I luften igen

I den kommende uge skal jeg til Vadsø og Kirkenes i Finnmark - den øverste del af Norge over mod Rusland. På dissse kanter er det Widerøe, der står for transporten, og i morgen tidlig kl. 6.00 er der afgang med "mælkeflyveren", som den kaldes, med stop i Hasvik, Hammerfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord inden ankomsten til Vadsø kl. 10.00.
Turen foregår med Dash-8, og med de mange starter og landinger får landingsstellet virkelig lov til at vise, hvad det dur til, men bare rolig: Det er model 100, som nu har tjent det norske kortbane-net trofast siden begyndelsen af 90'erne. Dengang afløste den i øvrigt Dash-7, som vi jo kender så glimrende fra Grønland.
Widereøe har 17 Dash-8/100, og har indtil videre kun mistet en. Det var i Båtsfjord i 2001, hvor landingsstellet kollapsede (!) på grund af en for hård landing. Ingen tilskadekomne.
Jeg har fløjet en del med flytypen, da jeg var på højskole på Lofoten, og det er sådan en rigtig hyggelig lille flyver med plads til 38 passagerer og indrettet ligesom en rutebil med et bredt bagsæde.
Jeg har kigget Wideroes tidstabeller igennem, og det er sikkert LN-WII, der skal flyve turen, så den har jeg lånt et billede af fra selskabets hjemmeside. LN-WII er bygget i 1993 og har produktionsnummer 359, så allerede ved ibrugtagningen må man antage, at flyet var ovre de værste børnesygdomme.

Ha' det
Jesper

Crash-8

Så gik det galt med en af SAS Dash-8 Q400 igen. Og igen slap alle fra uheldet uden skrammer. Det burde give stof til eftertanke, når man som jeg har fløjet med typen cirka 80 - 100 gange, men egentlig tror jeg ikke, at jeg ville være nervøs for at flyve Dash-8 Q400 den dag i dag, hvis det altså ikke lige var fordi, flyet er grounded. Det heldige udfald af nødlandingerne viser, at SAS-piloterne er knalddygtige og ved, hvad de gør. Og jeg har nu altid haft den holdning, at hvis piloten tør flyve, så tør jeg altså også. Det er trods alt piloten, der sidder forrest og skal tage skraldet.
Historisk set er det også fuldstændigt enestående, at en flytype rammes af så mange tilsyneladende ens uheld over så kort en tidsrække, som tilfældet er. På den baggrund er det fuldstændig hyklerisk og usagligt, når en række danske politikere nu falder over trafikministeren og SAS, blot for at score points i den standende valgkamp. Jeg har siden jeg var en lille knægt interesseret mig for flyvning, og jeg har altså svært ved at se, at man har kunnet handle meget anderledes, end tilfældet har været. Folkene i SAS og Luftfartstilsynet har nu nok mere forstand på de grejer end en radikal levebrødspolitiker og en campingspladsejer fra Dansk Folkeparti.

Ekstremt højvande

Fredag var der fuldmåne. Det skete, mens månen i sin nuværende cyklus var tættest på jorden - små 356.800 km. Det medfører, at tidevandsforskellene bliver ekstra store.
I Tromsø var vandstanden lørdag ved 15-tiden 304 cm mod 25 cm godt seks timer tidligere - en tidevandsforskel på 279 cm. Det er temmelig meget på vore kanter, men selvfølgelig ikke noget mod de 476 cm, som er forskellen i Nuuk i dag.
Her i Straumsbukta betød højvandet, at hele vores strand var væk - vandet gik direkte op til markskellet. Temmelig imponerende! Billedet viser vort og naboens bådehus. Prøv eventuelt at sammenligne med billedet fra Sct. Hans Aften, som du finder ved at klikke her.
Månens afstand til jorden svinger mellem mellem 356.400 km og 406.700 km. Næste gang, månen er ligeså tæt på jorden, bliver til jul næste år. På norsk hedder høj- og lavvande flo og fjære.

Ha det
Jesper

Efterårsstemning i Oslo

Mandag og tirsdag var jeg i Oslo. Der er efteråret langt fra så fremskredet som her i det mørke Nordnorge.
Tirsdag var jeg til et møde i Nydalen - et gammelt industriområde nogle kilometer uden for centrum. Jeg havde et par timer til overs inden dagens sidste møde i Utenriksdepartementet, der ligger på Victoria Terrasse - en af de dyreste adresser i den norske hovedstad.
Da det var dejligt vejr, lod jeg mig overtale til en gåtur langs Aker-elven ind til city. Det blev en pragtfuld spadseretur - ned ad bakke hele vejen. Langs elven ligger mange nedlagte fabrikker, der er eller vil blive omdannet til mondæne liebhaverlejligheder til det nyrige Norges boligkøbere, der er villige til at betale formuer for de helt rigtige adresser i en stille forventning om, at boligmarkedet stadig vil gå op. Blandt andet passerede jeg et sted, hvor en restaurant i en gammel fabrik havde løst de rigide norske rygeregler ved at hænge nogle presenninger op ned mod elven. Af en eller anden grund mindede det mig mest af alt om nogle af de idylliske og saneringsmodne kvarterer i Beijing.
Og det må siges, at den norske hovedstad i høj grad har ladet sig inspirere af livet i de store byer. På denne lune efterårsdag var der travlt på de mange fortovscafeer på Karl Johan - Oslos hovedstrøg der jo er opkaldt efter en svensk konge. Stemningen mindede her mest af alt om Paris, hvis det altså ikke lige var for kongeslottet i baggrunden.
I det hele taget har storbyer over hele verden det med at ligne hinanden mere og mere, men der er en enkelt lille oase i Oslo. På mit foretrukne hotel, Bondeheimen, er alting som før. Hotellet er stærkt knyttet til den nynorske sprogbevægelse, og her er man resistent over for udenlandske påvirkninger.I restauranten, Kaffistovan, har man mottoet "Her skal intet forandres" og dagens ret mandag aften var da også rensdyrkarbonader med kogt rosenkål og brun sovs. Det smagte herligt, og så kostede det endda kun 120 kroner for hotellets gæster. Det er vel overflødigt at tilføje, at man ikke kan købe noget stærkere end øl på Bondeheimen, og at der selvfølgelig heller ikke er en bar. Til gengæld er der en dagligstue med bøger og nynorske aviser, hvor der hver aften serveres gratis suppe som godnatmad. Jo, her skal intet forandres.
I morgen er det fredag igen igen.

Ha det
Jesper

Dagens ord (II)

Jeg lærte et nyt norsk ord i dag.
Det var Ellen på Polaristituttet, der til morgen forkyndte, at det blæste så meget, at "pølsen ved brua stod ret ut i lufta".
Det var vindposen ved Kvaløybroen, hun mente. For på norsk hedder en vindpose nemlig vindpølse! Så lærte vi det. Det norske sprog er faktisk den rene pølsesnak.

God vind

Jesper

Kødmejsen og fuglebrættet

Søndagen har været lun, men blæsende. I eftermiddags konstruerede jeg et fuglebræt - helt efter egen ide og udformning. Syv stykker skaller fra brændestabelen og et par lister, så var den i vinkel. Der er dem, som mener, jeg ikke besidder synderlig megen håndværkssnilde, men de må nu indrømme, at det er et fuglebræt, at det ser ordentligt ud og at det virker! Som Hermann Göring i sin tid formulerede det: "Det kan godt være, jeg skyder lidt ved siden af, men jeg skyder i det mindste".
Fuglebrættet blev straks indviet af en musvit. Og som det ses på billedet, virkede den tilfreds med faciliteterne. Bemærk, hvordan den støtter med halen for at holde balancen - nærmest med samme virtousitet som en kommunal vejarbejder støtter sig til skovlen.
I øvrigt hedder en musvit meget prosaisk kjøttmejse på norsk. Set ud fra dens spisevaner er det nok ikke helt forkert, men der er nu lidt mere poesi i musvit. Mus betyder det samme som mejse, og vit er en lydefterlignende stavelse i stil med kvittevit. I gamle dage hed den i øvrigt moskovit på visse danske dialekter.
Billedet viser også tydeligt, hvilke elendige lysforhold vi efterhånden har heroppe. Selv om solen faktisk skinner, er billedet alligevel underbelyst og kornet. Den eneste grund til, at det kan bruges, er den lave opløsning, der alligevel er standard på netsteder som dette.

Mandag og tirsdag skal jeg en tur til Oslo. Ha' det rigtig godt så længe.

Jesper

Ex Libris

Jeg har egentlig gennem mange år ønsket mig et Ex Libris, men aldrig rigtig haft tid til at finde ud af, hvordan det skal se ud. Lørdag stod den imidlertid på heldagsregn, og da var tiden inde.
Her til venstre ses det foreløbige udkast. Nu skal det have tid til at modne lidt - det som min gamle ven og kollega Leo Griffin omtaler som designets inkubationstid.
Jeg har taget mit udgangspunkt i ravnefanen - forgængeren for Dannebrog - og kendt og frygtet viden om som vikingernes samlingsmærke. Ravnen er selvfølgelig en af Odins ravne, Hugin og Munin som de hedder. Da Danmark blev kristnet, måtte ravnen se sig fortrængt af det hvide kors, men det er en helt anden historie. Jeg har altid været fascineret af ravnen, som er en af de klogeste fugle, der findes. Ravnen er blandt andet en karakterfugl i Nuuk-området, og jeg har mange gange kigget en ravn dybt i øjnene og mærket, at der er intelligens derinde.
Farverne på mit Ex Libris er rødt og hvidt - og refererer dermed til både Danmark og Grønland. (Jeg har cirka tre meter bøger, der handler om Grønland! I grønlandsk sammenhæng symboliserer det hvide indlandsisen og det røde midnatssolen.)
Typografien er en tysk fraktur (Germanica) og en hyldest til Gutenberg (ca. 1390 - 1468) - typografiens og sortekunstens grundlægger - der gjorde det muligt at fremstille bøger i større oplag. Mit såre beskedne navn står i Times sat som kapitæler. Det er en af de smukkeste skrifter, der findes og betragtes ofte som moderen til antique-skrifterne. Kapitæl-varianten minder om den skriftform, de gamle romere brugte, når de huggede i sten og vil forhåbentlig efterlade indtrykket af en person med et minimum af klassisk dannelse. (Læs: Den lille latinprøve og en god, gammeldags studentereksamen:-))
Ex Libris er forresten latin og kan lettest oversættes Fra xxxx's bogsamling og er et mere eller mindre kunstfærdigt ejermærke, som klistres i bøger. Det ældst kendte danske Ex Libris er Henrik Trolles fra 1554, men brugen af Ex Libris blev først almindeligt udbredt i Danmark fra 1700-tallet. Fænomenet kulminerede i 1920'erne og i dag, hvor bøger er billigere end nogensinde, er det vel de færreste, der overhovedet orker bare at skrive sit navn i en bog. Det er den udvikling, jeg nu i al beskedenhed prøver at vende.

Ha' det

Jesper

Mød mine kolleger

Som man kan se lige her ved siden af, har jeg nu arbejdet i Arktisk Råds sekretariat i et halvt års tid. Sekretariatet er helt nyt, og de første måneder var jeg her alene.

I august fik jeg to nye kolleger og vi arbejder nu sammen om at få sekretariatet til at fungere. Jeg var blevet bedt om at skrive et par linier til en lokal publikation om sekretariatet, og i den forbindelse fik vi også lavet et gruppebillede, som jeg gerne vil dele med bloggens læsere.På billedet ses fra venstre Tana Lowen Stratton, canadier med erfaringer inden for statsligt bureaukrati og klimaforandringer, Maria-Victoria Gunnarsdottir, islandsk og amerikansk statsborger, biolog samt undertegnede kommunikatør og i øvrigt sekretariatets eneste medarbejder, som kan tale med de lokale på deres eget sprog.

Det er i øvrigt fredag eftermiddag, og jeg kan vist lige nå en pils og en dr. Nielsen på et af de lokale værtshuse, inden jeg kører hjem. Ha' en god weekend.

Jesper

Aftensol

Aftensol har alle dage været et yndet tema for kunstnere og fotografer. Meget af det er ren trommesal, men blandt andet skagensmalerne (se blandt andet her eller her) og Oluf Høst (her og der) lavede stor kunst ud af det. Det vil jeg selvfølgelig ikke stå tilbage for. Så her er dagens solnedgang ved femtiden, da jeg lige var kommet hjem fra arbejde. Et underligt blygråt lys kombineret med en fjern, gylden sol. Blot en skam at man ikke kan lugte den friske luft, som er en ren lise for sjælen, når man kommer inde fra byen.

Ha' det

Jesper

Fuglene

Det var tid for revanche. Jeg har tidligere på disse sider demonstreret mine evner som fuglefotograf, og det var bestemt ikke imponerende. Det må kunne gøres bedre.
Jeg har en vane med at stå tidligt op lørdag morgen og tusse rundt i køkkenet, tømme opvaskeren, skifte viskestykker og så videre. Det gjorde jeg også i dag.
Men samtidig kan jeg holde øje med, hvad der sker i haven og på havet. I dag havde en flok sjaggere erobret seljerønnen i haven, der stadig bugner af røde bær. Alle andre fugle blev brutalt jaget væk, hvis de forsøgte at få en lille bid. Lyset var godt, motiverne var der, og jeg havde masser af tid. Fuglefotografen måtte gå i aktion.
Resultatet ses her. Sjaggeren sidder velbjerget mellem mængder af rønnebær og siger sjag-sjag (deraf navnet) og advarer alle andre fugle om at komme nær. På jorden sidder en forsmået solsort og kigger misundeligt op på træet med de fede røde bær, men må nøjes med smulerne fra de riges bord. Og på tilskuerrækkerne sidder husskaden klædt i sort og hvidt, som den naturens bedemand den er, og venter opportunistisk på, om der måske vil flyde blod.

Billederne er noget mere vellykket end havørnen i sidste måned. Først og fremmest fordi lyset er godt, og dramaet udspillede sig over lang tid, så jeg havde noget at vælge i mellem. Men denne gang huskede jeg også at være opmærksom på lukketiden, der på alle billederne er så kort som 1/1000 sec. Jeg har kameraet fastindstillet på en lysfølsomhed svarende til 800 ASA, optikken er en 300 mm zoom og billederne er efterbehandlet i PhotoShop med partiel lysning og unsharpen mask-filteret.
Og således fik weekenden en god start. Jeg vil håbe, at det samme er tilfældet for bloggens læsere.


Ha' det

Jesper

Den første sne

Nu er der ingen tvivl om, at vinteren er nær. Natten til i går faldt den første sne. Noget vådt, klæbrigt stads, som er meget anderledes end den sne, vi er vant til fra Nuuk.
Det har småsneet lige siden. Både i går og i dag er snebygerne kommet og gået med jævne mellemrum, og fjeldene omkring os er ganske hvide.
Men det er alligevel pudsigt at se, at nogle af Dinas arktiske valmuer ude i haven stadig blomstrer, og der er også masser af træer, hvor der stadig er en del blade.
Vores husvært Leif-Inge har altid sagt, at der er meget varmere i Straumsbukta end i Tromsø. Jeg har nu taget det med et gran salt, men må nu nok erkende, at der er noget om snakken. I hvert fald i øjeblikket, hvor temperaturen svinger omkring nul grader. Der er påfaldende mindre sne lige her, hvor kystlinien nærmest er nordvestlig, i forhold til resten af distriktet.

Dina har lige bagt rugbrød, så i dag skal vi såmænd bare have friskbagt rugbrød med røget laks til aften - men det er jo heller ikke så ringe.

Ha' det

Jesper

Grandiosa

Jeg fik pizza til aftensmad i dag. Det viser, at jeg er en pæn og velintegreret indvandrer i det norske samfund. For det er faktisk sådan, at hver eneste nordmand i gennemsnit spiser 50 pizzaer om året. Ja, man mener faktisk, at Norge er det land i verden, hvor der spises flest pizzaer.
Noget af det første man lægger mærke til i norske supermarkeder er frysedisken med pizzaer. Hvor pizzaerne i Danmark kun lægger beslag på en mindre del af en køledisk, ja, så er der her en hel køledisk bare med pizza.
En meget stor del er nationalpizzaen Grandiosa, der er et helt begreb heroppe - nærmest synonymt med pizza. Det er så stort et hit, at man i pladeforretningerne kan købe cd'er med sangene fra Grandiosas reklamefilm. Så er der også produktvarianten Grandiosa Full Pakke, der vel nærmest kan oversættes som en "pizza med det hele". For nordmændene har også udviklet deres helt egen pizzakultur, hvor dette fine stykke italiensk kogekunst sovses ind i rømmedressing. Fortæller man dem, at det er det eneste sted i verden, hvor man bruger dressing til pizza, ryster de skeptisk på hovedet og siger, at det tror de i hvert fald ikke på.
Jeg hørte for en del år siden en italiensk pizzakok fortælle i norsk radio, at hvis hans mor vidste, hvordan man spiser pizza i Norge, ville hun rotere i sin grav.
Pizzaerne holder ikke bare til i frysediskene. Stort set hver eneste cafe og beverdingel over det ganske land er i stand til at diske op med en eller anden pizzavariant, hvis gæsterne skulle få lyst til at spise.
Pizzaspiseriet har også haft den pudsige effekt, at man i Norge kan købe peperoni-smørreost - et produkt jeg ikke mindes at have set andre steder i verden.
Der er ikke rigtig nogen, der kan forklare, hvorfor pizza er så populært. Mit gæt er, at pizza - og her især Grandiosa - er særdeles billig mad. De kan som regel fås på tilbud til halv pris - sådan en 30 - 40 kroner. Jeg købte en kasse med 10 Grandiosa i OBS for 150 kroner - og det er billigt i et land, hvor en lille bakke leverpostej koster 25 kroner.
Nu er det jo ikke gjort med selve pizzaen. De fleste nordmænd bygger som regel videre på den frosne model med lidt ekstra fyld og masser af ost - for her i landet skal en ordentlig pizza helst minde om en ostefondue.
Jeg byggede også videre på dagens Grandiosa - lidt ekstra fyld i form af en stærk spegeskinke og så lidt ekstra ost. Som man kan se, ser det lækkert ud, og det smager himmelsk, men særlig sundt er det nu nok ikke. Så i morgen står den altså på almindelig mad igen.


Ha' det til vi ses igen

Jesper

En unyttig oplysning

Her er en oplysning, som sikkert ikke har nogen interesse, men jeg synes alligevel, at bloggens læsere bør vide, at det er på mandag den 15. oktober, at det er sidste chance for indlevering af fragt til den norske forskningsstation Troll på Antarktis. Når du det ikke, er der et år til næste afgang.

Jesper

Dagens ord

De nordiske sprog ligner hinanden på mange måder - og dog er de så forskellige. Når man er bange eller hører et smukt stykke musik, får man på dansk og norsk det, der med et malende ord hedder gåsehud.
Men jeg må indrømme, at det svenske udtryk er mindst ligeså malende. Hinsidan får man nemlig ståpels.
Og det kan man så gå og fundere over sådan en lørdag eftermiddag.

Jesper

Lejrbål

T.G.I.F. Thank God - It is Friday! som de siger på min multinationale arbejdsplads. Jeg plejer nu at kalde det EF-dag - Endelig Fredag! I dagens anledning tillod jeg mig at holde lidt tidligt fri. På vej ud mod Straumsbukta lagde jeg mærke til, at solen skinnede og fjorden var nærmest spejlblank.

Derfor fandt den gamle spejder på, at vi skulle have fredagslejrbål, inden solen gik ned ved 17-tiden. Dina kiggede på mig som om jeg var blevet tosset. Men hun accepterede ideen. Vi gik ned til stranden - fjæran, som de lokale siger -bevæbnet med brænde, øl og Gammel Dansk og havde den mest fantastisk dejlige mørkning, som det vist nok hed i gamle dage på gammel dansk. Da dagene bliver stadig kortere og vinteren nærmer sig ubønhørligt, var det måske årets sidste chance for at sidde udendørs og nyde solnedgangen. Så det gjorde vi noget så eftertrykkeligt.

Sådan bare at gå ud og tænde et bål på strandbredden er en af de mest vidunderlige ting, man kan gøre, når man bor på landet ved stranden. Og det er med til, at vi er så fantastisk glade for at bo her i Straumsbukta.

Nu er det godtnok ikke længere tid siden end forrige lørdag, hvor jeg sad ved lejrbålet i Birgittes have nede på Fyn, men lejrbålet er nu en dejlig måde at slutte dagen på.

Jeg ville gerne have bragt et billede af begivenheden, men kameraet ligger på kontoret, så du må nøjes med et billede af Dina og jeg fra Sct. Hans Aften, hvor vi også havde bål på stranden.

Ha' det

Jesper

Blæsevejr

Jeg har tidligere pralet med, at det aldrig blæser i Straumsbukta. Det er nu ikke sandt. I dag vågnede vi op til efterårets første storm.

Det er nu et harmløst blæsevejr i forhold til, hvad vi var vant til i Grønland - og såmænd også i Farsø, hvor det ellers altid blæser. Her til morgen vil jeg gætte på, at vinden lå på en 15 - 20 m/s. Det er det, der i Beaufort-sprog svarer til frisk vind. Vinden kommer fra vest, altså ude fra Atlanterhavet og er forbløffende varm - cirka 10 grader, så vi mærker helt tydeligt påvirkningen fra Golfstrømmen heroppe.

Billedet er taget i morges ved syvtiden, og der er for en gangs skyld skum på bølgerne. Det er også tydeligt, at vi nu går mod mørkere tider. Faktisk var det den første morgen, hvor det ikke har været helt lyst, da jeg tog hjemmefra. Men det går også stærkt i øjeblikket. Dagen aftager med cirka ni minutter i døgnet. Om godt halvanden måned - den 25. november er det slut. Da begynder mørketiden, hvor solen slet ikke står op. Det varer ind til den 17. januar. Men den tid, den sorg. Vi skal endelig ikke tage sorgerne på forskud, så jeg vil også i dag ønske en rigtig god dag til alle.

Ha' det

Jesper

Frit valg

Nordmænd - og det vil i denne sammenhæng sige pressen og politikerne - har en forbløffende evne til seriøst at diskutere de mest urimelige krav i den offentlige debat, hvis blot der er den mindste risiko for, at man ellers kan blive beskyldt for politisk ukorrekthed.
Morgennyhederne i P4 bragte i dag en historie om, at en "gruppe af pårørende til rusmisbrukere kræver, at der bliver indført frit valg af socialkontor på linie med det frie sygehusvalg. Helseministeren synes, at det er en god ide."
Jeg ved ikke, hvad de forestiller sig. Skal socialkontorene nu til at konkurrere om, hvem der er mest flink til at udbetale socialhjælp? Eller skal socialkontorene til at have ugens tilbud for at tiltrække klienterne? "I denne uge giver vi dobbelt huslejetilskud!" "Besøg os tre uger i træk og få en uges ekstra bonussocialhjælp!" "Tre raske dage - alt skal væk - tøm kommunekassen på ti minutter!"
Nej, verden er af lave i Norge.

Ha' det

Jesper

Mors fødselsdag

I dag kan jeg så føje endnu en fødselsdag til den række af fødselsdage, vi har fejret her på bloggen. I dag er det nemlig min mors fødselsdag - og det ønsker både Dina og jeg til lykke med.

Mor plejer ikke at gøre så meget stads ud af dagen, så det bliver nok tilgivet, at vi ikke kan være med til at fejre den. Men vi har da hejst flaget i dagens anledning. I mangel af Dannebrog er det det grønlandske flag, men eftersom det - som sædvanligt i Straumsbukta - ikke blæser, er det vel også de færreste, der kan se forskel.

Når jeg har skrevet denne hilsen, er det tid at gå på arbejde, men inden da vil jeg ønske alle en god kommende uge.



Ha' det



Jesper