Luft under vingerne VI

Dagens historie i min lille serie om flyene i mit liv handler for en gangs skyld ikke om en flyvemaskine. Jeg må nemlig bryde sammen og tilstå, at det overhovedet ikke interesserede mig, hvilket fly jeg var i, da jeg i 1988 havde været så "heldig" at vinde et faldskærmudspring.
Jeg mener nu nok, at det var en etmotors højvinget maskine af østeuropæisk fabrikat. Jeg har uden held forsøgt at opklare det ved hjælp af google og diverse flysider og fortegnelser, men måske der er en af bloggens læsere, der ved besked.
Udspringet havde jeg vundet i en konkurrence udskrevet af Sjællands-Gruppen - en række sjællandske dagblade. Konkurrencen gik ud på at beskrive avisernes læsergruppe med hjælp af data fra det daværende Dansk Medie Index - et opslagsværk, hvor man kunne læse de mest utrolige ting om danskernes vaner.
Nu er det jo en ret så grænse-overskridende oplevelse sådan at stå ud af en flyvemaskine i fuld fart højt oppe i luften, så det var bestemt ikke uden sommerfugle i maven, at jeg mødte op på Ringsted Flyveplads en dejlig sommermorgen i 1988. I rygsækken medbragte jeg en lommelærke med Gammel Dansk og et par ekstra underbukser...
Nå, men det var nu flinke mennesker, og det meste af formiddagen gik med instruktioner og træning af procedurer. Det virkede faktisk ret betryggende. Vi skulle lave et såkaldt tandemspring, hvor jeg var spændt fast foran på en erfaren springer. Planen var at hoppe ud fra 2500 meters højde og derefter have et frit fald i cirka 30 sekunder, hvor så faldskærmen blev udløst, og vi ville så dale den sidste kilometer med et fald på cirka 30 kilometer i timen.
Så over middag efter et par beroligende øl var der afgang. Flyet var fuldstændigt nøgent indvendig - ingen sæder for jeg var jo spændt fast til den erfarne springer, så det var nærmest noget med at ligge i ske på gulvet, mens flyet startede og begyndte opstigningen.
Der var en del vestenvind den pågældende dag, så springerne havde beregnet, at vi skulle forlade flyet over Sorø for at ramme Ringsted flyplads - en strækning på en halv snes kilometer.
Da vi nåede højden, blev døren åbnet - og der må jeg indrømme, at maven trak sig sammen et par gange. Vinden buldrede jo, og vi fløj med par hundrede kilometer i timen, så det var en voldsom påvirkning, når man aldrig har prøvet det før.
Men så gik spring-proceduren i gang - det hele var jo prøvet utallige gange før, og den ro og rutine, som herskede, fik maven i ro - og jeg gjorde, som vi havde aftalt. Da jeg hang på maven af springeren, var det oven i købet mig, som styrede begivenhedernes gang. Jeg kravlede pænt ud af døren, stillede mig på et lille trin og tog fast i en vingestiverne og hang så der efter flyet med en anden mand hængende på ryggen.
Som det var aftalt, talte jeg højt til tre - og slap...
Wauggghh - det var simpelthen en fantastisk oplevelse. Med 25o kilometer i timen buldrede vi mod jorden, men den var så langt væk endnu, at man ikke engang kunne se, at den kom nærmere. Jeg forestiller mig, at det må være lige som at være vægtløs - man kunne bogstaveligt svømme i luftmasserne, som blæste fordi med rasende fart.
Efter alt for kort tid blev faldskærmen udløst, og vi svævede i store cirkler det sidste stykke ned til jorden. Det var sådan cirka ligesom at svæveflyve - og det havde jeg jo prøvet før, så det var såmænd ikke den store oplevelse - men det frie fald, det var sager, siger jeg bare...
Landingen tog min makker sig af - den var ganske blid. Og så stod man på jorden med adrenalinen pumpende rundt i kroppen. Jeg må indrømme, at jeg var ganske høj på adrenalinen - og folk på jorden klappede og ønskede til lykke og der var champagne og diplom og alt muligt.
Det er som sagt temmelig grænseoverskridende at springe ud af et flyvende fly - og ret beset vel også lidt dumdristigt, men det kan altså anbefales. For der sker noget med selvtilliden, når man har gjort det. I mit tilfælde er jeg ret sikker på, at hvis jeg havde mødt en flok rockere på vej hjem fra springet, så ville jeg have inviteret dem på øretæver - for jeg kunne simpelthen gå på vandet!
Jeg tror, at der gik en tre til fire år, inden jeg kom helt ned på jorden igen.
Jeg har ikke senere haft lejlighed til at gentage springet, men skulle nogen invitere, så er det helt sikkert, at jeg stiller op igen. For det er en kæmpeoplevelse.

Ha' det
Jesper

P.s. De ekstra underbukser? Ja, dem fik jeg ikke brug for!

På fotosafari i det nordjyske

Nu er fotosafari nok et stort ord at bruge. Rent faktisk skulle jeg bare hente et par bukser, som vores søde, vietnamesiske skrædder i Brovst havde lagt op for mig.
Men for en gangs skyld huskede jeg at tage kameraet med i bilen. Og på denne frostklare fredag eftermiddag havde solen lokket en masse dyr ud af vinterskjulet, så der var nok at fotografere.
Jeg var ikke kommet længere end ned til Oxholm, da jeg mødte en flok rådyr. Nu er rådyr ikke sådan at komme på nært hold af, sådan som for eksempel rensdyrene i Nordnorge, så jeg var noget handicappet af ikke at have min tele med mig - men ikke desto mindre fik jeg da et par fine billeder af dyrene.
Rådyret er Danmarks mindste hjorteart med en skulderhøjde på 75 centimeter og en vægt på sølle 20-25 kilo. Til gengæld er den ganske talrig og oven i købet i fremgang, selv om der årligt skydes cirka 100.000 dyr i jagtsæsonen. Karakteristisk for rådyret er det hvide agterspejl, som ses tydeligt på det løbende dyr. Rådyret er drøvtygger og ses derfor mest om morgenen og aftenen, når det fouragerer. Resten af tiden skjuler rådyret sig, mens det tygger drøv. Rådyr klarer sig fint om vinteren, hvor de blandt andet tilpasser sig ved lavere stofskifte og mindre mavevolume. Bare det var os andre, der sådan uden videre kunne regulere mavevolumet!
Videre på køreturen fangede jeg en musvåge, som holdt forsinket julefrokost på en ung svartbag. Den sad ganske tæt på vejen og hyggede sig. Til sidst blev den alligevel træt af mig og lettede for en kort bemærkning, så man kunne se dens ganske imponerende vingefang på cirka 125 cm. Det er ganske vist kun det halve af en havørns, men flot er det alligevel.
Også musvågen er ganske talrig i Danmark. Det er vores mest almindelige rovfugl med over 5000 ynglepar. Om vinteren fordobles bestanden med trækkende musvåger fra det nordlige Sverige og Norge.
Og med disse billeder i kassen blev fredagen jo en ganske god dag i det nordjyske.

Ha' det
Jesper

Måneskinsarbejde

Jeg ankom til Øland godt midnat efter en fredelig flyvetur fra Tromsø. Den mest ophidsende begivenhed var i loungen i Gardermoen, hvor jeg sad og spiste ved samme bord som Drillo - den navnkundige norske landstræner i fodbold.
Jeg ved egentlig ikke, hvor kendt historien er i Danmark, men for et par år siden havde han en kort karriere som landstræner i Irak. Imidlertid gik det lidt skævt for ham allerede fra begyndelsen, da han ved ankomsten til det stærkt muslimske land blev stoppet, fordi han af gammel vane medbragte den sædvanlige ration toldfri spiritus. Træningen af landsholdet gik vist heller ikke så godt - angiveligt fordi spillerne insisterede på at bede til Mekka midt i en venskabskamp. Og så var spillerne i en elendig forfatning efter få minutter på banen, da det var midt i ramadanen, hvor muslimer ikke må indtage hverken vådt eller tørt i dagstimerne - også selv om man spiller fodbold i 40 grader og bagende solskin.
Men fred være med Drillo - det er egentlig slet ikke mit ærinde.
Turen fra lufthavnen til Østerby var flot i den skyfri nat med næsten fuldmåneskin. Det er helt fantastisk, så lyst der bliver, når måneskin og sne kombineres. Det er koldt - alt for koldt til at rende rundt og fotografere. Men for eksperimentets skyld tog jeg alligevel et par billeder stående i døren til terrassen - mest for at vise, hvor langt man kan komme sådan en nat med et stativ og et spejlrefleks, hvor man kan styre eksponeringstiden. Det er det definitive argument mod de små og ellers udmærkede lommekameraer.
Havde jeg nu ikke været så kuldskær, som jeg faktisk er, havde jeg flyttet rundt med kameraet, så jeg havde undgået gadelygten i baggrunden.
Eksponeringstiden er 10 sekunder, iso 400 og blænde 4,5. Billedet er uredigeret, men virker tilstrækkeligt belyst. Da det er taget i RAW-formatet kan man imidlertid justere eksponeringen i computeren - og vips, så har man et billede, der næsten ser ud som taget i almindelig dagslys.
Det er der ligesom ikke rigtig noget ved, for man mister jo måneskinsstemningen, men det siger jo lidt om, at man ikke skal tro på alle de billeder, man ser - det er så nemt at manipulere dem i dag. Det har jeg forresten sagt før - se for eksempel her.
Efter sådan en gang måneskinsarbejde må det vist være på tide at sige godnat.

Jesper

Klipfisk på 100 måder

Onsdag aften havde Dina og jeg besluttet os for at gå ud og spise sammen med min canadiske kollega Tana.
Valget faldt på en tilsyneladende hyggelig kælderrestaurant med fisk på menukortet i en af de små krogede gader i den del af Tromsø centrum, som ikke blev ødelagt under den store brand i 1969. Restauranten bar adressen Sjøgata 12 som sit navn, og var både hyggelig, varm og rummelig, da vi trådte ind.
Men vi fik lidt af en overraskelse, da vi åbnede menukortet. Restauranten er helt øjensynlig specialiseret på klipfisk og byder på klipfisk - om ikke på 100 måder, så i hvert fald i adskillige varianter, lige fra den klassiske bacalao og til tapas-fyld. Det var lidt af en overraskelse, for vi ville egentlig gerne have fisk, men altså ikke lige klipfisk.
Disse tørrede, saltede torsk eller sej er en ganske glimrende spise - især hvis de kan ledsages af rigelige mængder øl og brændevin, men nu var det altså onsdag, og vi var ikke i byen for at feste, så det var ikke lige sagen. Gudskelov har menu-kortet enkelte huller i mængderne af klipfisk, så vi kunne surfe uden om denne nordnorske specialitet.
Derfor kom menuen til at bestå af scampi bagt i hvidløgssmør som vinbjergsnegle, lammeribben på urtebund med små saltbagte kartofler og til dessert en hvid chokolade-mousse med blåbærsyltetøj. Alt i alt en dejlig menu - veltillavet og rigelig, så stedet kan såmænd kun anbefales - hvis man ellers kan nøjes med det begrænsede antal retter, som ikke indeholder klipfisk, eller hvis man har en helt ubændig hang til klipfisk.
Jeg havde desværre glemt mit kamera, så du må nøjes med et billede af klipfiskestativerne i Henningsvær på Lofoten - alle klipfisks moder.

Ha' det
Jesper

Stormvarsel

Mandag udsendte metereologerne stormvarsel for hele Nordnorge - eller ekstrem-værvarsel, som det hedder heroppe.
Varslet skyldtes et lavtryk, som nærmede sig kysten, og som man efter amerikansk forbillede havde døbt Ask. I Tromsø forventedes der blæst med en vindstyrke på 22 m/s med stød op til 30 m/s. Det er det, som i Beaufortskalaen hedder stormende kuling til stærk storm.
Og jeg skal love for, at det blev taget alvorligt. Hele natten har kommunens folk arbejdet med at tage affaldsspande ind og fjerne bannere i gågaden. Det skyldes sikkert ikke mindst, at medierne var gået fuldstændig i selvsving med advarsler mod unødig færdsel og nogle frygtelige historier om, hvor slemt det kan gå. Det skyldes sikkert også, at det statslige meterorologiske institut har konkurrence fra et privat firma med det meget sigende navn "Storm Weather Center", som tegnes af TV-kjendissen Siri Kaldvig. Konkurrencen mellem de to meteorologiske virksomheder og den hårde konkurrence medierne i mellem sænker simpelthen tærsklen for, hvad der er en god historie. Desværre er det også med til at oppiske unødig frygt blandt befolkningen. Forresten godt hjulpet på vej af historier om, at den slags helt sikkert vil blive endnu værre, når den globale opvarmning kommer - sikkert allerede i morgen. Og fordi folk bliver bange, så har medierne nærmest skabt en selvopfølgende profeti. Som præsident Kennedy sagde: -Det eneste vi skal frygte, er frygten selv.
Storm Weather Center har i øvrigt et par medarbejdere med på Arctic Frontiers konferencen, som jeg har deltaget i de sidste par dage. Mandag aften var deltagerne inviteret til festbanket på SAS-hotellet, og her fandt arrangørerne det passende at sende en af TV-meteorologerne på scenen for at give os de sidste ekstrem-vejrvarsler, inden vi gik hjem ved midnatstid.
I skrivende stund ser det nu ikke ud til, at situationen har været specielt farlig i Tromsø-området. Bevares, det har da været det, vi på godt nordjysk kalder træls vejr, men så har det nu heller ikke været værre.
For os, som har boet i Nuuk i en årrække, forekommer al dette stormhysteri måske også lidt patetisk. I Nuuk-området er der blæsevejr af orkanstyrke, altså over 32 m/s, sådan cirka fire gange om året. Her har myndighederne den holdning, at man ikke skal sende flere advarsler ud end højst nødvendigt for ikke at skræmme befolkningen. Det synes jeg er ret fornuftigt!
Dina og jeg mindes stadig den sidste måned, vi boede i Nuuk. Der havde vi to orkaner. Den mindste med stød op til 42 m/s og den store med stød op til 55 m/s. Det var træls, for så er det altså ikke til at være udendørs. Indendørs havde vi det problem, fordi vi boede i et træhus, at jeg var nødt til at flytte flaskerne i barskabet fra hinanden, fordi de klirrede - så meget rystede huset i blæsten.

Ha' det
Jesper

En rigtig samehistorie

Rensdyrbilledet i forrige indlæg bragte min hukommelse på langfart - og jeg kom i tanke om en sjov historie fra mit brogede liv.
I efteråret 2000 havde jeg fået mulighed for at komme med en flok samer ud i fjeldet på Norges største ø, Hinnøya mellem Bodø og Narvik. Turen gik ud på at samle områdets rener for at mærke årets nyfødte og i øvrigt tilse bestanden.
Vi slog lejr på noget, der vel bedst kan betegnes som Lars Tyndskids Mark 25 kilometer fra noget som helst, der bare mindede om civilisation. De første dage var et sandt helvede på jord. Regnen silede ned, skyerne hang lavt, og rensdyrene var stukket op i højfjeldet. Det gav kort sagt ingen som helst mening at forsøge at finde dyrene i området. Vi boede i telt, og som traditionen byder fra de gamle nomadedage, sad vi i et stort tipi-agtigt telt - en såkaldt lavvu og ventede på godt vejr. I midten af teltet var et ildsted, og der var en gryde med kogt rensdyrkød. Når man blev sulten, stak man dolken ned i gryden og fiskede et stykke kød op. Nu er samer traditionelt folk af få ord, så der sad vi i et par dage uden at snakke - og det dårlige vejr blev ved. Så blev det fredag eftermiddag, og civilisationen begyndte at rykke i samerne, der blev enige om, at man ligeså godt kunne holde weekend, få lidt øl og hygge sig inde i byen.
Nu har jeg jo sådan set fået de bajere, jeg skal have - og jeg var der jo for at nyde naturen, så jeg meldte mig frivilligt til at passe på lejren til mandag morgen - ene mand in the middle of nowhere! Jeg havde medbragt min fiskestang og havde en lumsk plan om at fange et par fjeldørreder i nogle af områdets søer.
Som sagt, så gjort. Samerne drog af sted på deres firehjulede motorcykler - og der stod jeg 25 kilometer fra nærmeste telefon. Jeg smed lidt brænde på bålet, krøb i soveposen og hyggede mig med en bog, mens jeg ventede på bedre vejr.
Jeg havde imidlertid ikke mere end lige lagt mig, da jeg hørte en motorcykel uden for teltet - og jeg gik ud for at se, hvad der var på færde. Derude kom en af samerne tilbage.
Uden et ord tog han en riffel op af sadeltasken og rakte den til mig. Jeg spurgte selvfølgelig, hvad jeg skulle med den - og svaret faldt promte, idet han gassede motorcyklen op og forsvandt:
- Den er god at have, hvis der kommer ulv!
Der sad jeg så - mutters alene i fjeldet. Riflen veg ikke fra min side hele weekenden, men det er vel overflødigt at nævne, at jeg ikke så så meget som skyggen af en ulv.
Mandag morgen var det godt vejr, og samerne vendte tilbage i højt humør. De var noget nysgerrige efter, hvordan ulvesituationen havde været.
Jeg kunne meddele, at den havde været lige så elendig som ørredsituationen - og så i øvrigt prøve at spille cool.
Forresten fangede vi allerede rensdyrflokken samme eftermiddag - og i løbet af aftenen var bestanden inspiceret. Vi slagtede 16 rensdyr i løbet af natten. Geviret fra et af dem brugte jeg som skæfte i en kniv, som jeg stadig har som et minde om dengang, jeg var på ulvevagt!

Ha' det
Jesper

På fotosafari i det nordnorske

Dina er en tur i Tromsø i denne weekend - og vi benyttede selvfølgelig anledningen til en en tur rundt på de gamle jagtmarker. Da det blev lyst ved 10-tiden gik turen til Sommerøy - som så mange gange før - og Kvaløy viste sig som en sand zoologisk have.
På vejen til Sommerøy kørte vi over fjeldet og ud langs Kattfjorden - en lille smal fjord som inderst var dækket af is. Og sørme om ikke vi var heldige at se en spættet sæl, som lå og hvilede sig på isen lige ved siden af sit åndehul. Vi har da begge set masser af sæler før, men det var faktisk første gang for både Dina og jeg, at vi så en sæl ved åndehullet. Den lå og hyggede sig sådan cirka en 100 meter fra bredden. Tilsyneladende var den godt klar over, at fjordisen bestemt ikke er sikker for mennesker. For da jeg begyndte at fotografere, kiggede den bare igen. Desværre ligger min supertele i Danmark, så jeg tog billedet med mit standardobjektiv - et Canon EF-S18-200mm, så billedet måtte godt have været lidt skarpere - men omvendt var situationen så unik, at jeg egentlig er godt tilfreds med bare at have et billede af det.
Så er det straks værre med havørnen, som jeg lige fangede i farten ud af bilvinduet. Denne majestætiske fugl, som vi har så mange af heroppe i det nordlige Norge, har virkelig ofte drillet mig - og skønt jeg ofte har haft lejlighed til at fotografere den, er det aldrig blevet rigtig godt.
Til gengæld var det lidt anderledes med rensdyret på det øverste billede, som nærmest stillede sig i positur for at blive fotograferet. Men det har også været vant til mennesker i nærheden. Hvis du ser godt efter, så er der et lille hak i det ene øre, som viser, at dette er er en tamren. Nu er tamrener faktisk ikke meget mere tamme end vilde rener, men mærket viser, at det tilhører en samefamilie - og Gud nåde og trøste den stakkel, som kommer til at skyde det - eller for den sags skyld bare køre det over. Det vil blive taget meget ilde op af ejeren...
Dagens sidste billede er fra Straumshella, hvor jeg ikke kunne stå for dette kildevæld, der bogstaveligt talt er fanget på stedet af frosten. Men som man kan se, er isen våd på overfladen, og det afslører, at selv om vi faktisk har haft otte graders kulde i dag, så løber der stadig en smule vand fra kilden.
Alt i alt en herlig dag i den nordnorske natur.

Ha' det
Jesper

Flaskepost fra P

Flaskepost fra P er tredje bind fra Jussi Adler-Olsens hånd om livet i Afdeling Q - afdelingen for kolde sager - dybt nede i kælderen under Københavns politigård.
Det er også historien om, hvordan brutale og bestialske forbrydelser kan holdes skjult i fanatisk religiøse og sekteriske parallel-samfund som Jehovas Vidner og Faderhuset.
Bøgerne om Afdeling Q, Carl Mørck, Assad og deres besynderlige sekretær, er nok tidens stærkeste bud på en dansk krimiserie med appel til det internationale bogmarked. Jussi Adler-Olsen viger ikke tilbage fra sine skandinaviske kolleger, når det gælder stort anlagte, bloddryppende bestialske og indædt ondskabsfulde drapssager, men i modsætning til de store successerier fra Sverige og Norge er hans bøger herligt fri for løftede pegefingre og samfundskritik.
Makkerparret Mørck og Assad kører endnu en gang i Flaskepost fra P et bizart og fantastisk morsomt parløb, når de dykker dybt i politigårdens store arkiv med uopklarede sager. Den perfekte og uopdagede forbrydelse eksisterer simpelthen ikke i deres univers. Men hvor Carl Mørck tidligere helt klart har haft hovedrollen, er der i Flaskepost fra P blevet betydeligt mere plads til Assad og ikke mindst sekretæren Rosa og hendes mystiske tvillingesøster Yrsa. Det klæder bogen og er sikkert udtryk for, at serien nu har fundet sin endelige form.
Samtidig antyder bogen, at både Rosa og Assad har nogle lig i lasten - og lægger dermed op til yderligere flere bøger i serien.
Forresten byder bogen på noget i litterær sammenhæng så sjældent som en regulær biljagt tværs gennem Danmark. Det er spændende og det er morsomt - ikke mindst fordi der bag rattet sidder en nydelig kvindelig missionær, der for første - og kan jeg godt røbe også sidste gang i sit liv slipper følelserne løs og bruger sin passion på noget helt andet end forkyndelsen af det glade budskab.
Flaskepost fra P er en utrolig helstøbt roman - uden irriterende løse ender. Den er åndeløst spændende og sådan en bog, som man ikke lægger fra sig, når først man er begyndt. Seks ud af seks tørfisk bliver karakteren. Simpelthen et hit!

Jesper

Her er solen så

I dag fredag var vi lidt mere heldige med solen - for i dag var tågen lettet og vi kunne se den spæde forårssol for første gang.
Det er sådan lidt fjollet, men alle finder fotoapparatet frem og skal have et billede af den. Måske folk tror, at den har forandret sig siden sidste år? Nej, det er vel en almindelig menneskelig måde at udtrykke spontan glæde over endelig at se solen igen.
Jeg kunne naturligvis heller ikke dy mig - og her har vi så solen, netop som den kommer op over horisonten i lufthavnen kl. 1145. En halv til en hel time senere - afhængig af, hvor i byen man ser fra - er det slut igen for i dag.
Men nu har vi set den - og ved, at den er der - på sin vante plads, og så skal alting nok gå godt igen.

Ha' det
Jesper

Slut på mørketiden

Torsdag var det den officielle soldag i Tromsø - den dag hvor man for første gang siden efteråret kan se solen i Nordens Paris, som byen malerisk beskrives i turistbrochurerne.
Der var imidlertid ikke meget Paris over dagen i år. For hele øen var omkranset af en cirka 50 meter høj tågebanke, som dels lukkede lufthavnen og dels gjorde det umuligt at se noget som helst nede i byen.
Det er et ret fascinerende naturfænomen, som der naturligvis også er råd for. Det var sådan set bare med at komme op over de 50 meter - så var himlen klar og blå. Desværre var der skyer mod syd, så heller ikke dette lumpne træk bragte solen for dagen.
Men dagen skulle fejres efter alle kunstens regler. Og det vil i Tromsø sige med de navnkundige solboller. Jeg har tidligere omtalt fænomenet - der er såmænd ikke andet end berlinerboller, men folk i Tromsø har et næsten religiøst forhold til dette stykke bagværk. I følge den lokale presse havde de lokale bagerier været i gang hele natten for at tilfredsstille byens umættelige behov efter en sød gærbolle med creme eller syltetøj inden i.
Ligesom i byens børnehaver skulle også medarbejderne på Norsk Polarinstitut naturligvis fejre den store dag - og som det ses, var begivenheden et så stort tilløbsstykke, at personaleforeningen så sig nødsaget til at dele de indkøbte solboller, så der kunne blive en smagsprøve til alle.
Under alle omstændigheder ser det ud til, at alle har overlevet mørketiden. Og nu går det stærkt. I den kommende tid tiltager dagen med et kvarter i døgnet - og om føje tid er det såmænd vår igen. Inden da kunne det dog være på sin plads med lidt rigtig gedigen vinter, men indtil videre ser det jo ud til, at vinteren i år falder på de sydligere strøg. På soldagen var temperaturen lige omkring frysepunktet - og det er sådan set den første frost, vi har set de seneste par uger.
I den kommende uge er Tromsø vært for den årlige konference "Arctic Frontiers", som er et mødested for en bred kreds af folk, som arbejder med arktiske forhold. Konferencen skulle helst have lidt sne med på vejen - ellers er det vel ikke helt rigtigt? Vi får se...

Ha' det
Jesper

Joakim von And

Se godt på denne mand. Turde du købe en brugt bil af en sådan type?
Jeg gør i hvert fald ikke - og jeg synes, at det lyder hult som en indremissionsk prædikant, når Bjørn Kjos er forarget over, at en flok medarbejdere hos Cimber Air har spillet ham og luftfartsselskabet Norwegian et puds.
Da Norwegian, som Bjørn Kjos er direktør for, mandag åbnede en ny rute mellem Karup og København, lagde selskabet hårdt ud med at sælge billetterne til en krone stykket. Dette slagkraftige tilbud tog nogle friske Cimber-medarbejdere luften ud af ved simpelthen at købe billetterne til fiktive passagerer som Anders And - og Bjørn Kjos. Resultatet blev, at Norwegian fløj med halvtomme fly på åbningsdagen. Den slags rammer hårdt hos Norwegian, der ikke lever af at sælge flybilletter, men af bagagegebyrer og af at sælge kaffe til 40 kroner koppen, lotterisedler og andet gøgl til passagererne.
Historien blev øjeblikkeligt plantet hos dagbladet Børsen, der ellers nok forstår at vare sig mod spin - og Bjørn Kjos buldrede moral. Var det hans medarbejdere, som havde gjort det, så ville de blive fyret.
Nu synes jeg, at man skal lade være med at blande moral og forretning. Og netop i Norwegians tilfælde ville jeg nok holde en lav profil. For der er næppe nogen direktør, som fremstår som en så usympatisk og kræmmeragtig brugtvognshandlertype som netop Bjørn Kjos. Muligvis har manden sit væsen imod sig - og muligvis gør jeg ham uret, men han er sådan en type, som jeg simpelthen ikke stoler på. Sådan en type, som grinende går hen til banken, hver gang han har solgt mig noget.
Forresten er hans torden mod Cimber ren retorik. For det sønderjyske flyselskab er forhåbentlig ikke så dumt, at det begynder at sælge billetter til en krone. Enhver kan se, at sådan noget ikke kan løbe rundt - og at hensigten kun kan være at eliminere en ubehagelig konkurrent.
Desværre har topledelsen hos Cimber vist sig svag og er gået med på den moralske retorik. Man har nu bebudet en intern undersøgelse mod de medarbejdere, som bestilte de famøse billetter. Det er synd - for det var da et sjovt påfund at bestille en billet til Anders And.
Man kan bare undre sig over, at der ikke blev bestilt en billet til Joakim von And. Rent moralsk er Bjørn Kjos og den gamle gnier da mere på linie. Sådan rigtige kapitalister som taget ud af en Dickens-roman. De få gange, jeg har fløjet med Norwegian, har det været en dårlig oplevelse. Uorganiseret, rodet og forsinket, lange indcheckningskøer, ubehøvlet personale, elendige sæder, dårlig stemning - og ikke en undskyldning eller en kop kaffe som kompensation.
Bjørn Kjos forargelse over Cimber klinger hult - og vidner kun direktørens vilje til som en anden vækkelsesprædikant at blive forarget, når det kan betale sig. Fy for pokker!

Ha' det
Jesper

Foto: Norwegian - og når selskabet stiller et sådant billede til rådighed for pressen, vidner det vel mest om en meget høj grad af mangel på selvindsigt!

En sang om ytringsfrihed

Jeg lå simpelthen flad af grin, da jeg for et øjeblik siden så nedenstående video med 17-årige Nikoline Astrid Nielsen fra silkeborg. Sjældent har jeg da moret mig så godt.
Det er både befriende og opløftende, at en teenager gør, hvad ingen andre tør - slår et ordentlig slag i bolledejen for ytringsfriheden. For der er godtnok et par tabuer eller fem, hun her får jokket på, samtidig med at hun laver grin med de mavesure, mentalforstyrrede, mellemøstlige mimoser, som er gnavne på den stakkels Kurt Westergaard.
Ret skal være ret. Tøsen kan da takke ytringsfriheden for, at hun får mulighed for at fremføre sit budskab - for hun havde nu nok aldrig trængt igennem et professionelt filter. Hun synger godtnok bedre end mig - men alligevel...
Hvis alle unge gjorde som hun, så ville de der somaliske øksemænd godtnok få travlt! Lad os grine terrorren ud af verden. Gør dem til grin, så ingen kan tage dem alvorligt, når der er et fæhoved, som råber "Allah, o akbar".
"Ungen er baljeskør og synger som en hest i havsnød, men der er immervæk flere nosser i den tøs end i hele det skvattede Lauritz.com", skriver en af JyllandsPostens læsere i en kommentar til videoen. Disse ord sammenfatter vel meget præcist sagen i den berømte nøddeskal, så lad os i stedet tage et kig på videoen...


Ha' det
Jesper

P.s. Nikoline vil i øvrigt være selvskreven som medvirkende, hvis Monty Pythons "Life of Brian" skulle optages i dag!

Tarteletter som fastfood

Tarteletter er et oplagt bud, hvis man skal komme med et dansk svar på den amerikanske burger og andet fastfood.
I fredags havde bageren i Halvrimmen tilbud på tarteletter. 10 styk for 30 kroner. Og den slags gode tilbud bør man benytte sig af.
For her på egnen tager man tarteletter alvorligt. Ikke noget med fingeren på vægten her. Disse tarteletter er noget helt andet end de pap-tarteletter, som man kan købe til samme pris i supermarkederne. På en gang fjerlette - og så alligevel med gods, tyngde og konsistens.
Tarteletten har haft en lidt underkendt rolle i dansk gastronomi i en årrække, men er de seneste år igen kommet frem i lyset. Det er velfortjent - for ikke alene er tarteletten en vægtig del af vores kulturelle og gastronomiske arvegods - det er også et stykke bagværk, som klæder mange forskellige stuvninger og saucer.
Fredag aften røg halvdelen af tarteletterne til en gang stuvede ærter og gulerødder med skinkerester. Det smagte herligt, men endnu bedre var det lørdag, da vi fik den traditionelle tartelet med høns i asparges.
Det er egentlig en temmelig omstændig og tidkrævende ret, men jeg har udviklet en fastfood-version, som kan laves på fem minutter, hvis ellers man har en god fjerkræ-fond i huset.
Tarteletterne stilles i ovnen ved 120 grader, mens man laver fyldet, som består af noget kyllingsmåkød - to stykker kyllingebryst skåret i tern for eksempel. Kødet svitses ved høj varme i ti sekunder, en dåse aspargessnitter og en dåse skivede champignon tilsættes inklusive væske. Der tilføjes en dl bouillon og en lille sjat mælk (det er ren madsminke og kan sagtens undværes), og hele herligheden bringes i kog og jævnes. Der smages til med citronsaft, salt og peber.
Det hele tager kun et øjeblik - og bør heller ikke tage længere tid, for så bliver det magre kyllingekød bare tørt og træls. Når saucen er jævnet, hældes fyldet på de varme tarteletter, og et herligt måltid er klar - voila!
Lidt om staldtipsene: Jeg bruger mælk som sminke for at holde saucen så lys som mulig. Meget af smagen sidder i væsken fra champignon og asparges, så det er vigtigt - ligesom det er vigtigt med en sjat citronsaft for at få den helt rigtige smag frem. Det er ligesom syren giver det pift, som flere timers arbejde med at koge en høne ellers ville have givet.
Sådan en to til tre tarteletter er et måltid i sig selv og velegnet til at indtage foran fjernsynet en lørdag aften. Så jeg vil vove den påstand, at i virkeligheden er tarteletten det danske svar på burgeren.

Velbekomme!
Jesper

Dumbo

Flyvning kan være kedeligt og meget rutinepræget - men det behøver nu ikke altid at være tilfældet.
Søndag aften gik turen mod Tromsø - som sædvanligt med SAS. Flyet til København fra Aalborg var et MD-80, som i den pågældende konfiguration har et lidt underligt irregulært indgangsparti, fordi det mest bruges på længere ruter, hvor der er klassedeling og brug for et stort pantry.
Jeg sad på en af mine yndlingspladser, 2D, hvor der er lidt ekstra plads. Fra sædet kan man kigge direkte ud til pantryet og flight deck'et (piloternes arbejdsplads).
Her sad jeg så og filosoferede med min kaffe på den kun 45 minutter lange tur, da jeg pludselig opdagede noget sjovt.
Oppe under loftet ved forhænget til pantryet sad der et lille tøjdyr og kiggede på mig. En elefant nærmere beskrevet og da den eneste elefant, som jeg kender, der kan flyve, er Dumbo, kan vi jo lige så godt kalde den det.
Det er sådan et lille brud på hverdagens kedelige rutine, som jeg rigtig godt kan lide. Jeg finder den slags hyggeligt og underholdende og kommer i godt humør. Stevardessen havde heller ikke set Dumbo, og også hun grinte lidt - og alle var sådan set glade for Dumbo. Det er sådan en lille ting, som er med til ikke mindst at gøre dansk indenrigsflyvning til en hyggelig og afslappet oplevelse.
Men når det så er sagt, så siger alvorsmanden i mig, at det temmelig sikkert er et alvorligt brud på flysikkerheden. Det kunne jo være en bombe - og der er jo en grund til, at tingene helst skal være ensartede og uniforme. Acceptabelt, hvis det var en Dumbo anbragt af personalet på det pågældende fly som en mascot. Men da det også kom som en overraskelse for stevardessen, er der i virkeligheden grund til at være på vagt.
Nå, nu skete der ikke noget. Og livet kan sgu også blive for kedeligt, så jeg vælger at lade Dumbo være dagens bidrag til en fornøjelig tur til Tromsø, hvor det i dag blæser og er koldt - stort set ligesom vejret har været i Danmark hele weekenden.

Ha' det
Jesper

O Marie...

Lørdag var jeg nødt til at tømme min LP-reol for at efterspænde samlingerne.
I reolen opbevarer jeg - foruden LP'erne - de ganske få single-plader, som jeg ejer. Og ganske forudsigeligt kunne jeg ikke lade være med at dvæle ved, hvad der med stor sandsynlighed har været min allerførste plade: O Marie, jeg vil hjem med Four Jacks.
Pladen er udgivet i 1960, og jeg må helt ærlig indrømme, at jeg intet erindrer om omstændighederne, som har ført til, at netop den plade skulle blive min første. Men den er tydeligt mærket på omslaget med mit navn - ganske vist skrevet af min far med fyldepen - men alligevel. Der er ingen tvivl om, at det er min - og tilstedeværelsen i min pladesamling altså ikke skyldes, at jeg er kommet til at blande mine plader med mine forældres.
Mest sandsynligt er vel, at jeg har hørt sangen i radioen - og har skrålet med af fuld hals. Da jeg er noget af det mest umusikalske, som findes på jord, har familien vel tænkt, at de kunne lukke munden på mig ved at forære mig pladen. Jeg kan betro bloggens læsere, at hvis det var hensigten, så lykkedes det ikke - for jeg synger stadig med, når jeg hører den...
For jeg må indrømme, at jeg er helt vild med Four Jacks. Den navnkundige danske kvartet, som i perioden fra 1956 til midten af 60'erne forsynede danskerne med den ene landeplage efter den anden. Blandt mine øvrige favoritter er især Mandalay og Æselsangen (så bare, bare tag det roligt - mit motto).
Four Jacks bestod oprindeligt af John Mogensen, Bent Werther, Poul Rudi og Otto Brandenburg. Sidstnævnte blev i 1959 erstattet af James Rasmussen - alle sammen herrer som også efter Four Jacks-tiden har haft indflydelse på dansk populærmusik.
O Marie er en dansk oversættelse af Mary, Don't You Weep Anymore, som countrysangeren Stonewall Jackson i 1960 havde sunget til en 12.-plads på den amerikanske salgsliste. Jackson var forresten opkaldt efter sydstatsgeneralen Thomas "Stonewall" Jackson, som blev dræbt kort tid før slaget ved Gettysburg. Flere forskere mener, at Stonewalls død var en af årsagerne til, at sydstaterne tabte slaget og dermed borgerkrigen.
Mary Don't You Weep blev første gang indspillet i 1915 med The Fisk Jubilee Singers - et universitetskor - og findes i dag i indspilninger med notabiliteter som Pete Seeger, Aretha Franklin og Bruce Springsteen - altså foruden Four Jacks.
Sangen havde også været et hit i 1959 for gospelgruppen The Swan Silvertones. Gruppens forsanger Claude Jeter havde for vane at synge de første linjer som "I'll be a bridge over deep water if you trust my name" (Gud til Moses ved det Døde Hav). Denne tekstvariation skulle angiveligt have været Paul Simons inspiration, da han ti år senere skrev Simon & Garfunkels store hit "Bridge over Troubled Water".
Men lad os da nu høre O Marie.

Bemærk i øvrigt den lækre analog-lyd. Det her er musik fra dengang, et kor var et kor, sunget af rigtige levende mennesker uden stemmefordobling og lignende tricks - og instrumenterne var rigtige instrumenter og ikke bare noget, der kom ud af en computer.


Ha' det
Jesper

Efter vinterkrigen

Jeg gik jo glip af forrige uges snestorm, fordi jeg har været i Tromsø de sidste to uger. Det synes Dina var synd for mig, så hun har sørget for at tage nogle billeder - efter stormen.
Og jeg må indrømme, at det er noget, som giver mindelser om tiden i Grønland. Dina må bestemt have haft det som en fisk i vandet - eller hvad for et billede, der nu ellers må være passende for en grønlænder i snestorm.
Siden billederne er taget, har hun haft travlt med at rydde sne - blandt andet hele opkørslen til carporten, så den stod klar til jeg kom hjem fredag eftermiddag.
Men nu skal man jo ikke tro, at den lokale sneservice stopper her. For hun hentede mig sørme også i lufthavnen - og dagens store overraskelse her var, at hun havde børstet al sne af bilen. Det er jo virkelig luksus, sådan bare at komme dumpende ned med flyveren og så kunne gå ud på parkeringspladsen og sætte sig i en køreklar bil.
Den service kvitterer jeg for ved at bringe et par af hendes billeder her. Men ellers kan jeg godt se, at jeg nok også bliver nødt til at tage et par timer i haven i løbet af weekenden. Nogle af buskene er voldsomt tyngede af sneen - og de vil have godt af en hjælpende hånd til at få fjernet det værste sne. Så det kan jeg jo starte med lørdag morgen.

Ha' det
Jesper

Et glimt af solen

Torsdag bød på de første sikre tegn på, at nu er solen på vej tilbage i Tromsø.
Ved 13-tiden så jeg en svag rødmen på himlen mod syd og ved 15-tiden, da dagen skumrede var himlen tydeligt rødfarvet.
Men det er altså også tæt på. Allerede i morgen fredag vil solen kunne ses på havet på vores breddegradder, men da Tromsø jo ligger inde i fjorden, godt gemt bag høje fjelde er der endnu en uges tid til soldagen, som er den 21. januar.
Der vil solen komme op over fjeldkanterne dernede i syd, og alle vil fejre den store begivenhed med de traditionelle solboller, der såmænd ikke er andet end berlinerboller eller doughnuts med et andet navn. Denne store begivenhed vil jeg selvfølgelig vende tilbage til i den kommende uge.
Fredag morgen vender jeg næsen mod Danmark og sne og is. Det skal blive spændende at se, om jeg i det hele taget kan finde det lille hus på Øland i de enorme snemasser, som Dina fortæller om.

Ha' det
Jesper

Johannes V og Engström

Nordjyske Stiftstidende, Vesthimmerlands-sektionen bringer i dag en omtale af en nytårshilsen, som den gamle Farsø-dreng, gnavpotten Johannes V. Jensen for 75 år siden sendte den svenske satiriker og vittighedstegner Albert Engström.
Hilsenen lyder således:
"Kære Albert Engström! For nogle Aar siden bragte Knud Rasmussen mig en Lappekniv fra Dem; jeg har baaret den siden; det er et ekselent Staal. I Hvilestunder skærer jeg mine egne Piber; her er en jeg har skaaret til Dem, som jeg beder Dem modtage som et Værk af Kniven. Det er mit eget Patent, efter lang Erfaring, ingen Gevind, som altid gaar over Gevind, Spidsen bare plökket i og til at tage af, og naar Piben er forstoppet, som Piber altid bliver, kan den klares ud med en Tændstik, som man altid har ved Haanden. Jeg læste Deres sidste Bog, Naket (1934) og fik Hjemvé efter Dem. Maa jeg ønske Dem et glædeligt Nytaar! Deres hengivne Johannes V. Jensen."
Hilsenen viser, at Johannes V ikke bare var en gnavpot, men rent faktisk havde sans for god humor. For denne Albert Engström er ikke en hvilken som helst svensker. Han er vel nærmest ukendt for vore dages unge, men i sin tid betød han lige så meget for svensk humor, som Storm P betød i Danmark. Engström er dog 13 år ældre, og i virkeligheden har Storm P sikkert hentet meget hos denne store svensker.
Han var født 1869 i Lønneberg - af alle steder - og han lavede såmænd lige så mange ulykker som Emil. Han grundlagde vittighedsbladet Strix, hvor han respektløst spiddede det svenske borger- og præsteskab. Han var hele sit liv - på trods af et angiveligt særdeles problematisk forhold til alkohol - aktiv i kampen mod den svenske afholdsbevægelse, og stod blandt andet bag plakaten Kräfter kräver dessa drycker - Krebs kræver brændevin (min fortolkning) - op til den svenske folkeafstemning om alkoholforbud i 1922. Afstemningen endte med et spinkelt flertal imod forbuddet, og det kan ligne en tanke, at Engström allerede samme år optages i det svenske akademi - De Aderton - som er en stærk institution i svensk kulturliv og blandt meget andet står for uddelingen af Nobelprisen i litteratur. Den pris, som Johannes V. Jensen modtog i 1944.





















Personligt holder jeg meget af Albert Engström. Jeg synes, at han er sjovere end Storm P - og set i lyset af de politiske strømninger i Sverige har han også været en meget mere kontroversiel tegner. Det er simpelthen fryd, når hans pisk svirper de sorte præster og farisæere der, hvor det gør allermest ondt. Og så er det jo virkelig drukhumor af værste skuffe, som han præsenterer. Indimellem iblandet nogle sorte elementer, som vi i dag blandt andet finder hos Monrad og Rislund, der helt sikkert har Albert Engström som inspirationskilde.
Jeg har her samlet et par af hans tegninger. Tegningerne er klikbare, hvis det kniber med at læse teksten. Der er mange flere af hans tegninger her - og tag dig bare god tid. Det er f.... sjovt!
Albert Engström var glad for alkohol - ingen tvivl om det. Men det gjorde ham jo også på det nærmeste selvskreven til optagelse i det svenske akademi. Denne lukkede loge af fortrinsvis herrer har i hvert fald et intensivt og på alle måder fordomsfrit forhold til spiritus, hvilket er genstand for en nærmere undersøgelse hver torsdag kl. 17, når medlemmerne går til bords på restauranten Den Gyllene Freden midt i Vasastan i Stockholms centrum. Restauranten er grundlagt i 1722 og har været tilholdssted for den svenske kulturelite i adskillige år. Bellman skrev i sin tid sine, altså Fredmans Epistler her over et glas fadøl eller ti, inden gæld tvang den stakkels boheme til at flygte til Norge. Den Gyllene Freden ejes i dag af det svenske akademi, som fik den testamenteret af maleren Anders Zorn, der var samtidig med Skagens-malerne.
Jeg må med skam melde, at jeg også plejer at slå et slag indenom Den Gyllene Freden, når jeg er i Stockholm. Jeg har blandt andet spist frokost der en gang i slutningen af 90'erne med Per Wästberg, som er formand for det De Aderton. Vi fik selvfølgelig Pyt i Panna Bellman - biksemad med tyk, brun flødesovs.
Jeg havde forinden lavet et interview med Wästberg. Selve interviewet foregik på hans kontor - og det var en ganske interessant oplevelse, da vi flere gange blev afbrudt af telefonen med samtaler fra blandt andet den sydafrikanske nobelpristager Nadine Gordimer.
Den her historie er forresten løbet fuldstændig af sporet - for det var egentlig Albert Engström, den handlede om. Han var som sagt en morsom mand, som jeg vil anbefale andre at stifte bekendtskab med. Som det ses, er han ganske inspirerende.

Ha' det
Jesper

Minnebok og klagemur

Svalbardposten er en af verdens mindste, men samtidig også mest velanskrevne aviser. Avisen, som udkommer en gang om ugen, bliver slugt fra første til sidste punktum - først og fremmest af beboerne på øgruppen i Arktis, men også langt ind i de norske regeringskontorer har bladet sine faste læsere. Faktisk har avisen lige så mange læsere uden for Svalbard som på selve kulmine-øerne.
Det hedder sig, at vejen til lynkarriere i norsk presse går via redaktørposten på Svalbardposten, men hvad er egentlig årsagen til denne succes? Det forsøger en jubilæumsbog udgivet i forbindelse med avisens 60 års jubilæum i 2008 og uddelt som julegave til avisens læsere 2009 at give svaret på. Og det er egentlig lidt synd, for det behøver man ikke at skrive lange akademiske afhandlinger om.
Jeg har i en årrække været blandt de faste abonnenter på Svalbardposten. Jeg brugte bladet i sin tid som informationschef i Nuuk kommune som en målestok for, hvordan lokaljournalistik skal laves. Og hele hemmeligheden ligger såmænd i, at man tager læseren alvorligt. Her er der plads til selv den mindste begivenhed og her er der ikke noget overflødigt fyld. I modsætning til danske lokalaviser er avisen klinisk renset for alt, hvad der hedder pressemeddelelser om tvivlsomme produkter, TV-stof og historier fra andre aviser. Her er det grundlæggende basal lokaljournalistik, der er i højsædet. Og når jeg siger lokal, så er det virkelig lokal - for eksempel kan man læse, hvem der vandt rafleturneringen på en af de lokale beverdinger, her er bortløbne katte og forklaringen på, hvorfor det daglige fly fra Tromsø blev forsinket i går. Her kan du læse, hvad der skal ske, når håndværkerne begynder at stille stilladserne op foran en butik, som skal pudses op, og det er selvfølgelig i Svalbardposten, man læser, hvorfor ambulancen kørte med udrykning mandag ved midnatstid.
Når Svalbardposten også bliver læst i regeringskontorerne, så skyldes det sikkert den massive russiske tilstedeværelse på de norsk kontrollerede øer. Ved at læse om russerne foretagsomhed får kremlologerne en antydning af, hvilken vej vinden blæser hos den frygtindgydende, store nabo.
Gennem en konsekvent satsning gennem adskillige år på dette helt enestående lokalkoncept er det lykkedes at arbejde avisen frem til det, den er i dag. Men det har da ikke været uden problemer. I en årrække var avisen finansieret af velfærdskassen - det offentlige - på Svalbard, og i 60'erne skulle alle redaktører således godkendes af det norske svar på Kreml - Arbeiderparti-toppen på Youngstorvet i Oslo - for det var vigtigt med en redaktør, som havde den rette indstilling i forhold til russerne.
Uden offentlige midler kan avisen med sine fem ansatte næppe heller fungere i dag, men det er mit indtryk, at der er en bred forståelse for, at den journalistiske uafhængighed er en forudsætning for successen.
I et langt afsnit problematiserer jubilæumsbogen over forholdet mellem journalist og lokalsamfund. Det er en gang akademisk bavl - for hvis man som journalist i øvrigt opfører sig pænt og ordentlig og refererer loyalt, hvad der bliver sagt, så er det såmænd ikke så svært. Og i et samfund som Svalbard, hvor langt de fleste mennesker er ansat på tidsbegrænsede kontrakter, opstår der i sagens natur heller ikke de store habilitetsproblemer med forholdet til familien. Det er en akademisk og romantisk præmis, at journalisten absolut skal være kritisk. Man kan komme langt med almindelig hæderlighed og redelighed.
Men måske skal jubilæumsbogen netop ses i det lys. I stedet for blot at fejre avisens store successer, så vover man at tage diskussionen. Det er sikkert godt nok, men for mig at se, ligger avisens styrke altså mere i den lokale forankring end i evnen til at producere kritisk journalistik og saftige forsider.
At avisen så alligevel også har hentet priser for sine flotte og overskuelige forsider, ja, det skyldes vel, at alt, hvad der sker på Svalbard, er spændende - hvis man blot har været der bare en gang.
Minnebok og klagemur, som er titlen på jubilæumsskriftet, er efter min mening et lidt rodet og sludrende skrift, som gør historien om lokalavisens succes unødigt ordrig og rundkredsagtig. Derfor kan jeg kun uddele fire ud af seks tørfisk til skriftet.

Jesper

Fotostatkunsten

Når man beskæftiger sig med halvfjersernes design og æstetik, er det især øjenåbnere som Pantons orangerøde plastikmøbler og andre farvestrålende ikoner, som bliver husket. Det er ligesom overset, at det var i den samme periode, at fotostaterne og dermed fotografikken indtog både det offentlige rum og hjemmene som udsmykning.
Blandt andet husker jeg, at en hel væg i forhallen til det dengang nybyggede sygehus i Farsø var udsmykket med en kæmpefotostat - vistnok fremstillet i 24 mindre stykker.
Fotostat er i virkeligheden ikke det helt rigtige ord for den grafiske teknik, men dækker over en reproduktionsmetode, som tillod at lave kæmpeforstørrelser af billeder. Metoden havde sine begrænsninger (det var nærmest fotokopier) og var især velegnet til grafik - for eksempel det som vi i daglig tale kaldte fotostater; altså en grafisk billedfortolkning, hvor kun sort og hvidt er brugt.
Det fangede naturligvis også vores interesse i fotorummet under skoleinspektørens hus på Farsø skole. Her var vi en flok, som både i skoletiden og i fritiden dyrkede fotografiets ædle kunst. Vi havde to lærere - Per Just og Knud Erik Kristensen, og jeg tror, at det var Per Just, som introducerede os til fotostat-kunsten. Og det var ikke helt let.
Først skulle billedet overføres til en litografisk film, som eliminerer mellemtonerne i billedet. Kunsten var at eksponere korrekt, så man fik lige nøjagtig så mange detaljer med i billedet, at det var til at se, hvad det gik ud på - men heller ikke flere. Det skal med, at dengang var der ikke sådan en preview-funktion. Nej, der var ikke andet at gøre end at stole på fornemmelsen, og så fremkalde billedet i hånden og se, om det virkede. Når man så var tilfreds med billedet, som nu var på en filmstrimmel, jeg tror, det var 4 x 6 eller lignende, blev der lavet et kontaktnegativ. Herefter mere eller mindre skilte man et forstørrelsesapparat ad, så det kunne projicere billedet op på en væg, hvor man så kunne eksponere et stykke fotostatpapir - såvidt jeg husker var det i A3-format. Efter fremkaldelsen og tørring stod man så med den færdige fotostat - lige til at montere på et stykke spånplade og hænge op derhjemme.
Jeg erindrer, at det især var motiver med landskaber fra Farsø-egnen, som var yndlingsemnet for denne proces. Og jeg tror nok, at jeg har nogle af fotostaterne liggende i en kasse et eller andet sted i huset på Øland.
Jeg tror, at man skal vurdere fotostaternes store udbredelse den gang som en følge af nogle nye teknologiske muligheder - og i hvert fald er der ikke mange af fotostaterne i det offentlige rum, som har overlevet tidens tand.
Rent teknisk er der heller ikke de store udfordringer i genren mere. Billedet herover (af en grønirisk forresten) lavede jeg på fem minutter i PhotoShop. Og overførslen til papir i en hvilken som helst størrelse kan i dag gøres ved at trykke på en knap på PC'en.
Ikke desto mindre har dette indlæg rørt ved nogle retro-følelser hos undertegnede - så hvem ved? Måske fotostaterne står over for en nostalgisk revival-bølge?

Ha' det
Jesper

P.s. Det er ikke fordi, jeg husker min skolegang i Farsø for særlig meget godt, men "redde Caesari quae sunt Caesaris" - giv kejseren hvad kejserens er - fotolokalerne og fotoundervisningen var helt enestående. Jeg har stadig den dag i dag glæde af timerne i kælderen.

Møgvejr

Mens Danmark og det meste af Norge skutter sig i vinterfrosten, så har vi et rigtigt gedigent møgvejr her i Tromsø. I skrivende stund - søndag middag - ligger temperaturen på seks grader og det siler ned. Sådan har det i øvrigt været hele weekenden.
Men ikke desto mindre så skulle jeg da ud og have lidt luft lørdag. Jeg kørte en tur til Straumsbukta i middagslyset - den smule der var - men det var overhovedet ikke vejr til at stå ud af bilen, så alt, hvad det kunne blive til, er dette disede billede af Straumsbukta taget fra Buktelia. Cirklen markerer stedet, hvor vort gamle hus lå - og hvor Leif-Inge nu er i gang med sit nye hus. Det så færdigt ud udefra, men såvidt jeg kunne se, er de da ikke flyttet ind endnu.
På vejen hjem skulle jeg lige handle i OBS - og da jeg stod ud af bilen, faldt jeg lige så kort jeg er. Hele parkeringspladsen var dækket med is med et lag vand oven over - og den slags er som bekendt glat. Så, ja, møgvejr, det er, hvad det er.
Resten af weekenden må vist stå på indendørs sysler.

Ha' det
Jesper

Da far var dreng

Jeg kan ikke lade være med at filosofere over, hvordan snevinteren i Danmark vil præge de lykkelige børn, som i disse dage tumler rundt i sneen, som om de aldrig har lavet andet.
Det er det stof, som skaber utallige historier om dengang far var dreng, ja, da var der rigtige vintre til.
For det er jo sådan, at uanset hvilken generation vi tilhører, så var vintrene meget bedre i vores barndom - dengang sneede det hver vinter, og sneen lå mindst op til skorstenen. Skolerne lukkede for et godt ord, og vi kunne kælke, ski og skøjte, så det var en lyst.
Sådan rent statistisk har vi bare ikke så forfærdelig meget at have det i - global opvarmning eller ej. Der har altid været gode, og der har altid været dårlige vintre. Tag nu sådan noget som hvid jul. Det forekom faktisk kun syv gange i forrige århundrede - og i min barndom taler vi om julen 1969, men alligevel husker jeg min barndoms jul som hvid hver gang. Eller hvad med isvintre, hvor isbryderne kæmper mod ismasserne, og folk kører i bil til de små øer? Ja, dem har vi haft 15 af i forrige århundrede - og for min ungdoms vedkommende taler vi om vintrene 62-63, 69-70 og 78-79. Undskyld, men jeg husker det altså som næsten hver vinter.
Det her handler selvfølgelig om den menneskelige psyke - eller i hvert fald min psyke. Jeg husker konsekvent kun de gode ting. Kald det fortrængning eller nostalgi! Jeg er ligeglad - for da jeg var dreng, var der rigtige vintre til - og de var meget koldere, mere snerige og længere end noget som helst, vi ser i vore dage. Basta!
Der er forresten ikke noget nyt under solen. Billedet til historien her har jeg lånt af min skolekammerat Per Lyngby. Og det viser kælkebakken ved Farsø Kirke forleden. Men billedet kunne sådan set lige så godt være taget i min barndom. Men når det så er sagt, så må jeg da også indrømme, at jeg husker bakken som betydeligt større og betydeligt længere, end den rent faktisk er.
Forresten er det her med de gode og dårlige vintre ikke noget specielt dansk. Jeg har også oplevet jul uden sne i Grønland og her i Norge - tro det eller lad være! Og også her bedyrer folk, at det aldrig ville være sket i deres barndom. For tiderne er som bekendt af lave.
Og det er det, jeg mener med, at ungerne i disse dage tumler lykkeligt rundt i sneen. For når de bliver voksne, vil de også huske deres barndom som præget af sne, snefri og rigtige vintre, som dengang far var dreng - og således er verden jo så uforanderlig - alle forandringerne til trods!

Ha' det
Jesper

Sikken en udsigt

Man skal lære, så længe man lever - og forleden lærte jeg noget nyt om SAS. En lidt pikant, men måske også meget japansk historie om, at alle kneb gælder, når der skal sælges flybilletter.
Da jeg researchede til historien om DC-9, faldt jeg tilfældigvis over et presse-kit, som var blevet udleveret til den japanske presse i forbindelse med SAS' 60-års jubilæum i 2006.
I dette glimrende historiske dokument opregner man alle flyselskabets fortræffeligheder gennem mere end et halvt århundrede - naturligvis med fokus på alle de gange, selskabet har introduceret en ny service som det første selskab i verden.
Blandt andet noterer man med stor tilfredshed, at SAS i midten af 90'erne som det første flyselskab indførte vinduer på Business Class-toiletterne. I følge pressekittet har det været en stor succes - ikke mindst blandt de kvindelige passagerer - og der er på verdensplan stadig kun få selskaber, som har kopieret denne enestående service.
Når man jævnligt flyver med SAS - og har gjort det i en årrække på den navnkundige Grønlandsrute - er man sådan set ikke i tvivl om selskabets rolle som pioner i en hastigt udviklende luftfartsbranche, men det her argument for at flyve SAS har jeg simpelthen aldrig hørt før.
Men når det så er sagt, skal jeg da ærligt indrømme, at det faktisk er en service, som jeg gennem tiden har sat stor pris på. Når man flyver langdistancer, kan tiden i sagens natur falde lidt lang - og da kropsfunktionerne ofte er lidt forstyrrede på grund af jetlag og tidsforskelle - er det faktisk ganske afslappende at sidde der i 12 kilometers højde og nyde udsigten over den store verden.
Nu er det der med kropsfunktionerne imidlertid temmelig tabu-belagt i vores del af verden, så det er måske forklaringen på, at vi aldrig har set annoncer, som fremhæver denne enestående SAS-feature. Og det er mit gæt, at det dukker op i en japansk sammenhæng, fordi netop japanerne har et nærmest manisk forhold til deres toiletter, som teknologisk set er adskillige generationer foran både USA og Europa. Det kan du forresten læse meget mere om her.

Bum, øh, bummelum
Jesper

MY, oh MY

Nordjyske Stiftstidende kunne tirsdag meddele, at DSB har indsat MY 1135 til at rydde sporene for sne i Nordjylland.
Det glæder naturligvis en gammel snetosse og MY-entusiast, at DSB har støvet MY1135 (billedet til venstre) – et af de få bevarede MY-lokomotiver - og sat det gode gamle dieselelektriske lokomotiv til at rydde op i snemasserne.
For MY er noget ganske særligt, hvis man interesserer sig for tog. Det blev i Danmark lokomotivet, som afløste de gamle damplokomotiver i 50’erne og dermed betød en ny og mere strømlinet fremtid for danske togpassagerer.
Lokomotivet blev udviklet af General Motors allerede før anden verdenskrig og er i USA produceret i flere end 7.000 eksemplarer. Den europæiske udgave blev produceret primært af svenske NOHAB og blev solgt til Danmark, Norge, Belgien, Luxemborg og Ungarn.
Da man i begyndelsen af 50’erne skulle til at udskifte damplokomotiverne, var det et stærkt politisk ønske, at de nye diesellokomotiver skulle være dansk producerede, men det stod hurtigt klart, at det var en umulig opgave. Valget faldt herefter på lokomotivet fra NOHAB, der i de Danske Statsbaners litra-serie blev benævnt MY, men med danske Frichs A/S som underleverandør. De første fire eksemplarer blev leveret i 1954.
Da det var det første store lokomotiv i Danmark, der ikke var dampdrevet, blev der gennemført et omfattende program af prøvekørsler. Det foregik på strækningen mellem Nyborg og Frederikshavn, idet det hovedsagelig var her, at de første lokomotiver skulle indsættes. Det er også her, man finder de største stigninger på DSB's hovednet. Testen blev bestået med bravour – i modsætning til vore dages håbløse og tilsyneladende never ending historie med IC4-bliktogene fra italienske AnsaldaBreda. Prøvekørslerne blev blandt andet gennemført med de tungeste tog, man havde i drift på det tidspunkt, nemlig persontog (eksprestog) med 15 vogne (togvægt 500 tons) og godstog med 60 vogne (togvægt 1.000 tons). Flere af prøvekørslerne foregik under vanskelige vejrforhold med sne og blæst, så det er indlysende den dag i dag, at når der går sne i DSB, så må man ud og se efter MY.
Den årlige besparelse ved overgangen til MY var så stor, at de fire lokomotiver havde betalt sig selv efter tre år. Der blev derfor i slutningen af 1954 afgivet ordre på yderligere 20 MY’ere og senere yderligere 20. Endelig blev der i 1964 blev der bestilt endnu 15 af slagsen. I mellemtiden havde DSB desuden fået leveret 45 MX’ere (billedet her til venstre) – en lettere og knap så stærk, mens ellers identisk udgave med 1425 hk mod MY's 1950 hk.
Da jeg var dreng, besøgte jeg ofte min farmor, som boede tæt på jernbanen i Vordingborg. Og hver gang jeg hørte den meget karakteristiske lyd af MY’ernes store dieselmotorer, skulle jeg da lige ud af huset og tælle, hvor mange vogne toget medbragte.
Lyden af MY er faktisk lidt af en historie i sig selv – den kan i hvert fald gøre trainspottere helt vilde. YouTube er fyldt med lydoptagelser af lokomotivet. Prøv at se denne og læg specielt mærke til lyden i begyndelsen og ved 1.45, 3.30 og 4.35.

Det er vel overflødigt at tilføje, at da jeg som dreng havde et Märklin-tog, var en model af MY’en selvfølgelig mit kæreste eje. Desværre har jeg på et tidspunkt været nødt til at sælge det elektriske tog af pladshensyn – ellers ville den få en æresplads på herreværelset.
MY havde naturligvis også den jernbaneinteresserede Kong Frederik IX store interesse. Efter ønske fra Kongen fik MY'erne i 1957 påmalet nummeret på begge fronter, så han fra den kongelige salonvogn kunne tjekke, hvilket lokomotiv, som var spændt for. Forskellen ses mellem det øverste sort-hvide billede, som er et originalfoto af DSB's første MY og så det nederste billede af Dansk Jernbanemuseums MX 1101 i den klassiske vinrøde farve, som var DSB's helt egen, indtil det store redesign i forbindelse med intercity-togenes indførelse i 1973.
Nordjyske Stiftstidende noterer i øvrigt, at togentusiaster finder MY med sine buttede former særdeles feminint – de godt 100 tons til trods. Ja, jeg husker Paul Hammerich, der i sin Danmarks-krønike endda svingede sig op til at udtale, at MY var sexet. Smukt er det i hvert fald, det kære, gamle tog.

Fut, fut
Jesper

Foto: www.ravnsbak.dk