On the road again
Jeg er ikke særlig vild efter at køre bil. Men det er nødvendigt for at passe arbejdet. Weekenden var særlig slem.Fredag kørte jeg hjemmefra allerede kl. 4.30 med kurs mod Søndervig ved Ringkøbing, hvor der i øjeblikket er sandskulpturfestival med et grønlandsk tema. Jeg valgte at køre nedover Viborg og Holstebro, for det er sådan en pæn tur, der tidligt om morgenen kan køres i blød-hat-tempo. Så den tur nød jeg.Anderledes hurtigt gik det tilbage igen over middag. Denne gang via Lemvig og Thisted, for jeg skulle fotografere en skater-opvisning i Brovst kl. 16. Kl. 18 fortsatte jeg så i skoven ved Bratskov, hvor der var rågeungejagt.Lørdag morgen gik turen til Ingstrup ved Løkken, hvor der var en såkaldt børn- og ungefestival. Herefter i al hast til Vester Thorup nær Vejlerne, hvor der var indvielse af et madpakkehus - og så sluttede jeg eftermiddagen af i Fjerritslev med Limfjordsporterfestivalen.Søndag formiddag kørte jeg så til Blokhus, hvor jeg lavede et interview med en ny iskiosk-ejer og snakkede med folk om situationen omkring det navnkundige værtshus Lanternen, som lukkede sidste år. Herefter kørte jeg til Ulveskoven, hvor der var et lokalhistorisk arrangement.Så nu gider jeg ærlig talt ikke køre ret meget mere, men jeg slipper jo nok ikke. Men man skal nu heller ikke have ondt af mig, for det var også en sjov weekend. Jeg kan godt lide at have lidt travlt og snakke med en masse mennesker.Sandskulpturerne i Søndervig var imponerende - og jeg kan bestemt anbefale et besøg. De største af skulpturerne er 10 meter høje - og det hele er rammet ind af en 200 meter lang og syv meter høj sandskulpturvæg. Der er brugt 11.000 tons sand til projektet.I Ulveskoven tog jeg et foto af Jonna og Henning Thorsen (se nedenfor), der havde mødt hinanden på den gamle restaurant for 56 år siden. Billedet af de to sad bare lige i skabet - og det vidste jeg allerede, da jeg trykkede på knappen. Det giver fotografisk bukkefeber - og så kører jeg gerne den ekstra kilometer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar