fredag den 25. oktober 2024

Græskar og rødbedestilke

Udfordringer

Jeg har aldrig brudt mig om græskar. Det er uegnet som menneskeføde, mener jeg ganske enkelt.

Men nu tager jeg så mine ord i mig igen. For i dag smagte jeg denne hokkaido-sorbet på en bund af syltede sveskeblommer - og det smagte dæl'me godt. Sorbeten var lavet på en sirup med stjerne-anis og vanille - og især anissen gjorde sit til, at desserten faldt i min smag. Jeg er jo vild efter lakrids. Men syltede sveskeblommer er nu heller ikke så ringe.

Jeg fik den lille aha-smagsoplevelse i dag, da jeg interviewede køkkenchefen på Rønnes Hotel i Slettestrand, Kenneth Petersen. Snakken gik i både øst og vest, for madinteressen kan ingen tage fra hverken kokken eller journalisten. Og det endte da også med, at jeg tog hjem med både staldtips og et par gode opskrifter i baglommen.

Kenneth Petersen mener, at intet - absolut intet - må gå til spilde i køkkenet. Så han udnytter også stilkene fra årstidens friske rødbeder, som de fleste ellers bare hælder på kompostdyngen. Han bruger stilkene til en pesto, der er lidt anderledes end den harevælling, som mange mennesker bruger som tilbehør i dag - og Kenneth serverer gerne pestoen på en skive rapsolie-ristet brød.

Her er opskriften. Stilkene fra rødbeder skylles og renses for jord og skidt. Så blancheres de og trækker på køl i to døgn. Herefter hakkes de og hældes i en blender med ristede solsikkekerner og lidt salt. Så køres det igennem med noget koldpresset rapsolie - og der køres revet parmesan i, til konsistensen er passende. Så smages der til med lidt sort balsamico - og værs'go at spise.

Jeg har for resten heller aldrig været særlig vild med pesto. Så igen må jeg æde mine egne ord. Det er næsten for meget - sådan at blive rystet i den gastronomiske grundvold flere gange på en dag.

mandag den 21. oktober 2024

Slut med Mut

Kristinemut er lukket

Krakke-mut-mat blues. Aldrig mere mutters alene på Mutten. Pr-foto

En æra i Nuuks natteliv er slut. Den sidste dans er danset, og den sidste bajer er drukket på byens første værtshus – legendariske Kristinemut. I slutningen af september trak stedets forpagter Kristian Balslev stikket og afleverede nøglerne til bygningens ejere Krissie og Michael Winberg.

Det er endnu uvist, hvad der kommer til at ske i lokalerne fremover.

- Nu skal vi lige have gennemgået det hele og ryddet op – og så skal vi selvfølgelig finde ud af, hvad vi vil bruge lokalerne til, siger Krissie Winberg til Sermitsiaq. Hun driver i forvejen den populære Cafe Esmeralda i bygningen i Nuuks bymidte.

Kristinemut nåede at blive 70 år som udskænkningssted.

Det begyndte helt nøjagtigt den 5. maj 1954, hvor Kristine Chemnitz købte en stor kaffekande, anbragte tre borde i sin stue og bekendtgjorde, at hun havde åbnet en kaffebar.

Historien fortæller, at Kristine ved en fejl fik en sending øl leveret fra Danmark, så hun spurgte den daværende landshøvding, hvad hun skulle gøre. ”Gå hjem og sælg pilsnerne,” lød svaret – og dermed var Grønlands første alkoholbevilling givet.

I 1962 overdrog Kristine Chemnitz forretningen til sin datter Else med kaldenavnet Tulle og hendes mand Morten. Tulle og Morten drev Kristinemut frem til efteråret 1994, hvor stedet blev overtaget af Helge Tang og Carl Juhl.

Kristinemut var i mange år et regulært værtshus, men det ændrede sig 80’erne, hvor Kristinemut både var spisested og værtshus. Mellem 18 og 21 var der fine hvide duge på bordene – og både Nuuks befolkning og gæster udefra fik sig et godt og solidt måltid, der som regel blev afsluttet med en grønlandsk kaffe – inden der kom bajere på bordet.

Kristinemut var kendt langt ud over Grønlands grænser. Det skyldtes ikke mindst sangeren Poul Dissing, der på pladen Kalaallit Nunaat fra 1997 sang sin Krakkemut-mat-blues om at være ”mutters alene på Mutten”. Inspirationen til sangen og en stribe andre sange om Grønland fik han under et ophold i Nuuk i 1973. Egentlig skulle turen være på tre uger, men endte med fire uger, fordi vejret gjorde flyvning med de daværende S-61 helikoptere umulig.

Da AG’s tidligere redaktør Philip Lauritzen i 1994 udgav sin Grønlandsguide viede han et helt afsnit til Kristinemut. Han skrev blandt andet:”Mutten er en myte. I Nuuk. I Grønland. I Danmark”.

Nu er det slut. Kristinemut har både været elsket og hadet. Stemningen var især tidligere altid høj, men med stemningen og alkoholen fulgte også støj, larm og slagsmål uden for. Det helt store spørgsmål er, hvordan Nuuk ville have set ud, hvis ikke Kristine Chemnitz ved en fejl fik et læs øl leveret.

Det spørgsmål får vi aldrig svar på. Nu er Mutten lukket. Festen er forbi.

Jeg skrev artiklen til Sermitsiaq i sidste uge. Godt nok var Mutten ikke mit stamværtshus, da jeg boede i Nuuk, men jeg har nu også brugt en del timer der. Artiklen blev også bragt i netavisen Sermitsiaq.AG, hvor den har været den mest læste historie i weekenden. For Kristinemut var meget mere end et værtshus. Det var en institution. Så historien rører alle.

søndag den 20. oktober 2024

Den positive historie

Grønlændere i danske menighedsråd


Det netop overståede menighedsrådsvalg i Lindholm sogn i Nørresundby nord for Aalborg gav plads til tre grønlandske medlemmer af menigheden i det 12 personer store menighedsråd, der tiltræder officielt i forbindelse med første søndag i advent den 1. december.

De valgte er Ivalo Lyberth, Steffine Heinrich og Johnhard Telling. Desuden blev der valgt fire stedfortrædere, hvoraf de to har grønlandsk baggrund. Det er Agapeta Poulsen og Karl Geisler.

Den store grønlandske repræsentation netop i Lindholm er ikke noget nyt, fortæller Johnhard Telling, der både er aktiv i den lokale grønlandske forening Ikerasak og i Fællesforeningen Inuit.

- Både Steffine Heinrich og jeg var også medlemmer af nuværende menighedsråd – og jeg har i de sidste fire år også fungeret som kirkeværge, siger Johnhard Telling.

Kirkeværgen er det menighedsrådsmedlem, der har det daglige tilsyn med sognets bygninger og kirkegården. Det er et temmelig stort arbejde.

- I Lindholm sogn har vi både Lindholm Kirke, der er en gammel landsbykirke fra 1900-tallet og så det næsten nye Løvvangens Kirkecenter fra slutningen af 70’erne, hvor der både er mødefaciliteter og en kirkesal, fortæller Johnhard Telling.

- Det er ikke helt tilfældigt, at menighedsråds-valget gik, som det gik. Der har gennem en årrække været et tæt samarbejde mellem sognet og det grønlandske miljø i Nørresundby. Både foreningen Ikerasak og koret Arsarnerit bruger Løvvangens Kirkecenter som mødested til de ugentlige møder og øveaftener.

Den solide grønlandske repræsentation glæder menighedsrådets formand Anne-Marie Dalbøge Bersan, der er begejstret for det grønlandske engagement i det lokale kirkelige arbejde.

- Grønlænderne tager arbejdet i kirken alvorligt og er trofaste kirkegængere. Jeg fornemmer helt klart, at der i Grønland er meget mere respekt om kirken. Man har en meget stor situationsfornemmelse for, hvordan man skal opføre sig i kirkelige sammenhænge, og så er det en fryd at høre, når grønlænderne synger med på salmerne. Den grønlandske del af menigheden er en stor ressource i sognet, siger Anne-Marie Dalbøge Bersan.

- Arbejdet i menighedsrådet skal tages alvorligt. Vi forvalter skattekroner og på den måde adskiller arbejdet i et menighedsråd fra en almindelig foreningsbestyrelse. Der er en masse regler, der skal følges – og for mit personlige vedkommende, forventer jeg da også, at medlemmerne af menighedsrådet jævnligt deltager i sognets gudstjenester.

- Samarbejdet med Ikerasak går efterhånden en del år tilbage. Jeg var frivillig i forskellige sammenhænge – og jeg hørte, at grønlænderne manglede et mødested i Nørresundby. Så blev vi enig om, at Ikerasak kunne bruge krypten i Lindholm kirke til deres møder – og siden er samarbejdet bare vokset og vokset.

- Det er i dag sådan, at sognets største enkelt-arrangement er den grønlandske nationaldag, der starter med gudstjeneste i Lindholm Kirke om formiddagen og fortsætter så resten af dagen med fælles brunch og senere også fælles middag og mange forskellige aktiviteter i kirkecentret. Det er simpelthen en succeshistorie uden lige, siger den begejstrede menighedsrådsformand.

Sognet har tre præster tilknyttet, men de viger gerne pladsen på prædikestolen til fordel for den grønlandske præst i Grønland, Marianne Lynge Krog. Den grønlandske præst har som regel et tæt program, men både menighedsrådsformanden og det nyvalgte menighedsråd håber på et besøg igen til nationaldagen i 2025.

Som noget helt specielt i Lindholm har sognet også en venskabsmenighed i Letland i byen Valka. Medlemmer af menigheden i Lindholm benyttede i år sommeren til en bustur til Letland, hvor der også blev lejlighed at besøge flere svenske kirker.

Anne-Marie Dalbøge Bersan ser for sig, at venskabssamarbejdet kan udvides til også at omfatte et kirkegæld i Grønland.

- Hidtil har det ikke været realistisk på grund af rejseomkostningerne, men med den kommende sommerrute mellem Aalborg Lufthavn og den nye lufthavn i Nuuk er det måske en mulighed i fremtiden. Det er i hvert fald værd at undersøge, mener menighedsrådsformanden i Lindholm.

Opstillingsmøderne til de danske menighedsråd foregik den 17. september. I de fleste danske sogne bliver menighedsrådet valgt på opstillingsmødet, men der er mulighed for at opstille alternative lister. Hvis det sker, vælges menighedsrådene ved en afstemning den 19. november.

Menighedsrådet i Lindholm er ikke det eneste danske sogn, hvor der er grønlandsk repræsentation. Det er også sket i blandt andet Vor Frue sogn i Aalborg, men det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at få et overblik over, hvor mange grønlændere, der i alt er kommet i de danske menighedsråd.

Generelt er medierne hurtige til at skrive de negative historier om Grønland og grønlændere. Derfor var jeg ekstra glad, da jeg lavede denne historie til Sermitsiaq i forrige uge. Og det slutter ikke her. Jeg er i dag søndag på vej til grønlandsk gudstjeneste i Vor Frue Kirke i Aalborg, hvor der er to grønlandske medlemmer af menighedsrådet.

onsdag den 16. oktober 2024

Grønlandsk paradis i Aabybro

Martins vilde vægmaleri

Erhvervsmanden Martin Gjødvad har skabt sit helt private grønlandske paradis i den gamle Aaby Nordre Skole på Kirkevej i Aabybro.

Inden han flyttede til Aabybro i 2016, boede han 25 år i Nuuk.

- Når man bor så mange år i Grønland, er det svært at slippe. Grønland går i blodet. Landet gør et stort indtryk og påvirker alle på den gode måde, forklarer Martin Gjødvad.

- Vi fandt derfor på, at det kunne være spændende at skabe et minde om Grønland på endegavlen af skolebygningen. Det blev til et stort vægmaleri, som ikke alene dækker gavlen ud mod Kirkevej, men også indgangspartiet i gårdhaven og et par læmure.

Maleopgaven blev lagt i hænderne på kunstneren Kiss Rohde Jønsson fra Havndal ved Hadsund. Hun er specialist i netop den slags opgaver og har her på egnen blandt andet løst opgaver i Skulpturparken Blokhus i Hune og også malet vægmaleriet på Jernbanetorvet i Brovst.

- Jeg har aldrig selv været i Grønland, men Martin kom med en stak billeder – og så lavede jeg et udkast til gavlen. Men projektet blev større og større, for han havde mange ideer til, hvad der skulle med. Så maleriet voksede til også at omfatte gårdpartiet ved indgangen og et par læmure, fortæller Kiss Rohde Jønsson.

- Jeg er selv meget glad for maleriet, som gør vores bolig til noget helt særligt – og mine børn deler glæden til fulde, fortæller Martin Gjødvad. Han har Freja Ivalo på 18 og Magnus Malik på 16, der begge er født i Grønland.

- Det minder dem om deres barndom og deres rødder. De levede deres første år i Grønland, og det glemmer de aldrig.

Martin Gjødvad flyttede til Nuuk som 20-årig i 1991. Her grundlagde han i 1996 Grønlands største IT-selskab Inu:IT, der beskæftiger 45 medarbejdere på hovedkontoret i Nuuk og i danske afdelinger i Thisted, Støvring og Vejle.

Udover sin IT-virksomhed er Martin Gjødvad også aktiv i det boomende boligbyggeri i den grønlandske hovedstad Nuuk, der er vokset voldsomt de seneste år.

Interessen for at udvikle ejendomme fornægter sig heller ikke i Aabybro.

- Jeg forelskede mig i den gamle skole på Kirkevej. Men skolen var alt for stor til en familie, så vi delte den op i et par lejligheder og byggede så yderligere nogle lejligheder og et fælleshus ved siden af, så vi nu bor seks familier på parcellen.

- Vi bor hver for sig og sammen på samme tid. Vi har et stort fællesskab, hvor alle familierne spiser sammen en gang om ugen. Vi er også fælles om at holde den store grund, så vi holder arbejdsweekender hver anden måned.

- Det er en lidt speciel måde at bo på, men jeg er overbevist om, at vi kommer til at se meget mere af den slags i fremtiden, siger Martin Gjødvad.

Artiklen har været bragt i Sermitsiaq, Nordjyske og Ligeher.nu i forskellige versioner. Jeg kender Martin Gjødvad fra de glade dage i Nuuk, hvor han var med på morgensvømmerholdet i svømmehallen Malik, der for resten er Grønlands eneste svømmehal. Malik blev indviet i 2003 og ligger tæt på Nukalloq, hvor Dina og jeg boede fra 2002 til 2007.