
Så er det jo betryggende at vide, at den norske marine passer på os, mens vi sover.
Fredag morgen, da jeg vågnede, lå dette norske orlogsfartøj bogstavelig talt i kartoffelbedet - mindre end en sømil fra strandkanten. Nu bilder jeg mig dog ikke ind, at denne repræsentant for Norges knyttede næve mod øst havde taget ophold i Straumsbukten for at passe på Dina og Jesper, mens vi var afskåret fra omverdenen - det er nu nok snarere for at spare havnepengene.
I øvrigt sker det påfaldende ofte, at enten strømmen eller telefonforbindelsen ryger. Jeg har ikke forsket i årsagen, men jeg kan ikke frigøre mig fra tanken om, at man muligvis ikke har de samme traditioner for at vedligeholde ledningsnettet og installationerne, som vi har i Danmark. Her i Straumsbukta er det i hvert fald ikke alene husene, der "lidt skæve stå" - telefon- og elmasterne lever også godt op til ordene i H.C. Andersens gamle sang.
Ha' en god weekend.
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar