
Fuglebrættet blev straks indviet af en musvit. Og som det ses på billedet, virkede den tilfreds med faciliteterne. Bemærk, hvordan den støtter med halen for at holde balancen - nærmest med samme virtousitet som en kommunal vejarbejder støtter sig til skovlen.
I øvrigt hedder en musvit meget prosaisk kjøttmejse på norsk. Set ud fra dens spisevaner er det nok ikke helt forkert, men der er nu lidt mere poesi i musvit. Mus betyder det samme som mejse, og vit er en lydefterlignende stavelse i stil med kvittevit. I gamle dage hed den i øvrigt moskovit på visse danske dialekter.
Billedet viser også tydeligt, hvilke elendige lysforhold vi efterhånden har heroppe. Selv om solen faktisk skinner, er billedet alligevel underbelyst og kornet. Den eneste grund til, at det kan bruges, er den lave opløsning, der alligevel er standard på netsteder som dette.
Mandag og tirsdag skal jeg en tur til Oslo. Ha' det rigtig godt så længe.
Jesper
Ingen kommentarer:
Send en kommentar