Tiden går
Det er i dag Norges nationaldag - og langt de fleste nordmænd fejrer dagen med bunad og røde pølser, sådan som de nu har for vane. "Ja, vi elsker dette landet..."Det er også Dinas fødselsdag - og også dødsdag. Det er nu tre år siden, at "Hjemmestyret" døde. En frygtelig dag, som vendte op og ned på min tilværelse.Livet skal gå videre - og det gør det også. Men der går næppe en dag, hvor jeg ikke tænker på et eller andet, som jeg gerne vil fortælle Dina - især nu i denne tid, hvor der sker så meget i haven.Så jeg fandt lige et 16 år gammelt foto fra dengang, vi lige havde overtaget det lille hus på Øland - og hvor vi var i gang med det helt store fælles projekt, som haven var i mange år. Der er sket meget siden 2009. Sammenlign bare med fotoet, som jeg tog her til morgen.Da jeg ledte efter billedet, fandt jeg et andet fra året før - 2008. Det er taget på altanen i Straumsbukta en morgen i begyndelsen af juni. Det var her, vi for alvor fik smag for livet på landet. Blandt andet muligheden for at spise morgenmad udendørs. Vi kom jo fra Grønland, så det var helt nyt for os.Der er rundstykker på bordet - fra fryseren. I Straumsbukta var der 25 km til nærmeste butik - og frisk morgenbrød bruger man slet ikke i Norge. Her på Øland er der kun 5 km til bageren i Halvrimmen. Så her står den på nybagte rundstykker næsten hver dag - også på Norges nationaldag. Tag den, Norge - Kjempers fødeland!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar