
Og den eneste grund til, at jeg finder gærdesangeren interessant, er den banale kendsgerning, at jeg aldrig før har set den lille sanger. Som der står på DOF's hjemmeside: "Gærdesangeren er en lille gråbrun fugl, der lever meget skjult."
Ja, det tror jeg, for med cirka 100.000 ynglende par i Danmark skulle jeg ellers mene, at jeg har haft alle muligheder for at se den i mine godt 50 leveår. Men nej, jeg har aldrig set den før - og det er jo en nok så god grund til at bringe et billede af den - hvor den ligesom i virkeligheden er godt skjult.
Gærdesangeren lever blandt andet i hække - og at jeg nu har opdaget den, tyder på, at jeg måske har et par i hækken ud mod vejen. I hvert fald vil jeg i de kommende dage prøve at holde lidt øje med hækken for at se, om ikke jeg skulle kunne lave et bedre billede.
Det med at leve i det skjulte, har gærdesangeren til fælles med de fleste andre sangere. Jeg har hørt både løvsanger og gransanger i haven, men løvsangeren har jeg faktisk heller aldrig set rigtigt. Til gengæld fik jeg både sidste år og her i foråret et glimt af gransangeren - omend det aldrig er blevet til et foto.
Alle fuglene i sangerfamilien har et ganske anonymt udseende, men til gengæld meget karakteristiske sangmønstre - så det er jo nok ikke helt tilfældigt, at man ofte hører dem frem for at se dem.
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar