Sirius på livstid

Jubilæum

Foto: Privat

- Sirius ændrede vores liv for altid.

Sådan lyder det samstemmende fra fem tidligere Sirius-mænd, der søndag aften var samlet til den grønlandske Sirius-mand Alfred Olsens 78-års fødselsdag som en lille forfest til mandagens officielle fejring på Flyvestation Aalborg af, at det er 75 år siden, at den legendariske slædepatrulje blev født.

Fra venstre Lars Grunnet, Gert Bonde Iversen,
 Alfred Olsen, Per Ølholm og Asbjørn Bruun. 

Det blev til en aften med masser af historier, men også til en aften, hvor de tidligere ”fupper”, som det kaldes, reflekterede over, hvad de godt to års ophold i kulde, mørke og isolation havde betydet for deres tilværelse.

- Det er ingen overdrivelse, når man siger, at en Sirius-mand kan alt – undtagen at føde børn. Men det kan han så hurtigt lære, siger Gert Bonde Iversen, som kom til Nordøstgrønland og Daneborg i 1971.

Det er hele pakken

- Det ved arbejdsgiverne godt, så det er nemt at finde arbejde, når der står Sirius på CV’et, forklarer Gert Bonde Iversen.

- Sirius slipper dig aldrig. Det er meget mere end blot et arbejde og et eventyr. Man kommer hjem med en uendelig kærlighed til den grønlandske natur, hundene og Grønland i det hele taget. Man søger to års spænding – og får så hele pakken med resten af livet.

Per Ølholm, der kom til Nordøstgrønland i 70 sammen med Alfred Olsen, er enig.

- Da jeg kom hjem, fik jeg et job som håndværker på Kolding Sygehus med en maskinarbejderbaggrund – men det var Sirius, der gjorde udslaget. Det blev til i alt 37 år i sygehusvæsnet, hvor det også blev mig, der en gang blev sendt til Saudi-Arabien i et år, da der skulle bygges et nyt hospital dernede. Den tillid havde chefen nok aldrig vist mig, hvis ikke jeg havde været i Sirius.

Ingen nemme løsninger

- Det afgørende er, at man kan stole på en Sirius-mand, siger Alfred Olsen.

- Det er hele forudsætningen for, at man kan overleve i Nordøstgrønland. Arbejdet skal gøres hver dag. Man er aldrig færdig, men tager fat på den næste opgave uden at brokke sig – for man skal også altid være et skridt foran, så man er forberedt, hvis planerne ændrer sig på grund af vejret og naturens luner.

- Der er ingen nemme løsninger, når man er på rejse med hundene. Hundene skal fodres og teltet skal op – uanset hver træt du er, og hvilken rang du har. I naturen betyder kors, bånd og stjerne intet, siger Alfred Olsen, der også lægger vægt på den grundlæggende militære uddannelse.

- Disciplin og selvbeherskelse er jo egenskaber, som alle arbejdsgivere sætter pris på, mener den grønlandske Siriusmand, der efter tjenesten kom hjem til Sisimiut og arbejdede i entreprenørbranchen, inden han var med til at opbygge Grønlands første kommunale tekniske forvaltning – og i øvrigt også blev kommunalbestyrelsesmedlem plus masser af andre tillidsposter.

- For det er tilliden, der gør den lille forskel, siger Alfred Olsen.

Født eventyrer

Lars Grunnet havde aldrig tænkt på at søge ind til Sirius, da han så et opslag om slædepatruljen på Stevnsfortet, hvor han var værnepligtig i 1970.

- Det lød spændende. Jeg er født i Sydafrika og havde som sømand været i Vietnam under krigen – og jeg har nok arvet min fars eventyrlyst og rastløshed, så hvorfor ikke også Nordøstgrønland, siger Lars Grunnet, der i dag er medlem af Eventyrernes Klub og kan se tilbage på en lang karriere inden for politiet.

- Det er en del af min natur at søge til eliteenhederne, hvor de bedste folk er. I politiet endte jeg hurtigt i Uro-patruljen, hvor jeg især beskæftigede mig med narko i de mest betændre miljøer i København og kom herefter til Rejseholdet i en del år, hvor jeg var med til at opklare nogle af Danmarks mest grusomme drabssager.

- Grønland havde ikke sluppet sit tag i mig, så det blev også til otte år i Grønlands Politi, hvor jeg arbejdede i Upernavik, Uummannaq, Sisimiut og Nuuk.

- Endelig blev det til fire år i Ukraine, hvor jeg var forbindelsesofficer for de nordiske politikorps.

- Det kostede mig sjovt nok en finger, der blev bidt over af en bidsk hund. Efter mit ophold i Sirius var jeg nok lidt overmodig og bildte mig ind, at jeg kunne styre alle hunde, griner Lars Grunnet.

Nissebanden

Foto: Asbjørn Bruun

Selskabets yngste deltager er Asbjørn Bruun, der kom til Daneborg i 2007.

- Jeg er meget målbevidst, og allerede som syv-årig besluttede jeg, at jeg ville til Sirius, da jeg så Nissebanden i Grønland og lille Inuk med hans hundeslæde på de store vidder. Jeg var solgt på stedet.

- Siden jeg kom hjem fra Sirius, har jeg brugt alt det, jeg har lært og dyrker ekstremsport på højt plan. Blandt andet er jeg den første dansker, som har løbet på ski ad det 1.500 kilometer lange Idatarod-slædespor i Alaska.

- Også min kæreste har jeg mødt takket være Sirius. Hun er forsker på Oslos Universitet og hedder Ann Christin. Jeg mødte hende den sidste sommer, jeg var på Daneborg, hvor hun var en del af et norsk forskerteam. Vi har holdt sammen lige siden, selv om vi bor hver for sig.

- Så det er ikke løgn, når de gamle Sirius-folk siger, at Sirius aldrig slipper sit tag i dig. Sirius er en livstidsdom, lyder det med et smil fra Asbjørn, der i disse dage er i gang med træningen til et supermaraton på den danske ø Mors. Der skal løbes 100 miles – 160,9 kilometer på en dag.

- Selvfølgelig kan jeg det. For en Sirius-mand holder, hvad han lover, lyder det fra Asbjørn Bruun.

Artiklen er bragt første gang i printudgaven af Sermitsiaq den 22. august 2025.