
Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!
Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.
Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som Æbleduft,
din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider over mine Læber og Tænder.
Disse smukke verselinier fra Salomons Højsang rinder mig i hu i disse dage. Det skyldes det drivhus, som jeg overtog sammen med huset i Østerby. Her var der plantet to vinstokke, og det var med nogen skepsis, jeg så dem skyde her i foråret. Det væltede frem med blade og atter blade - og jeg har beskåret dem flere gange. Og nu her i september kan jeg så se frem til at høste frugten af mine anstrengelser. Underet er sket - det er lykkedes mig at forvandle vand til vin - eller i det mindste vindruer i store mængder.


Derfor ender det nok med druemarmelade. Jeg har fået det flere gange som tilbehør til en ostetallerken, som SAS serverer på business på de interkontinentale ruter - og det smager himmelsk netop sammen med ost og et glas portvin. Nu skal jeg blot have skimmet internettet for opskrifter - og så skal jeg senere delagtiggøre bloggens læsere i, hvordan det falder ud.
Velbekomme
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar