Syn for sagn

Bukkefeber

Så fik jeg set nærmere på den råbuk, der nær havde skræmt livet af mig forleden, da den kiggede ind ad køkkenvinduet.

Jeg var på vej ud af døren, da jeg fik øje på ham nede i baghaven. Denne gang var der knap så meget panik som forleden. Så bukken stod pænt stille, mens jeg tog et par billeder - og så luskede han ellers stille af mellem træerne over mod naboens gårdsplads.

Alligevel blev jeg ramt af bukkefeber - og kunne næsten ikke vente, til jeg kom hjem, for at se nærmere på billederne.

Billedet er hæderligt - om end ikke prangende. Vejret var mørkt og snusket med småregn - og ukrudtet i baghaven skyggede.

Det er en spidsbuk - altså en ung han med sit første gevir med kun en enkelt spids. Hvis man ser på billedet med lup, vil man se en mikroskopisk udposning på venstre horn - og så er det egentlig en såkaldt gaffelbuk. Men den slags detaljer anfægter mig ikke - sandheden må jo ikke stå i vejen for en god historie, som polarforskeren, pralrøven og redaktøren af Ude & Hjemme Peter Freuchen altid sagde.

I øvrigt mødte jeg noget af bukkens familie fredag aften ovre ved Skallerne. En rå med to lam i timen efter solnedgang.

Billedet er taget ved ISO 6400 - med fuldt overlæg. For jeg var på vej ud for at fotografere noget halloween-gøgl - og det skulle helst ske i skumringstimens ringe lys.

Vindueskigger

Midt i naturen

For dælen da. Det var godt nok lige før, jeg sked blod her til morgen.

I skumringen ved 8-tiden hentede jeg rundstykker hos bageren i Halvrimmen. Vel hjemme igen stod jeg i køkkenet og var i gang med at smøre morgenbrødet - helt i mine egne tanker. Så var der et eller andet, der bevægede sig uden for køkkenet, og jeg kiggede op.

Der stod sgu en vindueskigger - en råbuk med et flot gevir. Vi så hinanden dybt i øjnene et kort sekund - og bukken var ude af synsfeltet. Nøj, hvor blev jeg forskrækket.

Men jeg greb det nærmeste kamera og styrtede ud af døren. Selvfølgelig under al for meget larm, så jeg vil ikke fortænke dyret i at forføje sig i al hast. Vi kikkede lige hinanden i øjnene en gang til, da bukken vendte sig ude på vejen - og væk var han i buskadset i genboens have. Ingen billeder.

Jeg blev forskrækket, gjorde jeg. Men det er nu en gang prisen for at bo midt i naturen, så det lever jeg med.

Det er heller ikke noget nyt, at jeg har rådyr i haven. Men det er altså første gang, at jeg har kikket et af dem i øjnene.

Billedet er fra arkivet - taget for et par år siden en sommermorgen i Svinkløv Plantage.

Verdens heldigste mus

Årstidens daglige kamp

Da jeg her til morgen tjekkede fælderne, var der en halsbåndmus, som var kommet til at udløse en af rottefælderne i kompostbeholderne. Desværre var den ikke død, men var kommet i klemme med det ene forben og kæmpede nu for at komme fri.

Det er jo ikke meningen, for en god mus er en død mus - og rottefælderne er ganske glimrende også til halsbåndmus. Da jeg ville samle fælden op for at gøre det af med kræet, fik den imidlertid vristet sig løs - og væk var den.

Det var så dens lykkedag, men jeg tvivler nu på, at den er sluppet fra mødet med fælden uden et brækket ben, så det er nok en stakket frist.

Men den har kæmpet bravt - det må man lade den. Da jeg løftede fælden, bemærkede jeg noget hvidt pulver. Det viste sig, at musen har forsøgt at gnave sig fri af af fælden, men en rottefælde er altså meget stor for en bitte mus, så jeg tvivler ærlig talt på, at projektet ville lykkes for den.

Men jeg har nu tidligere oplevet voldsomme bidmærker i fælderne. Det vidner om, at så længe der er liv, er der håb. Også for en mus eller rotte.

Dagen bonusbillede er en regnbue, som jeg så lige ved solopgang. Jeg har været tidligt ude i dag, for jeg er i gang med at tømme alle krukkerne og gøre pelargonierne klar til vinteropholdet på værkstedet. Det skete i dag i projektørernes skær, for det har været en skøn vindstille morgen. Og ganske hyggeligt akkompagneret af tusindvis af gæs, som har passeret parcellen i den årle morgenstund. 

Kikset hvedebrød med østers og champagne

Caravellen på plakaten

På mit kontor hænger en reproduktion af en gammel reklameplakat fra SAS. Den er et minde om en temmelig kikset flyvetur. Det vender jeg tilbage til længere nede.

Men forleden fandt jeg tilfældigvis historien bag plakaten. Den er lidt sjov, så den tager vi først.

I 1957 - altså et år før jeg blev født - bestilte SAS seks Caraveller hos Sud Aviation i Frankrig til levering i 1959. Det var stort, for med ordren trådte SAS ind i jetalderen, så det skulle der naturligvis laves reklame for - og helst i god tid inden flyene blev leveret.

Så PR-chefen fra SAS, Trygve Svendsen, tog til fabrikken i Toulouse og lånte prototypen. Der blev klistret nogle logoer på skroget, og nogle ansatte fra fabrikken blev udkommanderet til at møde i deres fineste tøj, for dengang var der stadig stil og klasse over flyvning, så selvfølgelig mødte man op i pænt tøj, når man skulle ud at flyve.

Da alt var klar til fotoshootet, besluttede Trygve Svendsen, at han ville have en rød løber til flyet. Han bad fabrikken om en, og svaret var, at vi ikke har nogen. Så det endte det med, at de måtte bestille en rød løber i Paris, som blev sendt med næste eksprestog til Toulouse - og endelig kom billedet i kassen.

Jeg elsker billedet, selv om jeg aldrig har fløjet Caravelle. For det var virkelig en begivenhed, at man pludselig kunne flyve med jet i Danmark. Jeg mindes min barndoms ferier hos Onkel Ejvind, der boede nær Tirstrup  Lufthavn. Vi skulle altid ud i haven og kigge, når Caravellen kom på sin daglige rotation fra CPH.

SAS fløj med Caravelle frem til 1974.

Jeg fik plakaten i 2009 som et slags plaster på såret, efter at SAS mere eller mindre ødelagde vores hvedebrødsferie.

Dina og jeg blev gift på Bratskov i al stilhed lørdag formiddag den 22. august 2009. Bagefter gik turen til lufthavnen, fordi jeg havde booket brudesuiten med tilhørende spa-ophold på Hotel Hilton (som hotelkæden overtog fra SAS i 2006) i CPH, da vi om søndagen skulle til Adams barnedåb.

Det gik ikke helt efter planen. Vel ankommet til AAL var beskeden, at flyet (en næsten splinterny CRJ-900NG) var gået i stykker, så spa-opholdet på Hilton blev konverteret til et ophold i lufthavnens cafeteria, hvor vi så blev beværtet med hvidvin i rigelige mængder på SAS's regning. De kunne godt se, at flyselskabet havde sat en frequent flyer med guldkort i en slem forlegenhed.

Hvidvinen blev i øvrigt indtaget sammen med piloterne, der kunne fortælle om fejlen på det nye fly. Aldrig oplevet før og så videre. Det elektriske system var bare helt dødt. Piloterne måtte pænt blive i Aalborg, indtil flyet forventeligt ville blive repareret mandag.

Hen under lørdag aften gik turen til København i en bedaget MD-80. Det var nu et godt bytte, for sæderne i MD-80 er betydeligt bedre end i en CRJ-900.

Vi ankom først til Hilton ved 20-tiden. Her stod personalet på pinde for os - klar med den helt store bryllupsmiddag. Jeg kan ikke huske præcist, hvad menuen var, men vi lagde i hvert fald ud med østers - de dyre vadehavsøsters og ikke de tarvelige stillehavsøsters. Det ved jeg, for Dina gemte skallerne - og de ligger den dag i dag i vindueskarmen på badeværelset.

På hotelværelset var der stillet champagne, chokolade, chips og frugt frem. Det manglede da bare, for jeg var stamgæst på Hilton i de år. Søndagens barnedåb var også en fest, så vores hvedebrødsweekend endte med at blive både sjov og mindeværdig.

Men så let skulle SAS nu ikke slippe. Så i ugen efter ringede jeg til flyselskabet og ville have pengene tilbage - og også gerne en erkendtlighed. Sådan endte det - og erkendtligheden er den fine plakat, som nu hænger her på kontoret og minder mig om vores bryllup - dengang vi var unge, smukke og jeg stadig kunne tåle god vin og champagne. Så et kært minde er det.

Toppet skallesluger

Morgenhår

Den toppede skallesluger kan ikke gøre for, at der ser ud, som den gør. Men hver gang jeg ser den smukke fugl, kommer jeg altså til at tænke på tømmermænd. Håret stritter og øjnene er røde. - Høhø, den var godtnok høj i går...

Jeg tog et smut ned til dæmningen, da jeg var færdig med dagens dont. Egentlig ville jeg i haven, men vejret var så fint. Totalt vindstille, lidt varmt og solskin i timen før solnedgang.

Desværre var der ikke det helt vilde fugleliv på skudhold. Men tæt på Bjerget lå der et par toppede skalleslugere og slikkede sol i vandkanten. De opdagede mig desværre og stak til søs. Men jeg nåede da lige et par fotos.

Toppet skallesluger er en almindelig vintergæst her ved Limfjorden. De holder af at overvintre ved lavt vand - og det har vi jo rigeligt af her på egnen. Om sommeren holder den til længere mod nord - og jeg husker da, at vi havde mange af dem hver sommer i Straumsbukta.

Dagens bonusfugl er en storspove. Dem er er der mange af i øjeblikket, men de trækker snart sydover til blandt andet Holland og Frankrig. Storspoven er virkelig stor, når man kommer tæt på - og næbbet er ret imponerende, synes jeg.

Desværre er den temmelig sky og svær at have med at gøre. Til gengæld har den en flot melankolsk sang, som jeg i øjeblikket ofte hører om morgenen, når solen står op.

Grønland viser tænder

Højmesse

Fiskeri er big business i Grønland, så i denne uge er jeg selvfølgelig til fiskerimesse i Aalborghallen - Aalborg Kongres og Kultur Center, som foretagendet kalder sig selv nu til dags.

Det er Nordeuropas største af slagsen og foregår hvert andet år, så det er vistnok er sjette gang, jeg er med - primært for at skrive nyheder til Sermitsiaqs læsere. For messen tiltrækker mange grønlandske besøgende og udstillere.

De grønlandske virksomheder har en stor fællesstand, der er flankeret af en udstilling om Grønland, som Aalborghallen og Det Grønlandske Hus står bag. Og selv om der ikke er isbjørne i gaderne i Grønland, er der selvfølgelig også et isbjørneskind med som blikfang.

Jeg noterer også, at der blandt de udstillede effekter er både Araba-kaffe og skibskiks. Så bliver det heller ikke mere grønlandsk for kendere. Araba er er særlig kaffe, der er udviklet til det kalkfrie grønlandske drikkevand, og skibskiks opblødt i Araba er en stor grønlandsk delikatesse.

Dagens messebesøg bød også på et par nye effekter til samlingen af mærkværdige reklamegaver - en nøglering af kork, som er god at have, når man sejler - og så en besynderlig anordning, der detekterer elektromagnetisk stråling og kan fortælle, hvilken vej en elektrisk pumpe kører.

Jeg er ellers blevet temmelig immun over for alle disse reklamegaver - bortset fra kuglepenne, som jeg altid kan bruge. Men pumpedetektoren er simpelthen for mærkelig til, at jeg kunne lade den ligge - og nøgleringen er sjov, for den reklamerer for den grønlandske telestyrelse, der på grønlandsk hedder Nalunaraasuartaateqarnermut Aqutsisut. Det første ord kan jeg ikke udtale, men jeg ved, at Aqutsisut betyder styrelse - og sådan er det jo med de grønlandske ord.

P.s.: Det længste kendte ord på grønlandsk er sandsynligvis "Nalunaarasuartaateeranngualioqatigiiffissualioriataallaqqissupilorujussuanngortartuinnakasinngortinniamisaalinnguatsiaraluallaqqooqigaminngamiaasiinngooq". Det betyder på dansk: "Der var rapporter om, at de tilsyneladende – Gud ved hvor mange gange – igen havde overvejet om jeg, i min dårlige tilstand på trods af, stadig kunne betragtes som ganske dygtig og opfindsom og som initiativtager til at sætte et konsortium sammen til etablering af en række små radiostationer".

Valnødderne falder trindt om land

God valnøddehøst

De seneste par uger har jeg danset rundt om valnøddetræet en gang om dagen. For nødderne var så småt begyndt at falde ovenfra. De første valnødder er også prøvesmagt - og de smager ganske som forventet godt.

Så blev det stormvejr natten til lørdag. Det satte gang i høsten. På søndagens tur rundt om træet måtte jeg hente en ekstra skål, for det var enorme mængder af valnødder, der var faldet ned - fuldt modne og lige til at spise.

Det får nu vente. I første omgang skal de behandles med Atamon mod mug - og så skal de tørres på værkstedet. Her er luften meget tør - omkring 30 procent. Det er vigtigt at få dem tørret. For så holder de sig mindst til jul. Valnødder er jo dybest set en sund form for juleknas.

Det er også med at få reddet valnødderne. Musene er så småt begyndt at vise sig for alvor. Der skal nok også være rotter derude. Og så har jeg næsten hver dag dag de seneste uger set egern i haven. Det er hyggeligt med egern, som er meget underholdende, men mine valnødder får de altså ikke. De må nøjes med hasselnødderne og de mange agern og bog, der falder netop nu.

Valnøddetræet er 16 år gammelt. Det er af sorten Mountain View og har givet pænt i 10 år. Men jeg tror alligevel, at årets høst bliver den største nogensinde.

Træet blev plantet allerede det første år vi boede på Nørremarksvej. Det er desværre ikke så pænt. Det fik et par alvorlige frostskader de første par år, hvor vi havde hårde vintre. Det forsøger jeg så at rette op på ved at beskære træet forsigtigt hvert efterår - og det begynder da at ligne noget.