
Ulvedybet og Nibe Bredning er et af landets vigtigste opholdssteder for de trækkende gæs og er derfor beskyttet efter den såkaldte RAMSAR-konvention, som sikrer trækfuglene opholdssteder på den ofte lange rejse mellem vinter- og sommerkvarteret.
Blandt andet er området vinterkvarter for hele Svalbardbestanden af lysbugede knortegæs. En anden Svalbard-kending - den kortnæbbede gås - holder også til her hvert år for at få huld på kroppen inden turen går til de norske kulmine-øer i slutningen af april. Tirsdag blev der i følge DOF-hjemmesiden talt flere end 250 kortnæbbede gæs i Ulvedybet.
Men ellers er det mest grågæssene, som vi ser i disse dage. Grågåsen er ikke så ualmindelig i Danmark, men har i mange år foretrækket den østlige del af Danmark. Blandt andet er der en stor bestand i Utterslev mose. Hvis man tager i betragtning, hvor meget gæs kan larme, så er det sikkert meget naturligt, at de føler sig mere hjemme blandt speedsnakkende københavnere end her blandt sindige nordjyder.

Grågåsen er forresten også en lækkerbidsken for os mennesker. Den har haft sin faste plads på middagsbordet siden stenalderfolkene for 5.000 år siden slog sig ned her ved Limfjordens bredder. Der er fundet adskillige knoglerester af grågås i den berømte køkkenmødding ved Ertebølle. Grågåsen er også stamfader til tamgåsen, der hvert år i stort tal må lade livet op til mortens aften - angiveligt som hævn for, at den i sin tid larmede på det forkerte tidspunkt, så den stakkels Sankt Martin ikke kunne undslå sig bispehvervet.
Forresten er gåseflokke af samme grund tidligere brugt til at bevogte militære installationer. Skulle en fjende nærme sig, blev han helt sikkert afsløret af de skræppende gæs.
Den megen larm er sikkert grunden til, at vi om visse kvinder ynder at sige, at de dumme som gæs. Det er ikke særlig retfærdigt, for grågåsen er faktisk en temmelig intelligent og vagtsom fugl, som det er svært at komme på skudhold af. Men på gårsdagens udflugt fik jeg da disse billeder i området ved Nørredige.
Skræp og knever
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar