
Efter murens fald gik Barentsburg en lidt tvivlsom fremtid i møde - og da jeg besøgte byen i 2001, var det et sted præget af pessimisme og forfald. Men også et stykke Rusland tæt på Norge - og som beboerne konstaterede al usikkerhed til trods: - Vi har det jo nok bedre end derhjemme.

Men ellers var besøget ganske spændende - for det var altså et stykke sovjet derude i polarhavet. På gaden var der stadig Lenin-skulpturer og damer klædt i lange frakker som i Dr. Zivago - og i den lokale bar flød vodkaen i stride strømme, mens Babushka-dukkerne stod sørgmodigt ved siden af fjernsynet, der selvfølgelig viste CNN.
Efter murens fald skete der et voldsomt fald i indbyggertallet, og der var derfor en del tomme, men i sit arkitektoniske udtryk særdeles sovjettiske boligblokke i Barentsburg. Det var lidt sjovt at se, hvordan mågerne var rykket ind her - for med lidt god vilje kan disse murstenskolosser sagtens bruges som et fuglefjeld.

Den officielle grund til den russiske tilstedeværelse på Svalbard er kulminen i Barentsburg. Den leverer kul af en finhed, som langt overgår russisk kul - og derfor bliver det meste af kullet eksporteret til vesten, blandt andet de kulfyrede danske kraftværker.
Den kolde krigs ophør er ikke den eneste trussel mod Barentsburg. I 2006 udbrød der brand i kulminen, og man har derfor været nødt til fylde den med havvand. I nogle år var det usikkert om produktionen ville blive genoptaget, men minen åbnede igen i 2010. Det er det nationale, russiske minefirma Arcticugol, der driver kulminen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar