Et stik i hjertet

Dina

Det gav et stik i hjertet, da det japanske kirsebærtræ foran huset i sidste uge stod i fuldt flor med sin hjerteformede krone.

Jeg købte i sin tid træet som en indflyttergave til Dina kort efter, at vi for 15 år siden overtog huset. Dina var glad for blomster, så selvfølgelig skulle hun også have et japansk kirsebærtræ.

Træet har kun vokset langsomt - og det er først de sidste fem år, at det rigtigt har givet blomster. Så hun nåede næsten ikke at få glæde af det - desværre.

Det er i dag to år siden, at Dina døde på sin 74-års fødselsdag. Det skulle have været en god dag for hende, men blev det stik modsatte. Hun blev ramt af to blodpropper om natten - og blev kørt på sygehuset ved firetiden om morgenen. Jeg var ude i ambulancen og hjælpe hende med høreapparaterne - og det var sidste gang, jeg snakkede med hende. Det blev en frygtelig dag.

Livet skal gå videre - og gør det heldigvis også. Men der går næppe en dag, hvor jeg ikke tænker på hende. Især nu, hvor det spirer og gror - og blomsterne i haven vælter frem. Haven var om noget vores fælles projekt.

Jeg savner hende også, når jeg sidder i bilen. For hun var ofte med mig, når jeg var på farten. Snakken gik om stort og småt og om alle de ting, vi kørte forbi - fuglene, træerne, markerne, køerne og så videre.

Dina og jeg havde især en ting til fælles - en frygtelig nysgerrighed. Jeg har aldrig nævnt det for andre, men jeg har ikke tal på alle de gange, vi har kørt til ildebrand sammen - både i Nuuk og her i Han Herred. Jeg mindes fortsat den morgen, hvor vi hørte på TV, at Svinkløv Badehotel brændte. Der blev ikke sagt et ord, men vi gik direkte ud i bilen som ved en fælles overenskomst - og uden et ord blev kursen sat mod Svinkløv.

Dina er nu på kirkegården i Nuussuaq. Men jeg har gemt en smule af asken i en krukke på vitrineskabet. Der står den nu sammen med friske roser - i anledning af fødselsdagen.