Sild og ål
Øland Sildelaug har fået ny oldermand. Efter seks år på posten har Michael Christiansen besluttet at give posten videre til Palle Strandgaard - og da den slags beslutninger i sildelauget ene og alene er oldermandens, var valget ikke til debat, så det skete naturligvis med akklamation på årets første møde fredag aften.De to herrer har begge en fortid i forsvaret, så vagtafløsningen skete naturligvis med fuld militær honnør. Michael overrakte fanen, som i den aktuelle sammenhæng er en dirigentklokke, til Palle, mens svendene stod ret under den højtidelige ceremoni.Men den slags gøgl kan man ikke leve af, så umiddelbart efter vagtskiftet gik alle i gang med at forberede aftenens måltid under ledelse af den nyudnævnte oldermand med god hjælp fra Ole. Det handler om at gøre sig populær fra første færd, så oldermanden havde bestemt, at aftenens menu skulle være stegte ål med en sildemad til forret.Ole er laugets åleekspert, så han styrede med blid hånd forberedelserne til det måltid, som alle så frem til. Han havde flået ålene hjemmefra, så det var en forholdsvis overskuelig opgave at tilberede dem efter nøjagtig 21 minutters ophold i en veldefineret saltlage. De blev stegt i smør - rigeligt med smør, selvfølgelig.Der skulle også lige være tid til at smage giftblanderens nyeste fluidum - og her var der reminiscenser fra julen. Giftblanderen havde fået den geniale ide at overhælde overskuddet af brunkager med vodka - og lade hele herligheden trække i tre dage. Det smagte af jul - ret voldsomt endda - men årstiden til trods forsvandt julesnapsen som dug fra solen. Et smukt indfald, indrømmer skriverkarlen.Måltidet blev indledt med spegesild - på rugbrød og krydderfedt og flot anrettet, som kun sildebrødrene kan gøre det. Behørigt skyllet ned med et udvalg af snapse - både fædrelandets velkendte Røde Aalborg, svenske O.P. Anderson og så en lille ny benævnt Fad, som er lagret på sherryfade og spædet op med rom. Den duftede af vanilje og tåler næppe sammenligning med en god, gammel Rød Aalborg. Men sådan må det jo være i et sildelaug, hvor oldermanden kalder sig konservativ, men som det er velkendt i dagens politik, skal den slags etiketter jo ikke tages alvorligt.De nymodens påfund gik også igen i dagens hovedret, for ålene blev serveret med persillesauce og ikke stuvede kartofler, som den gode danske tradition ellers byder.Men ålene var i orden. Af lokal proveniens fra bredningen ved dæmningen. Her kan man virkelig tale om kortrejst mad, som er en af tidens voldsomme tendenser i den kulinariske verden. Det smagte herligt og der blev spist op - rub og stub - otte kilo ål til 15 mand. De dygtigste nåede to gange rundt om tallerkenen med benene, men mindre kunne nu også gøre det.Mætte og tilfredse kunne laugsbrødrene konstatere, at den ny ålderman er ålright.lørdag den 28. januar 2023
fredag den 27. januar 2023
Mr. Sermitsiaq siger farvel
Pressehistorie
Fra chefredaktørskiftet sidste år. Foto: Leiff Josefsen |
lørdag den 21. januar 2023
Færdigt arbejde
Nyt bryggers
Så er jeg færdig med mit nye bryggers. Nogenlunde til tiden inklusive den forudsete forsinkelse på et par uger eller tre.Krakilere vil måske mene, at der hist og her er detaljer, som kunne være lavet med større omhu og akkuratesse. Men det skal ikke være kunst, det skal være færdigt!Detaljerne kan jeg altid kigge på en anden gang. Huset er fra 1852, så man bliver aldrig helt færdig. Sådan er det bare.Jeg er godt tilfreds. Rummet er blevet lyst og indbydende - i modsætning til før (se her). Jeg har stort set lavet det hele selv. Men jeg måtte lige betale mig til professionel hjælp til lyset. Korresponderende lampesteder er ikke arbejde for glade amatører.Jeg har også fået hjælp fra andre - uden betaling. Først og fremmest Jens Olesen, der har bistået med gode råd og vejledning og en hånd i ny og næ hele vejen igennem, Lise og Birger, som overtog det gamle skab, Søren Nabo, som hjalp, når de gamle øjne svigtede, kusine Anne og Henrik, som hjalp mig, da der var rotter på værkstedet, mens jeg havde allermest travlt med projektet, og så min søster, Birgitte, som har syet det fine forhæng til det nye bord. Tak allesammen. Nu mangler bare at sætte ting på plads og hænge billeder op på væggene. Men det kommer hen ad vejen. I aften vil jeg slappe af med thaimad fra Thai Chef Foodtruck, der gæster Brovst endnu en gang...søndag den 15. januar 2023
Minder fra Straumsbukta
En tur i arkivet
Jeg er ved at være ved vejs ende med mit bryggers-projekt - og er så småt begyndt at tænke på de billeder, der skal op på væggen. Det bragte mig en tur i arkivet søndag eftermiddag.I årene 2007 til 2009 i boede vi i Straumsbukta - en lille bygd 35 km fra Tromsø. Det var gode år. Vi var unge endnu - sådan da - og havde kræfterne til at nyde naturen i fulde drag. Og natur var der nok af. Jeg vil uden tøven sige, at Straumsbukta er det smukkeste sted, jeg nogen sinde har boet - og jeg har ellers boet mange smukke steder.Jeg har foreløbig valgt en håndfuld fotos til hjørnet over vaskemaskinen. Jeg sad og blev lidt småsentimental, så det er ikke sikkert, at det er dem, der bliver det endelige valg, men det er i hvert fald nogle fine bud - og et minde om en tid, hvor den stod på friskfanget fisk næsten hver eneste dag.Når jeg kørte fra arbejdet i Tromsø, ringede jeg hjem. Så gik Dina ned til stranden 30 meter fra huset og smed snøren ud. Og når jeg så kom hjem en time senere, var der frisk torsk eller sej til aftensmaden. Der hørte også en jolle med til huset, så mange af weekenderne blev brugt på fjorden, hvor vi pilkede.Det var gode tider, dengang...lørdag den 14. januar 2023
Galskaben regerer
Op på lakridserne
Foto: videnskab.dk |
torsdag den 12. januar 2023
Nytårstalen
Forsinket forsæt
Fredag aften havde jeg fornøjelsen at være aftenens festtaler, da Sct. Georgs Gildet havde nytårsgildehal. Her er manuskriptet - med det store forbehold, at jeg sjældent holder mig til det. Når jeg taler, lytter jeg meget til tilhørernes reaktioner - og lægger så lidt til og trækker noget fra, så det forhåbentlig bliver en morsom oplevelse. Og for resten begynder jeg altid med en anekdote eller noget andet, som relaterer sig til den konkrete situation, så jeg begyndte med en historie om nogle sproglige misforståelser i forbindelse med et fyrværkeri i Nuuk.-------
Så er det værste overstået. Vintersolhverv. Nu bliver dagene gradvist længere igen. Aktuelt er dagen allerede tiltaget med 17 minutter her på kanten af Limfjorden – og nu går det stærkt. To til tre minutter i døgnet – og jeg så faktisk de første spæde erantis i jorden her til middag. Krokusserne har længe været undervejs – for slet ikke at tale om hasselbuskene, der har blomstret livligt siden slutningen af november…Og selv om nogen måske føler, at det er lang tid siden, så har det næsten lige været sommer – for vinteren kom sent i år. Først den 19. november var det blevet så koldt, at blomsterne skulle i vinterkvarteret på værkstedet.I gruppen brugte vi en af de allersidste rigtige sommerdage til en gruppetur til Livø. Det blev en herlig tur – og for mit vedkommende et gensyn med den smukke ø, som jeg første gang besøgte allerede i slutningen af 60’erne med mine forældre og Sct. Georgs gildet i Farsø. Vi sejlede derover med en fiskekutter – og det, jeg nok bedst husker, var Farsø-spejdernes tidligere tropsfører, Hans Lundsgaard, der efter indtagelse af det meste af en flaske whisky gav den som galeonsfigur på turen hjem med fiskekutteren.Senere – i 1971 – var vi på sommerlejr på Livø. Måske den bedste sommerlejr i mit liv. Lejren var lidt improviseret, og vi havde ikke det store program, men til gengæld Livø næsten for os selv. Så vi indrettede latrin med hul i jorden og en rafte at skide på på Livøs højeste punkt med udsigt mod Thisted – aldrig i mit liv har jeg skidt så smukt et sted. Vi døbte latrinet Pisselhøj toiletstation.Dagene gik uden det helt vilde program. Vi lå på strandengen over mod løgstør – og der blev badet hver eneste dag, for det var en god sommer. Og så gik tiden ellers med at se på naboerne, som var en af de første danske ø-lejre, hvor hippierne rendte rundt uden tøj på. Og som små drenge med en livlig fantasi var det jo et spændende syn med alle damerne, der rendte rundt og svingede patter. Det var frisindede tider – og der var nok at se på, så efter den sommer var vi i hvert fald i stand til at snakke med om patter – vi fik et forbløffende indblik i den kvindelige anatomi – sådan rent udvortes i hvert fald.Drenge blev til mænd – som man siger – og i 1. Farsø fortsatte vi de følgende år med at besøge andre af Limfjordens øer på sommerlejrene. Året efter var det Fur. Vi havde et par kærrer, som vi vandrede derudaf med oppakning og telt. Turen til Fur var lige så løst struktureret som turen til Fur – så igen gik det mest med badning. Vi var kun syv mand afsted – og så to lederere. En af dem, Alex, havde sin Triumph Herald med – og hele første farsø trop kunne snildt være i Triumphen, når vi skulle til købmanden.Når vi ikke badede, klatrede vi i bjerge. Vi havde godt med tovværk og så nogle pløkker, som vi havde stjålet fra den nedlagte Nibe-Hvalpsund-bane. Det var ved at blive enden på alting. Mens vi klatrede løsnede en temmelig stor sten sig – og den ramte mig. Heldigvis i maven og ikke i hovedet. Vi havde nok været lidt uforsigtige, men det gik jo godt – og så snakkede vi ikke mere om den ting. Havde det været i vore dage, så var det sikkert endt helt anderledes med krisepsykologer og hvad ved jeg. Men sådan var det ikke dengang. Det man ikke døde af, blev man som regel klogere af. Hvis man ikke vil høre, må man jo føle.Denne livsvisdom har jeg altid haft med i bagagen. Nogle år senere gik troppens sommerlejr til Venø. Igen en herlig vandretur med kærren til Struer – og så over med færgen. Vi lå på stranden lige på den anden side. Limfjorden var fyldt med muslinger, så dem spiste vi med stort velbehag lavet over bål. Dengang var bakterier ikke opfundet, men vi vidste da godt, at vi skulle holde os fra de muslinger, som ikke åbnede sig i kogelagen. Det var der en af de små spejdere, der ikke rigtig troede på, så han spiste en – og tilbragte natten med den frygteligste mavepine. Så havde han lært det…Jeg fungerede som tropsassisten og havde dengang ansvaret for maden. Så hans mavepine var dybest set mit ansvar. Men jeg tog det roligt – for jeg vidste jo, at han var blevet klogere. Og sådan har jeg altid haft det. Man ved først, at den varme pande er varm, når man har sat fingeren på og brændt sig.Det var ikke ligefrem curling-pædagogik, der blev praktiseret i min barndom. Faktisk var jeg uden for pædagogisk rækkevidde. For pædagoger var slet ikke opfundet dengang. Jeg har aldrig gået i børnehave eller fritidshjem – men altid været henvist til at beskæftige mig selv, når jeg ikke gik i skole. Den evne lever jeg højt på den dag i dag – og jeg får det altid dårligt, når jeg hører om nutidens unges problemer. Deres problemer er helt sikkert samfundets skyld – men der er en vej ud af moradset. Tag sagen i egen hånd – og form dit eget liv. For du kan jo godt, hvis der ikke er nogen, der hjælper dig. Og selv om det gør ondt, så lærer du af det – og så er der også en dag i morgen. Og den bliver bedre – for dagen tiltager jo med to til tre minutter om dagen den kommende tid.Så nu skal blomsterne snart i jorden igen. Godt nytår…
---------
P.s. Det kniber lidt med opdateringen af bloggen i øjeblikket. Det skyldes almindelig travlhed både med arbejde, rotter på værkstedet og mit bryggers-projekt. Men jeg har et stort nytårsforsæt om at skrive noget mere på bloggen. Det nytårsforsæt kniber det lidt med - som det så ofte sker for nytårsforsætter.