Et stik i hjertet

Dina

Det gav et stik i hjertet, da det japanske kirsebærtræ foran huset i sidste uge stod i fuldt flor med sin hjerteformede krone.

Jeg købte i sin tid træet som en indflyttergave til Dina kort efter, at vi for 15 år siden overtog huset. Dina var glad for blomster, så selvfølgelig skulle hun også have et japansk kirsebærtræ.

Træet har kun vokset langsomt - og det er først de sidste fem år, at det rigtigt har givet blomster. Så hun nåede næsten ikke at få glæde af det - desværre.

Det er i dag to år siden, at Dina døde på sin 74-års fødselsdag. Det skulle have været en god dag for hende, men blev det stik modsatte. Hun blev ramt af to blodpropper om natten - og blev kørt på sygehuset ved firetiden om morgenen. Jeg var ude i ambulancen og hjælpe hende med høreapparaterne - og det var sidste gang, jeg snakkede med hende. Det blev en frygtelig dag.

Livet skal gå videre - og gør det heldigvis også. Men der går næppe en dag, hvor jeg ikke tænker på hende. Især nu, hvor det spirer og gror - og blomsterne i haven vælter frem. Haven var om noget vores fælles projekt.

Jeg savner hende også, når jeg sidder i bilen. For hun var ofte med mig, når jeg var på farten. Snakken gik om stort og småt og om alle de ting, vi kørte forbi - fuglene, træerne, markerne, køerne og så videre.

Dina og jeg havde især en ting til fælles - en frygtelig nysgerrighed. Jeg har aldrig nævnt det for andre, men jeg har ikke tal på alle de gange, vi har kørt til ildebrand sammen - både i Nuuk og her i Han Herred. Jeg mindes fortsat den morgen, hvor vi hørte på TV, at Svinkløv Badehotel brændte. Der blev ikke sagt et ord, men vi gik direkte ud i bilen som ved en fælles overenskomst - og uden et ord blev kursen sat mod Svinkløv.

Dina er nu på kirkegården i Nuussuaq. Men jeg har gemt en smule af asken i en krukke på vitrineskabet. Der står den nu sammen med friske roser - i anledning af fødselsdagen.

Høet er slået

Havedagbog

Før.

Weekenden og det gode vejr er stort set blevet brugt i haven. Blandt andet på at slå græsplæne for første gang i år.

Efter.

Det var tiltrængt og mindede mest af alt om høslet. Men jeg trækker det altid til her midt i maj. Græsplænen, som ikke er så frygtelig stor, er fyldt med vintergækker, krokus og påskeliljer - og de skal helst have lov til at visne af sig selv, før græsset bliver slået. De kvitterer så for freden med tusindvis af blomster allerede fra den sene vinter.

Plænen ser ikke så godt ud efter den første tur. Den er lidt ujævnt klippet og det afklippede græs ligger i dynger. Så den skal lige klippes et par gange mere med et par dages mellemrum i den kommende uge. Så kommer det til at se civiliseret ud.

Ellers er der grøde og vækst overalt. Kartoflerne står flot på rad og række, persille, purløg, timian, løvstikke og estragon gror på livet løs - og der er fine blomster i alle de nye jordbærplanter.

Æble- og blommetræerne har blomstret livligt. Det tyder på en god høst. Til gengæld er det lidt tvivlsomt med pærer. Jeg har beskåret pæretræerne voldsomt i vinter, så det bliver nok mest købepærer det kommende år.

Jeg har et hjørne, der får lov til at gro forholdsvist frit. Det har jeg haft i mange år. Det begyndte jeg med, før det blev populært at snakke om biodiversitet og andet moderne sludder. Jeg falder ikke for modeluner, men følger mine instinkter. Det har sjovt nok mange gange gjort mig til såkaldt first-mover. Men hånden på hjertet - det handler mest af alt om dovenskab. Og flot ser det ud i øjeblikket, hvor forglemmigejerne blomstrer i vilde mængder.

Fredag aften var jeg i Thisted og kom hjem ved 22-tiden i den blå time. Det var en stor oplevelse, for luften var fuld af flagermus, der fouragerede lige over gårdspladsen. Til gengæld sov jeg de retfærdiges søvn, da nordlyset angiveligt eksploderede over Danmark.

Jeg har også været på Danserholmene et par gange i weekenden for at kigge efter pomeransfugl. De er ankommet på det sædvanlige sted, men jeg så nu ikke noget til de flotte fjerkræ. Men en god weekend har det nu været alligevel.

En maje' lang dag

Vaskeægte carpe diem

Lørdag eftermiddag skulle jeg dække en grønlandsk kor-konkurrence på Pejsegården i Brædstrup - og da det er forår, træerne grønnes og vejret var anstændigt, besluttede jeg at lave en dag ud af det. Det endte med at blive en meget længere dag end planlagt.

Jeg kørte hjemmefra allerede fra morgenstunden og satte fem timer af til den knap 170 km lange tur. Madpakken var smurt, termokanden fyldt op - og der var masser af tid til at nyde foråret.

Først min yndlingsvej: Løgstør - Viborg-vejen. Den holder jeg meget af. Det er god vej, og der er ikke meget trafik en lørdag formiddag. Det er forresten også næsten Barndommes Gade, så jeg lagde ud med at kigge til det sommerhus, mine forældre en gang havde i Trend. Så forbi Trend skov - og så gik det ellers mod Viborg gennem det fantastiske vesthimmerlandske istidslandskab, hvor vejen gennemskærer de tre ådale - Lerkenfelt å, Simested å og Skals å. Det er stort og flot.

Turen fra Viborg nedad A13 går for meste gennem skov - og skoven er jo nydelig netop nu.

I Hjøllund drejede jeg så fra mod Vrads og Bryrup. Vejen over Vrads Sande ligner ikke noget andet, som jeg kender i Danmark. Den er ikke nivelleret og følger topografien nøje, så hvis man kører hurtigt, bliver det en rigtig rutchebanetur. Men det er teori, for jeg kører oftest i blødhattempo.

Turen fra Vrads til Bryrup er også i særklasse. Smal bjergvej, der slynger sig i de midtjyske morænebakker. Var det ikke for de nyudsprungne bøgetræer, kunne det lige så godt være i Norge.

Det blev til nogle hyggelige timer i Brædstrup. Egentlig var det arbejde, men det var også samvær i gode venners lag. Historien og billederne kom i hus, så ved 18-tiden satte jeg kursen hjemover mod aftensmaden.

Det gik dog ikke helt, som jeg havde tænkt mig. For da jeg kom til Tinghusene og så skiltet mod Farsø, fik jeg en ide. Bageren i Nørregade sælger altid friske rundstykker lørdag aften - og det fik jeg pludselig en ubændig trang til.

På vej gennem Farsø kom jeg så i tanke om, at det var 4. maj og befrielsesaftenen. Den aften bruger spejderne i Farsø altid til parade, så jeg ville lige forbi og hilse på.

Det var desværre for sent. Men jeg mødte Hedvig, som er gift med min gamle skole- og spejder-kammerat Per. Så jeg  blev inviteret til kaffe på Brixvej.

Så det blev temmelig sent, inden jeg landede på Nørremarksvej klokken 23.15. Lige betids nok til at sætte stearinlys i vinduerne. Det var jo den 4. maj, så den tradition skal naturligvis holdes i live. Sammen med de friskbagte rundstykker fra bageren i Nørregade, som er en anden kær, gammel tradition fra barndommens land.

Normalt er rundstykker morgenmad, men  lørdag blev det altså aftensmad i  midnatstimen. Carpe diem, som man siger.

Forår - for alvor

Havedagbog

Nu ser det ud til, at foråret for alvor er kommet til lille Dannevang. Det fejrede jeg med at købe et par bakker røde pelargonier - bare for lige at komme i gang med krukkerne.

Det er ikke, fordi jeg mangler pelargonier. Jeg har mindst 200, som har overvintret på værkstedet. De er nu kommet ud af vinterhiet og ser ud til at trives - omend de er lidt blege om næbbet. Nu skal de lige akklimatiseres et par uger - og så går det løs for alvor med krukkerne.

Det er også blevet tid til at fodre asparges-beddet med et par børfulde sand og kompost. Jeg flyttede sidste år mine asparges til et højbed og plantede yderligere ti planter. Flytningen har ikke været den helt store succes, mens de nye planter står flot med næsten tommelfinger-tykke skud. De får fred i år, men næste år skal der høstes - og så har jeg plantet yderligere ti nye planter, så om to år regner jeg med at være sæson-selvforsynende med asparges.

Kartoflerne er godt i vej. De blev sat under plastik den 1. april - og er allerede godt over jorden. Så weekenden er også blevet brugt til at hyppe kartofler - første gang. Jeg plejer at hyppe dem to gange, så om et par uger får de lige en tur mere. Hvis ellers alt går efter planen, er der nye hjemmeavlede kartofler til sankthans.

Det er også blevet til en tur rundt på parcellen med mælkebøttejernet. Mælkebøtterne er dybest set flotte med de gule blomster, men jeg vil ikke have dem i græsplænen - og hvis man ikke er over dem hvert år, tager de altså magten. Så op med dem - og så dropper jeg et krokusløg i hullet, for jeg vil hellere have krokus end mælkebøtter.

Selv om det nu er blevet lunere i luften, skal også være tid til hygge - og ikke mindst tulipanerne. De er jo flotte i farverne - og så er blomstens form en af de flotteste geometriske figurer, som jeg kan komme i tanke om. Måske fordi det minder om et vinglas...

P.s. Ingen fotos, desværre. Men jeg havde søndag eftermiddag besøg af en tornirisk. Det er altså en meget flot bette fowl...

Sildelaug-lagkage

Hvedebrødsdag

Der var lagt op til varme hvedebrødsdage, da Øland Sildelaug fredag aften holdt sit april-møde. For sidste fredag i måneden er fast mødedag i lauget - og det har regeringen jo endnu ikke lavet en lov imod. Så store bededag blev fejret med maner og så selvfølgelig varme hveder.

Aftenens menu var fastlagt af skriverkarlen, som bød på en forholdsvis enkel treretters. Enkel i serveringen, men der var mange ting, der skulle sættes i gang fra mødets begyndelse. Så næsten alle mand var på dæk fra start, mens de sidste to var på dæk for at dække bord.

Første servering var en sildelagkage, der i dagens anledning var omdøbt til sildelaug-lagkage. En delikat lille ting, som laves på en bund af nye kartofler. De skulle koges og nå at køle af inden tilberedningen, så det var med at rubbe neglene fra start af.

Sildene anrettes på de skivede kartofler, der hældes en lækker karry-dressing på - og så pyntes der med æg, karse, rød peber og hakket rødløg. Det  kan anrettes med større eller mindre elegance, finesse og akkuratesse, men smager under alle omstændigheder himmelsk.

Så stod den på blomkålsgratin med glaseret hamburgerryg - og lidt smørsovs til. Gratin er en lækker ting, som kan varieres i det uendelige - og er også en god resteret, hvis det skal være. Med omhu og kærlighed er det heller ikke svært at lave - og en sikker succes nu, hvor de første italienske blomkål er i butikkerne. Senere på året skal det selvfølgelig være blomkål fra den hjemlige nyttehave.

Blomkålsgratin er en herlig mormor-ret, som var søndagsmad i gamle dage. Laugsbrødrene var enige om, at det er en skam, at sådan er ikke længere.

Aftenens sidste servering lå lige til højrebenet. Varme hveder, selvfølgelig. Og hjemmebagte, selvfølgelig. Taget lige ud af ovnen lige inden serveringen med koldt tandsmør og syltetøj. For det var jo dessert, så der skulle også lige være lidt sødt til at slutte af med.

Der blev også tid til at teste giftblanderens porsesnaps. Den har tidligere været på programmet, men efter et års lagring var den nu modnet og rund i smagen.

Helt utraditionelt blev de varme hveder skyllet ned med kaffe og for nogles vedkommende en enkelt brændevin. Sild, gratin, hamburgerryg er også typiske brændevins-retter, så det blev der drukket en del af i aftenens løb, men kaffen gjorde sit, så mødet sluttede på slaget 10 med Ølandssangen.

Det var så den store hvededag.

Store tulipandag

Aprilvejr

Den forløbne uge har budt på klassisk aprilsvejr. Sådan lidt af hvert fra sne til høj sol.

Alligevel kan det godt betale sig at gå en tur i haven. Onsdag havde alle havens - alle - tulipaner besluttet sig for at springe ud. Så netop nu er tulipanerne - med politiets ord - massivt til stede.

Men der er nu også andet øjenfryd. Vibeæg, gule anemoner, vorterod, stedmoderblomster, påskeliljer og efterhånden også lidt småblade på træerne. Endnu er bøgen ikke sprunget ud, men det kommer nok i den kommende uge.

Jeg ville egentlig gerne have været i haven i dag. Men det bliver ved tanken. En isnende kold østenvind holder mig inde. Det er træls, men sådan er det altså - og sådan er april.

Køer i fri dressur

Traditioner

Køerne skal på græs hvert eneste forår. Det er der ikke noget nyt i, men begivenheden er alligevel et fast indslag i mit årshjul - og har været det i mange år.

For mig er det strictly business. Jeg abonnerer ikke på historien om, at køerne er glade, fordi de kommer ud. Så langt tænker en ko slet ikke. En glad ko er en mæt ko, så når de springer rundt og slår ud med bagbenene, er det nok mest af alt udtryk for forvirring.

Alligevel møder jeg op og fotograferer. For der er gode billeder i det - og så var det en tradition, vi grundlagde, allerede da vi flyttede til Danmark for 14 år siden. Dina var umådeligt interesseret i kvæg og kvægdrift - og kunne få timer til at gå med naboens køer, dengang han havde kvæg.

Så hun elskede at være med, når øko-køerne på Lunde ved Fosdalen blev sluppet fri. Så allerede inden jeg kastede mig over lokaljournalistikken, tog jeg med og fotograferede de lystige køer. Derfor gav det også et lille stik i hjertet, da jeg i dag tog afsted alene, mens Dina måtte nøjes med at se på fra sin lille himmel.

Selv om Dina elskede køer, havde hun også respekt for de store dyr. Hun betragtede mig som temmelig dumdristig, når jeg gik ind foran de forårskåde køer for at få de bedste billeder. Det rører mig nu ikke. Jeg plejer jo at overleve - og skulle uheldet endelig være ude, vil det indbringe et herostratisk eftermæle.- måske ligesom indiske Shivdayal Sharma, der sidste år blev dræbt af en flyvende ko, mens han stod og urinerede..

Dagens billeder kom i hus - og historien er på vej i avisen. For nyhederne skal jo ligesom posten ud i regnvejr eller slud. Eller som i dagens tilfælde i en temmelig strid vestenvind.

Tid til fuglefoto

Dagens fugle

Generelt bliver det til at for lidt fuglefoto til hverdag, men lørdagens lune vejr fik mig afsted til vandhullerne.

Egentlig var det skestorkene, der var målet, men det blev altså en gråstrubet lappedykker, der blev dagens bedste foto. Men skestorkene er kommet. Det gør de altid lige omkring min fødselsdag - og sådan er det også gået i år.

Ellers bød lørdagen på en redebyggende svane, en strandskade og så et ivrigt kurtiserende par store skalleslugere.

Forår og fødselsdag

Gammel og affældig

Foto: Henrik Jespersen

Der var - sagt i al ubeskedenhed - tale om perfekt timing, da jeg lørdag rundede de 66 år.

For vejret var perfekt. Dagen blev årets første rigtigt lune dag - og det spirede og blomstrede overalt, så man kunne se forskel fra time til time.

Men jeg må også erkende, at jeg er blevet både halvgammel og affældig. Jeg havde inviteret familien til at fejre dagen sammen med mig - og vi lagde ud med en tur i Øland Skov. Egentlig skulle det bare være en lille slentretur med en kop kaffe forbi de mange blomstrende anemoner under bøgetræerne.

Men på en eller anden måde tabte jeg orienteringen, så det blev en lang tur. Men pyt, vi så da nogle steder i skoven, som jeg ikke har set tidligere, selv om jeg nu har boet på Øland i 15 år. Og den medbragte kaffe smagte ekstra godt - sammen med de sidste af julens hjemmebagte småkager.

Tilbage på parcellen ved 13-tiden gik det nogenlunde, som det plejer, når jeg har besøg af familien. Først en øl på gårdspladsen. Det var godt - og termometret stod på 16 grader. Så til bords med en enkel treretters menu, som jeg havde forberedt om morgenen, så den var der ikke det helt store arbejde i.

Vi lagde ud med hummersuppe med cognac og kammuslinger, så lammeculotte med flødekartofler og rosenkål - og som prikken over i'et en rabarberkompot lavet på årets første knaldrøde vinrabarber fra haven. Hertil hvid chokoladeganache og lidt knust makron.

Jeg rører kun sjældent vin og spiritus på mine gamle dage, så når det endelig sker, får den fuldt knald. Først en grand cru-champagne fra Charles Mignon, så en jubilæumscuvee fra Philipson - en Cotes du Rhone fra 2010 og endelig til desserten en grand cru gewürtztraminer fra 2014 fra Ribeauville. Gode sager, der ikke skuffede.

Foto: Henrik Jespersen

Dagen sluttede ved 18.30-tiden med, at flaget blev taget ned. Det var godtnok lidt tidligt i forhold til solnedgang, men det er altså svært at lægge et flag sammen, når man er alene, så der fik jeg lige hjælp af min søster.

Det blev en god dag. Tak til familien, tak for gaverne og tak til de over 200 venlige mennesker, som sendte en hilsen på Facebook.

P.s. Som altid i hyggeligt lag glemte jeg næsten at fotografere, men et par enkelte billeder blev det dog til - trods alt.

Påskeklokkerne blomstrer mildt

Blomsterspam

Det er tid for både påskeliljer og påskeklokker. Årstiden taget i betragtning er det heldigt nok.

Påskeliljerne er der ikke så meget hokuskrokus ved. De skyder, blomstrer og visner hvert år. Anderledes med påskeklokkerne, der jo er grønne hele året, men som netop nu sætter de mest fantastisk flotte blomster.

Blomsterne får mig altid til at tænke på Carl Plougs fædrelandssang Påskeklokken kimed mildt - skrevet i maj 1848 efter tabet af Dannevirke, hvor der mildest talt ikke var meget at smile af. Inde i mit lille hoved bliver det så til Påskeklokken kimed mildt, Påskeklokkerne blomstrer vildt.

Melodien til sangen hentede Ploug på Færøerne i folkevisen Olufukvæði. Det er smukt - meget smukt grænsende til det patetiske.

Ploug var ikke alene om at blive inspireret af folkevisen. Også Carl Nielsen lånte temaet til sin "Fantasirejse til Færøerne" fra 1927, hvor melodien symboliserer ankomsten til Færøerne. Det er også smukt og hjertegribende - hør det i YouTube-klippet nedenfor på tidskode 4.04 til 6.40.

Med disse få ord vil jeg ønske alle en god påske - sådan lige på falderebet.

Lang fredag med lejrbål

Højtidsstund

Langfredag begyndte tidligt - som alle dage. Først skrev jeg lige en artikel. Så morgenkaffe på gårdspladsen, mens det lysnede - og så gik det ellers løs i haven med at rive blade sammen.

Det blev til en ordentlig bunke sammen med en stak halvrådne brædder fra en gammel kompostbeholder. Ud på formiddagen satte jeg en tændstik til det hele, selv om det strengt taget var for vådt til at brænde. Men for en spejder er intet umuligt - og efter kort tid brændte bålet alligevel lystigt.

Og så skete der det, som ofte sker for gamle spejdere. Vi drages mod bålets gløder, så havestolen blev fundet frem - og tankerne gik på langfart, mens jeg nød bålets mere eller mindre stille gløder og store mængder røg.

Ved frokosttid supplerede jeg stemningen med et par madder med rød spegepølse og en stribe remoulade. Det er højt belagt smørrebrød for en spejder - og passende til en højtidsdag som langfredag. Det bliver næppe bedre overhovedet, så det generede heller ikke, at det smådryppede lidt. Til gengæld var det så som så med arbejdet resten af dagen.

Men lørdag skal jorden graves, så jeg kan lægge kartofler på søndag. Det er også en slags højtid, som jeg i mine yngre dage ville fejre med et forsvarligt indtag af Rød Aalborg - kartoffelvin - men det springer jeg nok over.

For der er også andet arbejde, der skal gøres. Forleden nat væltede brændestablen i brændeskuret, som jeg ellers møjsommeligt havde fået ordnet. Den slags sker desværre af og til. Når brændet begynder at tørre, bevæger det sig og bliver nemt ustabilt. Så det skal stables igen - men lige nu har jorden og blomsterne størst prioritet.

Jorden kan ikke vente. Men det kan brændet, for der er trods alt et halvt år til fyringssæsonen begynder igen.

Morgenstund med guld til munden

Grønlandske krabber

Tirsdag morgen var jeg tidligt oppe for at følge fiskeauktionen i Hanstholm - lokket af et parti levende grønlandske snekrabber, der godt 20 timer forinden var hevet op af vandet i Nuuk. Auktionen startede kl. 6.45.

Det var en spændende oplevelse. Jeg har en gang i skoletiden været på fiskeauktion i Skagen, men det kan jeg knap nok huske.

Der går rygter om, at man skal holde hænderne i lommen og tie stille under en fiskeauktion - ellers risikerer man pludselig at stå med adskillige kasser brosme eller skærising. Så slemt er det nu ikke.

Auktionsmester Flemming Døjholt taler almindeligt dansk, det går stille og roligt med et glimt i øjet, og så har han godt styr på både fisk, købere og nysgerrige. Selv om det er tidligt på morgenen, var der en god stemning, og folk havde lyst til at snakke, så det var nemt for mig at passe mit arbejde - en artikel og nogle fotos til Sermitsiaq om de godt 600 kg krabber, der var fløjet til København aftenen før - og derefter over natten med lastbil til Hanstholm.

Det er en gammel ide, der nu bliver ført ud i livet. Allerede da jeg kom til Grønland for over 30 år siden, snakkede man om at flyve friskfangede grønlandske fisk til Europa, men i mange år blev det ved snakken. Men med udsigten til den nye atlantlufthavn i Nuuk, der åbner til november, er der kommet skred i tingene.

Det er den grønlandske serieiværksætter Mads Petersen, der med firmaet Nutaaq Seafoods har fået sat eksporten af levende krabber i system - i tæt samarbejde med fiskeskipper Jens Peter Larsen, Air Greenland, Blue Water, diverse myndigheder i Danmark og ikke mindst direktør Jesper Kongsted fra Hanstholm Fiskeauktion. Det er nu bevist, at det kan lade sig gøre.

Fremover er det planen at sende mindst 500 kg levende krabber om ugen til Hanstholm. Senere måske også andre højværdiprodukter som for eksempel stenbiderrogn. Det kan blive meget aktuelt, når den nye lufthavn i Nuuk skærer fire timer af transporttiden.

Et afgørende succeskriterium er leveringssikkerheden. Kunderne i især Danmark, Sverige og Holland skal være sikker på leverancerne - og det er derfor godt, at man allerede nu er gået i gang med at øve sig, inden den nye lufthavn i Nuuk åbner.

Senere følger også storlufthavne i Ilulissat og Qaqortoq. Så det kan kun gå fremad. Vinderne bliver de grønlandske fiskere, som med transportudgifterne som indsats kan nå betydeligt højere priser i Danmark end i Grønland. Kiloprisen begyndte ved 150 kroner, og hele partiet tirsdag morgen blev solgt til en gennemsnitspris på 119 kroner kiloet.

Mit morgenbesøg på fiskeauktionen i Hanstholm bliver til en artikel i Sermitsiaq 2024/14, der udkommer 5. april 2024.