Centraliseringens kolde vind

Alt skal væk i Udkantsdanmark

Løhde lød lystig, da hun fjernede
 demensudredningen fra Udkantsdanmark.
Hun blev støtte af Rigshospitalet,
der ligger tæt på Løhdes nordsjællandske
 valgkreds. Foto: Folketinget

Mandag var en uendelig trist dag. Branden på Svinkløv Badehotel berørte os dybt. Velsagtens fordi det var drømmen om at vende tilbage til de gode, gamle dage, der brast.

Hotellet med sit fravær af mobiltelefoner og fjernsyn, og hvor al maden blev lavet i hånden, var en oase, hvor man kunne pjække fra modernitetens ulidelige ligegyldighed og finde ro i sig selv, i en bog eller en god samtale.

Mandag var også dagen, hvor sundhedsminister Løhde fremlagde regeringens demensplan. Løhde er en fin repræsentant for spindesidens spøjse speedsnakkere – et underligt kvindefærd, som partiet Venstre på mystisk vis er så rig på. 

Planen er skåret over den samme læst, som alle andre reformplaner i dette land er skåret over – uanset om regeringen er rød eller blå. Der skal centraliseres, og der skal samles specialister i et såkaldt fagligt miljø.

Løhde lød lystig, da hun orgastisk proklamerede, at hun ville samle demensudredningen i Danmark:

 – Vi skal have en højere kvalitet og samle det på få centre med specialister som neurologer, geriatrikere og psykiatere samlet på et sted, mente ministeren og fik pudsigt nok opbakning af en specialist fra Rigshospitalet – en institution, der samler på den højeste kundskab på sundhedsområdet og i øvrigt har sat nye standarder for svindel med forskningsmidler.

Det lyder tillokkende med alle de specialister i alskens sygdomme, men jeg stoler altså ikke på politikere, der forlanger kvalitet. Vi bør vende hele vort billede af sygdomsbehandlingen om og søge efter specialister i mennesker i stedet for specialister i sygdomme. Det er det, som det gamle system med familielægen praktiserede så glimrende – inden vi fik kvalt de praktiserende læger med krav om dokumentation og præstationskrav, så den almindelige samtale med patienterne efterhånden er blevet umulig.

Det lokale kendskab og kendskab til menneskene betyder meget mere end præstationskrav til antal behandlede patienter – og måske bliver folk slet ikke syge, hvis lægen har tid til at lytte.

Da min gamle mor begyndte at skrante, nægtede hun på et tidspunkt yderligere behandling, fordi behandlingen ikke kunne foregå i de hjemlige og vante omgivelser, men krævede gentagne transporter til det store og fine universitetshospital i Aalborg. Min gamle mor ville – som hun sagde – ikke flyttes rundt som en sæk kartofler, men bare have lov at komme hjem og dø i fred.

Jeg tror ikke på myten om, at centralisering fører til et bedre liv for vore ældre, der bruger den sidste tid i taxaer og ambulancer på vej fra sygehus til sygehus i stedet for vante og trygge omgivelser, og jeg gruer for min tid, når det nye supersygehus i Aalborg Øst står færdigt. Tilværelsen som kartoffelsæk er ikke tillokkende.

Også på politiområdet raser centraliseringens kolde vinde. Politiet skal samles i store efterforskningscentre, som effektivt kan tackle enhver form for kriminalitet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis politiet var til stede ude i samfundet, ville der slet ikke være kriminalitet at opklare, fordi det bliver taget i opløbet. Den gamle landbetjent var guld værd – og for resten ganske billig i drift. Så når politidirektøren har skumle planer om at centralisere, kan det umuligt være sparehensyn, der er motivet.

Nej, det er nok det samme som på Rigshospitalet. Jo større, jo bedre – og så kan man jo også nemmere gemme sig, når man svindler med forskningsmidlerne.

Lad og gentænke velfærdsstaten – og flytte institutionerne og de ansatte ud blandt de mennesker, som de skal de skal tjene. Både læger og politi præsterer bedre, når de er i øjenhøjde med befolkningen.

Lad os tænke i mennesker og varme hænder – for uanset om vi taler om sygdom eller kriminalitet, så lindrer en kærlig hånd mere end noget andet. 

Artiklen er bragt første gang i "På Kanten" i Nordjyske Stiftstidende 30. september 2016.