Slut med Mut

Kristinemut er lukket

Krakke-mut-mat blues. Aldrig mere mutters alene på Mutten. Pr-foto

En æra i Nuuks natteliv er slut. Den sidste dans er danset, og den sidste bajer er drukket på byens første værtshus – legendariske Kristinemut. I slutningen af september trak stedets forpagter Kristian Balslev stikket og afleverede nøglerne til bygningens ejere Krissie og Michael Winberg.

Det er endnu uvist, hvad der kommer til at ske i lokalerne fremover.

- Nu skal vi lige have gennemgået det hele og ryddet op – og så skal vi selvfølgelig finde ud af, hvad vi vil bruge lokalerne til, siger Krissie Winberg til Sermitsiaq. Hun driver i forvejen den populære Cafe Esmeralda i bygningen i Nuuks bymidte.

Kristinemut nåede at blive 70 år som udskænkningssted.

Det begyndte helt nøjagtigt den 5. maj 1954, hvor Kristine Chemnitz købte en stor kaffekande, anbragte tre borde i sin stue og bekendtgjorde, at hun havde åbnet en kaffebar.

Historien fortæller, at Kristine ved en fejl fik en sending øl leveret fra Danmark, så hun spurgte den daværende landshøvding, hvad hun skulle gøre. ”Gå hjem og sælg pilsnerne,” lød svaret – og dermed var Grønlands første alkoholbevilling givet.

I 1962 overdrog Kristine Chemnitz forretningen til sin datter Else med kaldenavnet Tulle og hendes mand Morten. Tulle og Morten drev Kristinemut frem til efteråret 1994, hvor stedet blev overtaget af Helge Tang og Carl Juhl.

Kristinemut var i mange år et regulært værtshus, men det ændrede sig 80’erne, hvor Kristinemut både var spisested og værtshus. Mellem 18 og 21 var der fine hvide duge på bordene – og både Nuuks befolkning og gæster udefra fik sig et godt og solidt måltid, der som regel blev afsluttet med en grønlandsk kaffe – inden der kom bajere på bordet.

Kristinemut var kendt langt ud over Grønlands grænser. Det skyldtes ikke mindst sangeren Poul Dissing, der på pladen Kalaallit Nunaat fra 1997 sang sin Krakkemut-mat-blues om at være ”mutters alene på Mutten”. Inspirationen til sangen og en stribe andre sange om Grønland fik han under et ophold i Nuuk i 1973. Egentlig skulle turen være på tre uger, men endte med fire uger, fordi vejret gjorde flyvning med de daværende S-61 helikoptere umulig.

Da AG’s tidligere redaktør Philip Lauritzen i 1994 udgav sin Grønlandsguide viede han et helt afsnit til Kristinemut. Han skrev blandt andet:”Mutten er en myte. I Nuuk. I Grønland. I Danmark”.

Nu er det slut. Kristinemut har både været elsket og hadet. Stemningen var især tidligere altid høj, men med stemningen og alkoholen fulgte også støj, larm og slagsmål uden for. Det helt store spørgsmål er, hvordan Nuuk ville have set ud, hvis ikke Kristine Chemnitz ved en fejl fik et læs øl leveret.

Det spørgsmål får vi aldrig svar på. Nu er Mutten lukket. Festen er forbi.

Jeg skrev artiklen til Sermitsiaq i sidste uge. Godt nok var Mutten ikke mit stamværtshus, da jeg boede i Nuuk, men jeg har nu også brugt en del timer der. Artiklen blev også bragt i netavisen Sermitsiaq.AG, hvor den har været den mest læste historie i weekenden. For Kristinemut var meget mere end et værtshus. Det var en institution. Så historien rører alle.