søndag den 24. august 2025

Brændende kærlighed

Luksusproblem

Jeg har et luksusproblem. Årets kartoffelavl har været ganske overvældende - og det kniber med at få spist alle kartoflerne i min lille husholdning.Så jeg deler gerne ud til naboer og venner.

Men jeg har fortsat kartofler. Mine kartofler er af sorten solist, der er en meget tidlig type, der i år har leveret omkring 20 kartofler pr plante - og det er altså mere, end jeg kan spise.

Solist koger nemt ud - specielt her sent på sæsonen. Så de kan bruges til kartoffelmos nu, hvor de ikke er så sjove længere.

Så lørdag aften lavede jeg brændende kærlighed. En enkel mormorret, som alle kan finde ud af. Kartoffelmos med smørstegte løg og bacon ovenpå. Det gider jeg slet ikke fortælle, hvordan man laver. For kan man ikke selv finde ud af det, er man alligel fortabt og hjælpeløs i invaliderende grad. Det har Darwin i sin tid beskrevet ret udførligt.

Oven i købet var jeg så heldig, at jeg havde et stykke hjemmerøget bacon fra Slagter-Palle i Fjerritslev liggende. Det smagte dæl'me godt. Så er du alligevel ude at køre, så stik ind til Lars hos Slagter-Palle. For det hedder han. Palle var navnet på grundlæggeren i tidernes morgen.

fredag den 22. august 2025

Naturen bestemmer

Kom ikke her...

Naturen bestemmer. Det måtte en bilist sande torsdag aften, da han kørte over dæmningen mellem Gjøl og Øland. For midt på den smalle vej havde en svanefamilie, far, mor og en svælling, lagt sig godt tilrette i aftensolen.

Svaner er store fugle på en halv snes kilo, der nemt kan lave endog store buler og ridser i en flot ny el-bil, så bilisten måtte pænt vente, til det behagede hr. Svane at flytte sig.

Det går nok endda. Vejen mellem Gjøl by og Østerby på Øland er syv kilometer lang. Hvis man kører uden om dæmningen, er vejen 21 kilometer. Så er der faktisk god tid til vente på svanerne.

Dæmningen skiller den salte Limfjord fra den ferske fjordarm Ulvedybet, som er et fuglereservat. Men det er nu ikke fordi, at der er så mange fugle i øjeblikket. Det er - udover svaner - mest de små vadefugle, men der er så småt ved at komme gæs nordfra. Der skal nok komme liv igen om et par uger, når ænderne begynder sommerfældningen.

Her er et par bonusbilleder. Først en tinksmed, der piler rundt efter føde i det lave vand. Jeg har en svaghed for fotos, hvor fuglene spejles i den blanke vandoverflade. Næste billede er en rødben. Det kan man ikke se, for den står i vand til livet. Sidst en flok grågæs, der får en morfar i aftensolen.

I øvrigt havde jeg besøg af et pindsvin på gårdspladsen her til morgen, før solen stod op. Det blev jeg glad for. Det er længe siden, at jeg har set pindsvin på parcellen. Men de er der - lorterne på græsplænen taler deres tydelige sprog.



onsdag den 20. august 2025

Svensk kirkegang

Slow-tv

Screendump LKAB
Netop nu i Kiruna "holder de på" med at flytte byens kirke. Det er unægtelig en bedrift, der får Murer-Kjelds flytning af fyret i Rubjerg til at blegne.

Kirken vejer 670 tons og skal flyttes fem kilometer. Til den 40 meter brede kirke er der bygget en 24 meter bred vej. Flytningen begyndte i går og er formentlig tilendebragt i dag. Flytningen foregår i snegletempo med 500 meter i timen og bliver transmitteret live på nettet. Det er slow-tv, der vil noget.

Kirken skal flyttes, efter at man tilbage i 2004 besluttede at flytte Kiruna og byens 18.000 indbyggere til en helt ny by. Kiruna ligger oven på mineselskabet LKAB's gigantiske jernmine, der blev grundlagt omkring 1900 - i første omgang som en åben mine, men siden 1960 i minegange, der når ned i to kilometers dybde.

Minegangene har gjort grunden under Kiruna ustabil - og det er derfor, at byen skal flyttes.

Der er tale om et af verdens største byggeprojekter. Selve flytningen af byen begyndte i 2015 og forventes afsluttet i 2030.

Jeg har været en del i Kiruna - specielt da vi boede i Tromsø. For kød, slik, sodavand, vin og øl er billigere i Sverige end i Norge, så vi tog jævnligt den 400 kilometer lange tur til Kiruna for at handle stort - akkurat som når vi kører til Fleggaard over æ' græns'.

Kiruna er samisk og betyder rype.

lørdag den 16. august 2025

Putin og mig..

Erindringer

Det er lige gået op for mig, at jeg også har været på Elmendorf Air Force Base - så Putin er ikke den eneste. Jeg kom faktisk først...

I forbindelse med et møde i Anchorage i organisationen Winter Cities i 2004 var der indlagt et besøg på basen, hvor vi fik en kort orientering om bemanding, opgaver mm.

Det husker jeg intet om, men jeg erindrer, at det var et militærorkester fra basen, der spillede ved konferencens indledning - blandt andet Stars and Stribes Forever - selvfølgelig, for der blev ikke sparet på den amerikanske nationalstolthed ved den lejlighed.

Efter militærorkestret kom en lille pige på måske seks år i lyserød strutskørt på scenen og sang America The Beauteful, så ikke et øje var tørt hos de lokale. Jeg selv var pinligt berørt - jeg synes simpelthen, at de amerikanske værter gik over stregen og mener fortsat den dag i dag, at vi var vidne til børnemisbrug af værste karat. Men amerikanerne mente bare, at det var sødt.

Jeg var rejseleder og praktisk gris på turen til Anchorage for økonomiudvalget i Nuup Kommunea, som var stærkt utilfreds med åbningsceremonien af en helt anden årsag. Arrangørerne havde simpelthen glemt det grønlandske flag på den flagsmykkede scene i konference-salen - og det faldt i min lod at gøre opmærksom på miseren over for arrangements-komiteen. De undskyldte godt røde i ørerne - og resten af konferencen vajede Erfalasorput både foran hotellet og på scenen.

Det var i øvrigt en god tur, selv om jeg havde svært ved at holde masken på grund af min beskidte fantasi - for formanden for handelsstandsforeningen i Anchorage, en nydelig herreekviperingshandler, hed - og det hed han virkelig - Dick Stallone.

Der var indlagt en del udflugter under konferencen. Blandt andet var vi ude på et skisportssted i fjeldene nord for Anchorage, hvor der var udsigt til Denali, Nordamerikas højeste bjerg på godt seks kilometer. Trump mener i øvrigt, at det skal hedde Mount McKinley, for Denali er de oprindelige folks navn for bjerget.

Jeg har temmelig sikket fotos fra turen et eller andet sted - men kan ikke lige finde dem, så jeg nøjes med et wikipedia-foto af Elmendorf.

tirsdag den 12. august 2025

En mudderklire...

 Midt i vadestedet


De seneste dage har jeg brugt en del tid med kameraet nede ved Ulvedybet.

Det er nu ikke fordi, der er så mange fugle i øjeblikket. Vi er midt i vadestedet mellem sommer og efterår, så det er mest vadefuglene, der dominerer netop nu - og vadefugle er bestemt ikke min spidskompetence.

Men jeg har købt nyt kamera. Jeg skal lige lære det at kende rigtigt, før jeg begynder at bruge det for alvor også i arbejdssammenhæng - for jeg er jo ikke meget for forandringer. Men på trods af det, tror jeg, at det er et stort skridt fremad.

Det er mit første spejlløse systemkamera - og samtidig  smækfyldt med nymodens funktioner, som jeg med tiden sikkert får stor glæde af. Men al begyndelse er som bekendt svær.

Jeg er specielt begejstret for autofokus-funktionen. Det er sådan noget med kunstig intelligens, som gør, at det automatisk stiller skarpt på øjnene. Det er vigtigt - og fordi kameraet selv leder efter øjne, stiller det også automatisk skarpt på fuglene, i hvert fald så længe, der er ikke er for mange af dem i søgeren.

Det er også ret smart, at kameraet kan indstilles til at tage billeder et halvt sekund før, jeg trykker på knappen. Jeg er jo ikke så hurtig, som jeg har været - selv om det at fotografere ligger i rygmarven som en refleks, så det har jeg store forventninger til.

Det er som sagt vadefuglene, jeg har haft kik på - mudderklire, tinksmede, storspove og vibe. Billederne er klikbare.




torsdag den 7. august 2025

I kampens hede

Fodbold

"Det er nu alligevel sært, at sådan noget er spil." Sådan sang Skousen og Ingemann om fodbold på det legendariske album "Herfra hvor vi står" i 1971 - og det dækker ganske præcist min opfattelse af sporten.

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg synes, det er kedeligt, uinteressant og et helt igennem mærkeligt koncept.

Men jeg anerkender, at det har en bred folkelig interesse, så tirsdag aften overværede jeg for første gang i mit voksne liv en hel fodboldskamp - i embeds medfør, forstås.

Det var på Skovsgård Stadion, Iver Park, hvor Jyllandsserieholdet Skovsgård spillede mod førstedivisionsholdet fra Hobro. Det var en stor lokal begivenhed med over 1.000 tilskuere i en lille by med 800 indbyggere, så jeg var selvfølgelig på pletten for at rapportere til Ligeher.nu.

Da jeg ikke forstår mig på fodbold, brugte jeg det meste af kampen på at snakke med folk - og så holdt jeg øje med publikum. Det kom der et par sjove fotos ud af, som jeg er ganske godt tilfreds med - og som jeg derfor lige deler her på bloggen.

Men jeg synes altså, at det er en sær sportsgren. I det hele taget synes jeg, at sport er sært. Jeg forstår ikke meningen med at konkurrere år efter år for at blive den bedste. Det minder mig om Sisyphos, der i det græske dødsrige trillede en sten op ad et bjerg - og hver gang stenen nåede toppen, trillede den ned igen. Det er mit liv altså for kort til.

Kampen markerede starten til årets byfest i Skovsgård. Så der var bal og bajere efter kampen. Det giver mening - selv om jeg nu aldrig har haft brug for en særlig anledning til at falde i druk.

mandag den 4. august 2025

Dagen derpå

Vesterhavsrock

Weekenden er gået med arbejde. Jeg har dækket den årlige Vesterhavsrock for Ligeher.nu. Vesterhavsrock er sådan en todages blanding af musikfestival og byfest i Fjerritslev - og et stort hit på de kanter.

For mig er det rent arbejde. Jeg ville aldrig bruge penge på den slags, for jeg forstår mig ikke på moderne musik - og jeg mener, at musik er et meget stort ord at bruge om de optrædendes udfoldelser på scenen. Hvis de så endda ville nøjes med at spille, men der er en tendens i tiden til, at musikere skal holde alenlange foredrag mellem numrene. Det er uudholdeligt og foragt for det publikum, som betaler dyr entre for at høre musik.

Specielt slem var en ung pige, som kalder sig Mumle. Selviscenesættelsen og selvoptagetheden var ganske uudholdelig. Men teenagetøserne labbede almindelighederne i sig - og det skulle ikke undre mig, om der er et par stykker, som får de ligegyldige tekster tatoveret på ryggen lige over det røvgevir, som unge piger i dag får i konfirmationsgave.

Fik jeg fortalt, at jeg synes, at tatoveringer er grimme?

En undtagelse fra elendighederne var entertaineren Martin Kanstrup fra Thy, der blandt andet slog fast, at hestepiger er ligesom kattedamer - bare med et større budget. En anden undtagelse var det svenske danseband Rifforama, der underholdt i et fjernt voksenhjørne på festivalpladsen. De kunne deres kram - de sang rent, og de spillede rigtig musik uden snak.

Men det er ligegyldigt, hvad jeg mener. Jeg er ikke anmelder - og så tilhører jeg den generation, der synes, at journalister skal holde sig fra at have en mening.

På trods af musikken synes jeg, at det har været en dejlig opgave og en god weekend. Selv om jeg har tendenser til sociofobi, elsker jeg at snakke med mennesker - og det er der rig lejlighed til ved sådan en gigantisk drukfest. Og så har jeg hjemmebanefordel - for jeg kender de fleste, så jeg fik også et par gode artikelideer til det lokaljournalistiske lager, foruden de ti artikler, jeg skrev i weekenden.

Lørdag eftermiddag var jeg ved at være godt brugt. Så jeg skulle lige holde en pause for at overholde køre-hviletidsreglerne. Jeg fandt et stille hjørne i VIP-loungen med en kop kaffe og lidt alenetid.

Freden fik dog en ende, da kommunalpolitikeren Helle Bak Andreasen kom forbi og ville tage et foto af mig - vel at mærke med mit kamera og ikke bare en telefon. Så efter lidt instruktion tog hun nedenstående foto, som ikke er så ringe endda.

Men jeg ser virkelig brugt ud. Bemærk, hvordan  skjorten hænger og sidder skævt på den ellers forfængelige mand, der altid stryger sine skjorter.

En ny uge truer. Denne gang med fodbold i Skovsgård på programmet. Det interesserer mig heller ikke. Men også det er en god anledning til at snakke med folk, så det går nok endda.
Foto: Helle Bak Andreasen

torsdag den 31. juli 2025

Betulia

Ny sommerblomst

I forsommeren faldt jeg for planteskolens lovord og investerede lidt af min sølle formue i en håndfuld sommerblomster af den nye sort betulia.

Det er en krydsning mellem begonia og petunia, som er ualmindelig hårdfør. Den trives i både sol og skygge, den skal praktisk taget ikke passes og klarer sig med en sjat vand af og til. Den blomstrer voldsomt og er selvrensende, for blomsterne falder bare af, når de er visne.

Der er derfor ikke noget at sige til, at blomsten er et hit på mange gravsteder. Den har mange egenskaber fælles med den meget billigere isbegonie, som jeg bar brugt i mange år forskellige steder i haven - blandt andet på nedløbsrørene. Betulia er bare større, flottere og dyrere - og jeg bruger den her på parcellen på havebordene.

Så jeg er tilfreds med eksperimentet. Desværre er det en udpræget sommerblomst, som ligesom isbegonierne er svær at overvintre - efter sigende. Det får nu et skud alligevel - og så får vi se.

Nu jeg er i bloghuset, bruger jeg også pladsen til lidt blomster- og sommerfuglespam. Det går godt med pelargonierne, som i øjeblikket er inde i anden eller tredje blomstring. Jeg har omkring 300 pelargonier - både i krukker og på friland.

Pelargonier er ikke de blomster, der trækker flest sommerfugle, men forleden var der alligevel en dagpåfugleøje, der lod sig lokke. Den satte sig godt tilrette i blomsten - og så var det sådan set bare at trykke på knappen.

tirsdag den 29. juli 2025

Grønland i krig

God bog

"Für Sie ist der Krieg vorbei". Mandskab fra en tysk vejrstation i
Nordøstgrønlandbliver taget til fange af amerikanske soldater
 den 4. oktober 1944. Foto: U. S. Coastguard
Jeg læste for nogen tid siden bogen "Grønland i krig", der udkom sidste år - og som er skrevet af Peter Harmsen, som er min gamle geografilærers søn.

Emnet interesserer mig - og jeg har beskæftiget mig med den grønlandske historie under anden verdenskrig i 30 år. Jeg vil gerne anbefale bogen, som giver et godt overblik over en periode af historien, som er blevet aktuel igen, efter at Trump og proselytter har sat fornyet fokus på forholdet mellem Grønland og USA.

Bogen bringer ikke afgørende nyt, men giver først og fremmest et godt overblik over en del af historien - og den kan derfor være nyttig at læse, hvis man ikke kender historien. Jeg regner selv med at bruge bogen som opslagsværk, når jeg lige skal tjekke datoer og fakta i mit daglige arbejde.

Især finder jeg bogens afsnit om kryolitminen i Ivittut fornøjelige. For umiddelbart efter besættelsen af Danmark i 1940 kunne amerikanerne og canadierne ikke rigtig blive enige om, hvem der skulle forsvare den strategisk vigtige mine med kryolit, som var vigtig for flyindustrien.

Det er sikkert også ukendt for mange danskere den dag i dag, at tyskerne gjorde adskillige forsøg på at etablere vejrstationer i Nordøstgrønland. Det blev forhindret af både forløberen for Sirius, Den Nordøstgrønlandske Slædepatrulje, og amerikanske styrker.

Vejen fra krigens begyndelse mod fred var lang og trang - og de grønlandske bidrag til freden kan synes små i forhold til de store slag i både Europa og Stillehavet. Men Grønland er også en del af den historie - og det synes jeg er vigtigt at huske.

Derfor giver jeg bogen mine varmeste anbefalinger.

Der er den lille krølle på historien om bogen, at forfatteren Peter Harmsen er søn af min gamle geografilærer på Vesthimmerlands Gymnasium, Georg Harmsen, som præsterede både festlige og lærerige geografi-timer. Efter min studentereksamen i 1978 drog Harmsen i et par år til Nuuk med familien for at undervise på Grønlands Seminarium.

Peter Harmsen skriver selv i forordet til bogen , at det var ved den lejlighed, at hans interesse for dette kapitel af Grønlands historie blev vakt.

Jeg har det nok selv på samme måde. Da jeg flyttede til Nuuk i 1995 - 50-året for befrielsen - skrev jeg en artikel om den 4. og 5. maj 1945, sådan som dagene blev oplevet i Nuuk. Artiklen var vigtig for mig - for det var ved at være sidste chance for at interviewe de få nuummiut, som stadig erindrede befrielsesdagene. Og ellers er det især historien om de amerikanske baser i Grønland - især Narsarsuaq og Kangerlussuaq - der interesserer mig.

onsdag den 23. juli 2025

Sommertraditioner

Familiefest

Grillfesten her på Øland for den lillebitte familie er et af årets faste indslag. Jeg har holdt festen hver sommer siden 2010. Her skal intet forandres, så arrangementet kører over fast skabelon.

Foto: Henrik Jespersen
Vi lægger ud med en frokost på en af egnens restauranter. I år - for vistnok fjerde eller femte gang - på Gjøl Kro. Så gik turen til Ulveskoven, hvor Brian fra Lokalhistorisk Samling i Arentsminde tegnede og fortalte om det gamle tivoli, der en gang var på stedet. Med eget trinbræt på Nørresundby-Fjerritslev-banen, så det var nemt at komme til bal der - og det var der i tresserne hver lørdag aften.

Bagefter fortsatte vi i haven herhjemme - kun afbrudt af en lille tordenbyge. Mens jeg var i køkkenet, hyggede familien sig blandt andet med at gå på mol i mine solbær og mirabeller.

Forretten var ikke overraskende stenbiderrogn med blinis. Jeg havde købt rigeligt med billig stenbiderrogn, da jeg var i Grønland for en måned siden.

Så stod den på grillet lammekød med kartoffelsalat efter min mors opskrift - altid et hit - og så lidt salat med mormordressing. Desserten lød på jordbærkage. Det hele skyllet ned med masser af hvidvin - Selaks Sauvignon Blanc, som er en af mine favoritter.

En anden tradition er årets sommerdrink. Selv om jeg efterhånden kun sjældent nyder spiritus, følger jeg stadig med i udviklingen i branchen - og et godt bud på årets sommerdrink har den italienske likør Mandarino som grundingrediens. Tilsat to dele lemon og masser af is er det en herlig tørstslukker, som alle kan lide - måske også lidt farlig, for det smager som saftevand.

Jeg kan lige nævne, at Mandarino også er god til cocktails. Knust is, to dele god vodka, tre dele Mandarino og en del sukkersirup, pyntes med en lime-trekant og et par mynteblade. Serveres naturligvis i cocktail-glas - gerne afkølet i fryseren inden brug.

Sukkersirup sælges i butikkerne som Sugar Cane Sirup eller Simple Sirup, men det nemt at lave selv. 250 gram sukker og en kvart liter vand får et opkog i en gryde og hældes på flaske. Det kan holde sig i køleskabet mindst tre uger.