søndag den 30. juni 2019

Ligusterfascisme

Et træls gammelt ord

Ligusterfascisme og ligusterfascist var meget brugte ord i begyndelsen af halvfjerserne, hvor det blev brugt stærkt nedsættende om den voksende middelklasse, der flyttede fra byernes støj og møg ud til de dengang nyanlagte parcelhuskvarterer.

Jeg har aldrig brudt mig om ordet. Tiden har vist, at villakvartererne er et godt og sundt sted for børns opvækst, og så udtrykke ordet en noget hovski-snovski foragt for andre menneskers måde at leve på.
Det var den talende kulturradikale klasses måde at udtrykke sin foragt for den småborgerlige hang til ro og orden, hvilket jo er nemt nok, når man har sit på det tørre i et agtværdigt gammelt villakvarter på Frederiksberg eller i Gentofte.

I øvrigt er ligusteren en smuk buskplante, der får nogle flotte og stærkt duftende blomster, hvis ellers planten ikke bliver holdt i ave i en parcelhæk.

Jeg har en stor ligusterhæk om bålhytten. Den blev som så meget andet ikke klippet sidste år - og i år står den vildt voksende og kalder på saksen. Men det får vente, til den er færdig med at blomstre.For jeg nyder synet af de hvide blomster, der også fint dækker, at jeg fortsat har et lille hængeparti med de hvide kanter på den ellers nymalede bålhytte. Men malerstigen er da sat frem...

Ingen kommentarer: