
Observatoriet ligger populært sagt midt i ungdommens gade - i Golfparken lige ved siden af Sohngårdsholm slot og Arbejderbevægelsens Kollegium på Borgmester Jørgensensvej i Aalborg. Her boede jeg - på kollegiet altså - i begyndelsen af 80'erne, og her har den stået på mangen en festlig time, mens man stadig havde ungdommens grådige appetit på livet.

Observatoriet hedder Urania - ubeskedent opkaldt efter Tycho Brahes observatorium på Hven, men Urania er også astronomiens muse i den græske mytologi.

Klubben rummer også en meget ivrig fotograf, som i hvert fald ikke går ned på udstyr - og han viste flotte billeder af fjerne galakser, som ikke kan ses med det blotte øje - og derfor egentlig ganske uinteressante. Men jeg fik ham da lokket hen i et hjørne og fik et par fif til at fotografere månen, næste gang jeg skulle blive månesyg - og det kommer vi nok til at se mere til her på bloggen.
Indtil da kan læserne jo nyde det billede, jeg lavede i sommeren 2010 - og som er mit hidtil bedste billede af den grønne ost. Så vidt jeg kunne se i Urania-observatoriets stjernekikkert denne efterårsaften i 2011, er der ikke sket meget deroppe siden sidste sommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar