Glædesblus

Sankthans

Sankthans-aften var vejret for en gangs skyld hæderligt - hverken Sahara-tørke eller Bergen-regn - så jeg benyttede de mange sankthansbål på egnen til at lave nogle genrebilleder, som jeg kan bruge i de kommende år i min lille butik.

Jeg lagde ud på Øland, hvor bålet børnevenligt blev tændt allerede kl. 19.30 og fortsatte så til Slettestrand, hvor sankthansfesten er for voksne mennesker, så her blev bålet først tændt kl. 21.

Det blev så også en dårlig undskyldning for at snuppe en isvaffel med to lakridskugler og lakridskrymmel i Slettestrand Gl. Iscafe. Det er en dårlig vane, jeg har tillagt mig, eftersom jeg ikke tåler alkohol så godt længere. Så må det vel være tilladt med en fredagsis i stedet for fredagsøl - også selv om sankthans faldt på en søndag.

Mens jeg var på stranden, løb jeg ind i Christina, som også havde kameraet med. Hun fangede mig så i varmeflimmeret fra bålet, mens jeg fotograferede.

Godt set. Det er et fantastisk billede, der mest af alt minder om maleri - ikke et Skagens-maleri, men et ægte Slettestrand-maleri.

Foto: Christina Pedersen

Pilluaritsi

Grønlands nationaldag

Foto: Kristiane Andersen

21. juni er den grønlandske nationaldag - og det skal naturligvis fejres. Så efter at jeg havde hejst erfalasorput her på Nørremarksvej, gik turen til Aalborg og Det Grønlandske Hus, hvor dagen altid bliver fejret med en sammenkomst om morgenen.

Det er så en god lejlighed til at få luftet en af mine grønlandske festanorakker. I dag valgte jeg den grå høranorak, som min søster syede til mig for nogle år siden.

Selv om nationaldagen er en festlig og ikke mindst hyggelig dag, som jeg gerne deltager i, var det arbejde. På grund af tidsforskellen til Grønland er festens begyndelse i Aalborg en mulighed for at hjælpe kollegerne i Grønland, så den første artikel om nationaldagen kan være klar på Sermitsiaq.AG, når Grønland vågner op til festdagen, der for resten også er en fridag i Grønland.

Så allerede kl. 10 gik turen hjemover for at skrive - og klæde om. Jeg ville gerne have været tilbage til Aalborg og festlighederne, men jobbet som lokalreporter i Jammerbugt krævede en tur til Grønnestrand, hvor der var folkefest, fordi det er 200 år siden, at Frederik VI besøgte stedet.

Dengang udtalte kongen: - Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige!

Det er man meget stolt af på de kanter, så det skulle fejres. Det er tilsyneladende helt glemt, at Frederik VI også var enevældskonge med et noget anstrengt forhold til trykkefriheden og ofte tillægges et helt andet citat: - Vi alene vide.

Sådan er der jo så meget...

Det har været en lang dag. Jeg nåede lige at få erfalasorput ned fra flagstangen, inden det begyndte at regne. Nu håber jeg på tørvejr i weekenden, så jeg kan få ordnet de sidste ting i haven, inden turen går til Grønland på tirsdag.

Den bedste midsommermiddag

Kogekone

Onsdag var jeg ude med min lille spejder-catering-virksomhed. 24 mennesker til en sommerkomsammen i Gildeborgen i Aalborg. I haven vel at mærke.

Det er altid en udfordring med festmad, der skal serveres udendørs. De traditionelle varme retter dur ikke, for maden når ofte at blive kold, inden den er serveret. Så det skal man tænke på, når man sammensætter menuen.

Så forretten blev en lille anretning med varmrøget laks, asparges og sauce mousseline. Herefter frikadeller, kold kartoffelsalat, salat med mormordressing og til dessert kage - ganske almindelig kage bagt i bradepande. Enkelt, men ganske vellykket.

Især forretten var en succes. Det kan heller ikke gå galt med næsten ovnfrisk varmrøget laks, som jeg havde fået mestersvenden i Delikatessen i Fjerritslev Brugs til at røge for mig.

Det var lykkedes mig at finde nogle flotte grønne asparges. Danske oven i købet, selv om sæsonen er ved at være forbi. Dem tilberedte jeg, som jeg lærte det af den ungarske grøntsagskok på Svinkløv for et par år siden. Koges i 40 sekunder i halvt smør, halvt vand, vendes i friskhakket timian og drysses med lidt revet citronskal.

Laks og asparges blev ledsaget af en sauce mousseline. Det lyder fint, men det er såmænd bare en hollandaise, hvor der er vendt flødeskum i. Fidusen er, at saucen alligevel ikke er varm, så det er et godt valg til terrassen.

God mad behøver ikke at være dyr mad. Det dyre mad er alt det, som man smider væk bagefter, fordi man bliver bange for at lave for lidt. Når jeg laver mad til mange mennesker, bruger jeg et par små erfaringsformler i kalkulationen. Til en fiskeforret beregner jeg 60 gram fisk pr deltager - og til hovedretten 125 gram kød. Når jeg laver kold kartoffelsalat beregner jeg et kilo pr fire deltagere.

Den holdt temmelig præcist. Forretten blev spist op, der var lidt kartoffelsalat og et par frikadeller til overs - sikkert fordi der var damer i selskabet. Havde de været udelukkende mænd, var der sikkert blevet spist helt op. Men den slags skal man jo være forsigtig med at sige i disse tider...

Det skal med, at jeg godt kan lide at lave mad i Gildeborgen. Her er der et rigtig industrikøkken - og så går tingene altså bare lettere frem for i et almindeligt husholdningskøkken. Kogekonen er blevet forvænt med alderen...

Jordens gaver

Ny kartofler

Den 1. april satte jeg fem rækker kartofler. Målet var, at de skulle være klar før sankthans - og det er lykkedes. Med stor succes endda.

Da jeg lagde kartoflerne, fik jeg hjælp af min kusine Anne og Henrik, så tirsdag havde jeg inviteret dem til en lille middag, hvor årets første nye kartofler af egen avl var hovedmenuen. Selvfølgelig serveret med proteiner fra havet - helstegt rugmelspaneret rødspætte - og en forsvarlig portion persillesovs. Lavet på smør og frisk persille fra haven.

Undskyld udtrykket: Så er det dælen-dundremig sommer - uanset hvad termometret viser. Og uanset al den regn, som den seneste uge har budt på. Det er kun godt - for uden vand ingen kartofler.

Det var lidt af en satsning at invitere gæster på nye kartofler, for jeg har ikke snydt og smugkigget. Så helt ærligt vidste jeg ikke, hvor store disse velsmagende gaver fra jorden var blevet. Men som det ses på fotoet, så har de en perfekt størrelse netop nu - helt som planlagt.

Hele traktementet blev rundet af med lidt jordbær - og så efter en pludselig indskydelse et glas calvados til dem, som tåler alkohol.

Højt humør på Fyn

Gudmor griner

Dette foto af en meget glad og veloplagt Julie Berthelsen tog jeg fredag eftermiddag på Faaborg Værft, da Disko Lines nye hybrid-passagerfærge Maliina Ittuk blev navngivet.

Færgens gudmor er netop Julie Berthelsen - og det er ikke helt tilfældigt, da hun også er kunstneren bag færgens udsmykning, som er bygget over det grønlandske sagn om Maliina og Aningaaq, solen og månen. Dåben foregik i øvrigt med sydfynsk æblecider - og ikke champagne, som det ellers er skik og brug.

Den ny færge bliver Grønlands største til dagsejlads med plads til 113 passagerer, men er også interessant, fordi den er delvist el-drevet og kan ombygges til ren eldrift, når de grønlandske vandkraftværker en gang er fuldt udbygget.

Indtil videre er det to dieselmotor, der leverer hovedparten af strømmen til de elmotorer, der står for fremdriften. Et princip, der i øvrigt kendes fra de gamle danske MY-lokomotiver, som jeg altid har været stor fan af. Ved batteridrift kan færgen i den nuværende opbygning sejle i to timer - fuldstændig lydløst, hvad der nok skal blive et hit, når turisterne i Grønland skal på hvalsafari.

Det blev en lang dag. Turen til Faaborg tager cirka fem timer i mit tempo, så afsted kl. seks og hjemme igen kl. 20. Fyn er sådan et fint sted, når man kommer heroppe fra Han Herred. Nærmest det stik modsatte. Træerne står lige op og ned og er ikke præget af vestenvinden - og vejene minder om nationalsangen, for de bugter sig i bakke, dal.

På hjemturen var jeg forbi min søster i Palleshave nær Ringe. Så tak for kaffe - også den termokande, som jeg fik påfyldt til hjemturen, der blev ekstra lang på grund af de sædvanlige bilkøer omkring Odense.

Til gengæld gik resten af turen smertefrit op ad A13 og ikke mindst den vidunderlige Viborg-Løgstørvej. Der var ingen biler stort set. Det var vist noget med en fodboldkamp i fjernsynet. Hvad ved jeg? Boldspil interesser mig ikke, så jeg går en hård sommer i møde.

Se også Sermitsiaq.AG her

Grønlandsk stednavn i dansk nationalpark

I lægens fodspor

Midt i den nordvestjyske Nationalpark Thy i Hvidbjerg Plantage ligger et område, der har det lidt besynderlige grønlandske navn Nakorsak – og som både har givet navn til en vej og en vandrerute.

Området har navn efter Lützhøft Christensen, der i tyverne var læge i den nærliggende landsby Koldby.

Han havde inden da været læge i Grønland en del år, og her lært at gå på jagt i den grønlandske natur. Han skrev en del artikler i Dansk Jagttidende under pseudononymet ”Nakorsak” (læge, red) – og da han også gik på jagt i Hvidbjerg plantage, er et område opkaldt efter ham under dette navn.

Nakorsak-området er på cirka 30 hektar klithede, der omkranser Nakorsak Sø. Området er blandt andet tilholdssted for Danmarks største pattedyr, kronhjorten, og den næsten to meter høje trane. Nakorsak afgrænses på den ene side af Nakorsakvej.

Den danske Naturstyrelse har lavet en række vandreruter i Nationalpark Thy – blandt andet Nakorsak-ruten. Vandreturen er på seks kilometer og går fra den meget rene badesø, Per Madsens Kjær sø, rundt om Nakorsak og tilbage igen. Terrænet er fladt – og ruten kan gås af de fleste uden forudgående træning.

Nationalpark Thy var Danmarks første nationalpark, og blev oprettet i 2007. Området omfatter 24.370 ha og strækker sig over et op til 12 km bredt bælte fra Agger Tange i syd til Hanstholm i nord.

Artiklen er første gang trykt i Sermitsiaq 2024/23 fredag den 7. juni. Jeg søgte efter forklaring på Google uden held, men fik så hjælp af min gamle ven og bestyrelseskollega journalist Villy Dall på Museum Thy, som selvfølgelig havde forklaringen. Tak for hjælpen.

Vild med blomster

Flower Power

Jeg samlede lige nogle af husets vaser til morgenmønstring i bryggerset. For det er højsæson for både studenternelliker og bonderoser.

Det skal selvfølgelig udnyttes. For jeg er vild med blomster. Jeg har altid en buket eller tre stående i stuerne, men netop nu, hvor jeg kan hente dem gratis i haven, er jeg gået helt blomsteramok med blomster i stuerne, køkkenet og såmænd også bryggerset.

Det pynter - og det frisker altså også lidt på luften i de indelukkede gemakker. Især bonderoserne har en dejlig duft.

Det er dog en stakket frist. Bonderoserne er allerede ved at være på  finalen, mens jeg nok har studenternelliker resten af juni. Til gengæld regner jeg med at være selvforsynende på roser resten af sommeren. De gamle roser står med store knopper - og så har jeg netop plantet seks nye planter. Så det skal nok gå endda.

Grundlovsgaven

De første jordbær

Så er de første jordbær høstet. Det er tidligt, meget tidligt endda. Men så meget desto bedre.

Det var lidt af et tilfælde, at jeg opdagede en plante med modne jordbær i det gamle jordbærbed - helt inde under hækken. Men den var god nok - og jeg kom først. Sneglene og solsorterne må vente en rum tid endnu.For de øvrige jordbærplanter i både det gamle og det nye bed er dårligt nok færdige med at blomstre og sætte bær.

Men hvis ellers vejret holder - skiftevis regn, varme og sol - ser det godt ud. Det kan sagtens gå hen og blive en stor sæson i år.

Go ahead, make my day

Peacemaker

Foto: Vognmand Larsen

Så kom der endnu et kryds i livets store to-do-liste. Jeg har skudt med en Colt 45 - kendt fra klassiske westerns og ikke mindst Dirty Harry-filmene med Clint Easwood.

Jeg har skudt en del med haglbøsse i mit liv. Jeg har haft jagttegn og har også forsøgt mig med lerduer -- og det er da også blevet til nogle ture i grusgraven i Sisimiut og på norske skydebaner med rifler i alle størrelser og kalibre. Men aldrig pistol eller revolver.

Mandag aften var jeg på besøg i Vestre Han Herreds Skytteforening. I embeds medfør for at fotografere, at et par unge skytter fik en guldmedalje efter DM. Og da jeg nu var der, mente foreningens formand - en navnebror i øvrigt - at jeg lige skulle prøve at skyde med revolver. Jeg sagde naturligvis ja.

Efter en serie med en lettere revolver fik jeg en Colt 45 i hænderne. En heftig sag på godt et kilo, som kræver et solidt tohåndsgreb, hvis man overhovedet skal ramme noget som helst. Jeg ramte skiven fire ud af fem skud. Det betragter jeg som acceptabelt - og jeg følte mig næsten som Eastwood: - Do you feel lucky, punk...

Og også en vigtig erfaring rigere. For der er altså et stykke vej fra filmenes gunslingers og til virkeligheden. Det kan næppe lade sig gøre at ramme så meget som en ladeport med en hånd og uden at tage sigte. Men sådan er det jo - det er bare film.

Nu kan jeg så gå ned ad den støvede gade i solnedgangen, mens jeg snerrer til alle forbipasserende; Go ahead, make my day...