
Det er flere år siden, jeg har været her sidst - men alt ligner nu i store træk sig selv. Det er koldt, -25, solen skinner, der er gamle kendinge i baren - og forresten var det stort set de samme mennesker, som var med flyet, som dengang jeg selv boede i Grønland.
En ting er dog forandret. Den udvidelse af lufthavnsbygningen, som nu har været hårdt tiltrængt i 20 år, er endelig ved at blive gennemført. Men det betyder også, at Kangerlussuaqs vartegn - den mest fotograferede seværdighed - vejskiltet, som viser vej til resten af verdenen ikke længere er fritstående. En skandale, intet mindre!
Sjovt nok har jeg aldrig fotograferet skiltet før. For da jeg i sin tid boede i Grønland, så jeg jo slet ikke tingene med en turists øjne - og havde som regel heller ikke kamera med mig. Men på denne korte tur i denne uge har jeg lovet mig selv, at der skal tages billeder. Masser af billeder, ja, der skal.


Bemærk i øvrigt det ekstreme lys - det er meget typisk for Kangerlussaq ved vintertide - og som sammen med sneen faktisk gør det til lidt af en teknisk udfordring at lave ordentlige billeder!
Jeg er nu i Ilulissat og vender senere tilbage med turistbilleder fra dette grønlandske turistmål no. 1.
Ha' det
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar