Hilsen fra Dina

Besøg på kirkegården

Jeg føler mig som Kaj Munk, da han så den blå anemone fra Lollands fede muld skyde i Vedersøs fjendske zone og smeltede hans vinterfrosne hjertes kvarts.

Sidste sommer plantede jeg en håndfuld krokusløg på Dinas grav i Nuussuaq. Dina var meget glad for blomster, så det skulle prøves. Men jeg gjorde det uden at vide, om det overhovedet kan lade sig gøre at dyrke krokus i gruset på den forblæste vestvendte plads med udsigt over Nuup Kangerluas dybe vande og om sommeren de flotte røde solnedgange over Akia.

Men sandelig om ikke underet er sket. Da jeg besøgte kirkegården i dag, var et par af krokusserne dukket op af jorden - endda med en enkelt blomst.

De så lidt sølle ud, men hvor der er liv, er der håb. Jeg tror, at det største problem ikke er placeringen, men det grus, som de er plantet i. Der er sikkert ikke megen næring. Så næste gang, jeg kommer til Nuuk, tager tager jeg en pose jord og nogle flere krokus med mig, og så bliver det spændende at se, hvad der så kommer til at ske - med lidt held, tålmodighed og Guds hjælp. Det sidste er nødvendigt, for han er som bekendt den eneste, der kan sætte blad på en nælde.

Det er stadig meget tidligt på foråret i Nuuk, men jeg kunne også glæde mig over, at den rosenrod, jeg plantede på graven sidste år, har overlevet - og der var bittesmå skud på den. Det er en lokal plante, så den skal nok klare sig og vil med tiden brede sig over gravstedet.

Men endnu er det lidt bart, så det pyntede voldsomt, da jeg satte en kæmpebuket studenternelliker fra haven på Øland. Jeg satte dem direkte i jorden - og de skal nok holde sig en tid i det regnfulde vejr og de indtil videre beherskede temperaturer i Nuuk.

Jeg havde glemt batterier, så jeg kunne ikke tænde det kunstige stearinlys på graven. Men det gør ikke så meget, for det er jo lyst døgnet rundt.

Meteorologerne lover godt vejr på søndag, så det bliver nok til endnu et besøg på kirkegården, inden turen går hjemover igen mandag morgen.