Mellem to stole

Procol Harum har altid været den ultimative eksponent for symfonisk rock, efter at orkestret i 1971 udgav den storladne "Live in Edmonton" sammen med Edmonton Symphony Orchestra. Den symfoniske form er siden blevet stortrimmet gennem nogle fantastiske koncerter fra Ledreborg sammen med DR Radiounderholdnings-orkestret.
Derfor er det heller ikke nogen dårlig ide, at samme underholdningsorkester i øjeblikket turnerer rundt i Danmark sammen med Procol Harum og DR Vokalensemblet til en række traditionelle nytårskoncerter.
Tirsdag var det Aalborgs tur - og jeg var der sammen med fruen i huset på to billetter vundet fra Danmarks Radio.
Vi oplevede et Procol Harum, der sammen med Radio-underholdnings-orkestret bød på sammenlagt godt to timers gedigen underholdning. Procol Harum trykkede den af - noget mere rockende end forlægget fra Edmonton - og der var virkelig gang i den. Især vil jeg fremhæve den gribende "Sympathy for the Hard of Hearing" - og så var der naturligvis ikke et øje tørt, da andet sæt blev rundet af med "Whiter Shade of Pale" i den symfoniske udgave.
Nu var koncerten jo en DR-produktion, og det fornægtede sig heller ikke i fantastisk lysshow, der støttede og bar hele vejen igennem - uden på nogen måde at tage fokus fra det væsentlige - musikken.
Alligevel er jeg ikke helt tilfreds. Selve nytårskonceptet er efter min mening stærkt problematisk - og jeg synes altså, at det er lykkedes for Radiounderholderne med stor virtuositet at sætte sig mellem to stole. På den ene side var der lagt op til traditionel nytårsunderholdning med en festklædt Hans Otto Bisgaard og bidder af et traditionelt repertoire som Carmen og Henry Woods festlige Fantasia on British Sea Songs med promenade-truthorn og så videre - og så på den anden side en traditionel rock-koncert med Procol Harum.
Set i det lys lykkedes koncerten nemlig ikke - og jeg fornemmede klart, at enkelte af de festklædte publikummer nok mere havde forventet nytårskoncert end rock-koncert.
Hvis man havde arbejdet lidt mere med konceptet, kunne den være kørt helt hjem. For nu at være helt ærlig er der ikke meget mere at hente, når først Procol Harum har rundet af med Whiter Shade of Pale, så i stedet for et forkølet ekstranummer med rockorkestret, kunne man i stedet have taget tråden op fra den traditionelle nytårsindledning - og rundet af med for eksempel Champagne-galoppen.
Nu skal det ikke være brok altsammen, så afslutningsvis vil jeg da lige dvæle ved, at det nu er 37 år siden, jeg hørte Procol Harum første gang. Det er altså det, vi kalder en menneskealder. Dengang sad vi på gulvet. Hvis publikum skulle have gjort det i går, var de fleste aldrig kommet op igen - så gamle er vi altså blevet. Næste gang bliver der nok ikke til at være i salen for rollatorer!
Forresten mødte jeg i Aalborghallen også min gamle skolekammerat Per Lyngby - i dag blog-ejer med den berømte thitind-blog, hvor man blandt andet kan læse alt om vesthimmerlandsk rock, grillbarer og værtshuse.

Jesper