lørdag den 15. juni 2024

Højt humør på Fyn

Gudmor griner

Dette foto af en meget glad og veloplagt Julie Berthelsen tog jeg fredag eftermiddag på Faaborg Værft, da Disko Lines nye hybrid-passagerfærge Maliina Ittuk blev navngivet.

Færgens gudmor er netop Julie Berthelsen - og det er ikke helt tilfældigt, da hun også er kunstneren bag færgens udsmykning, som er bygget over det grønlandske sagn om Maliina og Aningaaq, solen og månen. Dåben foregik i øvrigt med sydfynsk æblecider - og ikke champagne, som det ellers er skik og brug.

Den ny færge bliver Grønlands største til dagsejlads med plads til 113 passagerer, men er også interessant, fordi den er delvist el-drevet og kan ombygges til ren eldrift, når de grønlandske vandkraftværker en gang er fuldt udbygget.

Indtil videre er det to dieselmotor, der leverer hovedparten af strømmen til de elmotorer, der står for fremdriften. Et princip, der i øvrigt kendes fra de gamle danske MY-lokomotiver, som jeg altid har været stor fan af. Ved batteridrift kan færgen i den nuværende opbygning sejle i to timer - fuldstændig lydløst, hvad der nok skal blive et hit, når turisterne i Grønland skal på hvalsafari.

Det blev en lang dag. Turen til Faaborg tager cirka fem timer i mit tempo, så afsted kl. seks og hjemme igen kl. 20. Fyn er sådan et fint sted, når man kommer heroppe fra Han Herred. Nærmest det stik modsatte. Træerne står lige op og ned og er ikke præget af vestenvinden - og vejene minder om nationalsangen, for de bugter sig i bakke, dal.

På hjemturen var jeg forbi min søster i Palleshave nær Ringe. Så tak for kaffe - også den termokande, som jeg fik påfyldt til hjemturen, der blev ekstra lang på grund af de sædvanlige bilkøer omkring Odense.

Til gengæld gik resten af turen smertefrit op ad A13 og ikke mindst den vidunderlige Viborg-Løgstørvej. Der var ingen biler stort set. Det var vist noget med en fodboldkamp i fjernsynet. Hvad ved jeg? Boldspil interesser mig ikke, så jeg går en hård sommer i møde.

Ingen kommentarer: