Kajakmanden

Søndag eftermiddag fik jeg et kort øjeblik den vanvittige tanke, at nu får Dina besøg af familien. Det skyldtes denne kajakroer - eller kajakmand, som vi ville sige i Grønland - der tilfældigvis kom sejlende forbi haven.
Et hurtigt kig på kajakken afslører imidlertid, at det ikke er en grønlandsk qajaq. Ser man godt efter, vil man bemærke, at kajakken er forsynet med ror. Ingen grønlænder med respekt for sig selv og sit kajakhåndværk kunne drømme om at komplicere en af verdens mest effektive romaskiner med sådan en himstregims. Der vil være alt for stor risiko for, at roret vil gå i stykker - og desuden svækker det den enkle, men særdeles solide konstruktion. Det er også overflødig tonnage, der kun tjener til at sænke farten. For den grønlandske kajak er - målt i kalorier pr. meter - verdens mest energieffektive transportmiddel. Og så der er altså ikke plads til overflødig vægt. Det er faktisk sådan, at hver eneste grønlandsk kajak bliver håndbygget, så den passer kajakmanden lige så nøjagtig, som en teenagepiges cowboybukser sidder stramt.
Jeg fandt i øvrigt et gammelt billede i arkivet. Det forestiller Deres beskedne blogger i en plastik-kajak. Historien bag billedet, der såvidt jeg husker er fra 1998, er den, at jeg som gildemester i Sct. Georgs Gildet i Godthaab havde overrakt en check på 10.000 kroner til Nuuk Qajaqklub. Klubben kvitterede med at invitere på en sejltur. Og da jeg som amatør i kajakkunsten næppe kunne forventes at holde balancen i en grønlandsk kajak, var alle parter enige om, at det nok var bedst, at jeg brugte klubbens øvelseskajak. Sådan en standardkajak af plastik er cirka dobbelt så bred som en grønlandsk kajak og derfor noget lettere at holde i balance, så jeg er klubben dybt taknemmelig for det generøse tilbud.
Billedet var i øvrigt forsidebillede på Nuuk Ugeavis den pågældende uge. Så vidt jeg husker, er det taget af gildebror Poul Hendriksen.

Ha' det
Jesper