
Morellerne gik helt galt, da de blomstrede for tidligt - og der derfor ikke var bier nok til bestøvningen. Den samme skæbne overgik kirsebærrene, men der har jeg nu hørt fra flere af naboerne, at det er faldet meget uens ud her i omegnen.
Jeg har to mirabelletræer. Her har det ene været udsat for et voldsomt insektangrab. Bærrene er små og ormstukne og kan ikke bruges til noget som helst. Det andet træ derimod står rigtig flot - og vi plukkede i weekenden 11 kg store, flotte og saftige mirabeller, som Dina nu har omgjort til otte liter frisk mirabellesaft, ligesom der er blevet frugtgrød og lidt marmelade ud af bærrene.

Ellers er bærhøsten til at overskue, da det meste er nye planter, vi har. Vi har en enkelt stikkelsbærbusk stående mellem noget efeu, men på trods heraf har den alligevel givet små 50 velsmagende stikkelsbær. Jeg vil forsøge med nogle aflæggere og se, om vi kan få mere ud af det.
Sidste efterår satte vi et par brombærbuske. De har givet i alt to bær, men de gror godt - og det skal nok blive til mere i fremtiden. Det samme gælder vores hindbær og ribs. I drivhuset har jeg i øjeblikket nogle grene fra naboens ribs og solbær stående som stiklinger, der skal plantes til eferårt - og det skulle gerne give mange solbær og ribs i de kommende år.
Sidste efterår plantede vi også et par æbletræer og et par pæretræer. Det ene æbletræ bærer et enkelt æble, men ellers er det også noget, som vi må vente nogle år på endnu.
Ha' det
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar