

Nordlys eller aurora borealis, som det hedder med et fint ord, er elektromagnetiske udladninger fra solplet-aktivitet, som skaber flueriserende lys i forbindelse med luftarter i cirka 100 km højde over jorden. Nordlys er som navnet siger især synlige over nordlige himmelstrøg, men lysene følger jordens magnetfelt og til ethvert nordlys findes der et tilsvarende sydlys i nærheden af Antarktis.

Inden jeg flyder helt over med polarromantik, skal det med, at nordlys bedst ses, hvis der ikke er andet lys i nærheden - og det er altså et problem her i Nordnorge. Aktuelt har vi Straumsbukta gadelyset og på sydhimlen er der genskæret fra storbyen Tromsø. Billederne her er taget oppe fra skoven og på vejen mod Sommerøy ved Buktelia. Og som det ses, er det svært at undgå lys fra alle mulige kilder, selv om polarmørket er ved at sænke sig over egnen.
Det problem var ikke så udtalt i Grønland, og min største og smukkeste nordlys-erindring er en tur en nat fra Kapisillit til Nuuk, hvor der samtidig var morild i vandet. Vi sad fast i isen flere gange, og det var vist temmelig alvorligt, men alligevel var det en stor, stor oplevelse.
Og med disse ord vil jeg ønske alle en god, ny arbejdsuge.
Ha' det
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar