
Overalt i norske byer er der skilte, som advarer mod takras. Ras er det norske ord for lavine, og takras er altså, når sneen fra taget falder ned.
Mange husejere har sikkert sat skiltet op i et fromt håb om, at det fritager dem fra ansvar. Det er imidlertid ikke tilfældet, og for nogen tid siden begyndte Oslo og Lillehammer kommuner at uddele bøder til de husejere, som ikke sørgede for at fjerne istapper og sne fra taget, inden det faldt ned. Bøderne var på beskedne 500 kroner og står i et groft misforhold til parkeringsafgifter, fartbøder og bøder for forskellige overtrædelser af politivedtægten - men sådan er der jo så meget.
Nu har vi som fodgængere også et vist moralsk ansvar for os selv - og som man kan se på det øverste billede, er det bestemt ikke noget at spøge med. Sne og istapper kommer i denne tid - ofte uden en lyd - som et lyn fra en klar himmel, og med de snemængder, vi efterhånden har fået i Nordnorge, kan det hurtigt blive til en tur på skadestuen.

Ha' det
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar