Sirius på livstid

Jubilæum

Foto: Privat

- Sirius ændrede vores liv for altid.

Sådan lyder det samstemmende fra fem tidligere Sirius-mænd, der søndag aften var samlet til den grønlandske Sirius-mand Alfred Olsens 78-års fødselsdag som en lille forfest til mandagens officielle fejring på Flyvestation Aalborg af, at det er 75 år siden, at den legendariske slædepatrulje blev født.

Fra venstre Lars Grunnet, Gert Bonde Iversen,
 Alfred Olsen, Per Ølholm og Asbjørn Bruun. 

Det blev til en aften med masser af historier, men også til en aften, hvor de tidligere ”fupper”, som det kaldes, reflekterede over, hvad de godt to års ophold i kulde, mørke og isolation havde betydet for deres tilværelse.

- Det er ingen overdrivelse, når man siger, at en Sirius-mand kan alt – undtagen at føde børn. Men det kan han så hurtigt lære, siger Gert Bonde Iversen, som kom til Nordøstgrønland og Daneborg i 1971.

Det er hele pakken

- Det ved arbejdsgiverne godt, så det er nemt at finde arbejde, når der står Sirius på CV’et, forklarer Gert Bonde Iversen.

- Sirius slipper dig aldrig. Det er meget mere end blot et arbejde og et eventyr. Man kommer hjem med en uendelig kærlighed til den grønlandske natur, hundene og Grønland i det hele taget. Man søger to års spænding – og får så hele pakken med resten af livet.

Per Ølholm, der kom til Nordøstgrønland i 70 sammen med Alfred Olsen, er enig.

- Da jeg kom hjem, fik jeg et job som håndværker på Kolding Sygehus med en maskinarbejderbaggrund – men det var Sirius, der gjorde udslaget. Det blev til i alt 37 år i sygehusvæsnet, hvor det også blev mig, der en gang blev sendt til Saudi-Arabien i et år, da der skulle bygges et nyt hospital dernede. Den tillid havde chefen nok aldrig vist mig, hvis ikke jeg havde været i Sirius.

Ingen nemme løsninger

- Det afgørende er, at man kan stole på en Sirius-mand, siger Alfred Olsen.

- Det er hele forudsætningen for, at man kan overleve i Nordøstgrønland. Arbejdet skal gøres hver dag. Man er aldrig færdig, men tager fat på den næste opgave uden at brokke sig – for man skal også altid være et skridt foran, så man er forberedt, hvis planerne ændrer sig på grund af vejret og naturens luner.

- Der er ingen nemme løsninger, når man er på rejse med hundene. Hundene skal fodres og teltet skal op – uanset hver træt du er, og hvilken rang du har. I naturen betyder kors, bånd og stjerne intet, siger Alfred Olsen, der også lægger vægt på den grundlæggende militære uddannelse.

- Disciplin og selvbeherskelse er jo egenskaber, som alle arbejdsgivere sætter pris på, mener den grønlandske Siriusmand, der efter tjenesten kom hjem til Sisimiut og arbejdede i entreprenørbranchen, inden han var med til at opbygge Grønlands første kommunale tekniske forvaltning – og i øvrigt også blev kommunalbestyrelsesmedlem plus masser af andre tillidsposter.

- For det er tilliden, der gør den lille forskel, siger Alfred Olsen.

Født eventyrer

Lars Grunnet havde aldrig tænkt på at søge ind til Sirius, da han så et opslag om slædepatruljen på Stevnsfortet, hvor han var værnepligtig i 1970.

- Det lød spændende. Jeg er født i Sydafrika og havde som sømand været i Vietnam under krigen – og jeg har nok arvet min fars eventyrlyst og rastløshed, så hvorfor ikke også Nordøstgrønland, siger Lars Grunnet, der i dag er medlem af Eventyrernes Klub og kan se tilbage på en lang karriere inden for politiet.

- Det er en del af min natur at søge til eliteenhederne, hvor de bedste folk er. I politiet endte jeg hurtigt i Uro-patruljen, hvor jeg især beskæftigede mig med narko i de mest betændre miljøer i København og kom herefter til Rejseholdet i en del år, hvor jeg var med til at opklare nogle af Danmarks mest grusomme drabssager.

- Grønland havde ikke sluppet sit tag i mig, så det blev også til otte år i Grønlands Politi, hvor jeg arbejdede i Upernavik, Uummannaq, Sisimiut og Nuuk.

- Endelig blev det til fire år i Ukraine, hvor jeg var forbindelsesofficer for de nordiske politikorps.

- Det kostede mig sjovt nok en finger, der blev bidt over af en bidsk hund. Efter mit ophold i Sirius var jeg nok lidt overmodig og bildte mig ind, at jeg kunne styre alle hunde, griner Lars Grunnet.

Nissebanden

Foto: Asbjørn Bruun

Selskabets yngste deltager er Asbjørn Bruun, der kom til Daneborg i 2007.

- Jeg er meget målbevidst, og allerede som syv-årig besluttede jeg, at jeg ville til Sirius, da jeg så Nissebanden i Grønland og lille Inuk med hans hundeslæde på de store vidder. Jeg var solgt på stedet.

- Siden jeg kom hjem fra Sirius, har jeg brugt alt det, jeg har lært og dyrker ekstremsport på højt plan. Blandt andet er jeg den første dansker, som har løbet på ski ad det 1.500 kilometer lange Idatarod-slædespor i Alaska.

- Også min kæreste har jeg mødt takket være Sirius. Hun er forsker på Oslos Universitet og hedder Ann Christin. Jeg mødte hende den sidste sommer, jeg var på Daneborg, hvor hun var en del af et norsk forskerteam. Vi har holdt sammen lige siden, selv om vi bor hver for sig.

- Så det er ikke løgn, når de gamle Sirius-folk siger, at Sirius aldrig slipper sit tag i dig. Sirius er en livstidsdom, lyder det med et smil fra Asbjørn, der i disse dage er i gang med træningen til et supermaraton på den danske ø Mors. Der skal løbes 100 miles – 160,9 kilometer på en dag.

- Selvfølgelig kan jeg det. For en Sirius-mand holder, hvad han lover, lyder det fra Asbjørn Bruun.

Artiklen er bragt første gang i printudgaven af Sermitsiaq den 22. august 2025.

Alfred, Arnaq og Frederik

Fra den royale front

Sjældent er jeg blevet så flot modtaget, som da jeg mandag eftermiddag var et smut i Skagen. Fra Bunken og opefter stod folk langs vejen med dannebrogsflag og vinkede. Jeg kvitterede med et royalt vink - velvidende at det nu nok var kongeparret, der var anledningen til den flotte modtagelse.

Jeg var i Skagen for at hilse på min gamle ven Alfred, der om aftenen var inviteret til reception på kongeskibet.

Alfred havde valgt en helt særlig måde at komme til Skagen på.

Han er tidligere Sirius-fup, og han var sejlet fra Nibe til Skagen ombord på Slædepatruljens gamle patruljefartøj Arnaq, der i sin tid var stationeret på Ella Ø. Nu hører båden hjemme i Nibe - ejet af skibstømreren Ole Stephansen, der var med på den to døgn lange tur til Skagen.

Arnaq er det, som vi i Grønland kalder en nummerbåd - en lille trækutter, som kom til Sirius som ny i 1966. Motoren siger duk-duk-duk, sådan som en gammel fiskerbåd skal sige. Arnaq var ved Sirius frem til 1997 og går på en god dag 6 knob.

Alfred har et helt særligt forhold til Arnaq. Da han i 1970 kom til Daneborg, blev han dagen efter sendt til Ella Ø i to måneder for at reparere motoren, hvor stemplerne var brændt. Det var han den helt rigtige mand til, for før militærtjenesten var han uddannet maskinarbejder på Hundested Motorfabrik.

Da Kong Frederik har et særligt forhold til Sirius, fik Ole og Alfred den ide at invitere kongen på fisketur i Arnaq, nu hvor han alligevel var i Nordjylland. De to skrev til kongehuset, der venligt meddelte, at det havde hans majestæt desværre ikke tid til i et presset program, men kong Frederik var så glad for det flotte tilbud, at der fulgte en invitation til mandag aftens reception ombord på Dannebrog.

Så blev der taget kontakt til havnemyndighederne i Skagen, der bevilgede en kajplads ved den kaj, hvor Dannebrog lå. Det var et sjovt syn. På den ene side Dannebrog stor og mægtig - og på den anden side Arnaq lille og undseelig.

Alt dette - historien om Alfred, Arnaq og også Kong Frederik bliver til en artikel i Sermitsiaqs juletillæg til december, så min historie her på bloggen er bare en teaser.

Da jeg nu var i Skagen, var det egentlig min plan at spise aftensmad på en af fiskerestauranterne på havnen. Men der var alt for mange mennesker på grund af det royale besøg, så jeg kørte hurtigt hjem over Tversted og Hirtshals-motorvejen til et par håndmadder på gårdspladsen i den stille aften.

Men det var nu heller ikke så ringe. For i køleskabet lå en røget ål, som jeg købte i Hvalpsund, da jeg søndag middag spiste frokost på Havnens Røgeri.

Jeg fik da også et glimt af Mary og Frederik i Skagen. Kongen var iført orange dynevest - og jeg tænkte på filmen Tilbage til fremtiden. Kendere af filmen vil vide, hvad jeg mener.

Brændende kærlighed

Luksusproblem

Jeg har et luksusproblem. Årets kartoffelavl har været ganske overvældende - og det kniber med at få spist alle kartoflerne i min lille husholdning.Så jeg deler gerne ud til naboer og venner.

Men jeg har fortsat kartofler. Mine kartofler er af sorten solist, der er en meget tidlig type, der i år har leveret omkring 20 kartofler pr plante - og det er altså mere, end jeg kan spise.

Solist koger nemt ud - specielt her sent på sæsonen. Så de kan bruges til kartoffelmos nu, hvor de ikke er så sjove længere.

Så lørdag aften lavede jeg brændende kærlighed. En enkel mormorret, som alle kan finde ud af. Kartoffelmos med smørstegte løg og bacon ovenpå. Det gider jeg slet ikke fortælle, hvordan man laver. For kan man ikke selv finde ud af det, er man alligel fortabt og hjælpeløs i invaliderende grad. Det har Darwin i sin tid beskrevet ret udførligt.

Oven i købet var jeg så heldig, at jeg havde et stykke hjemmerøget bacon fra Slagter-Palle i Fjerritslev liggende. Det smagte dæl'me godt. Så er du alligevel ude at køre, så stik ind til Lars hos Slagter-Palle. For det hedder han. Palle var navnet på grundlæggeren i tidernes morgen.

Naturen bestemmer

Kom ikke her...

Naturen bestemmer. Det måtte en bilist sande torsdag aften, da han kørte over dæmningen mellem Gjøl og Øland. For midt på den smalle vej havde en svanefamilie, far, mor og en svælling, lagt sig godt tilrette i aftensolen.

Svaner er store fugle på en halv snes kilo, der nemt kan lave endog store buler og ridser i en flot ny el-bil, så bilisten måtte pænt vente, til det behagede hr. Svane at flytte sig.

Det går nok endda. Vejen mellem Gjøl by og Østerby på Øland er syv kilometer lang. Hvis man kører uden om dæmningen, er vejen 21 kilometer. Så er der faktisk god tid til vente på svanerne.

Dæmningen skiller den salte Limfjord fra den ferske fjordarm Ulvedybet, som er et fuglereservat. Men det er nu ikke fordi, at der er så mange fugle i øjeblikket. Det er - udover svaner - mest de små vadefugle, men der er så småt ved at komme gæs nordfra. Der skal nok komme liv igen om et par uger, når ænderne begynder sommerfældningen.

Her er et par bonusbilleder. Først en tinksmed, der piler rundt efter føde i det lave vand. Jeg har en svaghed for fotos, hvor fuglene spejles i den blanke vandoverflade. Næste billede er en rødben. Det kan man ikke se, for den står i vand til livet. Sidst en flok grågæs, der får en morfar i aftensolen.

I øvrigt havde jeg besøg af et pindsvin på gårdspladsen her til morgen, før solen stod op. Det blev jeg glad for. Det er længe siden, at jeg har set pindsvin på parcellen. Men de er der - lorterne på græsplænen taler deres tydelige sprog.

Svensk kirkegang

Slow-tv

Screendump LKAB

Netop nu i Kiruna "holder de på" med at flytte byens kirke. Det er unægtelig en bedrift, der får Murer-Kjelds flytning af fyret i Rubjerg til at blegne.

Kirken vejer 670 tons og skal flyttes fem kilometer. Til den 40 meter brede kirke er der bygget en 24 meter bred vej. Flytningen begyndte i går og er formentlig tilendebragt i dag. Flytningen foregår i snegletempo med 500 meter i timen og bliver transmitteret live på nettet. Det er slow-tv, der vil noget.

Kirken skal flyttes, efter at man tilbage i 2004 besluttede at flytte Kiruna og byens 18.000 indbyggere til en helt ny by. Kiruna ligger oven på mineselskabet LKAB's gigantiske jernmine, der blev grundlagt omkring 1900 - i første omgang som en åben mine, men siden 1960 i minegange, der når ned i to kilometers dybde.

Minegangene har gjort grunden under Kiruna ustabil - og det er derfor, at byen skal flyttes.

Der er tale om et af verdens største byggeprojekter. Selve flytningen af byen begyndte i 2015 og forventes afsluttet i 2030.

Jeg har været en del i Kiruna - specielt da vi boede i Tromsø. For kød, slik, sodavand, vin og øl er billigere i Sverige end i Norge, så vi tog jævnligt den 400 kilometer lange tur til Kiruna for at handle stort - akkurat som når vi kører til Fleggaard over æ' græns'.

Kiruna er samisk og betyder rype.

Putin og mig..

Erindringer

Det er lige gået op for mig, at jeg også har været på Elmendorf Air Force Base - så Putin er ikke den eneste. Jeg kom faktisk først...

I forbindelse med et møde i Anchorage i organisationen Winter Cities i 2004 var der indlagt et besøg på basen, hvor vi fik en kort orientering om bemanding, opgaver mm.

Det husker jeg intet om, men jeg erindrer, at det var et militærorkester fra basen, der spillede ved konferencens indledning - blandt andet Stars and Stribes Forever - selvfølgelig, for der blev ikke sparet på den amerikanske nationalstolthed ved den lejlighed.

Efter militærorkestret kom en lille pige på måske seks år i lyserød strutskørt på scenen og sang America The Beauteful, så ikke et øje var tørt hos de lokale. Jeg selv var pinligt berørt - jeg synes simpelthen, at de amerikanske værter gik over stregen og mener fortsat den dag i dag, at vi var vidne til børnemisbrug af værste karat. Men amerikanerne mente bare, at det var sødt.

Jeg var rejseleder og praktisk gris på turen til Anchorage for økonomiudvalget i Nuup Kommunea, som var stærkt utilfreds med åbningsceremonien af en helt anden årsag. Arrangørerne havde simpelthen glemt det grønlandske flag på den flagsmykkede scene i konference-salen - og det faldt i min lod at gøre opmærksom på miseren over for arrangements-komiteen. De undskyldte godt røde i ørerne - og resten af konferencen vajede Erfalasorput både foran hotellet og på scenen.

Det var i øvrigt en god tur, selv om jeg havde svært ved at holde masken på grund af min beskidte fantasi - for formanden for handelsstandsforeningen i Anchorage, en nydelig herreekviperingshandler, hed - og det hed han virkelig - Dick Stallone.

Der var indlagt en del udflugter under konferencen. Blandt andet var vi ude på et skisportssted i fjeldene nord for Anchorage, hvor der var udsigt til Denali, Nordamerikas højeste bjerg på godt seks kilometer. Trump mener i øvrigt, at det skal hedde Mount McKinley, for Denali er de oprindelige folks navn for bjerget.

Jeg har temmelig sikket fotos fra turen et eller andet sted - men kan ikke lige finde dem, så jeg nøjes med et wikipedia-foto af Elmendorf.

En mudderklire...

 Midt i vadestedet

De seneste dage har jeg brugt en del tid med kameraet nede ved Ulvedybet.

Det er nu ikke fordi, der er så mange fugle i øjeblikket. Vi er midt i vadestedet mellem sommer og efterår, så det er mest vadefuglene, der dominerer netop nu - og vadefugle er bestemt ikke min spidskompetence.

Men jeg har købt nyt kamera. Jeg skal lige lære det at kende rigtigt, før jeg begynder at bruge det for alvor også i arbejdssammenhæng - for jeg er jo ikke meget for forandringer. Men på trods af det, tror jeg, at det er et stort skridt fremad.

Det er mit første spejlløse systemkamera - og samtidig  smækfyldt med nymodens funktioner, som jeg med tiden sikkert får stor glæde af. Men al begyndelse er som bekendt svær.

Jeg er specielt begejstret for autofokus-funktionen. Det er sådan noget med kunstig intelligens, som gør, at det automatisk stiller skarpt på øjnene. Det er vigtigt - og fordi kameraet selv leder efter øjne, stiller det også automatisk skarpt på fuglene, i hvert fald så længe, der er ikke er for mange af dem i søgeren.

Det er også ret smart, at kameraet kan indstilles til at tage billeder et halvt sekund før, jeg trykker på knappen. Jeg er jo ikke så hurtig, som jeg har været - selv om det at fotografere ligger i rygmarven som en refleks, så det har jeg store forventninger til.

Det er som sagt vadefuglene, jeg har haft kik på - mudderklire, tinksmede, storspove og vibe. Billederne er klikbare.

I kampens hede

Fodbold

"Det er nu alligevel sært, at sådan noget er spil." Sådan sang Skousen og Ingemann om fodbold på det legendariske album "Herfra hvor vi står" i 1971 - og det dækker ganske præcist min opfattelse af sporten.

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg synes, det er kedeligt, uinteressant og et helt igennem mærkeligt koncept.

Men jeg anerkender, at det har en bred folkelig interesse, så tirsdag aften overværede jeg for første gang i mit voksne liv en hel fodboldskamp - i embeds medfør, forstås.

Det var på Skovsgård Stadion, Iver Park, hvor Jyllandsserieholdet Skovsgård spillede mod førstedivisionsholdet fra Hobro. Det var en stor lokal begivenhed med over 1.000 tilskuere i en lille by med 800 indbyggere, så jeg var selvfølgelig på pletten for at rapportere til Ligeher.nu.

Da jeg ikke forstår mig på fodbold, brugte jeg det meste af kampen på at snakke med folk - og så holdt jeg øje med publikum. Det kom der et par sjove fotos ud af, som jeg er ganske godt tilfreds med - og som jeg derfor lige deler her på bloggen.

Men jeg synes altså, at det er en sær sportsgren. I det hele taget synes jeg, at sport er sært. Jeg forstår ikke meningen med at konkurrere år efter år for at blive den bedste. Det minder mig om Sisyphos, der i det græske dødsrige trillede en sten op ad et bjerg - og hver gang stenen nåede toppen, trillede den ned igen. Det er mit liv altså for kort til.

Kampen markerede starten til årets byfest i Skovsgård. Så der var bal og bajere efter kampen. Det giver mening - selv om jeg nu aldrig har haft brug for en særlig anledning til at falde i druk.

Dagen derpå

Vesterhavsrock

Weekenden er gået med arbejde. Jeg har dækket den årlige Vesterhavsrock for Ligeher.nu. Vesterhavsrock er sådan en todages blanding af musikfestival og byfest i Fjerritslev - og et stort hit på de kanter.

For mig er det rent arbejde. Jeg ville aldrig bruge penge på den slags, for jeg forstår mig ikke på moderne musik - og jeg mener, at musik er et meget stort ord at bruge om de optrædendes udfoldelser på scenen. Hvis de så endda ville nøjes med at spille, men der er en tendens i tiden til, at musikere skal holde alenlange foredrag mellem numrene. Det er uudholdeligt og foragt for det publikum, som betaler dyr entre for at høre musik.

Specielt slem var en ung pige, som kalder sig Mumle. Selviscenesættelsen og selvoptagetheden var ganske uudholdelig. Men teenagetøserne labbede almindelighederne i sig - og det skulle ikke undre mig, om der er et par stykker, som får de ligegyldige tekster tatoveret på ryggen lige over det røvgevir, som unge piger i dag får i konfirmationsgave.

Fik jeg fortalt, at jeg synes, at tatoveringer er grimme?

En undtagelse fra elendighederne var entertaineren Martin Kanstrup fra Thy, der blandt andet slog fast, at hestepiger er ligesom kattedamer - bare med et større budget. En anden undtagelse var det svenske danseband Rifforama, der underholdt i et fjernt voksenhjørne på festivalpladsen. De kunne deres kram - de sang rent, og de spillede rigtig musik uden snak.

Men det er ligegyldigt, hvad jeg mener. Jeg er ikke anmelder - og så tilhører jeg den generation, der synes, at journalister skal holde sig fra at have en mening.

På trods af musikken synes jeg, at det har været en dejlig opgave og en god weekend. Selv om jeg har tendenser til sociofobi, elsker jeg at snakke med mennesker - og det er der rig lejlighed til ved sådan en gigantisk drukfest. Og så har jeg hjemmebanefordel - for jeg kender de fleste, så jeg fik også et par gode artikelideer til det lokaljournalistiske lager, foruden de ti artikler, jeg skrev i weekenden.

Lørdag eftermiddag var jeg ved at være godt brugt. Så jeg skulle lige holde en pause for at overholde køre-hviletidsreglerne. Jeg fandt et stille hjørne i VIP-loungen med en kop kaffe og lidt alenetid.

Freden fik dog en ende, da kommunalpolitikeren Helle Bak Andreasen kom forbi og ville tage et foto af mig - vel at mærke med mit kamera og ikke bare en telefon. Så efter lidt instruktion tog hun nedenstående foto, som ikke er så ringe endda.

Men jeg ser virkelig brugt ud. Bemærk, hvordan  skjorten hænger og sidder skævt på den ellers forfængelige mand, der altid stryger sine skjorter.

En ny uge truer. Denne gang med fodbold i Skovsgård på programmet. Det interesserer mig heller ikke. Men også det er en god anledning til at snakke med folk, så det går nok endda.

Foto: Helle Bak Andreasen

Betulia

Ny sommerblomst

I forsommeren faldt jeg for planteskolens lovord og investerede lidt af min sølle formue i en håndfuld sommerblomster af den nye sort betulia.

Det er en krydsning mellem begonia og petunia, som er ualmindelig hårdfør. Den trives i både sol og skygge, den skal praktisk taget ikke passes og klarer sig med en sjat vand af og til. Den blomstrer voldsomt og er selvrensende, for blomsterne falder bare af, når de er visne.

Der er derfor ikke noget at sige til, at blomsten er et hit på mange gravsteder. Den har mange egenskaber fælles med den meget billigere isbegonie, som jeg bar brugt i mange år forskellige steder i haven - blandt andet på nedløbsrørene. Betulia er bare større, flottere og dyrere - og jeg bruger den her på parcellen på havebordene.

Så jeg er tilfreds med eksperimentet. Desværre er det en udpræget sommerblomst, som ligesom isbegonierne er svær at overvintre - efter sigende. Det får nu et skud alligevel - og så får vi se.

Nu jeg er i bloghuset, bruger jeg også pladsen til lidt blomster- og sommerfuglespam. Det går godt med pelargonierne, som i øjeblikket er inde i anden eller tredje blomstring. Jeg har omkring 300 pelargonier - både i krukker og på friland.

Pelargonier er ikke de blomster, der trækker flest sommerfugle, men forleden var der alligevel en dagpåfugleøje, der lod sig lokke. Den satte sig godt tilrette i blomsten - og så var det sådan set bare at trykke på knappen.