

Strengt systematisk burde flyet egentlig være omtalt i forbindelse med Boeing 767, som den deler cockpit og teknik med. Den væsentligste forskel er, at 767 er et såkaldt widebody-fly, hvorimod 757 har en normal rørformet kabine - og indretningsmæssigt minder mest af alt om Boeing 737, hvilket ikke er særlig pænt sagt.

Grønlandsfly åbnede i 1998 under stor grønlandsk bevågenhed en rute mellem Kangerlussuaq og København og satte gang i en konkurrence med SAS, der indtil da var det eneste selskab på ruten. Konkurrencen endte med, at SAS i 2002 i forbindelse med luftfartsindustriens krise efter terrorangrebet på New York kastede håndklædet i ringen og indstillede sine operationer på Grønland. Konkurrencen var egentlig lidt besynderlig, da SAS er en af aktionærerne i Grønlandsfly/Air Greenland - men den havde stor betydning for den grønlandske selvfølelse. Personligt har jeg stor respekt for den grønlandske selvstændighedstrang, men alligevel gjorde det lidt ondt på mig, da SAS jo har haft en betydende pionerrolle i beflyvningen af Arktis og ikke mindst Grønland.
Vi var nok også et par stykker, der måske var lidt i tvivl om Grønlandsfly kunne løfte opgaven - men der skal ikke herske tvivl om, at selskabet i dag er opgaven voksen, og med den Airbus A330, som man bruger på ruten i dag, er der såmænd ikke den store forskel på at flyve SAS og Air Greenland.

I de første år fløj Grønlandsfly og SAS nærmest vinge mod vinge på ruten - og da 757 ikke er nær så komfortabel som 767, som SAS dengang benyttede - specielt på Business Class - fløj jeg de første år kun ganske få gange med Kununnguaq, som flyet blev døbt på grønlandsk efter Store Knud - Knud Rasmussen.
Senere blev det til en del ture, da Air Greenlands Airbus A330 var for stor til at lande i Narsarsuaq - og man brugte derfor Kununnguaq specielt på denne rute. Ellers fløj flyet mest charterflyvning i de senere år, indtil det blev afhændet i 2010 - og dermed også satte en stopper for den direkte beflyvning af Sydgrønland.

Rent flyvemæssigt er der ikke noget i vejen med Boeing 757, der ligger stabilt og sikkert i luften - også under den turbulente indflyvning til Narsarsuaq. Sikker er den også. Der er produceret i alt 1050 eksemplarer - og kun otte er gået tabt, herunder to eksemplarer den skæbnesvangre 11. september i 2001.
Den mest gruopvækkende tur, jeg har haft med flyet, var en charter fra Whitehorse i Yukon til Kangerlussuaq i 2000. Gruen skyldtes, at man havde glemt isterningerne - og den obligatoriske gin og tonic var derfor lunken. Det var ikke godt.

Nu kan smag og behag jo diskuteres, men lad mig lige nævne til sidst, at jeg ikke synes, at 757 er et særlig pænt fly, især sammenlignet med søsteren 767 der er meget mere harmonisk i linierne. 757 har et mærkeligt højt landingsstel, som får den til at ligne en struds, når den stor på jorden. Desværre har jeg ikke fundet et foto uden copyright, som viser denne detalje, men prøv selv at søge på Airliners Net.
Foto: Wikipedia, Air Greenland, SeatGuru
Ingen kommentarer:
Send en kommentar