Manden med det lille ansigt

Jeg har en passion for svenske kriminalromaner. Passionen går helt tilbage til gymnasietiden. Det begyndte med "Terroristerne" - afslutningen på Sjöval/Wahlöös mesterværk "Roman om en forbrydelse".
Siden er det gået slag i slag - flere og flere forfattere er kommet til, og kun sjældent har de skuffet. Det er vel efterhånden også blevet sådan, at de svenske forfattere kan deles ind i forskellige undergrupper. En af de bedst sælgende grupper er det, som forlagene og journalister ynder at kalde for krimidronninger - svenske kvindelige forfattere, der skriver kriminalromaner med et ofte slet skjult feministisk budskab.
Et godt eksempel er Helene Tursten. Jeg er netop blevet færdig med hendes seneste bog, "Manden med det lille ansigt" - en rigtig god kriminalroman med et drønspændende plot, godt blandet op med dagliglivets trivialiteter som problemer med teenagebørn og en hund, der skal til dyrlægen. Som helhed er der sådan set ikke noget at sige bogen på - og dog.
Helene Tursten er rigtig godt forarget over den handel med unge piger, som foregår fra østlandene til blandt andet Sverige - og det har hun gerne villet lave en roman om. Derfor har hun researchet emnet og opfinder en politiinspektør, der angiveligt skal være ekspert på området. Den figur holder simpelthen ikke. Det bliver belærende og kedeligt - og så er afsnittene med denne person præget af en uudholdelig kildeafsmitning rent sprogligt, så det på et tidspunkt var lige før, at jeg lagde bogen på hylden.
Bogen skæmmes også af to tråde, der ikke bliver sluttet ordentlig af: Der er en antydning af en forelskelse mellem kollegaen Tommy og så den før omtalte kvindelige kriminalinspektør med forstand på menneskehandel, og så er der historien om kriminalkommisær Anderssons skjulte sukkersyge. Disse to sidehistorier havde jeg gerne set afsluttet ordentligt, men da Helene Tursten jo har det med at fortsætte sine romaner, kan jeg sikkert se frem til det i en kommende bog. Alligevel betragter jeg det som håndværksmæssig sjusk.
Helene Tursten har i øvrigt den tradition at sende sin hovedperson Irene til udlandet i hver eneste roman for at efterforske sagen. I denne bog er det fuldstændig overflødigt, og det bliver da heldigvis kun til to dage på Tenerife. Men jeg gætter at svenske krimiforfattere kan trække udgifterne til research fra i skatten, så det har sikkert været nødvendigt med dette lille indslag for at få et fradrag for sommerferien på Tenerife.
Blandt de svenske krimidronninger er der i øvrigt to retninger. Dels dem, der ikke rigtig kan finde ud af det der med mænd, og så dem, der lever i lykkelige parforhold. Det ser ud til, at den første gruppe er centreret omkring Stockholm, og den anden gruppe, der repræsenteres af Tursten og Camilla Läckberg holder til i området rundt Göteborg. Det siger sikkert en masse om det svenske samfund.
Manden med det lille ansigt er som sagt en rigtig spændende bog, som det betaler sig at læse til ende, men den skæmmes altså af en del håndværksfejl.

Ha' det
Jesper