
Det er en af de lejligheder, hvor det godt kan ærgre, at jagtgeværet blev solgt, da jeg flyttede til Norge. Canadagåsen er nemlig på Skov- og Naturstyrelsens sortliste over invasive dyrearter - og sådan en gås på fire til fem kilo kunne sagtens gøre det ud for et let julemåltid i det lille hjem.

Canadagåsen kommer - som navnet ret præcist antyder - fra Nordamerika. Den blev indført til England så tidligt som 1600-tallet, hvor den tjente som prydfugl på de store godser. Den blev indført i de nordiske lande i trediverne - og der er en stor ynglebestand i Sverige, Norge og Finland. I Danmark yngler den forholdsvis fåtalligt med en bestand på cirka 50 par, mens der i vintersæsonen kan ses enorme flokke på op imod tusinde individer i blandt andet Vejlerne i Thy - og altså sydsjælland.
Her på Øland blev det lørdag eftermiddag dog kun til en halv snes stykker - og det gør de sikkert klogt i. Fordi canadagåsen betragtes som skadedyr, må den nemlig reguleres - altså skydes - helt frem til udgangen af februar. Den ordinære jagttid er 1. september til 31. januar.
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar