Sovs eller sauce?

Ordkløveri

Sovs eller sauce? var temaet for septembers møde i Øland Sildelaug. Det blev anledningen til en treretters, som bød på den dejlige flydende garniture i mange udformninger.

De fleste opfatter forskellen mellem sovs og sauce som et spørgsmål om mængden. Er der for lidt, er det sauce, og er der nok, er det sovs. Så enkel er virkeligheden ikke, for det er også et spørgsmål om viskositet, konsistens, vægtfylde og ikke mindst kalorie-indbold, viste aftenens empiriske undersøgelser i laboratoriet.

Laugsbrødrene lagde ud med hvidvinsdampet ørred med asparges, håndpillede rejer og hollandaise. Hollandaise-saucen er en af de klassiske saucer, som alle madentusiaster bør kunne lave fra bunden - uden at ty til sølle pulverblandinger. Den har et dårligt ry blandt køkkenskrivere, for sjusk under tilberedningen fører nemt til, at den skiller.

Hollandaise er en emulsion, en blanding af æggeblommer og smør - dybest set en slags varm mayonnaise - og den blev udført af fiskeholdet uden slinger i valsen. Tyk som smørefedt, men lige til at spise - og det gjorde laugsbrødrene så.

Det var en ganske forsvarlig forret, så svendene tog en lige så forsvarlig pause, inden man gik videre til dagens hovedret, som var kalvecuvette på en bund af tomassnask a la J'espere med pommes Anne, blomkål og sauce bordelaise.

Almindeligvis er bordelaise sovs, hvor hovedingrediensen er vin fra Bordeaux, men her sprang vi over, hvor gærdet er lavest og brugte en italiener fra laugslageret - og det gik også an. Den smagte himmelsk, men henset til mængde og konsistens var det nok nærmere sovs end sauce. Pyt, for det gled ned alligevel - og kalvekødet var sovsemørt, så der var næsten ikke et øje tørt.

Aftenen sluttede med pære belle Helene - udviklet af den legendariske franske mesterkok Auguste Escoffier i 1864 til premieren på Offenbachs operette La belle Héléne. Hovedingrediensen er råsyltede pærer med vanilleis overhældt med - hold nu fast - chokoladesovs eller -sauce.

Det var så atter en anledning til at diskutere den hårfine forskel på sovs og sauce. Skriverkarlen hælder mest til sauce - for ligesom hollandaisen er der tale om en emulsion, dog på chokolade, fløde og smør. Men igen var der rigelige mængder, så pilen pegede mod sovs.

Det er i øvrigt svært at vælge vin til en chokoladedessert. Her faldt valget på portvin af tawny-typen, som er en af de få vine, der fungerer sammen med chokaladens bitterhed. Tawnyen var i øvrigt ret lokal. Opvokset og tappet i Portugal, men solgt i Fjerritslev sidste år som årets portvin fra Renés Vin- og Grønttorv med kongestenen i Grønnestrand som motiv på etiketten.

Sådan et lokalt tilsnit skal bestemt ikke lægges de gyldne dråber til last, var man enig om, inden turen gik hjemover i den stille aften ved 23-tiden til en velfortjent nattelur. Vel sent for modne mænd, men nu er det jo weekend, så det...

Efteråret så sagte kommer...

Jævndøgn

Vi kommer ikke uden om det. Det er ved at blive efterår.

I weekenden var det jævndøgn, og nu er nætterne længere end dagene på den nordlige halvkugle. I haven falder bladene lystigt - og hvis man nu var flittig, skulle der fejes i gården hverdag. Men med til efteråret hører også en rask lille storm eller to, så det kan slet ikke betale sig at feje. Den slags klarer naturen selv.

Nu er der også mindre end tre måneder til vintersolhverv, hvor det atter går mod lysere tider. Så det går nok alt sammen. Allerede nu er hasseltræerne begyndt at blomstre.

Blomsterne i krukkerne begynder at se trætte ud. Men de blomstrer fortsat og vil til en vis grad fortsætte til den første frost. Så de får lov at blive stående indtil videre.

Vi lader også billederne stå et øjeblik...

En god dag

Fredag aften

Det har været en god dag - helt igennem...

Jeg stod op temmelig sent ved fem-tiden, drak kaffe udenfor i den stille, mørke og disede sensommernat og gik så på kontoret, hvor jeg skrev dagens to artikler.

Efter morgenmaden gik jeg i haven, hvor alt stadig var vådt efter nattens voldsomme dug og gik i gang med at gøre klar til dagens store opgave med at retablere det jordbærbed, jeg anlagde i april, men som gik skævt, fordi jeg havde plantet i noget ikke-UV-bestandig fibertex.

Så det var om igen. Så kan jeg lære det - og lade være med at købe noget billigt skrammel i Harald Nyborg.

Heldigvis kom Henrik og hjalp, så ved tretiden var det arbejde færdigt. Mens vi spiste frokost - lakserøget sild, rensdyrspegepølse og gammelost - fik Henrik øje på en sommerfugl, som han ikke umiddelbart kendte. Jeg tog et foto - øverst - til støtte for hukommelsen. Jeg kunne ikke huske navnet, men jeg vidste, at jeg havde set den før. Det viste sig at være en skovrandøje, som jeg tidligere har haft besøg af i 2021, så nu håber jeg, at navnet bliver hængende i den slidte hukommelse.

Før aftensmaden en tur til Slettestrand og lave et foto. Og så blev der tid til en isvaffel med to lakridsiskugler og lakridskrymmel. Efterhånden den eneste last, jeg har her på mine gamle dage.

Ud på aftenen sidder jeg så på kontoret og youtuber klassisk musik. Det er også en af mine gammelmandslaster. Jeg har lige opdaget den kinesiske pianist Yuja Wang og er vildt begejstret for hende. Klavermusik har ellers aldrig sagt mig noget - men prøv at høre Sjostakovitjs anden klaverkoncert med hende fra Carnegie Hall. Det rocker altså. Og så helt uden noder. Imponerende.

Nu lige før sengetid, tager jeg så lige en revival tilbage til ungdommen med Who, Deep Purple, Uriah Heep, Pink Floyd og andet godt.

YouTubes algoritme ledte mig på et tidspunkt forbi en video med en anden pianistinde -lidt sjov i sensommernatten. Et godt grin er altid værd at tage med:

Knoldesparkere

Knoldbegonier og bondeknolde

For nogen tid siden skrev jeg den fantastiske historie om Ege Møller Madsen, der dyrker gammeldaws knoldbegonier. Han har mellem 300 og 400 af dem, som han har passet og plejet, siden hans far døde i 2002. Knoldbegonierne er endnu ældre. For allerede mens den 63-årige Ege var barn, stod de i haven foran gården i Skovsgård.

Jeg fattede interesse for historien, for jeg har selv et par af de gammeldags knoldbegonier, som ikke kan købes mere - og jeg synes, at de er vildt flotte.

En gang for nogle år siden havde jeg syv knolde. Nu er der desværre kun to tilbage. Men hvor der er liv, er der håb. For knoldene vokser med årene - og måske en gang bliver mine så store, at jeg kan dele dem.

Knoldbegonier kræver arbejde. For de tåler ikke frost, så de skal tages ind, tørres og gemmes et frostfrit sted om vinteren. I mit tilfælde vil det sige på værkstedet. Men jeg lærte lige en ting af Ege. Det er vigtigt, at de er tørre og står helt mørkt om vinteren.

Her har jeg nok syndet lidt. For jeg har normalt lys døgnet rundt på værkstedet for at holde mus, rotter og husmåren væk. Så i den kommende vinter kommer de gamle knoldbegonier til at stå tildækket, så de ikke får lys.

Hver sommer har jeg knoldbegonierne stående i en stor krukke under hvidtjørnen. De kan blive meget store - og man skal være meget tilbageholdende med gødning. Et år blev de sat i næsten rent hestemøg. Det gav masser af blade, men næsten ingen blomster, så det var en dårlig ide - og måske også årsagen til, at jeg har mistet fem knolde de seneste par år.

Som man kan se på billedet, er mine gammeldags knoldbegonier af to forskellige farvevarianter. Og så har jeg rodet lidt med knoldene, for der er sørme også kommet en moderne spidsbladet knoldbegonie med i krukken. Det er noget sjusk - og det sker ikke igen, lover jeg.

P.s. I følge ordbogen er en knoldesparker et nedsættende ord - ofte brugt om en person fra landet. Jeg synes, at det er en hædersbetegnelse.

Rodbehandling

Lige i stødet...

Midt i græsplænen har jeg i mange år haft et stød - en træstub efter et fældet træ. Det irriterer mig, for jeg skal altid køre udenom med græsslåmaskinen. Så fredag tog jeg mig sammen og fik det væk - uden at bruge store entreprenørmaskiner.

Først gennemskar jeg stødet på kryds og tværs med motorsaven. Jeg vil normalt ikke sætte min motorsav i jorden, men jeg brugte en gammel skrottet kæde, så det gik nok alligevel. Så lavede jeg et bål oven på stubben - og det fodrede jeg så med brænde hele formiddagen.

Søndag formiddag fjernede jeg asken efter bålet - og sandelig om ikke stubben var væk. I hvert fald den overjordiske del. Så var det bare at dække bålstedet med en plænedressing lavet af hjemmeproduceret kompost tilsat et par skovle afrettersand, trampe det hele godt til, så græs og gødning.

Græsset skal nok komme hurtigt. Efter sommeren er jorden lun og god - og med mandagens regn går det næppe mere end et par uge, før sporene efter træstubben er væk.

Stødet stammede fra det moreltræ, der stod på stedet, da jeg overtog huset. Det var stort, skyggede og stod i vejen, men min gamle far elskede morellerne. Så det fik fred, mens han levede. Det manglede da bare.

Men efter min fars død i 2012 kom motorsaven frem - og nu godt ti år efter er sporene så endelig væk. Alt godt kommer til den, der venter...

Afskedens time

Rust never sleeps

En gennemtæret vange, rust i bagtøjet, nedslidte sommerdæk, utætte pakninger i kølesystemet og et snarligt lovpligtigt syn er en dyr kombination. Så fredag tog jeg afsked med min elskede Astra, som har tjent mig trofast i næsten 12 år.

Det er blevet til over 300.000 km gennem årene - og jeg kender hver eneste lille lyd og bevægelse i bilen, som jeg virkelig har holdt af. Men der var ikke noget at gøre. Reparationerne overstiger mine evner og økonomiske formåen. Egentlig havde jeg været tilfreds med skrotpræmien, men en bilhandler kunne se muligheder i den - sikkert til en mekanikerlærling, så jeg fik faktisk en fornuftig byttepris for den.

For jeg har købt en Astra mere. Efterhånden den femte, jeg ejer. Den nye bil er tre år yngre og har kun kørt det halve af den gamle. Så jeg regner med, at jeg nu har bil i mindst seks år mere.

Valget faldt på endnu en Astra, fordi jeg hader forandringer. Førerpladsen i den nye er stort set indrettet som i den gamle, knapperne sidder de samme steder, så jeg slipper for at tænke - næsten. For det er faktisk en voldsom opgradering med 25 hk mere, læderindtræk, en masse elektronik, der bipper og dytter, når jeg sætter i gang, så det ender nok med, at jeg bliver nødt til at læse manualen, hvad jeg ellers ikke er meget for.

Den nye bil er den i Danmark ret sjældne sedan-model. Den slags sælges mest i Sydeuropa og Asien. Her i Nordeuropa foretrækker vi praktiske hatchbacks og stationcars. Men jeg tror, jeg kan leve med bagagepladsen i den nye bil, for den er trods alt 20 cm længere end den gamle, så bagagerummet er faktisk ret stort - og ellers kan bagsæderne jo lægges ned.

En anden smart ting ved at skifte til en tilsvarende bil er, at jeg sparer at investere i nye vinterhjul. For selv om fælgene er lidt rustne på vinterhjulene, er der masser af kilometre tilbage i dem.

Bilen er på mange måder mit andet hjem og mit kontor. For jeg kører mest i embeds medfør. Når jeg har fri, vil jeg helst bare være hjemme. Så nu kan jeg bruge søndagen på at pakke bilen med alt det grej, som jeg altid medbringer. Støvler, tæpper, regntøj, sikkerhedshjelm, batteripakker til kameraerne, økse, spade, grøn sikkerhedsvest, arbejdshandsker - og hvad der ellers er rart at have ved hånden. Foruden et karton Pepsi Max, selvfølgelig.

Flagdag og F-35

Tak til de udsendte

Jeg må straks bryde sammen og tilstå, at jeg ikke fik hejst Dannobrog torsdag på flagdagen for Danmarks udsendte. Det var egentlig planen, men jeg kom væk fra det...

Jeg brugte i øvrigt dagen anderswo - og var først hjemme ved 15-tiden, hvor jeg gik i gang på kontoret. Her fik jeg så lige mn andel af flagdagen, da to F-35 fly kl. 15.36 passerede Gjøl Bredning og parcellen her på Øland.

Flyene var på en flyvende Danmarks-turne til landets militære etablissementer - og på turen fra Beredskabscenter Thisted til kaserne og flyvestationen i Aalborg kom de så også forbi Østerby.

Fotoet er ikke stor kunst. Især fordi der ikke er horisont på billedet, så man kan se, hvor det er taget. Men jeg er jo bidt af en gal flyver - og det er da lidt fascinerende, at sådan et par flyvejern koster godt og vel en halv milliard kroner stykket.

Fotoet er mit aflad for det manglende flag på flagdagen. Jeg kipper med F-35.