
Et af mine absolutte favoritter er Hilton lige ved siden af lufthavnen i Kastrup.
Værelserne er dejligt store - angiveligt de største i København - 36 kvadratmeter og utroligt velindrettet. Der er en stor seng, et fjernsyn, et skrivebord og en lænestol - netop det, der skal til for at man skal føle sig hjemme. Badeværelset er i en klasse for sig selv - ligeledes dejligt stort og på Hilton fedter de ikke med håndklæderne, sådan som jeg oplevede det på Thon i Kautokeino for et par uger siden. Det bedste af det hele er en dejlig stor morgenkåbe i tyk, tyk frotte og slippers, så man rigtig kan tage en slapper foran fjernsynet.

En anden interessant ting er, at der er en meget lille personaleomsætning på hotellet - det er ellers et generelt problem i branchen. Men jeg er kommet på Hilton Copenhagen, siden det blev bygget, og der er mange af medarbejderne, der har været med siden begyndelsen. Det er med til at gøre hotellet til en behagelig oplevelse, at medarbejderne tilsyneladende også kan lide at være der.
I morgen går turen hjemover. Jeg har netop været ude at købe juleanden, noget grønkål, ost, rugbrød, remoulade og hvad jeg ellers plejer at slæbe med hjem fra Danmark. Indtil jeg tager afsted, bliver det opbevaret forhåbentlig betryggende i hotelkøkkenet. Men hvis de serverer grønkål til den ganske overdådige morgenbuffet, vil jeg nok blive lidt bekymret!
Jeg holder fri fredag, så det bliver en dejlig lang weekend.
Ha' det
Jesper
P.s. Undrer du dig over rubrikken 200 Motels? Så var det titlen på en Frank Zappa film fra 1971, som handlede om at bo på hotel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar