mandag den 6. marts 2023

Årets første haveprojekt

Nyt asparges-bed

Så er jeg blevet færdig med årets første haveprojekt - et nyt højbed til mine asparges.

Vejret har jo været fint den seneste tid - og det har kriblet i fingrene med at komme i jorden i takt med at vintergækker, erantis og krokus myldrer op af jorden.

Så for to uger siden gik turen til tømmerhandlen, hvor jeg indkøbte materialer til et højbed efter en model, jeg selv havde udtænkt. Så byggeriet tog lidt tid, for nok kunne jeg se højbedet oppe i hovedet, men jeg havde ikke helt gennemtænkt, hvordan det rent praktisk skulle udføres.

Så det fik jeg så et par dage til at gå med. Det er ret typisk for min måde at arbejde på. Ikke altid gennemtænkt. Men hvo intet vover, intet vinder. Jeg synes da selv, at det ser fint ud.

Søndagen forløb med høj sol, selv om der er varslet snestorm i den kommende uge. Så var det bare med at få fyldt jord i og flyttet aspargesene. De står nu i den ene halvdel i en blanding af afrettersand og kompost. Meget bedre kan asparges næppe få det. Og lidt senere på sæsonen er det så planen, at plante yderligere ti planter, som om et par år forhåbentlig er store nok til at give en anstændig høst.

Jeg ved for resten slet ikke, om det kan lade sig gøre at flytte gamle asparges-planter. Litteraturen siger ikke meget om det, men nu forsøger jeg altså. Det hastede lidt og blev årets første haveprojekt, fordi jeg har en ide om, at det nok er bedst at flytte de gamle planter, inden væksten går i gang.

Så nu glæder jeg til snestormene er ovre - og når jeg forhåbentlig skal i gang med aspargeshøsten en gang i april.

1 kommentar:

Charlotte (MotherOwl) sagde ...

Det ser fint og solidt ud. Jeg har flyuttet aspargesplanter. De gav lidt mindre, og jeg var lidt blidere ved dem det første år. Så jo,det kan du sagtens.