Fasandræberne

Danmark kan sandelig også være med i den moderne krimi-tradition. Det er Fasandræberne et håndfast bevis på - skrevet af den tidligere boghandler i Vordingborg, Jussi Adler-Olsen.
Bogen har nøjagtig det samme, som alle de svenske og norske succes-romaner. En hovedperson, politimand, med personlige problemer og forbryderiske kapitalister. Egentlig temmelig trivielt, men i fin overensstemmelse med den svenske tradition, hvor forfatterne føler sig forpligtet til at være samfundskritiske.
Fasandræberne er det foreløbige andet skud på stammen i en serie om kriminalkommisæren Carl Mørck, der efter en mislykket aktion bliver parkeret i kælderen under Politigården i København som leder af afdelingen for cold cases - uopklarede sager. Til at hjælpe sig har han Assad - en irakisk indvandrer, som er snu, udiplomatisk og fuldstændig uden forståelse for det danske sprogs finere nuancer. Det er til tider rablende morsomt - og er vel et specielt dansk touch. I Norge og Sverige ville en sådan biperson straks stemple forfatteren som racist - og udløse en større samfundsdebat om det urimelige i at gøre grin med folk, der ikke er fuldt integreret i samfundet.
Men bare rolig - Assad er betydelig bedre integreret end det virker på overfladen. Og han er pragtfuld i en rolle, der bedst kan karakteriseres som drengen i kejserens nye klæder.
Plottet er banalt - en gruppe af samfundets rigeste med fælles kostskolebaggrund dræber og myrder for underholdningens skyld og kan i kraft af deres position i samfundet lægge en masse hindringer i vejen for en psykisk ustabil kriminalkommisær. Og på den måde er håndværket i orden - lidt gys, uhygge og spænding hele vejen igennem. Og så krydret med god dansk lune og humor, som løfter bogen op over den svenske tradition.
Jeg overgiver mig ubetinget og giver seks ud af seks tørfisk - og jeg glæder mig til at få læst den første bog i serien.

Ha' det
Jesper