Turen går til Nuuk...

Her følger et par tips, hvis du skal til Nuuk. Det skyldes en af denne blogs trofaste læsere, Per Gissel, som kender et par mennesker, som står for at flytte til den grønlandske hovedstad. For at ønske dem held og lykke med turen spurgte han, om jeg har et par hints til et par naturmennesker, så de kan få noget ud af turen fra begyndelsen.
Her er i let redigeret form svaret:
Det allerbedste hint, jeg kan give, er at købe en fiskestang og så gå en tur langs kysten mellem den ny kirkegård og bedstemors hytte - især i slutningen af april og maj, mens sneen smelter er det en herlig tur. Det er forresten også et godt sted at kigge fugle. Næsset ved chokoladefabrikken er en anden oplagt mulighed for at få lidt sol og lidt frisk luft med fiskestangen i hånden. Et 18 grams blink er det helt rigtige til den form for fiskeri - for eksempel ABU Toby eller Sølvkroken Salamander - gerne med røde farver. Torsk, uvaq, ulk og ising er de mest almindelige fisk.
Så er der selvfølgelig alle bådeturene. Det er dejligt - og dyrt, hvis man ikke lige kender nogen, der har styr på de grejer. Lad være med at sejle ud med folk, der lige er kommet til Grønland eller lige har købt båd - det er livsfarligt!
Som noget af det første bør man uanset prisen prøve en hvalsafari, når sæsonen starter - omkring 1. juni. Det er bare så stort! Og ellers så er det jo bare med at komme rundt i fjordsystemet og besøge alle stederne - Kapisillit, Qoornooq, som er min favorit, Qoorqut, hvor der vistnok er kommet et lille hotel, hvor man kan overnatte, Isfjorden, Kangeq og Lille Narsaq. En tur ind i kobbefjorden er også en god oplevelse, selv om fjorden er stort set fri for fisk på grund af en lidt speciel topografi.
Før sneen smelter, så er en rigtig god vandretur turen langs den nye vej fra forbrændingen til Qinngorput og via lufthavnen og golfbanen retur til forbrændingen. Er det for langt, går man bare tilbage igen langs den nye vej. Når sneen smelter, så er en dejlig tur rundt Lille Malene gennem den såkaldte Paradisdal. Turen er nem at gå, og der er mere eller mindre en trampet sti hele vejen rundt.
Og så en advarsel - især fordi Pers kones veninde er sygeplejerske. Lad være med at gå op på Store Malene, undtagen sammen med en professionel fører. Af en eller anden grund er især sygeplejersker helt vilde efter den tur - og det har kostet flere af dem livet. Og brandvæsenet må hvert år op og hente folk, som ikke kan finde ud af at komme ned. Problemet er, at opturen er ret nem - men at der går panik i folk, når de skal ned igen og opdager, hvor stejlt fjeldet er - og hvis de så lige ikke kan huske, hvad vej de kom op, så kan de pludselig hverken komme frem eller tilbage - og så er det, at samfundet må bruge ressourcer på at sende brandfolk og helikopter op efter dem. Det er det simpelthen ikke værd. Følg i stedet skiliften til toppen af Lille Marlene. Alene udsigten der rækker flere hundrede kilometer - og det er mere end rigeligt!
Generelt for vandreturene i fjeldet gælder, at man skal huske overtøj/regntøj samt kort og kompas, hvis man ellers kan bruge det. eller måske en lomme-GPS. Tågen kommer hurtigt og ofte uden varsel mellem fjeldene i området. Og skulle man falde og brække benet, er det selvfølgelig en god ide at have en fuldt opladet mobiltelefon med!
Jeg vil også godt gøre opmærksom på, at nogen af de bedste oplevelser i Nuuk er de små oplevelser - ænderne i søerne og hvidsiskenerne om vinteren i buskene i Herrnhutdalen. Der er masser af grønne steder i byen, og hvis man er så heldig at have en altan, så er det bare med at bruge den - dels til at avle lidt persille og radisser i altankassen, måske have lidt blomster stående der - og så selvfølgelig ved at fodre fugle om vinteren. Selv om det mest er måger og ravne, så er det alligevel spændende.
Med disse ord vil jeg ønske Pers venner og alle andre velkommen til nogle gode, produktive år i Nuuk. For rådene her er møntet på folk med fast ophold i byen. Til turisterne og andre badegæster er mit råd - brug turistkontorets mange tilbud og husk at bruge en masse penge til gavn for det grønlandske samfund.

Ha' det
Jesper

P.s. Billederne er fra en herlig forårstur til Kangeq i 2007.

Søndagens pletskud

Søndag eftermiddag gik turen til Sommerøy. Morgenens blæst havde lagt sig, og det var dejligt vindstille med solskin og temperaturen lige omkring frysepunktet - kort sagt rigtigt udevejr i marts.
Og heldet var med mig. En ørn stod i vandkanten lige efter Buktelia. Helt uanfægtet af en flok måger, som forsøgte at jage den væk. I hvert fald længe nok til at jeg kunne få parkeret bilen og taget et par billeder. Men så gad den heller ikke mere. Et par slag med de store vinger og væk var den.
Men det gav mig de bedste ørnebilleder, jeg hidtil har lavet - så hurra for det.
I havnen på Sommerøy lå der en kæmpeflok edderfugle. De var så tæt på, at det også lykkedes mig at få nogle ordentlige billeder af dem, hvor man rigtig kan se hannernes smukke fjerdragt. Også disse billeder er de bedste, jeg hidtil har lavet af edderfugle, så det blev en søndag, som er værd at mindes.
Problemet med både edderfugle og havørne er nemlig, at vi ser dem næsten hver dag, men de er normalt meget svære at komme ind på - i dag lykkedes det!

Ha' det
Jesper

Rendfog

Jeg stod op med solen denne søndag morgen, hvor vi er trådt ind i sommertiden. Det er et godt tidspunkt for at møde ryper og elge, så jeg kørte rundt i omegnen i et par timer sammen med kameraet. Men der var uro i luften, og dyrene holdt sig i det skjulte.
Til gengæld sad jeg og blev fascineret over sneens fygning - og det blev blandt andet til disse tre billeder.
Det er det, vi på godt nordjysk kalder rendfog. På engelsk hedder det snowdrift, og det grønlandske ord er persersume. Det er i øvrigt også titlen på den allersidste CD med det legendariske grønlandske rockband Sume. CD'en udkom i 1994 - lige efter at jeg var kommet til Grønland, og det er nok en de mest spillede CD i min samling. Egentlig var bandet allerede på det tidspunkt for længst gået til de evige rockmarker og sangene er da også gamle indspilninger fra slutningen af 70'erne, som aldrig tidligere var udgivet.
Udgivelsen førte til en kort gendannelse af Sume med tilhørende Grønlandsturne, og det var i den forbindelse, at jeg i Sisimiut i sin tid mødte Per Berthelsen - den senere viceborgmester i Nuuk og nuværende landsstyremedlem for udenrigs- og finansanliggender. Det har været et frugtbart møde. Blandt andet har Per lavet musik til flere af videofilm, jeg producerede, mens jeg var i Nuuk.
Men alt det er fortid. Nu venter vi bare på, at sneen smelter, og det bliver rigtigt forår. I den kommende uge skal jeg en tur til Washington, og der er temperaturerne jo også oppe over 15 om dagen. Det er midt i det, som de lokale kalder Cherry Blossom, altså kirsebærtræernes blomstring - og det glæder jeg mig til at være med til at fejre.

Ha' det
Jesper

Nyt fra fuglebrættet

Lørdag formiddag var vi en tur til Tromsø. Lidt almindelig handlen og så for at aflevere gammelt tøj til Frelsens Hær. Vi skal jo snart flytte, så det er med at få ryddet op.
Da vi kom hjem, tog jeg lige kameraet for at se, om der var liv på fuglebrættet. Og sørme om ikke jeg tog denne lille fætter på fersken. Det er en fyrremejse, og det er første gang, vi ser sådan en her i haven. Det er ellers en forholdsvis almindelig fugl i Norge, hvor den i øvrigt hedder granmeis. Bestanden er på cirka 800.000, som fortrinsvis holder til i de store skove. Den er voldsomt territoriehævdende og kræver 15 til 20 hektar for at yngle. Den optræder om vinteren gerne i flokke med sortmejser og fuglekonger, men den her var - så vidt jeg kan skønne - alene. Nu er vi opmærksom på den, og så må vi se, hvad der sker i de kommende dage.
Ellers bød fredagen på et gensyn uden fotos og især et genhør med en rigtig forårsbebuder - strandskaden, der fra morgenstunden højlydt annoncerede, at nu er den tilbage i Straumsbukta.
Da vi kørte til Tromsø lørdag formiddag, oplevede jeg også noget sjovt. Ved Tisnes skræmte bilen en flok ryper op af grøftekanten. En af dem troede, at den kunne flyve fra bilen, og fløj cirka fem meter foran i nogle sekunder, inden den faldt af. Det er faktisk ret imponerende, da farten jo var noget i retning af 70 km i timen. Men den fart siger mig nu også, hvorfor de kan være så imponerende svære at ramme i flugten, når man er på rypejagt. Det er i hvert fald ikke lykkedes for undertegnede, men måske lidt træning på lerduerne kan gøre det!

Ha' det
Jesper

Bssst!

Jeg kan forstå, at ugens store tema på den danske kändis-front er et spørgsmål om, hvorvidt den allestedsnærværende jægersoldat og åndelig vejleder for dopede cykelryttere, B.S. Christiansen, nu har været i rigtig krig eller ej.
I Jyllandsposten rykker Bubber sin TV-kollega til undsætning og udtaler: "BS er soldat af hjertet."
Undskyld, men Bubber som sandhedsvidne i militære anliggender??? Det kan åbenbart blive småt for enhver - selv Jyllandsposten.
Det får mig forresten til at tænke på den gamle Farsø-dreng og gnavpot, Johannes V. Jensen, der i 1906 var gerådet i en voldsom forsvarsdebat i aviserne, hvor forfatteren Herman Bang måtte lægge ryg til denne svada: »En meget kendt Forfatter, der i øvrigt foruden at være abnorm ogsaa har vist Talent, er naaet til i disse sidste Dage at staa frem og snakke om Landets Forsvar. Staklen, der næppe nogensinde har haft et Vaaben i sin Haand, lider formodentlig i Øjeblikket af platonisk Kærlighed til en Løjtnant«.
Den stakkels Herman bang, der var svagelig, kvindagtig og bøsse, tog sig denne replik så nær, at han angiveligt rejste til Paris og lagde sig til at dø der. Johannes fortrød og bad om godt vejr igen, men det kunne der ikke blive tale om. Godt det samme - det er da noget af det mest morsomme, der nogensinde er skrevet i en dansk forsvarsdebat. For jeg er helt enig med den den tvære Johannes V., når han mener, at det langt fra er alle, der kan udtale sig med vægt i militære anliggender. Rigtig hjertelig go' lørda'da'da-bubber er i hvert fald ikke troværdig i disse dele.
Forresten har jeg mødt BS engang i midten af 80'erne. En dag sad jeg i et videofirma og redigerede, hvor han kom forbi ved kaffetid for at tigge nogle dimser. Det var dengang, han konstruerede faldskærms-styrthjelmen med indbygget videokamera, hvilket han skal have credits for - uanset om han har været i krig eller ej!

Ha' det
Jesper

Foto: TV2

Spredte snebyger

Det har sneet voldsomt i Straumsbukta og omegn den seneste (sneeste) uges tid - og det kan ses på snevoldene langs vejen.
Jeg tog billederne her på siden, da jeg kørte fra arbejde i dag. For også denne dag startede med en gang sne.
Til gengæld tror jeg, at vi nu får en pause. Sidst på eftermiddagen klarede det op, og her i skrivende stund fryser det 13 grader uden for. Det er koldt efter årstiden - men hvor underligt det end lyder - sikkert også for koldt til snevejr. Det er til gengæld lige sådan et vejr, alle snetosserne og skientusiasterne går og venter på. I følge lokalradioen krydser de nu fingre for, at det holder til påskeferien - den største af alle norske ferier.
For min skyld måtte det såmænd godt blive lidt varmere. Jeg har ligesom set det sne, jeg har behov for i år, men før slutningen af april kan vi nok ikke vide os sikre. Sidste år husker jeg, at vi fik en ordentlig dyne sne den 7. maj.
Ellers har vi jo passeret jævndøgn, og det bliver stadig lysere. I morgen står solen op kl. 5.20 og går ned igen kl. 18.22.

Ha' det
Jesper

Nyt hus

Efter lang tids spændt venten kunne vi endelig i weekenden tage det nye hus på Øland i besiddelse.
Nu har vi foden under eget bord - og jeg ville gerne have vist et billede, hvor vi spiser den første beskedne spegepølsemad ved dette bord. Det er et ældre, blåmalet spisebord med voksdug, som vi har overtaget kvit og frit efter de forrige ejere. Desværre glemte vi kameraet, så den situation må du gætte dig til - men jeg har da fundet et af ejendomsmæglerens billeder af køkkenet, så du kan se både bordet og voksdugen.
Nu skal der lidt knofedt og lidt håndværkerbistand til - og så vil dette hus med tiden forvandle sig til et helt lille hjem for to halvgamle polartosser. Bare vent og se!

Ha' det
Jesper

En aften i lufthavnen

Torsdag eftermiddag skulle vi til Farsø på weekend. Hele dagen sneede det, men det bør ikke være noget problem heroppe. Vi er jo seje, os i Nordnorge.
Desværre viste det sig, at det var et problem. I hvert fald landede SK4425, Longyearbyen-Tromsø-Oslo, aldrig i Tromsø, men derimod i Bodø. Og så startede den sædvanlige og efterhånden velkendte trummerum med ny besked om en halv time, ny besked om et kvarter og så videre. Tiden gik, og det blev aften. Vi fik aftensmad på SAS regning - gudskelov vi stadig har SAS - og tiden gik videre. Faktisk nåede jeg ind og ud af sikkerhedskontrollen fem gange denne aften på grund af mit umættelige nikotinbehov.
En af gangene med en medarbejder fra SAS - og han betroede mig, hvad jeg hele tiden havde haft på fornemmelsen. Der var blevet indført nye regler for beflyvningen af Tromsø. Regler lavet af bureuakrater i sydnorge. Flyselskaberne havde uden effekt protesteret og hævdet, at det med de nye regler vil være umuligt at beflyve nordnorge. Det er regler, som sikkert er udmærkede i middelhavsområdet, men det er altså umuligt at trafikere arktiske egne uden sne på rullebanen. Norske lufthavne drives af et statsligt aktieselskab, som kalder sig Avinor - og det er noget af det mest østeuropæiske, hardcore bureaukrati, som findes i dette land, hvor vi dog er vant til lidt af hvert fra statens side. For et par år siden måtte der en pilotstrejke til, før Avinor erkendte, at et nyt sikkerhedsdirektiv for piloters adgang til lufthavnene var både nedværdigende og urimeligt tidskrævende. Ak, kunne vi passagerer dog blot gå i strejke!
Enden på det hele blev, at vi ved 21-tiden sad på et fly mod Oslo, hvor vi i mellemtiden havde mistet forbindelsen til København og Aalborg. Så der måtte en overnatning til på Radisson i Gardermoen - igen på SAS regning - hurra for det! - og så op kl. 4.30 for at nå et fly, så vi var i Farsø fredag ved halvtolv-tiden.
Det er tredje gang denne vinter, at en tur til Danmark går galt. Nu må jeg vist snart have brugt mit uheld.

Ha' det
Jesper

Manden og isbjørnen

Det er langt fra hver gang, at det lykkes - men i går var heldet med mig og jeg tog et billede, der er lige så godt, som det er tænkt. Faktisk synes jeg, at det er et knaldgodt billede, jeg her har lavet af den norske miljøminister, Erik Solheim, da han åbner den første internationale isbjørnekonference siden 1981.
Vi ser en tilsyneladende glad politiker på en talerstol, mens en bedrøvet isbjørn kigger ham over skulderen. Isbjørnen er en del af et powerpoint-show, som går bag ministeren, mens han taler, og det er umåde vanskeligt at lave en korrekt belysning af manden og samtidig få en korrekt belysning af lærredet. Men denne gang lykkedes det, og det er jeg selvfølgelig stolt af.
Billedets kvalitet ligger blandt andet i, at det ikke er opstillet, men en naturlig situation, som kunne fanges, hvis man var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt - og i øvrigt har noget grej, som man kender.
Prøv for eksempel at sammenligne med det andet billede. Solheim var nemlig kommet til byen med op til flere spindoktorer - og en af dem havde travlt med at sælge en god fotomulighed til alle fotograferne. Han tilbød, at Erik Solheim gerne lod sig fotografere ved siden af den isbjørn, som pynter receptionen på Radisson SAS hotellet i Tromsø.
Som sagt, så gjort. Den stakkels minister stillede sig op og lod sig forevige af mindst ti fotografer - og jeg har da set billedet i et par aviser i dag. Det er da meget sjovt, at ministeren bliver fotograferet sammen med en udstoppet isbjørn, før han åbner en isbjørnekonference. Men det er og bliver bare pjat - brød og skuespil i formidlingens hellige navn.
Jeg bebrejder såmænd ikke fotograferne og aviserne, at de bruger billedet. Det ville jeg også have gjort. Det er trods alt bedre end et kedeligt billede af en alvorlig slipsemand uden historie. Men jeg takker Den Store Fotograf oppe i himlen for, at jeg fik et anderledes og bedre billede.

Ha' det
Jesper

Antracit i antracit

Egentlig skulle rubrikken hedde "Gråt i gråt" - en talemåde, som passer meget godt på billedet af hejren - og dagens vejr.
Imidlertid lod jeg mig af inspirere af mit gamle håndværk - reklameteksterne. Her er man ikke meget for at bruge ordene grå og gråt, da det opfattes negativt. Heldigvis er der råd for det. Man kan for eksempel bruge ordet antracit, som gerne bruges om mørkere grå nuancer - i stedet for det helt triste mørkegrå. Og da mørkere grå nuancer er ret moderne i øjeblikket, bruges ordet helt hæmningsløst. Jeg googlede antracit og fik 65.500 hits, hvoraf langt de fleste var tekster med et kommercielt budskab.
I øvrigt synes det at være kulturelt betinget, når vi opfatter gråt som trist. Vi har det fælles med tyskerne, som taler om "grau in grau malen", hvorimod man i de engelsk-talende lande taler om "paint everything black".
Men uanset dagens gråvejr, har det været rart uden for i dag. Det har været lunt - tre til fem grader og næsten ingen vind. Jeg brugte formiddagen på at stable et nyt læs brænde, og så pillede jeg mine fuglekasser ned. Det lille hus i Straumsbukta skal jo rives ned, og jeg vil ikke have, at nogen af småfuglene bogstaveligt talt kommer i klemme, fordi de har forelsket sig i en af mine fuglekasser. Vi har aftalt, at Stein - den lokale ornitolog - skal overtage boligmassen, så fuglene skal såmænd nok få glæde af dem i år alligevel.
I eftermiddags listede jeg lidt rundt i området med kameraet. Udover hejren fik jeg et fint billede af grønirisken. Det er en almindelig havefugl - også i Danmark - men mange lægger slet ikke mærke til den, selv om den faktisk er utrolig flot, når man kommer tæt på.
Jeg forsøgte også at snige mig ind på en flok skalleslugere nede ved stranden. Som det ses gik den ikke.
Selv om det har været tøvejr i dag, er det nok en måned for tidligt at tro på forår. Men i den kommende uge er det jævndøgn. På fredag helt nøjagtig - og så er der såmænd kun fire uger til, at det er lyst døgnet rundt heroppe.

Ha' det
Jesper

Årets video

Sidste år havde jeg en meget ambitiøs plan. Jeg ville hver eneste dag fra april til november tage et billede af haven fra den samme position. Til sidst skulle alle billederne redigeres sammen til en video, der viste årets gang i haven.
Planen holdt selvfølgelig ikke. De første dage tog jeg et billede hver dag, men så skulle jeg på tjenesterejse og senere på ferie, andre dage glemte jeg det - og så var der de dage, hvor vejret bare var så dårligt, at man slet ikke orkede at skulle ud.
Alligevel blev det til 55 billeder - og dem har jeg nu redigeret sammen til Årest Video 2008. Teknisk set er videoen ikke imponerende. Jeg havde monteret kamerastativet på en hegnspæl, men som det vil ses, står den altså ikke helt fast, så nøjagtig den samme position er lidt af en tilsnigelse. For at kunne håndtere billederne i en stor videofil, er de voldsomt downsizet - og desuden er billederne ikke individuelt justeret for lysudsving. Endelig er der det problem, at billederne ikke er taget på samme tid om dagen - samt vores havemøbler, der springer frem og tilbage i billederne.
Alligevel synes jeg, videoen giver et meget godt indtryk af årets gang her i Straumsbukta. Det første billede er taget den 31. marts og det sidste den 9. november.
Som musik har jeg valgt Dovregubbens Sal af Grieg. Den stammer fra Peer Gynt, og det havde vel egentlig været mere nærliggende at bruge Morgenstemning - men det ville være blevet alt for forudsigeligt, idyllisk og kedeligt. Dovregubbens Sal rummer meget mere dramatik og minder om, hvor hurtigt vejret kan slå om heroppe. Og så er den jo et fint lille hint til adressen på denne blog.
Her er så "Video of the Year 2008":


Ha' det
Jesper

Shhhh...!

Jeg var i Oslo fredag. Tre hurtige møder og så hjem igen.
Det er en forholdsvis ukompliceret tur - ikke mindst takket være Flytoget, som forbinder Gardermoen med Oslo Centrum (det måske kommende Kristiania:-) ). Det fungerer efter norske forhold forbløffende godt. Man putter sit kreditkort i en automat, når man går ombord - og sekunder senere har man en kvittering på e-mail, og så bruger toget 19 minutter på at tilbagelægge de godt 50 km ind til byen.
Flytoget har netop haft 10 års fødselsdag og er, som det kan ses, ganske potent i designet. Det kører hvert 10. minut og har en regularitet på cirka 96%. Det er ganske godt, men det er altså også en service, man får lov at betale for. 170 norske kroner koster billetten. Jeg vil i al stilhed minde om, at det koster 21 kroner at tage metroen fra Kastrup til Kongens Nytorv - bare til sammenligning.
Og selvfølgelig er der noget at brokke sig over for et gammelt brokkeøre som mig. Hvert togsæt er udstyret med 20 sæder i en såkaldt stillekupe, hvor det forventes, at man opfører sig stille og roligt - og så er det i øvrigt forbudt at bruge mobiltelefon der. Det passer mig meget godt, da jeg synes, at andres mobilsnak er noget af det mest irriterende, der findes. Desværre er de fleste nordmænd i deres selvbillede så vigtige personer, at de føler sig højt hævet over at skulle tage hensyn til andre.
Turen tager som sagt 19 minutter. Bag ved mig sad en ældre dame og underholdt sin sidemand med historien om en eller anden fætters brækkede lårbensknogle og efterfølgende operation. Kort efter start gjorde jeg opmærksom på, at det faktisk var en stillekupe - og så fik det heldigvis en ende, omend damen satte en sur mine op. Men der gik ikke lang tid, før manden foran mig - smart type med tændt laptop begyndte at drive sin virksomhed via mobilen. Et prik på skulderen og en pegefinger mod "mobil-forbudt-skiltet" gjorde ham rød i hovedet og i løbet af en fire til fem minutter fik han afsluttet forretningerne. Endelig fred. Nej, fem minutter senere begyndte en anden Karl Smart skråt bag mig sandelig også at drive køb og salg via mobilen. Så opgav jeg og tre minutter senere trillede vi ind på Oslo S.
Men jeg spørger mig selv, hvorfor folk sætter sig i en tydeligt mærket stillekupe, når de ikke kan finde ud af at holde kæft. Næste gang tror jeg, at jeg tænder en smøg, selv om rygning er tydeligt forbudt - så skal jeg nok få kjeft, som det hedder på norsk.

Ha' det
Jesper

Politikersnak

Den norske regering tog i dag hul på valgkampen forud for efterårets stortingsvalg ved at møde op på Polarmiljøsenteret med ikke mindre end fem repræsentanter.
Regeringen står ikke for godt i Nordnorge, der er typisk Fremskridtsparti-land, så man havde en ordentlig godtepose med af gyldne løfter.
Noget af det ganske konkret og ganske kontant, mens andet nok var mere luftigt. Statsminister Jens Stoltenberg begik blandt andet følgende oratoriske perle:
Regjeringen har startet arbeidet med å forberede beslutningsgrunnlaget for å kunne anskaffe et nytt isgående forskningsfartøy. Forutsatt at kvalitetssikringen er tilfredsstillende tar regjeringen sikte på å anskaffe et nytt isgående forskningsfartøy med hjemmehavn i Tromsø i løpet av de nærmeste årene.
Bemærk venligst, at man har "startet arbejdet med at forberede beslutningsgrundlaget..." Det kan vist ikke betegnes som andet end et ualmindelig langt tilløb. Og så den allerværste: "Forudsat at kvalitetssikringen er tilfredsstillende..." Pas altid på, når politikere taler om kvalitetssikring - det betyder som oftest nej! Sidst præsterede regeringen at stoppe planerne om vinter-ol i Tromsø ved at kvalitetssikre beslutningsgrundlaget. Kvalitetssikringen bestod i så meget livrem og seler, at det var åbentlyst, at budgetterne måtte overskrides. Og endelig skal man bemærke afslutningen "i løbet af de de nærmeste år". Så er der i hvert fald ikke lovet for meget.
Der er sandelig langt til Kennedys berømte og hyperpotente "this nation should commit itself to achieving the goal, before this decade is out, of landing a man on the Moon and returning him safely to the Earth".
Jens Stoltenberg er faktisk en god taler - og meget folkelig. Almindeligvis bliver han aldrig kaldet andet end Jens - akkurat som Danmark en gang havde en Anker. Men i dag imponerede han ikke.
Jeg skal tidligt op og en tur til Oslo fredag.

Ha' det
Jesper

Vi drosler (h)videre...

Jeg har tidligere skrevet om den ringdrossel, der i øjeblikket holder til i vores selje-røn.
Egentlig troede jeg, at det var en sjagger, men kvarterets ornitolog, Stein, havde blik for dens hvide halsbånd og fastslog med stor sikkerhed, at der er tale om en ringdrossel. Og det er lidt af en sensation, for så burde den i virkeligheden være i Nordafrika i øjeblikket.
Efter et par dage, hvor jeg slog mig til tåls med Steins forklaring, begyndte tvivlen imidlertid at nage. For en ringdrossel er ensfarvet på ryggen - cirka samme farve som en hun-solsort. Og det passer altså ikke med vores arrige fætter ude mellem alle rønnebærrene - den har tydelige hvide pletter på ryggen. Vi begyndte derfor at snakke om der måske var tale om en hybrid af en art - eller at den måske var et forvildet eksemplar af en for os ukendt nordamerikansk drosselart.
Enden på det hele blev, at Stein sendte et billede til de norske ornitologers sjældenheds-udvalg i Oslo. Herfra lyder dommen i dag, at der er tale om en ringdrossel - men at den er delvis albino.
Se, nu husker vi jo fra biologi-timerne, at albinisme ikke kan gradbøjes. Så mere præcist er der tale om et leukistisk eksemplar af en ringdrossel. Leukisme vil sige, at den delvist mangler farvepigmenteringen i fjer og hud, men at blandt andet øjnene ikke er røde, som hos albinoer.
Det er en egenskab, som man har avlet en del på, hvorfor tamænder og hønseracen hvide italienere er hvide, men ikke er albinoer med røde øjne - vistnok fordi skindet på en hvid fugl tager sig mere appetitlig ud, når kræet er plukket.
Med den viden in mente er det også nemmere at forstå, at vores ven derude ikke er draget til nordafrika med sine artsfæller. I naturen er det ofte sådan, at individer med et afvigende udseende bliver udstødt fra fællesskabet - og har svært ved at klare sig. I naturen altså, for holder de sig til mennesker, er det ofte en fordel med et aparte udseende. Menneskene har en forkærlighed for de lidt sært udseende dyr - og i bymiljøet er truslerne ofte anderledes. Derfor ser vi også gråspurve og vildænder med leukisme i byernes parker - hvor de lever fedt af deres udseende.
Som en kuriøsitet vil jeg lige gøre opmærksom på, at en isbjørn ikke bare er en leukistisk brun bjørn. Den har nemlig farvepigmentering i fuldt omfang. Inde under den hvide pels er isbjørnen nemlig neger. En stor fordel, da den sorte hud tiltrækker solens stråler i et ellers koldt klima.
Med disse ord regner jeg med, at beretningen om ringdroslen i Straumsbukta denne vinter er ved at være slut.

Ha' det
Jesper

Solglimt

Lørdag bød på det helt fantastiske senvinter-vejr. Solen bagte fra en skyfri himmel hele dagen, ikke en vind rørte sig og temperaturen lå lige under frysepunktet.
Alle snetosserne var af hus for at stå på ski, og jeg tog havestolen og satte mig foran huset. Det blev til et par gode timer i solen, og de runde kinder er nu blevet herligt røde.
Jeg havde kameraet med mig i det fromme håb, at der måske ville komme nogle sjove fugle forbi. Det skete ikke, men jeg forsøgte mig så med at fotografere sneen. Et af billederne havde denne sjove lille glimt-effekt, som ellers er sådan noget, man lægger på bagefter i PhotoShop.
Bagefter tog jeg en frisk gåtur ned til Straumsbukta City i det fromme håb måske at møde en elg, men det skete nu heller ikke. Så du må nøjes med et billede af det lille hus i Straumsbukta - badet i vintersol.
Det ser idyllisk ud, men nu hvor tiden sig nærmer, hvor vi skal flytte, begynder husets fejl og mangler altså også at være tydelige. Strømmen er dimensioneret forkert, så vi ikke kan have varme i entreen, hvor også trappen til første sal er. Så det er med at huske sutskoene, når man står op om morgenen. I det hele taget er stueetagen rygende utæt og elvarmen underdimensioneret, så havde vi ikke brændeovnen, ville det være en kold fornøjelse at se fjernsyn om aftenen. Det er heldigvis noget bedre på loftet, hvor vi har herreværelset, soveværelset og Dina's kontor.
Solen står mandag op kl. 6.33 og går ned igen kl. 17.17, så det begynder efterhånden at ligne en ordentlig dag. Der er udsigt til lidt gråvejr mandag og tirsdag, men ellers tyder vejrudsigten på fint vejr også i den kommende uges tid.

Ha' det
Jesper

Dagens ord XIII

Det er nok mere korrekt at betegne det som ugens ord; det er nemlig Kristiania.
I den forløbne uge skulle bystyret i Oslo nemlig diskutere, om den centrale del af den norske hovedstad igen skulle have dette smukke gamle danske navn til minde om en af de mere succesrige danske regenter.
Det er kulturudvalget i den norske hovedstad, som har anbefalet navneændringen, og i onsdags skulle afgørelsen være faldet. Desværre blev dagsordenspunktet udsat til næste møde om tre uger.
Oslo består i dag af 15 bydele. Dele af centrum ligger i disse bydele. Regeringskvartalet og Youngstorget er i bydel St. Hanshaugen, Centrum vest med Aker Brygge er i bydel Frogner, og den østlige del af sentrum i bydel Gamle Oslo. Resten af centrum er uden for bydelsopdelingen, men omtales normalt som Sentrum. Og det er det område, som man nu vil give betegnelsen Kristiania. Området omfatter blandt andet Kristian IV’s smukke gamle by fra 1624, som ofte betegnes kvadraturen på grund af de rette gader.
Nu er sådan en navneændring ikke noget, man sådan lige gør i Norge. Debatten har været voldsom, fordi mange mener, at det er udtryk for snobberi og et knæfald for dansk kolonialisme, sådan at bruge et udtryk, som stammer tilbage fra 400-årsnatten, som man smagfuldt kalder den periode, Norge var under det danske kongehus.
Som sagt mener et flertal i kulturudvalget, at Kristiania er et godt navn til den navneløse bydel. Det bliver spændende at se, hvad det ender med.

Jesper

Trafikdøden

Det er så synd for Dina. Hun vil så gerne se en elg i virkeligheden, men det er endnu ikke lykkedes - også selv om den seneste optælling viser, at der skulle være 28 elge i skoven oven for vejen.
Nå ja, nu er der altså kun 27 tilbage - for i morges, da jeg kørte på arbejde, lå denne døde elg i vejkanten kun 800 meter fra vores hus. Åbenbart ramt af en bil i løbet af natten og i øvrigt pænt afmærket med en advarselstrekant.
På vej ind mod byen ringede jeg og vækkede Dina, så hun havde chancen for at se en død elg - når nu de levende ikke vil vise sig.
Hun stod da også op og gik ned ad vejen. Men da var det allerede for sent. Elgen var væk - så hun har stadig til gode at se en elg her i Straumsbukta.
Jeg har vel efterhånden set dem en halv snes gange - elgene. Men jeg må indrømme, at specielt om aftenen er jeg meget bange for at møde en elg på vejen. Og den døde elg her til morgen er en påmindelse om, at den frygt bestemt ikke er ubegrundet. Uden i øvrigt at være ekspert vil jeg vurdere denne afsjælede elg til at være en mindre en af slagsen, så det er bestemt ikke noget at spøge med.
Forresten fik vi elggryde i går aftes. Det er en af mine livretter - og i øvrigt en god anledning til at smage på den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta.
Billedet er taget ved otte-tiden, og som man kan se, har vi haft det mest vidunderlige vejr i dag. Høj klar himmel, masser af skarp forårssol og temperatur lige omkring frysepunktet. På en sådan dag bør man være udendørs - og ikke sidde på et lummert kontor. Jeg håber alvorligt, at det gode vejr vil holde sig til weekenden med. Efter de seneste vejrvarsler at dømme skulle chancerne være gode.

Ha' det
Jesper

Mindre Grandiosa

En mand kommer ind på en cafe og beder tjeneren om en kop kaffe uden fløde.
- Så'gerne, siger tjeneren, men kommer et øjeblik senere ud igen og siger:
- Vi er desværre udgået for fløde. Gør det noget, at det bliver en kop kaffe uden mælk?
Jeg kom til at tænke på historien, fordi norske medier i øjeblikket er fyldt med reklamer for en ny variant af nationalpizzaen Grandiosa. Pointen er, at den nye - og i øvrigt dyrere variant - er uden paprika, som det hedder på norsk, altså uden tern af peberfrugter på dansk.
Morgen efter morgen er budskabet blevet banket ind i mit hoved - at nu kan man få Grandis uden paprika.
Jeg må indrømme, at jeg forstod ingenting. Hvad var vitsen?
Jeg måtte til at spørge mine norske kolleger, og det viser sig, at en meget stor del af den norske ungdom ikke kan lide peberfrugt. Hidtil har det været en fast ingrediens i Grandiosaen - og de unge har derfor brugt timer på at plukke de små pebertern ud af pizzaen, inden de spiste den.
Det er altså et underligt folkefærd, disse nordmænd. De spiser flere pizzaer end noget andet folk. Og så viser det sig oven i købet, at den aller mest solgte pizza indeholder en ingrediens, som de ikke kan lide. Og man derfor kan sælge pizzaen og tjene en tier ekstra, hvis man sælger den uden denne ingrediens. Et sådant folk af særlinge er faktisk dømt til at leve til evig tid i en afsondret fjelddal, hvor solen aldrig skinner!
Det begynder altså at ligne en tendens, for det er det samme folk, der har bygget skilifter i alle små flækker, og så blærer de sig over for hinanden med, at de naturligvis ikke bruger liften for at komme op til toppen af bjerget! Ja, alting var faktisk meget bedre i gamle dage, da man brugte træski og der ikke fandtes skilifter.
De er simpelthen bindegale!
Her er TV-reklamen for Grandiosa uten paprika - den er faktisk meget godt lavet!



Ha' det
Jesper

P.s. Det er næppe kendt uden for Norge i dag, men i sin tid stemte det norske skiforbund imod norsk deltagelse i vinter-OL, fordi man fandt det uforeneligt med skisportens karske sjæl at deltagerne skulle bo på højfjeldshoteller i Alperne.

En neddroslet sjagger

Den her arrige karl, som vogter over seljerønnen, har efterhånden voldt os en del hovedbrud. For et par uger siden kaldte jeg den en sjagger her på bloggen, fordi det faktisk er den eneste drossel-art, som kan ses på vore breddegrader i øjeblikket. Men særlig sikker var jeg egentlig ikke. Nogen drosselekspert er jeg nemlig ikke.
Kvarterets ornitolog, Stein, har imidlertid kigget på den og mener med sikkerhed at kunne fastslå, at der er tale om en ringdrossel. Det er imidlertid lidt af en sensation, for så burde den faktisk være i Nordafrika i øjeblikket. Men da en anden ornitolog har set en ringdrossel i Larseng - fem kilometer herfra - skulle den være god nok. Der er i hvert fald en ringdrossel i Nordnorge i år.
Den lever sådan set godt. Som det kan ses, er der stadig masser af bær i træet. Alle andre fugle, som kommer i nærheden, bliver øjeblikkelig jaget væk - også selv om jeg har set både husskader og silkehaler tage for sig af retterne, når vores ringdrossel er lidt væk fra haven.
Det bliver spændende at se, om den overlever vinteren. Det er koldt i øjeblikket - cirka minus 12 i morges.
Kuldegraderne til trods måtte jeg en tur ud i haven i nattøjet, da jeg stod op, lige da det var ved at blive lyst. Nede ved bådehuset lå en kæmpeflok edderfugle - og det er sjældent, at de er så tæt på land, som tilfældet var i dag. Prøv en gang at klikke på billedet og se de mange flotte hanedderfugle, som jo godt ved, at det er om at være pæn i an(d)trækket, nu hvor ynglesæsonen står for døren. En flot midterskilning har de sørme også anlagt - akkurat som Hercule Poirot.
Stein har i øvrigt fortalt mig, at jeg godt kan opgive at lave ordentlige edderfuglebilleder herude. Det er meget nemmere inde i havnen i Tromsø - der er edderfuglene nemlig meget mere tamme, siger han. Jeg har skrevet det gode råd bag øret - og vil en gang i den kommende fremtid prøve teorien af.
Solen står i morgen op kl. 7.09 og går ned igen kl. 16.45. Det klare, men kolde vejr skulle i følge meteorologerne holde sig hele den kommende uge.

Ha' det
Jesper

Rypesnaps

En af denne blogs læsere, som kalder sig Isperlen, har læst artiklen Regntid, hvor jeg blandt andet omtaler min rypesnaps.
Han spørger venligt, om jeg vil videregive opskriften, og det gør jeg da gerne.
Se, allerførst skal man have fat i en friskfanget rype, som ikke må være flået. Når man renser rypen, skal man have fat i kroen, der sidder ved halsen. Her gemmer rypen nemlig sin føde, når den fouragerer for så at fordøje det ved en senere lejlighed, når den ikke er eksponeret for rovfugle og andre farer.
Kroen indeholder en masse rypeguf - bær, skud og spirer - og det er det, som vi bruger til snapsen. Jeg tager indholdet af kroen, kommer det i en flaske og fylder en halv liter vodka på. Efter tre måneders trækketid, filtrerer jeg snapsen, som nu har forhåbentlig har fået en flot gylden farve. Jeg bruger en si - ikke et kaffefilter - så jeg får svævet med i den endelige udgave. Herved sikrer jeg mig, at snapsen vil fortsætte med at udvikle sig i den efterfølgende lagringsperiode. Det er selvfølgelig tilladt af smage på snapsen i forbindelse med dekanteringen, men ellers siger tommelfingerreglen, at den skal have lov at stå mindst tre måneder yderligere. Hvis man ellers har rygrad til det, kan snapsen tåle at stå meget længere - og det bliver den ikke ringere af. Men en del af fornøjelsen ved at lave snaps og bjesk er jo netop at følge udviklingen i smagen, så jeg synes nu ikke, at man skal vogte alt for nidkært over den.
Det fascinerende ved at lave rypesnaps er, at ikke to produktioner smager ens. Smagen vil altid afhænge af, hvad rypen har i kroen - og det kan variere ganske meget efter biotop og årstid. Men godt smager det nu altid.
Det kan være svært at få fat i friske ryper i Danmark, men jeg har hørt, at man kan skaffe kro-indholdet gennem foreningen af Eksperimenterende Danske Brændevinsamatører - EDB.
Rypebestanden har det i øvrigt med at variere temmelig voldsomt og topper sådan cirka hvert tiende år. Det kalder man for rypeår - og efter hvad jeg har hørt, er det rypeår i Grønland netop nu. Til gengæld har rypejagten i Troms og Finnmark været temmelig ringe i år.
Ellers er der kun en ting at sige: Skål!

Jesper

P.s. Jeg skylder nok lige at gøre opmærksom på, at både Nordjyske Stiftstidende og Jyllandsposten nu har skiftet illustrationerne til historien om idioten, der skød sig selv, så billederne viser en revolver.
Henrik har i øvrigt indstillet fjolset til en Darwin-reward - og det har min fulde opbakning.