Da far var dreng

Jeg kan ikke lade være med at filosofere over, hvordan snevinteren i Danmark vil præge de lykkelige børn, som i disse dage tumler rundt i sneen, som om de aldrig har lavet andet.
Det er det stof, som skaber utallige historier om dengang far var dreng, ja, da var der rigtige vintre til.
For det er jo sådan, at uanset hvilken generation vi tilhører, så var vintrene meget bedre i vores barndom - dengang sneede det hver vinter, og sneen lå mindst op til skorstenen. Skolerne lukkede for et godt ord, og vi kunne kælke, ski og skøjte, så det var en lyst.
Sådan rent statistisk har vi bare ikke så forfærdelig meget at have det i - global opvarmning eller ej. Der har altid været gode, og der har altid været dårlige vintre. Tag nu sådan noget som hvid jul. Det forekom faktisk kun syv gange i forrige århundrede - og i min barndom taler vi om julen 1969, men alligevel husker jeg min barndoms jul som hvid hver gang. Eller hvad med isvintre, hvor isbryderne kæmper mod ismasserne, og folk kører i bil til de små øer? Ja, dem har vi haft 15 af i forrige århundrede - og for min ungdoms vedkommende taler vi om vintrene 62-63, 69-70 og 78-79. Undskyld, men jeg husker det altså som næsten hver vinter.
Det her handler selvfølgelig om den menneskelige psyke - eller i hvert fald min psyke. Jeg husker konsekvent kun de gode ting. Kald det fortrængning eller nostalgi! Jeg er ligeglad - for da jeg var dreng, var der rigtige vintre til - og de var meget koldere, mere snerige og længere end noget som helst, vi ser i vore dage. Basta!
Der er forresten ikke noget nyt under solen. Billedet til historien her har jeg lånt af min skolekammerat Per Lyngby. Og det viser kælkebakken ved Farsø Kirke forleden. Men billedet kunne sådan set lige så godt være taget i min barndom. Men når det så er sagt, så må jeg da også indrømme, at jeg husker bakken som betydeligt større og betydeligt længere, end den rent faktisk er.
Forresten er det her med de gode og dårlige vintre ikke noget specielt dansk. Jeg har også oplevet jul uden sne i Grønland og her i Norge - tro det eller lad være! Og også her bedyrer folk, at det aldrig ville være sket i deres barndom. For tiderne er som bekendt af lave.
Og det er det, jeg mener med, at ungerne i disse dage tumler lykkeligt rundt i sneen. For når de bliver voksne, vil de også huske deres barndom som præget af sne, snefri og rigtige vintre, som dengang far var dreng - og således er verden jo så uforanderlig - alle forandringerne til trods!

Ha' det
Jesper