
Her i august er en rigtig god ting for eksempel kalvefrikasse, der efter mine begreber er en rigtig dejlig, sommerlig gryderet. Den kan i øvrigt laves velsmagende og forholdsvis kalorielet uden de store problemer.
Jeg tager et halvt kilo kalvesmåkød, som jeg giver et opkog, så vandet skummer. Herefter hælder jeg vandet væk og skyller kødet en gang for at få urenhederne væk. Derefter dækkes kødet med vand, der tilsættes salt og peber, og det får lov at koge en halvanden times tid, til det er mørt. Fonden reduceres til det halve og i stedet tilsætter jeg lidt mælk, så retten kan få den rigtige lyse farve. Grøntsager - for eksempel ærter, gulerødder og blomkål tilsættes og det hele får et opkog. Endelig ikke for meget - grøntsagerne skal stadig have kant - og så jævnes det hele med en gang Maizena og der rundes af med en ordentlig gang hakket persille. Nu må det helst ikke koge mere, for så mister du den friske persillesmag. Værsgod og spis - retten er perfekt til nye karfofler.

Da jeg i sin tid begyndte at flyve til Grønland var kalvefrikasse af uransagelige årsager standardmenuen hos SAS, når man fløj til Kangerlussuaq. Dengang nåede jeg at blive lidt træt af det. Men når man ser, hvad der bliver serveret på fly i dag, tænker jeg på det som et ganske kært minde!
Ha' det
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar