Dialekt-dram

Sevablødda

Jeg nærer en temmelig nørdet interesse for vin og spiritus - og selv om helbredet ikke længere tillader ungdommens voldsomme indtag af de stærke varer, bruger jeg fortsat lang tid på at se på sagerne, når jeg kommer forbi en vinhandel eller vin-afdeling.

Onsdag bød Hr. Nielsen i Brovst på en smagsprøve på en bornholmsk specialitet - Sevablødda. Den smagte dæl'me godt, skulle jeg hilse at sige. Så smagsprøven var ikke spildt, for det endte selvfølgelig med, at den svage sjæl også købte en flaske til den i forvejen pænt store samling af spiritus.

Smagen ligger i klar forlængelse af gode danske bitterdrammer som for eksempel Dr. Nielsen fra Hobro, der i mange år har været min favorit. Men der er noget mere - især kirsebær, vil jeg mene - og også en del sødme, Den kan godt gå hen og blive et hit her i huset, når der er gæster, vil jeg tro...

Jeg taler ikke bornholmsk, så navnet undrede mig. Sevablødda giver ikke mening på de dialekter, jeg kender. Så jeg måtte lige google en gang.

Det kan oversættes med blød sæbe - og det har ikke noget at gøre med, at der er sæbe i drikken. Producenten, Bornholm Spirits, forklarer på hjemmesiden:"Brændehandel og skibsproviantering H. S. Munch fremstillede "ejn søder sup", der lagde navn til forfriskningspauserne under skibenes ophaling på bedding. Når slidsken blev indsmurt med sæbe, fik de tørstige halse også sin "blødda", og deraf navnet sevablødda som er bornholmsk og betyder at blødgøre sæbe."

Sevablødda står nu i baren og venter. Så kom gerne forbi og få en lille en ved lejlighed...

P.s. Sjovt nok fører Hr. Nielsen i Brovst ikke Doktor Nielsen.

Fra boudoir til bibliotek

Juleprojekt

Juleferien og nogle dage derefter blev brugt til at rydde Dinas værelse og sætte det i stand.

Det var også på tide, vil nogle måske mene. Det er snart tre år siden, at Dina døde, men jeg har simpelthen ikke haft mentalt overskud til det før nu.

Jeg er ikke helt i mål endnu. Der mangler lidt håndværks-detaljer, pletmaling og lidt flere billeder på væggene. Håndværkstingene skal klares, inden der går for meget forår i haven. Billederne kan vente, for det skal altså også være velovervejet og gennemtænkt.

Jeg har valgt at omdanne værelset til et bibliotek, for sådan et skal man da have på ethvert ordentligt herresæde. Så jeg har samlet alle mine bøger om Grønland og lavet et lille læsehjørne. Bøgerne - der er cirka 500 - mangler endnu at blive systematiseret, men det virker nu meget godt alligevel. Systemet må vente, til jeg bliver gammel og ikke har andet at lave. Jeg befinder mig godt i et anarkistisk kaos - for kun genier behersker kaos.

På en af væggene hænger der fire små tusch-tegninger med spædbarnsportrætter af Alibak Johansen (1921 - 2007). Han lavede et hav af den slags tegninger, for han var ekspert i lynportrætter. De har en gang hængt på en opslagstavle med en nål, men jeg har flottet mig og haft dem forbi glarmesteren, så de nu har en passende og værdig ramme og passepartout.

Alibak Johansen er en efter min mening noget undervurderet grønlandsk kunstner. Han var meget produktiv, men der er ikke skrevet så forfærdeligt meget om ham. Det er synd - og det er en af mine små drømme engang at få rådet bod på den misere. For han var rigtig god og i i øvrigt en af de første, hvis ikke den første, grønlænder med en rigtig kunstneruddannelse fra Danmark i 50'erne.

Jeg har også flyttet krukken med en rest af Dinas aske til biblioteket. Det er den helt rigtige plads, synes jeg.

Ved siden af hænger en klokkestreng med etno-romantiske motiver fra Grønland. Jeg kender ikke oprindelsen, ophavet og historien om klokkestrengen, men det kan sikkert også blive et spændende projekt at finde ud af. Jeg er ret sikker på, at den ikke er broderet af Dina. Selv om vi boede sammen i 28 år, har jeg aldrig set hende brodere, selv om hun ellers var godt borgerligt opdraget.

Jeg har flyttet Dinas gamle skrivebord fra Straumsbukta ind i hjørnet. Her har jeg så en lille Teams-krog. Jeg har ikke kamera på den stationære PC på kontoret og bruger derfor altid en af de bærbare, når jeg har møder med kollegerne og kilderne i Grønland.

Næste jul er ambitionen at få malet den fine stue. Eller også noget helt andet. For stuen er stor og også slidt- og der ligger adskillige timers arbejde, før jeg overhovedet kan sætte en pensel på væggen. så måske vælger jeg et mindre projekt - bare som overspring.

Nu sker det

Forårstegn

Dagen er tiltaget med 43 minutter her på kanten af Limfjorden nordvest for Aalborg - og selv om de seneste uger har budt på frost og sne, er foråret lige så stille på vej.

Allerede i december blomstrede hasseltræerne, Overalt skyder der vintergækker, påskeliljer og krokus frem, men endnu er der ikke blomster. Men det kommer snart, hvis ikke vi får en ny omgang med frost.

Tirsdag fandt jeg så den allerførste lille erantis på vej frem. Det er en dejlig blomst - og den starter altid med den reklamegule blomst, før de grønne blade for alvor kommer frem. En påmindelse om, at hvor der er lys, er der liv.

Jeg har nu ikke travlt med foråret. For min skyld må vi gerne få lidt mere frost. Sidste år var jo et rigtigt dræbersnegleår, så der ligger sikkert mange æg rundt omkring i jorden. Så lidt hård frost kan være med til at holde de irriterende slimsække nede.

Men den lille erantis er også en påmindelse om, at nu skal spaden snart i jorden. Kartoffelbedet skal gøres klart. I det gamle jordbærbed, der lige skal ryddes først. Og der er også masser af efeu, der skal klippes ned. Så der er sådan set nok at gå i gang med.

Foråret er også tydeligt på værkstedet. For de overvintrende pelagonier skyder allerede og minder om den skønne tid, vi har foran os. Det bliver hårde tider for den sure gamle mand...

På gravens rand

Sidste udkald for rigsfællesskabet

Foto: Leiff Josefsen

Da jeg for et par år siden begravede ”Hjemmestyret”, min grønlandske hustru, på kirkegården i Nuuk, gav graveren mig bagefter et opmuntrende klap på skulderen og sagde: - Og så er der jo også plads til dig ved siden af…

Det afgjorde sagen.

Så når mine jordiske rester en gang skal stedes til hvile, bliver det på kirkegården i Nuuk med en fantastisk udsigt mod den store Nuuk-fjord. På den samme kirkegård hvor mange af mine virkelig gode venner også er stedt til hvile.

Jeg nævner det - ikke fordi jeg har aktuelle planer om at stille træskoene - men for at forklare, at jeg har mange gode grunde til helt principielt at være tilhænger af det dansk-grønlandske rigsfællesskab – og mange af de ting, som der bliver sagt i den forbindelse i øjeblikket, gør ondt og støder mig.

Dumsmarte bemærkninger

Jeg er træt af, at mange danskere med en svedent og dumsmart grin altid skal snakke om grønlænderes alkoholforbrug. Kendsgerningen er, at det grønlandske alkoholforbrug er omtrent halvt så stort pr indbygger som i Danmark – og unge grønlændere bliver ofte chokeret, når de kommer til Danmark og ser, hvor meget danske universitetsstuderende drikker.

Nu skal man jo ikke kaste med sten, når man bor i et glashus. Men det mener mange danskere åbenbart – og det er ikke befordrende for rigsfællesskabet. Jeg har boet i Grønland i 15 år og flyttede væk i 2007. Netop det år faldt alkoholforbruget i Grønland markant. Det har jeg tænkt over længe. Måske er sandheden, at det er danskerne i Grønland, som drikker mest.

Det irriterer mig også, at mange – også ældre og erfarne politikere, som burde vide bedre – opfatter det danske bloktilskud til Grønland som en støtte og derfor forventer som det selvfølgeligste, at grønlænderne skal være taknemmelige. Kendsgerningen er, at bloktilskuddet er en betaling for, at Grønland varetager en række statslige opgaver – og reel betaling for en ydelse, er da ikke noget, der kræver taknemmelighed.

Sten i skoen

Selv om jeg går stærkt ind for rigsfællesskabet, er jeg ikke blind for dets fejl og mangler. Jeg forstår de grønlandske politikere, når de siger, at det ikke er ligeværdigt. For der er sten i skoen, der trykker.

En af den seneste tids helt store anstødssten er sagerne med grønlandske forældre i Danmark, som har fået deres børn tvangsfjernet efter de såkaldte forældrekompetenceundersøgelser. Forældrene skal kigge på nogle blækklatter og sige, hvad de ser – og så bestemmer fine psykologer og socialrådgivere, at de ikke er egnet som forældre.

Det burde være en enkelt sag at få stoppet det tvangsfjernelsescirkus, men det kan ikke lade sig gøre. Socialministeren oplyste i et samråd tirsdag – samme dag som Trump Jr. besøgte Nuuk - at hun slet ikke har kompetence til at stoppe kommunernes brug af disse tests.

Jeg tror, at det er viljen til at ændre tingene, den er gal med. Selvfølgelig kan det stoppes – og det vil da også være til gavn for danske forældre. For disse psykolog-tests er simpelthen nedværdigende for både grønlændere og danskere.

Der har været en hel stribe sager mellem det grønlandske selvstyre og den danske regering, der er strandet på juridiske spidsfindigheder og tovtrækkerier. Hvis de danske folketingspolitikere mener rigsfællesskabet alvorligt, er det på tide, at de også lytter til de grønlandske kolleger og sætter deres vilje igennem – i stedet for at parkere spørgsmålene hos juristerne. Der kommer aldrig noget godt ud af al det djøfferi. Det ved de fleste danskere jo også – af smertelig erfaring.

Sprogspørgsmålet

Det var også uværdigt, at det danske folketing var længe om at acceptere de grønlandske politikeres ønske om tolkning i Folketinget. I det grønlandske landsting, Inatsisartut, bliver alle debatter tolket, så de dansk-talende embedsmænd og enkelte politikere også har en chance.

Så jeg forstår de grønlandske ønsker om øget selvstændighed. Men jeg synes fortsat, at rigsfællesskabet er værd at kæmpe for. Jeg har ikke noget ønske om at blive begravet i amerikansk jord, men hvis ikke de danske politikere tager situationen alvorligt og handler sammen med de grønlandske politikere, kan det nemt blive resultatet.

Trumps interesse for Grønland er et wakeup-call til den danske regering. Det er nu, I skal på banen og redde stumperne. Det gør man kun ved at lytte til Grønlands ønsker. Slut med juristeriet og al udenomssnakken. Den gode vilje alene gør det ikke. Der skal handling til.

Grønland kan sagtens klare sig uden rigsfællesskabet. Spørgsmålet er, om Danmark kan klare sig uden.

Klumme i Nordjyske fredag 10. januar 2025. 

Vi har en vinder...

Nytårsspøgen

Før nytår lavede jeg en lille afstemning på Facebook for at finde mit bedste foto fra 2024 - og jeg skylder lige at offentliggøre resultatet.

Jeg modtog i alt 29 bud. Tak for det.

Der var enkelte stemmer på spejderbilledet, den smukke skovrandøje og truckerbilledet. Men det stod hurtigt klar, at det var enten ræven eller lappedykkeren, som ville vinde.

Opløbsfeltet var tæt. Efter et målfoto kan jeg afsløre, at vinderen med 14 stemmer blev billedet af den parringslystne gråstrubede lappedykker. Den er nu kommet op at hænge på den fine plads på opslagstavlen i bryggerset, hvor jeg har samlet nogle af mine bedste fuglefotos gennem tiderne.

Ræven fik en flot andenplads med 13 stemmer - og den er nu kommet op at hænge på toilettet ved siden af tønden, hvor den forhåbentlig kan inspirere de besøgende til at presse på. Det ka' nøt, bare man prøver hårdt nok.

Pære Belle Helene og andre gode sager

Frivilligt arbejde

Fredag rykkede jeg ud med mit omrejsende catering-show og lavede nytårsmenuen til en fest i Sct. Georgs Gildet i Aalborg. 36 kuverter, tre retter og frivilligt arbejde, der i følge Kong Frederiks nytårstale er det kit, der binder Danmark sammen.

Sådan ser jeg nu ikke på det. Det er alt for meget stads at gøre ud af en hobby. Selv om det er et stort arbejde, gør jeg det udelukkende for min egen fornøjelses skyld. Det er sjovt at lave mad til mange mennesker, og når jeg - som det er tilfældet i Gildeborgen i Aalborg - kan få lov at arbejde i et rigtigt industrikøkken med gode hjælpere, er det heller ikke den store kunst.

Menuen bestod af varmrøget laks med håndpillede grønlandske rejer og hollandaise, langtidsstegt marineret kalveculotte med sauce bordelaise, rodfrugtmos, rosenkål og glaserede gulerødder og til dessert Pære Belle Helene.

Det er ikke Noma, men det virker - og det er overkommeligt at lave for de fleste. Jeg gik i gang nytårsmorgen, hvor jeg lagde culotterne i hvidvin, hvidløg og timian. Torsdag eftermiddag holdt vi skrællemik, hvor jeg samtidig råsyltede 40 friskskrællede pærer i en lage af 4 liter vand, et kilo sukker, to dåser vanillesukker og revet citronskal fra to citroner. Lagen tog jeg med hjem bagefter - og bruger den til bagning det næste halve års tid.

Fredag gik jeg i køkkenet ved middagstid. Culotterne (syv styks, i alt 5,8 kg) blev brunet på pande og kom i ovnen ved 50 grader i fire timer. Så op på 70 grader en halv times tid - og ud, da kernetemperaturen nåede 60 grader. Pakkes i staniol og sættes til side indtil servering.

De glaserede gulerødder var en lidt forenklet udgave af en meget kompliceret opskrift på syltede og bagte gulerødder, som jeg fik for et par måneder siden af chefkokken på Rønnes Hotel.

Nogle små gulerødder - snack-gulerødder eller hvad de nu kaldes i butikkerne - rengøres og renses, men skal ikke skrælles, blancheres i lidt letsaltet vand et minut. Så smeltes sukker brunt på en pande, tilsæt smør og gulerødderne på med fuldt blus. dryppes forsigtigt med nogle få dråber vinaigre ad gangen. Hvis man har ubehandlet citron, er det lækkert med et drys revet citronskal på toppen og lidt tørret timian skader heller ikke.

Rodfrugtmos er et sikkert hit. Jeg laver det lidt på gefühl med, hvad jeg sådan lige har ved hånden og kan finde - men bruger aldrig rødbeder og gulerødder af hensyn til farven. Halvdelen skal være bagekartofler af hensyn til konsistensen. Aktuelt brugte jeg selleri, persillerod, jordskokker og kartofler.

Det hele koges godt og grundigt (cirka 30 minutter), så kartoflerne begynder at koge ud. Så tilsætter jeg lidt grøntsagsbouillon (Knorrs Fond du Chef-gel) rørt ud i lidt kogevand samt fløde og smør i rigelige mængder. Fredag brugte jeg 300 gram smør til otte kilo rodfrugt samt en halv liter fløde. Det hele blendes let med en stavblender. Umiddelbart inden serveringen røres hakket persille i.

Desserten - Pære Belle Helene - er udviklet af den franske mesterkok Auguste Escoffier i 1864 og opkaldt efter Offenbachs operette La Belle Helene. Desserten er nem at lave - råsyltede pærer, vanilleis og chokoladesauce. Jeg laver den altid på øjemål. Til 36 kuverter brugte jeg to dl fløde, hvori jeg smeltede 800 gram mørk chokolade og rundede af med 50 gram smør.

Menuen faldt i god jord. Jeg havde ikke kamera med mig, så det blev desværre kun til et hurtigt mobilfoto af desserten.

Oven i kokkeriet fik jeg også lov til at holde aftenens festtale mellem hovedretten og desserten. Det er også en form for frivilligt arbejde. Festtalen handlede om latriner i de gode gamle dage, før Godiks toiletvogne rykkede ind på store spejderlejre og festivaller. I spejderkredse har man en sær vane med at tale om afføring, når man spiser - og i et selskab af endog meget voksne spejdere faldt det sjovt nok naturligt. Talen var stærkt inspireret af denne historie fra bloggen.