onsdag den 28. maj 2025

Landevejsridder

On the road again

Jeg er ikke særlig vild efter at køre bil. Men det er nødvendigt for at passe arbejdet. Weekenden var særlig slem.

Fredag kørte jeg hjemmefra allerede kl. 4.30 med kurs mod Søndervig ved Ringkøbing, hvor der i øjeblikket er sandskulpturfestival med et grønlandsk tema. Jeg valgte at køre nedover Viborg og Holstebro, for det er sådan en pæn tur, der tidligt om morgenen kan køres i blød-hat-tempo. Så den tur nød jeg.

Anderledes hurtigt gik det tilbage igen over middag. Denne gang via Lemvig og Thisted, for jeg skulle fotografere en skater-opvisning i Brovst kl. 16. Kl. 18 fortsatte jeg så i skoven ved Bratskov, hvor der var rågeungejagt.

Lørdag morgen gik turen til Ingstrup ved Løkken, hvor der var en såkaldt børn- og ungefestival. Herefter i al hast til Vester Thorup nær Vejlerne, hvor der var indvielse af et madpakkehus - og så sluttede jeg eftermiddagen af i Fjerritslev med Limfjordsporterfestivalen.

Søndag formiddag kørte jeg så til Blokhus, hvor jeg lavede et interview med en ny iskiosk-ejer og snakkede med folk om situationen omkring det navnkundige værtshus Lanternen, som lukkede sidste år. Herefter kørte jeg til Ulveskoven, hvor der var et lokalhistorisk arrangement.

Så nu gider jeg ærlig talt ikke køre ret meget mere, men jeg slipper jo nok ikke. Men man skal nu heller ikke have ondt af mig, for det var også en sjov weekend. Jeg kan godt lide at have lidt travlt og snakke med en masse mennesker.

Sandskulpturerne i Søndervig var imponerende - og jeg kan bestemt anbefale et besøg. De største af skulpturerne er 10 meter høje - og det hele er rammet ind af en 200 meter lang og syv meter høj sandskulpturvæg. Der er brugt 11.000 tons sand til projektet.

I Ulveskoven tog jeg et foto af Jonna og Henning Thorsen (se nedenfor), der havde mødt hinanden på den gamle restaurant for 56 år siden. Billedet af de to sad bare lige i skabet - og det vidste jeg allerede, da jeg trykkede på knappen. Det giver fotografisk bukkefeber - og så kører jeg gerne den ekstra kilometer.

søndag den 25. maj 2025

Kaffe til uventede gæster

Halv Pris


Foto: John Eliassen
Det mindede alvorligt om en Gevalia-reklame - hvilken kaffe byder du uventede gæster? - da jeg tirsdag aften uventet fik besøg af John Eliassen fra Sisimiut, der lige kom fordi på den trehjulede Harley sammen med fru Jakobine.

Nu havde jeg ikke Gevalia på lageret, så de uventede gæster måtte nøjes med almindelig Peter Larsens den grå. Men det gik nu også endda. For der blev udvekslet røverhistorier og minder i den helt store stil - og hyggeligt var det.

Det blev naturligvis også til en rundvisning i det lille hus på Øland - og stor var Jakobines og Johns begejstring, da de i galleriet på loftet fandt et billede af datteren Michaela. Selv om jeg ikke er udpræget  sportsfotograf, er det et af de bedste fotos, jeg nogen sinde har taget. Fuld af ægte glæde og begejstring efter afslutningen på 160 kilometers skiløb.

Jeg kender "Halv Pris", som er Johns øgenavn i byggebranchen, helt tilbage fra mit første ophold i Sisimiut for godt og vel 30 år siden. Det blev til en del fyraftensøl - og da vi fandt på at oprette et madhold i aftenskolen, var det også med Johns firma, BJ Entreprise, som forklædesponsor - selvfølgelig, for John lider ikke af falsk beskedenhed.

Madholdet hed "Madlavning for finere mænd". Ikke helt tilfældigt, for de var der alle sammen: Forsikringsagenten, snescooter-importøren, værftsdirektøren, postmesteren, entreprenøren, tømrermesteren, politibetjenten og så selvfølgelig informationschefen. Festlige mænd som hyggede sig i de lange vinteraftener med god mad og vin i forsvarlige mængder. Afslutningsfesten, hvor også konerne var inviteret med, strakte sig over en hel weekend og gav stof til den lokale sladder og underholdning mange måneder efter.

Kaffemødet tirsdag blev så også en velvalgt lejlighed til lige at mindes kokken Bennie Nielsen, som var lærer på madholdet.

Han introducerede os blandt andet til Laks Baroque - en resteret med røget laks - som er en af de faste forretter i mit køkken. Efter de muntre år i Sisimiut, hvor Bennie var forpagter af Pub Raaja, flyttede han for 25 år siden til Maniitsoq, hvor han frem til sin død i januar var kok og hotelchef på Hotel Maniitsoq.

Det hyggelige kaffemøde sluttede på Naturcafeen på Gjøl. Det var det eneste sted, som havde åbent en tirsdag aften uden for sæsonen. Grillbar-schnitzel. Den smagte forbløffende godt - også selv om folk, der har gået på Madlavning for finere mænd, er bedre vant.

lørdag den 17. maj 2025

Minderne lever

Tiden går

Det er i dag Norges nationaldag - og langt de fleste nordmænd fejrer dagen med bunad og røde pølser, sådan som de nu har for vane. "Ja, vi elsker dette landet..."

Det er også Dinas fødselsdag - og også dødsdag. Det er nu tre år siden, at "Hjemmestyret" døde. En frygtelig dag, som vendte op og ned på min tilværelse.

Livet skal gå videre - og det gør det også. Men der går næppe en dag, hvor jeg ikke tænker på et eller andet, som jeg gerne vil fortælle Dina - især nu i denne tid, hvor der sker så meget i haven.

Så jeg fandt lige et 16 år gammelt foto fra dengang, vi lige havde overtaget det lille hus på Øland - og hvor vi var i gang med det helt store fælles projekt, som haven var i mange år. Der er sket meget siden 2009. Sammenlign bare med fotoet, som jeg tog her til morgen.

Da jeg ledte efter billedet, fandt jeg et andet fra året før - 2008. Det er taget på altanen i Straumsbukta en morgen i begyndelsen af juni. Det var her, vi for alvor fik smag for livet på landet. Blandt andet muligheden for at spise morgenmad udendørs. Vi kom jo fra Grønland, så det var helt nyt for os.

Der er rundstykker på bordet - fra fryseren. I Straumsbukta var der 25 km til nærmeste butik - og frisk morgenbrød bruger man slet ikke i Norge. Her på Øland er der kun 5 km til bageren i Halvrimmen. Så her står den på nybagte rundstykker næsten hver dag - også på Norges nationaldag.

Tag den, Norge - Kjempers fødeland! 

torsdag den 15. maj 2025

Lille blomst - stor duft

Liljekonval

Liljekonvallens blomster ser ikke ud af alverden.

Bevares - de er da meget pæne, men store og prangende kan man ikke beskylde dem for at være. 25 blomsterstilke kan snildt stå i snapseglas.

Til gengæld er der fuldt tryk på duften. Så kort tid efter, at jeg havde sat blomsterne ind, var stuen fyldt med duften af liljekonval. Måske for parfumeret for mange, men mig generer det ikke. Tværtimod bliver jeg i godt humør, når jeg står op om morgenen, og duften af liljekonval blander sig med duften af frisk kaffe.

Jeg havde en gang mange liljekonvaller på parcellen. Men de er desværre i tilbagegang. Truet af halvinvasive arter som skvalderkål, ramsløg og ikke mindst spansk kørvel. Det skal jeg overveje at gøre noget ved - i hvert fald på den lidt længere bane.

Liljekonval var min mors yndlingsblomst. Mens vi boede i Grønland, sendte hun hvert forår en prøvekuvert med en buket op til os. Den var altid åbnet af toldvæsenet. Jeg går ud fra, at hashhundene gik amok, når du kunne lugte den skønne duft.

Liljekonvallernes tid er snart ovre. Men for de gamle, der faldt, er der nye overalt. Næste skud i havebøssen er studenternellikerne - og så bliver det bonderosernes tur. Oh, hvilken rigdom, hvilken glæde, fristes jeg til at sige - og helt gratis lige fra haven.

lørdag den 10. maj 2025

Nye vægpotter

Sommerklar

Jeg er godt i gang med sommer-forberedelserne i haven - og nu er vægpotterne på gårdspladsen på plads. Det endda i et større antal end normalt.

Sidste år mistede jeg to store stentøjspotter i en orkan. Desværre kunne jeg ikke rigtig finde nogle nye. Så i februar flottede jeg mig og bad den lokale kunstner og keramiker Karen-Marie Mondrup om at lave tre nye - med det ene krav, at de skulle matche to hængepotter fra hendes hånd rent farvemæssigt. Se billedet her ved siden af.

Karen Marie har klaret opgaven flot, og de tre unikke vægpotter hænger nu på den store væg på redskabsskuret med fuchsia.

Men det var rygtedes i familien, at jeg var i markedet for vægpotter. Så til min fødselsdag blev jeg begavet med yderligere seks vægpotter. De er så også kommet op at hænge på gårdspladsen, og jeg klarer mig nok på vægpottefronten et par år frem.

De fleste er plantet til med nye fuchsia. Jeg havde tre fuchsia på værkstedet fra sidste år, men de fik desværre lidt frost en nat, så bladene krøllede. De skal nok overleve, men står indtil videre i pleje på intensivafdelingen, mens jeg så kan overveje, hvor de skal gøre nytte.

Fire af vægpotterne er plantet til med fredløs, som gror villigt hele sommeren - og som kan tåle den stærke vind på udsatte steder. De er endnu grønne, men om føje tid vil de få lange hængende bladstængler med fine små gule blomster.

torsdag den 8. maj 2025

Nødlanding med lykkelig udgang

Happy ending

Det havarerede fly på havoverfladen. Foto: ATW
Det kunne nemt være gået frygtelig galt, da et tysk privatfly af typen Piper PA-46 Malibu med en motor fik motorstop over Davisstrædet 56 sømil sydvest for Narsarsuaq den 29. juli sidste år. Ombord på flyet var piloten og en passager. Motorstoppet resulterede i en nødlanding på havet.

Heldigvis var det en dygtig pilot, som gjorde alle de rigtige ting både før og under nødlandingen. Heldigvis var det i dagslys, vejret optimalt – klart og roligt, og heldigvis havde Arktisk Kommando tilfældigvis et Challenger-fly og inspektionsskibet Triton i området.

De to tyskere blev samlet op af Tritons gummibåd
blot 50 minutter efter nødlandingen. Foto: ATW
Så nødlandingen, der kunne have endt i en katastrofe med dødelig udgang, endte lykkeligt, da piloten og passageren blev samlet op fra deres redningsflåde af en gummibåd fra Triton blot 50 minutter efter nødlandingen. Cirka en time senere sank flyet på anslået 75 til 500 meters vanddybde.

Sivende olielæk

Nu har Statens Havarikommission for Luftfart udgivet sin rapport om hændelsen, der primært er baseret på samtaler med piloten, personel fra Arktisk Kommando, tekniske rapporter om flyet, hvorimod flyvraget ikke er hævet. Havarikommissionen kan derfor ikke pege på en konkret årsag til, at flyet fik motorstop, men skriver, at det sandsynligvis har været sivende olielæk fra motoren.

- Flyet ligger på meget dybt vand, så vi har vurderet, at omkostningerne ved at hæve vraget ikke vil stå mål med resultatet, forklarer undersøger Carsten Pedersen fra Statens Havarikommission for Luftfart.

- Videooptagelserne af flyet på havet viser ingen skader – og der var heller ikke spor af olie på skroget.

- Der er intet, der tyder på, at der er et generelt problem med flytypen. Piper PA-46 Malibu er kendt som et meget pålideligt fly, så det sammenholdt med, at det hele endte uden tab af menneskeliv, har gjort, at vi vurderer, at det ikke har været nødvendigt at hæve vraget.

- Hvis det var endt på en anden måde – hvis for eksempel at der havde været omkomne, så ville vi have søgt at hæve flyet. Men det er altså vores vurdering, at det ikke vil tjene noget formål i den konkrete sag.

- Det er først og fremmest vores opgave at højne flysikkerheden – og vores vurdering af hændelsen er altså, at den ikke har konsekvenser for hverken flytypen eller den måde, som hændelsen er blevet håndteret på.

Perfekt nødlanding

Havarikommissionen konkluderer i sin rapport, at nødlandingen fik en lykkelig udgang, fordi piloten reagerede helt efter bogen, da han udsendte først pan-pan og efterfølgende mayday og lavede en perfekt nødlanding. Det fremhæves, at både piloten og passageren bar overlevelsesdragter, og at flyets redningsflåde var parat, så de kunne forlade flyet sikkert umiddelbart efter landingen.

- Jeg må sige, at piloten var virkelig godt forberedt. Redningsflåden lå klar i kabinen – og da flyet lå på vandet, kunne man gå tørskoet ombord i flåden ved at åbne den øverste del af kabinedøren. Det var virkelig professionelt gjort. Det aftvinger respekt, siger Carsten Pedersen.

Det tyske fly på vej mod havoverfladen. Foto: ATW
Det tyske fly var lettet fra Goose Bay i Canada tidligere på dagen med kurs mod Narsarsuaq. Ombord var den 56-årige mandlige pilot, der var meget rutineret med godt 17.000 flyvetimer på bogen. Passageren var uddannet flymekaniker og havde også flycertikat med godt 900 timers erfaring.  De to mænd ejede flyet i fællesskab.

De to tyskere var på vej hjem til Tyskland fra verdens største flyshow, Airventure, som hvert år finder sted i Oshkosh i Wisconsin i det nordøstlige USA nær de store søer.

Storstilet redningsaktion

Da piloten udsendte sit mayday, blev meldingen modtaget hos både Naviair og Arktisk Kommando i Nuuk. Det viste sig, at både et Challenger-fly og inspektionsskibet Triton var i nærheden. Besætningen på Challenger-flyet fandt hurtigt frem til flyets position og kunne følge det i luften på vej mod havoverfladen.

Efter nødlandingen gik de to mænd fra det forulykkede fly i deres redningsflåde og kunne vinke til besætningen på Challenger-flyet, som overfløj positionen og forblev i området.

Inspektionsskibet Triton havde forinden sat kursen mod redningsflåden og fik 50 minutter efter landingen reddet de to personer op i Tritons gummibåd. De blev tilset af skibslægen på Triton, og så sejlet til Qaqortoq til afhøring hos Grønlands Politi.

Historien om den vellykkede nødlanding gik verden rundt i medierne. Det var godt stof – for et motorstop i et lille fly over et iskoldt hav kan nok få det til at gyse i de fleste avislæsere og TV-seere.Nødlandingen blev også udførlig omtalt i Sermitsiaq 2024/32.

Artiklen blev bragt første gang i Sermitsiaq 25. april 2025. Den blev 1. maj publiceret på Sermitsiaq.AG's netavis, hvor den i syv dage frem var den mest læste historie - selv om den ligger bag betalingsmuren. Det bekræfter min overbevisning om, at læserne gerne vil have positive historier med en happy ending - og at flere positive historier er en del af løsningen på de redigerede betalingsmediers læserkrise.

søndag den 4. maj 2025

Sidste nat med kliken

Klassisk forårsmenu

Fredag eftermiddag og aftenen med for den sags skyld havde jeg et lille gæstebud her på parcellen.

Det var min gamle gruppe fra Sct. Georgs Gildet, der holdt afslutning. Hvert andet år ryster vi posen og danner nye grupper, så vi skulle lige sætte et ordentligt søm i den gamle gruppes ligkiste.

Vi lagde ud i bålhytten, med bål, øl og så rypesnaps. Jeg spår, at rypesnaps bliver det helt store hit i år, efter at kong Frederik forleden fik en flaske forærende, da han var i Grønland.

Jeg havde droppet de sædvanlige og efter min mening trælse chips og serverede i stedet friske rå asparges af egen avl - taget fra aspargesbeddet en time tidligere. Det var et hit - og jeg måtte så også underholde byboerne med en længere forklaring om aspargesavl.

Dagens forret var en rigtig 80'er klassiker - laksemousse med smørristede skiver af flutes. Det er nemt at lave. 300 gram varmrøget laks, 1,5 dl creme fraiche, en håndfuld hakket bladselleri, salt og peber blandes sammen. Så rører man tre blade smeltet husblas i og slutter med at at vende yderlige en dl flødeskum i. Sættes på køl. Kan laves i forvejen.

Moussen så lidt kikset ud, for den havde ikke sat sig ordentlig og det var svært at skære den med det perfekte snit. En anden gang vil jeg lave den i små serveringsglas.

Hovedretten var kalvefrikasse. Rigtig forårsmad, som er en lys variant af vinterens simremad med masser af friske grøntsager - aktuelt blomkål, ærter og gulerødder og tilsat en ordentlig pot fløde som prikken over i'et.

Til sidst fik vi rabarber. Også nemt at lave og nyplukket af egen avl. Kogt i en sjat vand i et minut med en halv dåse vanillesukker. Som modspil til de syrlige rabarber havde jeg lavet en sauce af lidt fløde med hvid chokolade - og på toppen lidt knas i form af karamelliseret havregryn.

Til forretten serverede jeg min yndlings-bourgogne - Mâcon-Azè, rødvinen var Ventoux-bjergetapen fra Vidal-Fleury og til desserten et glas Drambuie - spædet op med is for mit eget vedkommende, for sådan vil jeg helst have likør.

Da gæsterne var gået. blev det også til et par gin og tonics, inden sengen angreb mig. Det er så sjældent efterhånden, at jeg drikker spiritus - men når det så skal være, skal det dæl'me også gøres ordentligt.