
Valget faldt på et gensyn på DVD'en med den bedste norske film nogensinde - Bjergkøbing Grand Prix.
Det er sådan en god historie om, hvordan den lille mand med hjertet på det rette sted vinder over de store. Opfinderen Teodor Felgen fra fjeldflækken Bjergkøbing har konstrueret racerbilen Il Tempo Gigante og udfordrer den onde, svigagtige Rudolf Blodstrupmose og hans makker Myrsil Bjergsprække fra den store by. Prøv at gætte, hvem der vinder?

Bjergkøbing Grand Prix har et farverigt udvalg af bipersoner. Min absolutte favorit er den arabiske oliesheik med navnet Sheik Ben Redik Fy Fazan og hans livvagt Emanuel Desperados.
Filmen er lavet i 1975 af den nu afdøde instruktør Ivo Caprino og er med sine 5,5 millioner solgte biografbilletter alene i Norge med fire millioner indbyggere den største norske filmsucces nogensinde.

Filmens norske titel er "Flåklypa Grand Prix". For den moderne nordmand er ordet Flåklypa det rene vås, og der er ingen af mine kolleger på Norsk Polarinstitut, som har kunnet give mig en ordentlig forklaring. Ved stædig research på internettet har jeg imidlertid fundet ud af, at flåklypa er et gammelt udtryk, som blev brugt, når man flådede træ på elvene. Hvis træstammerne gik i hårdknude ved en smal passage, så var det en "flåklypa".
Forresten må vi ikke glemme musikken, som er lavet af Bent Fabricius-Bjerre. Hovedtemaet "Norwegian Sunset" er i dag en del af den norske kulturarv - og mange nordmænd tror såmænd, at det er en gammel norsk folkesang. Bent Fabricius har en gang i Cafe Hack i radioen fortalt, hvordan han blev skældt huden fuld af en nordmand, fordi den musikalske dansker dristede sig til at påstå, at han var komponist til melodien.
Jeg har valgt et lille stilfærdigt YouTube-klip fra Bjergkøbing Grand Prix, hvor vi til gengæld kan nyde Bent Fabricius-Bjerres smukke og geniale toner:
Bjergkøbing Grand Prix er gennemført helt ned til den sidste detalje, og så udmærker filmen sig ved at tage seeren alvorligt - den banale folkekomedie-handling til trods. Det er ikke det rene pjat, og der bliver ikke talt ned til os. Derfor tror jeg, at den er blevet en succes - og i mange kredse en rigtig kult-film, som ses igen og igen.
Ha' det
Jesper
Bjergkoebing Grand Prix har en MEGET stor plads i mit hjerte. Mine foraeldre tog os med i biografen, da den foerst gik og vi har snakket om den lige siden. Jeg kan den naesten udenad, til trods for jeg kun har set den et par gange. :)
SvarSlet