fotos fra begivenheder i Grønland uden for Nuuk, hvor der ikke er så forfærdelig mange pressefotografer. Billederne til denne artikel er taget af en amerikansk turist, Rick Wilhoit fra Long Beach, California, der var ombord på et krydstogtskib, der lå for anker ud for Qaqortoq under branden. Wilhoit er en ivrig fuglefotograf og havde medbragt det tunge grej på krydstogtet, så det blev til nogle gode fotos, som han godt ville dele med andre - og han sendte dem derfor til Sermitsiaqs redaktion til fri brug. Thank you, Mr. Wilhoit.

Foto: Rick Wilhoit

Årets første kartofler

Så kom den tid...

I dag tog jeg årets første kartofler af egen avl. Begejstringen kender ingen grænser. Der var 10 til 15 store, flotte kartofler under hver top.

Det er udbytte, der vil noget, så der blev også nyopgravede kartofler til naboen i almindelig begejstring.

Og hvad der er nok så vigtigt - kartoflerne er helt uden skurv og andre skader.

Det er ellers noget, de fleste døjer med i kvarteret. Jorden er angivelig meget kalkholdig - og det giver efter sigende let skurv.

Men jeg har nu min egen teori, Kartoflerne har stået i mit gamle jordbærbed. Så det er mindst ti år siden, at der sidst har stået kartofler på det jordlod. Så i hvert fald i teorien er jorden også fri for alle kartoffel-sygdomme lige nøjagtig der.

Kartoflerne blev sat til livs med en saftig bøf fra grillen - altså min egen og ikke grillbaren. Jeg er egentlig mere til lammekød, men det er ikke til at skaffe i Han Herred på en højhellig søndag, så jeg måtte nøjes med en stor beskidt bøf.

En ganske enkel servering, Nye kartofler, bøf og så en forsvarlig mængde hvidløgssmør af den heftige hjemmelavede type. Det fortryder jeg sikkert, når jeg vågner i nat med halsbrand. Jeg er blevet lidt svagelig på mine gamle dage og tåler desværre hverken gammelost eller hvidløg. Men skal der være fest, så lad der være fest. Jeg er ikke alene en svagpisser, men lider også af en svag karakter.

Efter det solide aftensmåltid sad jeg ved havepejsen og blev rigtig spejdersentimental. "Så kom den tid vi længtes mod, en sommernat ved bålet..."

Jeg var i øvrigt så begejstret for de nye kartofler, at jeg helt glemte at tage et foto. Så læserne må nøjes med et billede af bålet i pejsen. Men det er bestemt heller ikke at foragte.

Drengedrømmen gik i opfyldelse

Store fly

PR-foto.

Det var intet mindre end en drengedrøm, der gik i opfyldelse for den 58-årige SAS-pilot og kaptajn Dennis Lynge Sørensen, da han fredag i sidste uge landede det første SAS-fly i Nuuk.

Som dreng boede han i en periode på Børnehjemsvej i Nuuk lige neden for Flyverbo. Hver gang en S-61 helikopter kom eller lettede løb den flyveinteresserede Dennis op over fjeldet til heliporten for at se de prægtige maskiner – og det var her, pilotdrømmen blev født.

Men Dennis drømte nu ikke om at blive helikopterpilot. Han ville være pilot på de store jetfly fra SAS, som han kendte fra ferierejserne til Danmark. Drømmene gik på langfart – og i drengehjernen voksede en fantasi om, at der en gang ville komme en lufthavn i Nuuk, hvor han skulle lande med Danmarksflyveren.

Fredag gik drømmen i opfyldelse. Klokken 14.39 landede Dennis Lynge Sørensen SK1294 i Nuuks nye lufthavn - godt 20 minutter foran tidtabellen.

Øjnene blev blanke

- Det var stort – og en meget emotionel oplevelse, indrømmer flykaptajnen over for Sermitsiaq.

- Øjnene blev lidt blanke, da vi taxiede ind foran lufthavnsbygningen og så de mange grønlandske flag. Vi kvittererede også ved at vinke med grønlandske flag ud ad cockpit-vinduet.

Dennis Lynge Sørensen er født i Nuuk – og det var også her, det meste af barndommen foregik. Dog med en afstikker til Aasiaat i fire år og et ophold i Maniitsoq på et år på grund af faderens arbejde.

Skolegangen foregik på Gammeqarfik i Aasiaat og Qorsussuaq i Nuuk.

Han holdt fast i drengedrømmen og blev en af de første grønlandske piloter, der blev uddannet på den særlige pilotuddannelse, som det daværende hjemmestyre og Grønlandsfly havde etableret.

De første år var han blandt andet pilot på Inuit-raketten. Det var en business-jet af typen Cessna 550c Citation II, som Grønlandsfly havde i årene 1990 til 1992. Flyet fik sit folkelige øgenavn, fordi det var meget populært blandt de daværende hjemmestyre-politikere.

Jetflyene trak

Ellers blev det mest til flyvninger med Dash-7 på det grønlandske indenrigsnet. Men drengedrømmen og de store jetfly hos SAS trak fortsat.

- I 1998 stoppede jeg i Grønlandsfly og blev ansat i SAS, hvor jeg har arbejdet siden. I dag er jeg kaptajn på selskabets flåde af A320 og A330, så det er de helt store fly, jeg har arbejdet med, siden jeg forlod Grønlandsfly.

Den nye SAS-rute til Nuuk er foreløbig kun en sommerrute – og det har Dennis Lynge Sørensen det sådan set godt med.

- Flyvninger til Grønland er en stor og bekostelig operation, hvor der ikke skal gå meget galt, før vejret laver om på alting. Det oplever man i Nuuks nye lufthavn jævnligt, men sådan er det overalt i Grønland.

- Det er også lidt af charmen ved at flyve i Grønland. Der er så ubeskriveligt smukt i landet, men vejret er altid en blind makker. Intet er sikkert, før man er hjemme igen. Hvis man ikke er vant til det, kan det være svært at forstå, fortæller Dennis Lynge Sørensen.

Smuttur til Kangerlussuaq

- Jeg var en gang blevet bedt om at tage en hurtig flyvning på en fridag med Dash-7 til Kangerlussuaq og tilbage igen. Det kunne jeg snildt klare, tænkte jeg, men der gik fire dage, før jeg var tilbage igen. For lufthavnen i Nuuk lukkede, mens jeg var afsted.

- På den tur oplevede jeg en dansk mand i skranken i Kangerlussuaq, der skældte og smældte, fordi vi ikke kunne flyve.

- De venter jo på mig i Nuuk, gentog han adskillige gange.

- Der blev først ro på situationen, da en ældre mand i grøn parca prikkede ham på skulderen og sagde: Hvis Grønlandsfly siger, at de ikke kan flyve på grund af vejret, så er det, fordi de ikke kan flyve. Vær sikker på det – og dine forbindelser i Nuuk ved også godt, at flyet ikke kommer af sted.

- Den vrede mand kom først til Nuuk fire dage senere akkurat som mig – piloten.

- Sådan er det jo. Vi skal om piloter altid tænke på sikkerheden først – og den vrede mand i skranken glemte, at vi har akkurat den samme interesse som passagererne i at komme sikkert frem.

Dennis Lynge Sørensen kan fortælle mange andre lignende historier om store oplevelser i luften. Men den største er altså, da han forleden satte sit SAS-fly på jorden i Nuuk.

Historien blev bragt første gang i Sermitsiaq fredag den 4. juli.

Som et lille efterskrift kan jeg nævne, at Dennis Lynge Sørensen fortalte, at den hvide festanorak og kamikkerne stammede fra hans første bryllup i 1997. Han er ret stolt af, at han fortsat kan passe anorakken. Her bliver jeg nødt til at tilføje, at jeg fik min første hvide festanorak i 1994 - og jeg kører nu på nummer tre, fordi de to første af uransagelige årsager blev for små.

Sidste skoledag

Gastronomisk topklasse

Alt klappede i sjælden grad - også selv om aftenen sluttede med et forsvindingsnummer og en krimi-gåde, som ville fryde Sherlock Holmes, da Øland Sildelaug fredag aften holdt sidste skoledag inden sommerferien.

Det blev til en rundtur i det kulinariske danske sommerland, når det er allerbedst - ikke et øje (eller drøbel) var tør, for de gastronomiske øvelser nåede en hidtil usmagt højde i det udsøgte selskab af voksne mænd fra Øland.

Vi lagde ud med stenbiderrogn - en gudespise i verdensklasse og Nordens svar på kaviar. Dansk stenbiderrogn er ikke længere til at skaffe, men skriverkarlen er lige hjemkommet fra Grønland - og på de kanter er det fortsat muligt at skaffe de små velsmagende fiskeæg til en endog rimelig pris.

Stenbiderrognen blev serveret helt klassisk med blinis, hakket rødløg og creme fraiche. Men de små russiske pandekager blev lavet efter en lokal opskrift, hvor rugmel erstatter det traditionelle boghvedemel. Det passer bedre med rugmel, der som bekendt er en væsentlig ingrediens i stegte sild, når det nu er et sildelaug.

Hovedretten var rågeunger fra Bratskov - plukket ned fra de høje bøgetræer af Skovsgård Jagtforening, der har fået samfundstjeneste og regulerer den vildt voksende rågekoloni midt i Brovst.

Rågeungerne var fyldt med persille, ombundet med bacon og grydestegt. Nøj, hvor det smagte med brun vildtsauce i Michelin-klasse. Det var ganske enkelt et gastronomisk højdepunkt i sildelaugets snart 25-årige historie.

Rågeungerne blev ledsaget af nye kartofler fra en mark ved Fjerritslev, karamelliserede gulerødder, ribsgele og salat med mormor-dressing.

Salat er normalt ikke noget stort nummer i sildelaugs-sammenhæng, men netop denne aften var det et fint lokalpatriotisk indslag i den udsøgte menu, for den var helt lokal og venligt doneret af Mette Glarborg.

Som prikken over i'et var desserten gammeldags jordbær-kage lavet på skriverkarlens egne jordbær af Michael, der ved den lejlighed blev ophøjet til grødmester.

Der blev også lejlighed til en lille en til halsen under madlavningen. I giftblanderens fravær havde skriverkarlen medbragt en grønlandsk rypesnaps, der laves på rypens føde af skud og bær. Ryper samler føde om dagen og gemmer den til natten i en lille pose (kroen) på halsen, Det giver en fantastisk brændevin.

Rypesnapsen blev i øvrigt serveret i skriverkarlens snapseglas, som i halvfemserne var en gave til business-passagererne til og fra Grønland, dengang da SAS var eneste selskab, der fløj mellem rigsdelene.

Aftenen sluttede med et stort mysterium, som i skrivende stund endnu ikke har fundet sin løsning. Sildelauget har ladet fremstille nogle dækkeservietter med Øland-sangen påtrykt. Servietterne blev naturligvis også benyttet denne aften, men de forsvandt på mystisk vis under oprydningen - og ingen har set dem siden.

Det er meget mystisk - og det var i øvrigt også et handicap under den afsluttende afsyngelse af Øland-sangen. Sangen var lidt spæd uden tekst som støttehjul - men det var til at leve med. Trods alt. For aftenens mange lækkerier gjorde det til den bedste laugsaften i mands minde - og det er faktisk slet ikke så lidt.

F-16 over Nuuk

"Fransk visit"

Foto: Flyvevåbnet

Jeg kan slet ikke stå for dette foto af Nuuk, som Flyvevåbnet lagde på Facebook for en times tid siden.

For det første er det et flot billede af den sydlige del af byområdet med Radiofjeldet, Nuuk Downtown, Atlanthavnen og Sikuki, for det andet er jeg jo flynørd.

Foto: Flyvevåbnet

De to F-16-fly fløj i går til Kangerlussuaq langs den grønlandske vestkyst og altså også over Nuuk fulgt af en Challenger og et fransk tankfly af typen A330 MRTT.

Tiderne har ændret sig i Grønland i al almindelighed og i Nuuk i særdeleshed. Så jetfly ses dagligt i byens nye lufthavn, men sjældent kampfly.

Da jeg boede i byen frem til 2007, kan jeg kun huske et tilfælde. Jeg rodede lidt i mit arkiv - og fandt en historie, som jeg publicerede den 6. juli 2006 på Nuup Kommuneas hjemmeside under overskriften "Fransk visit".

Beboerne i Nuussuaq kunne i morges stå op til de brølende motorer fra et jetfly. Ud af den sommerblå himmel foran Store Marlene ved 7.30-tiden kom et Falcon 10 fra den franske marine susende.

Flyet, der kommer fra NATO-basen i Keflavik, var på almindelig rekognoseringsflyvning over Grønland. I nærheden af Nuuk spurgte piloten pænt tårnet i Nuuk Lufthavn om lov til at se nærmere på byen. Det skete i lav højde med adskillige hundrede kilometers fart over Qinngorput og ud mod Angissuunnguaq.

Piloten kvitterede galant for den franske visit med at fortælle AFIS-operatøren, at han synes, at Nuuk er en meget smuk by i et smukt land.

På grund af den meget korte landingsbane i Nuuk Lufthavn er det yderst sjældent, at der ses (og ikke mindst høres) jetfly i nærheden af den grønlandske hovedstad.

- Militærfly fra andre NATO-lande har en stående tilladelse til at flyve i grønlandsk luftrum og behøver altså ikke at spørge om lov i forvejen, oplyser orlogskaptajn Alex Jensen fra Grønlands Kommando.

Pilluaritsi

Grønlands nationaldag

Det er sommersolhverv, og det er Grønlands nationaldag. Og så er det for resten også Erfalasorputs (det grønlandske flag) 40-års fødselsdag, så der al mulig grund til at sige tillykke - eller pilluaritsi - til alle i min grønlandske omgangskreds.

Det har været en temmelig lang dag, hvor jeg har tilbragt godt seks timer i bilen.

Jeg lagde ud fra morgenstunden i Aalborg, hvor der var flaghejsning og fælles morgenmad i Det Grønlandske Hus.

Nationaldagstalen blev - som altid i Aalborg - holdt af Aaja Chemnitz. Hun er populær i byen, så der er ikke noget at sige til, at Inger Arondsen bad om et billede sammen med Aaja. Jeg forstår bare ikke rigtig, hvorfor hun mente, at jeg også skulle med på billedet.

Herefter gik turen tilbage til Øland, hvor jeg lavede en hurtig artikel til Sermitsiaqs netavis - og skiftede fra anorak til almindelig jakke.

Og så gik turen ellers til Lemvig, hvor Museet for Religiøs Kunst havde fernisering på en stor udstilling med værker af kunstneren Hans Lynge.

Nyheden er selvfølgelig udstillingen, men det er også en historie, som jeg selv har et par aktier i. Blandt andet fordi jeg i sin tid var redaktør på bogen Den Røde Tråd om Hans Lynges gobeliner på rådhuset i Nuuk. Bogen er skrevet af Bodil Kaalund, der både var en nær ven af Hans Lynge og også grundlæggeren af Museet for Religiøs Kunst.

Jeg tog et foto af museumsdirektør Christine Løventoft foran maleriet Den Sidste Trommesang. Det billede hænger i øvrigt også i min spisestue i en signeret og nummereret (350/139) reproduktion. Det eneste signerede Hans Lynge-billede jeg ejer. Købt på auktion for 15 år siden. Et røverkøb til 650 kroner. Reproduktionen var i sin tid fremstillet i velgørenheds-øjemed og blev dengang solgt i Nuuk for 3.500 kroner stykket.

Jeg var hjemme igen ved 18-tiden. I morgen skal der så skrives to artikler om udstillingen.

Da jeg kom hjem, ventede der i øvrigt en lille overraskelse. En nationaldagshilsen fra Camilla Siezing fra Holstebro vedhæftet et foto fra Aalborg Lufthavn i forrige uge, hvor jeg blev interviewet af Nordjyllands Radio inden jomfruturen med den nye flyrute. Det går godt i mediebranchen, hvor journalister gerne interviewer journalister. Men tak for billedet til Camilla.

Tid for jordbær

Sommer i Danmark

Så er det sommer i Danmark, for nu er jordbærsæsonen for alvor i gang.

Da jeg kom hjem fra Grønland mandag aften, plukkede jeg de første jordbær i mit nye og endnu ikke helt færdige jordbærbed. Et par jordbær eller tre - og sådan gik det også tirsdag og onsdag.

I dag gik det så løs for alvor. Godt og vel et kilo plukkede jeg her til aften. Det er godt gået på sølle tre rækker af fire meters længde.

Der er ikke noget som egne jordbær. De smager meget mere af rigtig jord end de udenlandske jordbær, som efterhånden kan købes hele året.

Foreløbig spiser jeg dem bare direkte fra skålen. Om der så bliver bær til fryseren, vil tiden vise. Men jeg har faktisk et par poser tilbage fra sidste år, så det er heller ikke så vigtigt. Jeg ser tiden an.

I det hele taget er det en god tid. Bonderoserne og studenternellikerne står i fuldt flor - både i haven og indendørs. For lige i øjeblikket har jeg næsten alle husets vaser ude at køre. Jeg kan bare ikke lade være, for jeg elsker at se på de smukke blomster - og da jeg jo mest arbejder  indendørs, har jeg flyttet blomsterfloret indenfor.

Ellers satser jeg på en havedag fredag. Græsplænen er lidt langhåret efter ikke være klippet i 14 dage - og der trænger frygteligt til at blive luget overalt. Så det er morgendagens program i skrivende stund.

Men sommeren skal også nydes - og jeg tager kun det allermest nødvendige, så jeg hverken får stress eller bliver overanstrengt. For det er vigtigt også at nyde tilværelsen. Det er jo det, jeg har en have for.

I storbyens favn

Nye tider

Bybilledet byder også på nye køretøjer. Sådan en blanding
af en snescooter og en ATV fandtes ikke i Nuuk i min tid.

Jeg er begyndt at sortere mine fotos fra den forlængede weekend i Nuuk. Her er en god håndfuld. De fortæller ikke en egentlig historie, men er mere et udtryk for, hvad der lige fangede min øjne.

Men det handler om nyt og gammelt. For meget er forandret, siden jeg flyttede fra byen i 2007. Alligevel ligner byen sig selv på sin egen charmerende måde.

Trafikken på Aqqusinersuaq er altid tæt. Det var den
 også for 20 år siden.

Mange gamle bygninger er revet ned - slidt af tidens tand og mange gange manglende vedligehold. Nye skyder op, glas, beton og moderne facadebeklædning præger bybilledet, mens der samtidig er små uforandrede oaser.

Jeg gider ikke dvæle ved fortiden. Jeg har haft min tid, så jeg vil ikke gøre mig til dommer. Da jeg flyttede, satte jeg mig uden for indflydelse, så jeg har ingen holdning til udviklingen, men registrerer bare, at der løbet meget vand i elven siden 2007.

Nye og gamle vejnavne, men skiltene
trænger til en udskiftning.

Men jeg har det altså meget stramt med alle de nye vejnavne. Heldigvis findes der fortsat Kongevej, Fjeldvej, Prinsessevej og Ceresvej, hvorimod gode gamle Østerbro har skiftet navn til Quassunnguaq, hvad det så skal gøre godt for. Heldigvis kender taxachaufførerne både de gamle og de nye vejnavne, så helt fortabt er en gammel nuummioq trods alt ikke.

Jeg går ikke meget op i klimaændringerne - men det er positivt, at det
 varmere klima gør, at piletræerne trives over alt i Nuuk. Det er da en
god nyhed - også for fuglene.

Østerbro ligner sig selv - bortset fra at vejen
nu hedder Quassunnguaq.

Nyt og gammelt mødes, når de skæve kors på den gamle kirkegård
ved Ceresvej spejler sig i glasfacaden på HHE Express.

Monsieur le Président...

Liberté, égalité, fraternité

Søndag eftermiddag begyndte jeg så småt at pakke sammen efter min forlængede weekend i Nuuk. Jeg har nået det, jeg var kommet efter og gik ved 16-tiden over på Sermitsiaqs redaktion på Spindlers Bakke (Sipisaq Avannarleq) for at aflevere nogle ting, jeg havde lånt.

Vejret var for første gang i fire dage hæderligt, så jeg besluttede at gå en tur ned i kolonihavnen for - måske - at tage lidt turistbilleder, inden jeg skulle hjem mandag morgen. Det var i hvert fald planen.

Men planer holder ikke længe i Grønland - for vejret bestemmer altid. Det gælder også for præsidenter, statsministre og naalakkersuisut-formanden. Præsident Macrons besøg var også ramt af vejret. En planlagt tur til vandkraftværket i Buksefjorden blev aflyst - og programmet ændrede sig hele tiden. Det var ikke mit problem, for der var masser af kolleger, som dækkede præsidentbesøget.

De ændrede planer betød også, at man pludselig havde bestemt, at Macron, Frederiksen og Nielsen skulle holde pressemøde på kajkanten i kolonihavnen - så helt uden at ville det løb jeg helt tilfældigt og ganske uvidende ind i hele mediecirkusset.

Kameraet kom frem - jeg kunne bare ikke lade være - og jeg fik faktisk et rigtig godt foto af Macron, der hilste på mange af de nysgerrige nuummiut. Jeg tror, at min gamle fransklærer fra gymnasiet vil sætte stor pris på, at jeg gik til makronerne. Så billedet er tilegnet Jørgen Jørgensen.

Mødet foregik i øvrigt under massiv overvågning af politiet både til lands og til vands. Der var næsten lige så meget politi, som der var pressefolk. Jeg mindes ikke at have set så meget politi nogensinde i Nuuk. så det var da også lige et klik eller to værd. Velvidende, at de fotos sikkert kan bruges til et eller andet i fremtiden - og at jeg nok var den eneste, der havde øje for politiet, mens alle andres øjne var rettet mod Macron.

Cotam Unité

Flyspotter

Jeg var en tur på kirkegården i Nuussuaq, da præsident Macron landede i lufthavnen i Nuuk. Så selvfølgelig skulle flyspotteren lige have et foto af præsidentflyet - en Airbus A330-200. Det har kaldenavnet Cotam Unité (001), ligesom det amerikanske præsidentfly kaldes Air force One.

Flyet landede kl. 11.13 grønlandsk tid. Præsidentflyet er bygget i 1998, hvor det først fløj for Swissair, indtil det blev overtaget af Armée de l'air et de l'espace i 2010.

Få minutter inden Cotam 001 landede, var der 11.10 ankommet en fortrop - sikkert sikkerhedsfolk - i en Dassault Falcon 7X ligeledes fra det franske flyvevåben.

Der er stor interesse om Macrons besøg i Grønland. Besøget bliver dækket af omkring 50 tilrejsende pressefolk - heraf halvdelen fra Frankrig. Det er nu ikke derfor, at jeg er i Nuuk - og jeg har heller ikke orket at indhente akkreditering, selv om det kunne være sjovt at hilse på dignitaren.

Sikkerheden er betydelig. Jeg deler hotel med anslået 35 danske politibetjente, som er blevet fløjet til Nuuk for at passe på præsidenten. Hertil kommer et større antal bombehunde. Jeg bryder mig egentlig slet ikke om hunde, men det skal til politiets ros siges, at de har bedre styr på deres hunde end normale danske hundeejere.

Jeg har ikke det store fotogrej med på turen, men jeg kunne da ikke dy mig for lige at snuppe et foto af årets første snespurv, som jeg så ude ved kirkegården.

Mit fingeraftryk på Nuuk

Sporene skræmmer

Selv om det nu efterhånden er 23 år siden, at jeg flyttede fra Nuuk, opdagede jeg i dag, at der fortsat er spor efter min beskedne tilstedeværelse.

I 2003 var det 275 år siden, at Hans Egede gik i land på stranden ved kolonihavnen og dermed formelt grundlagde byen, der hidtil havde været en sommerboplads.

Byjubilæet skulle selvfølgelig fejres, og jeg var formand for jubilæumskomiteen - sandsynligvis i mangel af bedre og mere kvalificerede kandidater.

Det blev et brag af en byfest, som jeg fortsat mindes med glæde. Men udover selve festen, der foregik i dagene omkring den 29. august, brugte vi også byjubilæet som springbræt for den dengang spirende turisme i Grønland.

Så på min foranledning blev der opsat et skilt på det store pakhus i havnen, hvor kystpassagerskibet lagde til. Skiltet bød i al sin rørende enkelthed velkommen til Nuuk og var pyntet op med to jubilæumslogoer.

Til min store forbløffelse opdagede jeg i dag - 27 år efter - at skiltet fortsat hænger på pakhuset. Tidens tand har sat sit præg på skiltet - og en behjertet sjæl bør nok foranledige, at det bliver fjernet. For kønt er det efterhånden ikke længere. Og det var for resten også meningen, at det kun skulle hænge på pakhuset i jubilæumsåret.

Men ind til det sker, kan jeg så glæde mig over, at jeg har sat et lille fingeraftryk på den dejlige by.

Hilsen fra Dina

Besøg på kirkegården

Jeg føler mig som Kaj Munk, da han så den blå anemone fra Lollands fede muld skyde i Vedersøs fjendske zone og smeltede hans vinterfrosne hjertes kvarts.

Sidste sommer plantede jeg en håndfuld krokusløg på Dinas grav i Nuussuaq. Dina var meget glad for blomster, så det skulle prøves. Men jeg gjorde det uden at vide, om det overhovedet kan lade sig gøre at dyrke krokus i gruset på den forblæste vestvendte plads med udsigt over Nuup Kangerluas dybe vande og om sommeren de flotte røde solnedgange over Akia.

Men sandelig om ikke underet er sket. Da jeg besøgte kirkegården i dag, var et par af krokusserne dukket op af jorden - endda med en enkelt blomst.

De så lidt sølle ud, men hvor der er liv, er der håb. Jeg tror, at det største problem ikke er placeringen, men det grus, som de er plantet i. Der er sikkert ikke megen næring. Så næste gang, jeg kommer til Nuuk, tager tager jeg en pose jord og nogle flere krokus med mig, og så bliver det spændende at se, hvad der så kommer til at ske - med lidt held, tålmodighed og Guds hjælp. Det sidste er nødvendigt, for han er som bekendt den eneste, der kan sætte blad på en nælde.

Det er stadig meget tidligt på foråret i Nuuk, men jeg kunne også glæde mig over, at den rosenrod, jeg plantede på graven sidste år, har overlevet - og der var bittesmå skud på den. Det er en lokal plante, så den skal nok klare sig og vil med tiden brede sig over gravstedet.

Men endnu er det lidt bart, så det pyntede voldsomt, da jeg satte en kæmpebuket studenternelliker fra haven på Øland. Jeg satte dem direkte i jorden - og de skal nok holde sig en tid i det regnfulde vejr og de indtil videre beherskede temperaturer i Nuuk.

Jeg havde glemt batterier, så jeg kunne ikke tænde det kunstige stearinlys på graven. Men det gør ikke så meget, for det er jo lyst døgnet rundt.

Meteorologerne lover godt vejr på søndag, så det bliver nok til endnu et besøg på kirkegården, inden turen går hjemover igen mandag morgen.

Tilbage i Nuuk

Lang dag

Torsdag var jeg tidligt oppe - og det blev en meget lang dag.

Jeg måtte ud af fjerene klokken 3, og en time efter gik turen så til Aalborg Lufthavn. Her skulle jeg skrive om en ny flyrute direkte til Nuuk.Nye flyruter bliver altid fejret med kaffe, kage, balloner, taler og rød snoreklipning. Det ved jeg af erfaring, for det er ikke første gang, jeg prøver det.

Men det korte af det lange er, at flyet med en halv times forsinkelse lettede kl. 7. Så gik det ellers nordvest over, til vi landede i Nuuk 10 minutter forsinket kl. 8.25 - for der er jo tre timers tidsforskel mellem Danmark og Grønland. Det var såpas tidligt, at jeg kunne nå en hel arbejdsdag på Sermitsiaqs redaktion med både lidt skriveri og et par møder.

Men jeg indrømmer gerne, at jeg ved fyraftenstid grønlandsk tid var godt brugt. Så jeg skulle lige have en morfar, inden en hurtig aftentur i Nuuk Downtown efter pizza.

Nuuk ligner sig selv, selv om der er blevet bygget meget, siden jeg flyttede fra byen i 2007. Men der er kommet flere turister - ingen tvivl om det. De er ret lette at genkende, for turister i Grønland er af uransagelige årsager altid iklædt Fjällræv-tøj eller lignende.

Ellers hæftede jeg mig især ved en ting. Hans Egedes kirke - domkirken midt i centrum - har fået klokkespil. Og netop klokkesangen kl. 18 var "Nu er jord og himmel stille". Det kan kun glæde en gammel spejder, så jeg stod andægtigt op og lyttede midt i storbyens travle puls.

Jeg var lidt imponeret over dagens flyvetur. Jeg er ellers skeptisk over for den moderne udvikling, men nu var det min tur nummer cirka 90 mellem Aalborg og Nuuk. Den tur har jeg normalt altid brugt en hel dag på, men denne gang tog det kun fire en halv time. Det er da fascinerende, at man kan stå tidligt op på Øland - og så møde på arbejde i Nuuk om morgenen samme dag.

Men indrømmet - jeg faldt i søvn foran fjernsynet på hotelværelset, næsten inden jeg fik det tændt.

Stegt havtaskefilet

Frås

Jeg er vild med havtaske. Det fine faste kød, der i strukturen kan minde om kyllingekød, er fuld af velsmag, saft og kraft, som ingen anden fisk. Selv om det måske minder lidt om kylling, smager det af fisk og er en delikatesse uden lige.

Det bliver desværre ikke hverdagsmad med en kilopris i omegnen af 500 kroner. Men jeg faldt over et par stykker havtaskefilet til bekæmp-madspild pris - og så skulle der fråses på en næsten almindelig mandag aften.

Det er nem mad. Jeg panerede fileterne i rugmel med salt og peber - og så røg de ellers på en varm pande med smør i to minutter på hver side. Sværere er det ikke.

Jeg serverede havtasken med lidt nye kartofler, friskplukkede rå asparges og så lidt hummersauce. Det sidste er rent snyderi, for det var i virkeligheden Royal Greenlands færdiglavede hummersuppe jævnet med lidt maizena.