
Respekten kommer i hus, når man skal mødes med kollegerne - og det var lige nøjagtig, hvad der skete i dag, hvor godsejer Johan Koed-Jørgensen var på besøg på Oxholm. Ind i helo'en og så afsted - uden at skulle tænke på, om det nu er smartest at bruge tunnellen eller broen over Limfjorden.
I en helikopter skal man heller ikke tænke på parkeringsskiver og lignende, for jeg mødte helikopteren i dag pænt parkeret på marken ved siden af smedien ved Oxholm. Her sad piloten - en flink fyr - og ventede, mens chefen var til møde.

Godsejer Johan Koed-Jørgensen er forresten ikke ukendt med de lokale forhold her på Øland. I sin tid grundlagde han godset Øland-Attrup, som dog blev solgt, da han overtog Aakær i 1993. Øland-Attrup Gods med sine 425 ha er fornylig blevet solgt igen og ejes nu af det nærliggende Klausholm Gods.
Udover at drive landbrug har den 68-årige Johan Koed-Jørgensen blandt andet været med til at etablere Skørping Privathospital - og han opnåede næsten fast plads i ugebladenes sladderspalter som formand for bestyrelsen på godset Gisselfeld - en omtale som den driftige godsejer sikkert helst havde været foruden.
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar