Enhjørningens hemmelighed

Sjove dyr

Kom ikke og påstå, at livet på landet er kedeligt.

For et par år siden vakte det furore her på vejen, at Tonnys vietnamesiske hængebugsvin var på springtur. Lørdag morgen var den så gal igen med en rigtig fauna-fejlfarve.

Da jeg gik i gang med weekendens havearbejde, opdagede jeg en enhjørning i naboens have. Ikke hvid, som rigtige enhjørninger, men en zebrastribet variant i blå og røde farver med et gyldent horn lige midt i panden.

Enhjørninger er ikke hverdagskost - heller ikke på Nørremarksvej - så det krævede en forklaring.

Naboen, som hedder Søren, har en nebengeschæft, Buegrej.dk, hvor han sælger udstyr til bueskytter - blandt andet skydemål til feltbanen. I gamle dage var det typisk rådyr, harer, ræve og lignende, som bueskytter med papirerne i orden må jage.

Nu er der kommet en ny trend på det område. I Tyskland har de fundet på at skyde efter dinosaurer og andre fantasidyr - og altså også enhjørninger.

- Så det har jeg taget ind i sortimentet. Forleden solgte jeg en dinosaurus. Den havde cirka samme størrelse som et menneske, og køberen morede sig med at sætte den på passagersædet med sikkerhedsbælte - og så håbede han vistnok på at blive stoppet af politiet på vej hjem med Dino ved sin side, fortæller Søren.

Nu står den farvestrålende enhjørning i Sørens have og venter på at blive solgt.

- Det kræver nok en hestetransport at køre den hjem. Den vejer mindst 80 kilo, fortæller den muntre nabo.

Nu har jeg så fundet den første enhjørning. Så mangler jeg kun yderligere to, før jeg kan finde skattekortet, der leder vej til Rackham den Rødes skat. Tintinologer vil vide, hvad jeg mener...

Dengang jeg var lille

Barndomsminder

Lørdag kaldte jobbet mig til Skørping det meste af dagen. Det skal man ikke have ondt af, for jeg er kommet i Rold Skov, siden jeg var lille ulveunge i Det Danske Spejderkorps, så jeg holder af stedet.

Så da dagens arrangement på KulturStationen - den tidligere kro - i Skørping var slut, kørte jeg lidt rundt på egnen til blandt andet Store Økssø og Kovadsbækken. Vejret var noget koldt og blæsende, så det blev ikke til lange gåture, men jeg forlod dog den varme plads i bilen op til flere gange.

Jeg kom i tanke om, at det i år er 60 år siden, at jeg var på min første spejdertur til Jamborettepladsen nær Store Økssø til en divisionsturnering Kristi Himmelfartsdag 1966.

Det var dengang, alle spejdere i Det Danske Spejderkorps fra Randers og nordefter var organiseret i Nørrejyske Division. Så det var en kæmpeforsamling, der var stillet op på Jamborettepladsen til den afsluttende parade, hvor skovrider Jens Hvass skridtede fronten i stram uniform med marskalstav under armen.

Det var mit første møde med Jens Hvass, som var en af grundlæggerne af Det Danske Spejderkorps. Det vil jeg altid huske. Senere blev Nørrejyske Division delt i fem mindre divisioner - blandt andet Jens Hvass Division, som dækkede Himmerland.

I 1973 blev det Det Danske Spejderkorps og Det Danske Pigespejderkorps lagt sammen. Så kunne man naturligvis ikke i ligeberettigelsens hellige navn have en division, der var opkaldt efter en mand, så navnet blev ændret til Rold Skov Division - og det hedder den fortsat.

Det var min tanke, at jeg ville have købt en isvaffel i pavillonen ved Store Økssø, men skiltet uden for reklamerede med "Cafe Latte To Go" - og jeg handler principielt ikke hos restauratører, der formulerer sig så ubehjælpsomt på dansk.

Jeg noterede mig også, at banelegemet gennem Rold Skov var blevet moderniseret med ny ballast, signaler og køreledninger, selv om der slet ikke kører elektriske tog på strækningen. Jeg undrede mig over, at selv om der postes milliarder i jernbanerne, er den danske jernbanedrift tilsyneladende sværere at styre end seksualdriften.

Anledningen til turen var et grønlandsk kulturarrangement på KulturStationen. Det er altid en fornøjelse at være i grønlandsk selskab, så jeg arbejder gerne en lørdag. Jeg mødte blandt andet trommedanseren Navarana Kavigak Sørensen, der viste og forklarede trommedansens hemmeligheder.

Hun stammer fra Qaanaaq, men bor i dag i Hvalpsund nær Farsø. 

- Det er der ikke den store forskel på. Der bor omkring 600 mennesker begge steder, men danskerne er så generte, forklarede Navarana med et stort grin. 

Nu springer bøgen

Forårsfornemmelser

Da Jammerbugt kommune for nylig ryddede grunden mellem Brovst Apotek og Kai Berntsen's Knaldhårde Hvidevarer, lod man et gammelt bøgetræ blive stående.

Det var en klog beslutning, for torsdag morgen kvitterede den gamle bøg for livet ved at springe ud med de spædeste lysegrønne bøgeblade og et varsel om lunere og lysere tider.

På sådan en forårsdag kan det være svært at bevare pessimismen, selv om der er krig i verden og tårnhøje energipriser. Ulykkerne blegner ganske enkelt, når alting grønnes.

Også i skovene er bøgetræerne på vej, blandt andet i Ølandskoven, der for en god dels vedkommende består af smukke, høje og gamle bøgetræer. Om få dage lukker de deres grønne kroner og får os til at glemme, at det en gang var vinter.

Inden lyset forsvinder i skovbunden, har anemonerne travlt med at blomstre. Frøene skal sættes til de nye generationer, mens tid er.

Også dyrene har travlt. Fuglene synger fra tidlig morgen til sen aften, mens dagene bliver længere og længere.

Foråret er en dejlig tid.

Røde øjne og morgenhår

Fuglepunk

Når jeg ser en toppet skallesluger, kommer jeg altid til at tænke på tømmermænd. For den stakkels fugl er fra naturens side udstyret med røde øjne og strithår.

Jeg har selv været der. Så jeg føler med den.

Jeg mødte den toppede skallesluger torsdag kort før spisetid. Efter en lang dag på kontoret kørte jeg ned til dæmningen. Der var næsten ingen fugle, for vi er midt i rugetiden. Men tæt på vejen svømmede altså en toppet skallesluger - en han, der i sommerdragten er både særpræget og spraglet.

Toppet skallesluger er en ret almindelig fugl i Danmark, hvor den både yngler og kommer på træk. Den hedder skallesluger, fordi den spiser fisk - skaller blandt andet - og navnet har altså ikke noget med skaldyr at gøre.

Det er også en gammel kending fra dengang, vi boede i Straumsbukta ved Tromsø. Her var der masser af dem i vandet lige neden for huset. Den hedder siland på norsk.

En ordentlig gynter med fjer på

Skeænder og skestorke

Jeg har altid været fascineret af skeænder og skestorke. De er udstyret med et gigantisk næb, som det er svært at holde øjnene fra.

Næbbet er det, som i gammeldags slang benævnes en gynter - som man siger, om en person, der har en stor næse. Det er i følge ODS afledt af güntje, der er en gammel betegnelse for en kande med tud.

Det store næb er praktisk, når fuglene søger føde - plankton, dafnier og lignende, som sies ud af vandet med næbbet. Typisk ses skestorke stå foroverbøjet med næbbet i vand, mens de manisk svinger hovedet fra side til side.

Men hvis vi lige ser bort fra næbbet, er både skestork og skeand flotte fugle. Jeg jagtede dem i sidste uge og fik et par gode fotos af skeænderne. Det blev også til et enkelt foto af en flok skestorke i Ulvedybet, som normalt altid ankommer her på egnen først i april omkring min fødselsdag for at yngle.

De fleste opfatter skestorke som hvide, men ser man godt efter, er yngledragten faktisk meget farvestrålende med en gulorange hals. Farven forsvinder i løbet af sommeren - og så må vi vente endnu et år, før vi kan se det flotte syn.

Også skeanden - hannen - er flot i yngledragten. En overset skønhed vil jeg sige - for det er altså næbbet, der tager opmærksomheden.

Nederst har vi en fasankok. De ses overalt i øjeblikket, men de er også flotte i yngleperioden, hvor de skal gøre indtryk på hunnerne. Efter ynglesæsonen falmer de noget, men den tid, den sorg. (Billederne er klikbare).

Sikke en fest, vi har haft

Fødselsdag og housewarming

Af hjertet tak for alle de mange hilsener, som jeg modtog til min 68-års fødselsdag. De blev alle læst og varmede mit gamle hjerte.

Dagen blev fejret lørdag, hvor jeg havde samlet min fætter og min kusine samt et par gode venner til et festligt lag med god mad og gode vine. Det var en kombineret fødselsdag og housewarming for min renoverede stue.

Madlavning er jo en af mine helt store hobbyer, så jeg gik i gang lørdag morgen ved firetiden. Først dækkede jeg bord - og så gik jeg ombord i kokkeriet.

Jeg havde sammensat en menu med retter fra bagkataloget og holdt mig til de sikre retter, hvor jeg kan opskrifterne i hovedet. Når der er budt gæster, er tiden ikke til eksperimenter, selv om det ellers kan være meget sjovt.

Så jeg lagde ud med smørkogte grønne asparges, sauce mousseline og varmrøget laks. Det er årstidens mad - og virker, bare man lige husker, at de grønne asparges endelig ikke skal have mere end 30 sekunder i blandingen af halvt smør, halvt vand.

Så stod den på marineret langtidsstegt kalvecuvette. Den slår aldrig fejl. Tre til fire timer ved 70 grader til en kernetemperatur på 57 grader. Det kan tygges med øjebrynene. Hertil en vaskeægte sauce lavet på en fond af urter fra bunden af køleskabet, et stykke bacon, marinaden og stegesaften fra bradepanden. Reduceret til næsten ingenting og vendt i en roux og tilsat en dl fløde. Det virker - hver gang.

Til kødet serverede jeg ostegratinerede rodfrugter. Det er også en klassiker i mit køkken. En time i ovnen, mens man spiser forretten.

Desserten var den velkendte hokkaido-sorbet, som jeg nu har haft på menuen i et par år. Denne gang serveret på en bund af blomme i madeira - en rest fra 2024, da jeg ikke lavede blomme i madeira sidste sommer, hvor de blå blommer ikke rigtig levede op til kravene.

Både velkomstboblerne og hvidvinen til forretten var klassikere her i huset. Giersbergers crémant d'Alsace og Mâcon Azè.

Rødvinen var fra øverste hylde - eller faktisk nederste hylde. Jeg er bagud med vinkælderen, fordi jeg så dårligt tåler alkohol, efter at jeg har fået diabetes. Så den første flaske blev en oldgammel Faustino 1 fra 2005 (flaske no. 104116), som blev fulgt af samme type fra 2008 - og herefter lidt løssluppen druk med blandt andet en Bourgogne pinot noir fra 2016.

Da vennerne var gået, sluttede min kusine og jeg som altid af med lidt gin og tonic...

Mr. Showbiz

Johnny Reimar

Så har Johnny Reimar sunget den sidste sang og produceret den sidste plade.

Det er ikke uden grund, at han havde tilnavnet Mr. Showbiz. Johnny Reimars betydning for den danske musikscene har været enorm. Utallige er de kunstnere, han som producer og pladeselskabsdirektør har været med til at bringe frem i lyset. Uden Reimar ville kendte danske musiknavne som Ache, Gnags, Savage Rose, Olsen-brødrene, Lollipops og mange flere tresser- og halvfjerserkoryfæer næppe være blevet til det, de er kendt for i dag.

Mr. Showbiz er også titlen på Reimars erindringer, som blev udgivet i 2000. Den bog har jeg selvfølgelig i biblioteket. Oven i købet med dedikation fra Johnny Reimar.

Dedikationen stammer fra den eneste gang, jeg har snakket med ham. Det var i Nuuk selvfølgelig. Omkring 2005, hvor han sammen med Cliffters optrådte på Hotel Godthåb. Som altid, når der var kunstnere fra Danmark, var der også noget reception, hvor jeg var inviteret - og så selvfølgelig koncert - og også en efterfest, hvor Johnny Reimar, der tilsyneladende var under skarp bevogtning af fruen, Anni, dog ikke deltog så længe.

Jeg husker selve koncerten som en stor oplevelse med svingende glad tresser-guitar-pop fremført med de karakteristiske synkroniserede guitarsving. Reimar og Cliffters leverede simpelthen varen.

Og det er det, jeg især godt kan lide ved Johnny Reimar. Han havde en sund købmandsmæssig indstilling til kunst. Kunst skal ikke genere kunderne, men glæde og fornøje. Kort sagt en festlig mand i hvis selskab, man befandt sig godt. Han var nem at snakke med og fortalte gerne om sit liv og mange oplevelser - og havde det ikke været for fruens vagtsomme blik, kunne det nemt være blevet til en meget lang nat.

Nu er han så ikke mere her på jorden. Måske var det et varsel, at jeg lørdag formiddag, mens jeg lavede mad til dagens gæstebud, hørte en cd med Cliffters - og som altid skruede helt op til Foot Tapper, der i Cliffters-udgaven er bedre end Hank Marvins og the Shadows original fra 1963.

Johnny Reimar havde i øvrigt en gigantisk produktion bag sig. I erindringsbogen fra 2000 fylder discografien 24 sider!

Nye asparges

Nem mad

Endnu er mine egne grønne asparges ikke kommet op af jorden, men fredag dukkede de første hvide asparges fra Tyskland op hos den lokale grøntsagspusher.

Det fejrede jeg lørdag med et enkelt, men stærkt velsmagende aftensmåltid.

Asparges skrælles og koges i fem minutter i halvt smør, halvt vand. Drypper af og drysses med Læsø-salt, tørret timian og revet citronskal. Serveres med sauce mousseline - flødeskum og hollandaise - og et stykke varmrøget laks. Det er nemt.

Så blev det tid til junior-bagedysten på TV. Jeg bliver altid lækkersulten, når jeg ser det program. Lørdag stod den på en rest mormor-jordbærkage med lidt ekstra flødeskum, fordi jeg havde lavet for meget til saucen.

Der er ikke så længe til jordbærsæsonen begynder. Så jeg er i gang med at tømme fryseren for jordbær fra sidste år. Det er en god undskyldning for at synde lidt på en lørdag aften til bagedysten.

Påske-brioche

Bolleri

Jeg elsker at bage, men det sker desværre alt for sjældent. Det giver ikke rigtig mening i min lille husholdning.

Men søster havde inviteret sig selv på kaffe fredag eftermiddag, så jeg gik i gang fra morgenstunden. Brioche-boller sådan som jeg nu laver den.

Jeg laver dem altid med rosiner - simpelthen fordi rosiner og ost står godt sammen til friske boller. I stedet for at søde med honning har jeg altid reduceret kogelage fra pærer stående i køleskabet. Det bruger jeg (i rigelige mængder) i stedet, Det giver sammen med kardemommen en god smag, skulle jeg hilse at sige.

Jeg kan også godt lide, at krummen er lidt gul, så jeg giver normalt altid dejen lidt gurkemeje - og i anledning af påsken blev det så til et ekstra skud. Det var næsten for meget, men herregud - det er jo kun påske en gang om året.

Det var i øvrigt første gang, jeg bagte i min nye ovn. Jeg er tilfreds. Den fordeler varmen pænt - og det var ikke nødvendigt at vende pladen halvvejs, sådan som det ellers var tilfældet i mit gamle komfur. Så jeg er glad.

Så hold dog kæft

Politiklede

Jeg har det med sport og politik, som tidligere kulturminister Jytte Hilden havde det med fodbold og porno. Det er sikkert meget sjovt at være med til, men kedeligt at se på.

Så det har slet ikke været sjovt at åbne for fjernsynet i år. Først håndbold, så OL og nu folketingsvalg. Det er kedeligt og slet ikke spor spændende. Heldigvis har vi Ramasjang med F for Får, Sprinter Galore og Motor Mille, som i øjeblikket er min favorit-kanal.

Jeg forstår ikke, hvorfor alting skal snakkes til døde i moderne TV. Siden valget blev udskrevet, har vi døjet med analyser om, hvorvidt det ender med en rød eller blå regering, hvem der er statsministerkandidat, masser af løfter om at bruge andre folks penge og en fuldstændig usmagelig hetz mod  alle, der selv kan forsørge sig.

Det er tankevækkende, at skattetrykket i Danmark er så højt, at vi er nødt til at give folk tilskud, så de kan betale skatten.

Hetzen er især gået ud over landbruget. Det er som om, at både politikere og journalister har glemt, at landbruget historisk set har ført os nogenlunde sikkert igennem to verdenskrige - og nu, hvor vi står på tærsklen til en tredje verdenskrig, kan det nok betale sig at satse på fødevareproduktion frem for kultur og standup. Det kan vi ikke leve af, når det først går løs.

Snak er i øvrigt dårligt TV. Det er et billedmedie, så det er fuldstændigt unødvendigt med alle de kommentatorer og analyser af fodboldkampe og valg. Vis dog, hvad der sker og overlad det til seerne at bedømme det. Journalistikken skal først og fremmest registrere, hvad der sker - for seerne (og læserne) er kloge nok til at danne deres egne konklusioner.

En særlig pestilens er de såkaldte valgtests. Det er foragt for læserne og seerne - som om de skal have alting fordøjet som søbemad.

I øvrigt er valgkamp et levn fra gamle dage, hvor politikerne rejste fra by til by for at overbevise vælgerne. I dag kan det klares elektronisk på mindre end 24 timer - og jeg synes, at folketingsvalg bør afholdes dagen efter, at de er udskrevet. Så slipper vi også for alt det uæstetiske plakatgøgl.

Jeg har det med politik som med sport - kampen er ligegyldig. Det er resultatet, der er interessant

Jeg finder det i øvrigt stærkt betænkeligt, at det skatteyderfinansierede statsmedie DR betegner den afsluttende partilederdebat som demokratiets aften. Det klæder ikke den danske afdeling af Pravda at tage stilling og postulere, at vi har demokrati. Ikke fordi jeg betvivler den demokratiske tilstand i Danmark, men jeg synes, at det er en utidig journalistisk stillingtagen til et spørgsmål, der ikke er et entydigt svar på.

Jeg er heller ikke typen, der jubler over en høj stemmeprocent. Det er faktisk demokrati i fuldt flor, hvis folk vælger sofaen frem for politikerne.

Nu er det sandsynligvis overstået i denne omgang. Jeg ejer heldigvis ikke tvivlens nådegave, så jeg stemmer, som jeg plejer at gøre. Det ændrer en overgearet, overflødig og hysterisk valgkamp ikke på.

Hugorme-spam

De slanger sig i solen

Lørdag vendte jeg tilbage til hugormene på dæmningen ved Vejlerne.

Denne gang havde jeg bedre tid til at arbejde med de små slanger. Især med dybdeskarpheden og perspektivet, forskellige objektiver og kameraer - men først og fremmest tid. For ting tager altså tid - uanset udstyr.

Det blev også til en artikel om en lille pige på fem år, som var ellevild ved synet af sin første hugorm.

Note til mig selv: Husk at købe et macro-objektiv.

Reptil-rendezvous

Hugorm

Fredag morgen gik turen til Thisted. Jeg var kommet såpas tidligt afsted, at der var tid til en kort pause ved udstillingsbygningen på Bygholm Vejle.

Det er et godt hugormested på denne årstid. Hugormene har overvintret i stendiget foran bygningerne - og nu, hvor solen får magt, kommer de frem af hiet. Tidligt på dagen ligger de i solen og samler varme - og de er nemme at fotografere.

Der var også en del markfirben - og dem var faktisk noget mere liv i. De pilede rundt om hugormene - næppe uden at være bevidst om den potentielle fare. Men hugormene rørte sig ikke - slikkede bare sol og ikke firben.

Billederne er velbelyste og skarpe, men også noget kedelige. Jeg havde ikke så meget tid, inden jeg skulle videre til min aftale.

Men jeg vil gerne give den et skud mere, så jeg regner med at smutte forbi igen lørdag morgen - hvis vejret ellers er til det. Det er kun en lille omvej til dagens opgave ved middagstid i Fjerritslev.Jeg tager nok lidt forskellige objektiver og kameraer med og vil bruge formiddagen på at se, om ikke jeg kan gøre det bare lidt bedre end i dag.

Den glemte fælde

Skallesmækker

Blæsten forleden afslørede en musefælde, som jeg havde glemt alt om.

Den har været dækket visne blade og sne siden efteråret, men nu dukkede den pludselig frem. Fælden var udløst, kunne jeg se - og da jeg fik den åbnet, lå der nok så nydeligt et musekranium og et stykke rygsøjle i klemme i saksen.

Resten af musen var væk - sandsynligvis fortæret af en slægtning i gnaverfamilien, for fælden er af den lukkede type, som fuglene ikke kan komme ind i.

Jeg plejer ellers at tjekke mine fælder mindst et par gange om ugen, men den her havde jeg altså glemt alt om.

Men det er nu heller ikke sådan, at gnaverne har været et stort problem denne vinter. Med skallesmækkeren, som jeg kalder den nysopdagede mus, er jeg oppe på fire mus i år. To husmus i komposten og en halsbåndmus i redskabsskuret. Det er ikke mange, men jeg skal nok vare for at skryde - for der skal nok komme flere.

Jeg har erkendt, at mus og rotter ikke er til at undgå på parcellen, så jeg ligger i permanent krig med gnaverne. I øjeblikket med otte (vistnok) musefælder og dertil kommer så fem rottefælder. Men hvis det bliver for slemt, har jeg mange flere musefælder på lageret - for en død mus er god mus.

Du skal høre mye...

Værtshus-snak

Av Kjetil Ree – Eget verk, CC BY-SA 3.0

Da jeg boede i Tromsø, frekventerede jeg af og til værtshuset Rorbua på SAS-hotellet (nu Radisson Blu).

Stedet er en institution i norsk TV-historie. I perioden 1987 til 2003 blev underholdningsprogrammet Du skal høre mye sendt fra pubben. Flere end 250 udsendelser á 20 minutter.

Konceptet var enkelt. Folk kom ind fra gaden og fortalte en vits til kameraet. Det var før, standup var opfundet - og som det ofte sker i Nordnorge, var vittighederne bestemt ikke stuerene.

I Tromsø er bandeord en integreret del af dialekten, og man gør gerne en dyd ud af at være politisk ukorrekt, så humoren var langt under bæltestedet og virkede ofte stærkt stødende på sarte og bornerte sydnorske ører. Det var sikkert stærkt medvirkende til Rorbuas og TV-programmets succes.

Jeg tjekker næsten dagligt nyheder på VG og avisen Nordlys. Det har fået Facebooks algoritme til at tro, at jeg kommer fra Tromsø. Mindst en tredjedel af mine notifikationer er norske. I hvert fald får jeg næsten dagligt tilsendt vittigheder fra fordums glade dage på Rorbua.

Det er stærke sager - og jeg gør opmærksom på, at jeg udelukkende citerer, hvad Facebook sender mig. For jeg tager ikke noget ansvar, men her er et par smagsprøver:

En kvinne fra Hemnesberget, Ida, legger inn en kontaktannonser i lokalavisa:«Søker en mann med tre kvalifikasjoner: Slår meg ikke. Forlater meg ikke. Og er god i senga.»

To dager senere ringer det på døra.Utenfor står en mann.

– Hei, jeg heter Oluf. Jeg har ingen armer, så jeg kan ikke slå deg. Og jeg har ingen bein, så jeg kan ikke forlate deg. Ida ser skeptisk på ham.

– Hva får deg til å tro at du er god i senga?

Mannen smiler og sier:– Jeg ringte på dørklokka… gjorde jeg ikke?

Og lige en mere:

Han Ante krasja med snøskuteren og døde samme dag som paven. På grunn av en datafeil ved perleporten ble det full forvirring: Ante ble sendt til himmelen – og paven havnet i helvete. Et par dager senere ble feilen oppdaget. Systemet ble rettet, og de to ble sendt hver sin vei på rulletrappene – paven oppover, Ante nedover.

Idet de passerte hverandre, ropte Ante: – Kor jævlig va det der nede?

Paven tørket svetten av panna og svarte: – Det var varmt og et fryktelig liv… men det fikser du nok. Takk og lov at jeg er på tur opp igjen. Det er én ting jeg virkelig har sett fram til.

– Ååå? Ka da? spurte Ante.

– Å møte jomfru Maria, svarte paven høytidelig.

Ante lente seg over rekkverket med et lurt glis og hvisket: – Akkurat det… e nok litt seint no…

Lærken er kommet

Fuglenyt

Jeg har ingen billeder, men lærken er kommet til Øland.

Jeg både så og hørte den lille forårsbebuder, da jeg lørdag morgen havde kastet mig over en flok kortnæbbede gæs, der hyggede sig lidt længere nede ad Nørremarksvej.

Der er masser af kortnæbbet gås i øjeblikket - i tusindtal, og det er også et forårstegn. De går rundt på markerne og spiser sig fede, inden turen går mod Svalbard og en kort ynglesæson. De larmer temmelig meget - især når flokken bliver skræmt, og de går på vingerne.

Søndag fik jeg et par billeder af sølvhejrerne nede ved dæmningen. Det er en af mine favoritfugle i øjeblikket. Sølvhejren er lidt større end fiskehejrerne - og rent fotomæssigt er de lidt nemmere at have med at gøre. De er ikke så nemme at skræmme, men bliver troligt stående på posten med fødderne i vand.

Sølvhejren er relativt ny i den danske fauna, men har nu etableret sig her på egnen - og jeg ser den ofte, når jeg kører over dæmningen mod Gjøl.

Falsk hjemmeside udnytter danskeres sympati for Grønland

Internet-svindel

Hvad har Else fra Kolding og Bodil fra Herning til fælles?

De har begge købt striktrøjer med et grønlandsk mønster på hjemmesiden sostreneniviogaja.dk – og er ifølge hjemmesiden særdeles godt tilfreds med købet.

De to er ikke alene. I alt 10 glade kunder lovpriser virksomheden Søstrene Nivi og Aja på hjemmesiden.

”Jeg har aldrig handlet tøj online før. Min datter hjalp mig med at bestille. Vi var begge lidt nervøse – men pakken kom og vi åbnede den sammen. Vi blev begge helt stille, da vi tog sweateren op. Den er så smuk og så blød. Jeg har siden bestilt én mere – og denne gang bestilte jeg selv”, fortæller Else fra Kolding.

Det samme gælder Bodil fra Herning, der fortæller en tilsvarende historie.

Det virker alt sammen tillidsvækkende – ovenikøbet er der et foto af Else og Bodil i deres nye striktrøjer.

Der er kun et problem. Billederne forestiller ikke Else og Bodil. Det er Sofia Rossen fra Nuuk og Dorthe Ivalo Jensen fra Sisimiut, man ser på de lidt uskarpe fotos.

- Jeg blev mildest talt forbløffet, da jeg så billedet, fortæller Sofia Rossen.

- Billedet er en selfie, som jeg tog derhjemme i entreen, da jeg havde købt en trøje, der er strikket af Lisa Sólrun Christiansen.

- For mig at se er der noget ravruskende galt med den hjemmeside, siger Sofia Rossen.

Fup og fidus

Rossen har helt ret. Hjemmesiden er ikke andet end fup og fidus – udelukkende oprettet for at narre pengene op af lommen på godtroende og velmenende strikentusiaster, der fik interesse for Grønland, da landet blev omtalt i medier verden over tidligere på året.

Søstrene Nivi og Aja’s hjemmeside er oprettet den 16. februar. Den fortæller historien om to søstre, der har strikket, siden de var små og har solgt strikvarerne til venner og bekendte. Da Grønland kom i verdens søgelys i januar, skete der noget:

” Pludselig ville alle vide, hvem vi er. Hvad vi er værd. Det var en hård periode. Utrygheden sad i kroppen. Frygten for det ukendte hviskede i baghovedet. Men midt i alt det mærkede vi noget varmt — Danmark kiggede mod os.

Vi havde strikket i årtier. Nu var det tid. Vi pakkede vores sweaters, cardigans, sokker og strikket tøj — og sendte det til Danmark for første gang. Ikke som en forretning. Men fordi varme skal deles i hele kongeriget”, lyder den rørende historie på hjemmesiden.

Der er tale om en professionelt opsat hjemmeside med websalg. Det er tydeligvis ikke en webamatør, der står bag.

Øverst på siden et flot foto af Nivi og Aja, skal man tro. Så følger en række tilbud på sweaters og cardigans – alle sammen med grønlandske designnavne som Silaqaq, Imaq, Qaleralik og Qanoq og store fotos. Nederst på webstedet er så anbefalingerne fra Else i Kolding og Bodil i Herning samt den sædvanlige bundbjælke med menu, handelsbetingelser, privatlivspolitik samt adressen på foretagendet, der angiveligt er Aqqusinersuaq 12 i Nuuk.

Kunstig intelligens

Men problemerne med hjemmesiden begynder allerede med det øverste foto af Nivi og Aja – to yngre kvinder fotograferet udendørs med et ældre KGH-rødt hus i baggrunden.

Billedet er fremstillet med kunstig intelligens – og et falsum helt igennem.

Den ene af modellerne er Josepha Kûitse Kunak Thomsen. Hun opdagede tilfældigvis billedet på Søstrene Nivi og Aja’s Facebook-profil, for sådan en har fup-firmaet også.

Josepha Kûitse Kunak Thomsen er forbløffet.

- Jeg har edderman’me ikke strikket i snart over to år, lyder hendes bramfri kommentar.

Josepha Kûitse Kunak Thomsen har anmeldt billedet til Meta, der ejer Facebook. Her var der imidlertid ingen hjælp at hente, fortæller hun til Sermitsiaq.

- I forhold til at de har brugt mit ansigt, synes jeg, at det er mega træls, at Meta melder tilbage, at der ikke er noget problem. Det gør det til et kæmpeproblem, når man åbenbart ikke har et digitalt ejerskab til sit ansigt. Det er ulækkert at vide, at man sådan bliver brugt til at lokke penge ud af folk, siger Josepha Kûitse Kunak Thomsen.

Sermitsiaq har vist Søstrene Nivi og Aja’s hjemmeside til Lisa Sólrun Christiansen. Hun driver virksomheden Sólrun Design Greenland, der producerer strikopskrifter og strikvarer inspireret af den grønlandske nationaldragt. Hun er forarget.

- Jeg kan se, at mange af varerne på hjemmesiden er mine – og jeg har intet med den virksomhed at gøre. Jeg sælger mine ting selv og gennem nogle få forhandlere, som jeg har et tæt samarbejde med. Jeg har aldrig nogensinde hverken hørt fra Søstrene Nivi og Aja eller lavet nogen som helst aftale med dem. Det er ren svindel, det her, siger Lisa Sólrun Christiansen til Sermitsiaq.

Hvem står bag?

Hvem er det så, der står bag dette stort anlagte svindelnummer?

Med søgemaskinen whois.com har vi fundet ud af, at domænet sostreneniviogaja.dk ejes af Jamal Ranj Hameed Rasul, der bor i Brøndby Strand nær København. Ifølge CVR-registret driver Jamal Ranj Hameed Rasul virksomheden The Fasion i branchen ”detailhandel med fodtøj”. Da virksomheden blev oprettet i 2023, havde den navnet CloseEffect.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Jamal Ranj Hameed Rasul på det telefonnummer, der ifølge Krak.dk er knyttet til hans adresse i Brøndby Strand, men opkaldene bliver ikke besvaret. 

_________

Det er sjældent, at jeg laver afslørende journalistik, men i den forløbne uge har jeg brugt det meste af arbejdstiden på denne skrækkelige historie, som blev offentliggjort på Sermitsiaq torsdag. Det blev en rystende oplevelse, der giver et præcist billede af, hvordan internettet, AI-værktøjer, webshops og skrupelløse svindlere undergraver vort tillidsbaserede samfund. Det er en gave til svindlerne. Det blev lærerigt - og jeg har tænkt mig at fortsætte i sporet, selv om jeg meget hellere vil skrive om rigtige almindelige og ærlige mennesker med drømme og håb for fremtiden. Og så vil jeg hellere handle lokalt - og blive betjent af rigtige mennesker...

Erindringer: Zacharias og mig

Kunst

Da jeg i 1995 skulle indrette mit kontor på rådhuset i Nuuk, blev jeg sendt i kælderen. Der var nogle kunstværker, som jeg så frit kunne vælge fra.

Til min store forbløffelse fandt jeg et formidabelt og temmelig sikkert også kostbart kunstværk stuvet sammen i kælderrummet med mere eller mindre talentfulde grønlandske malerier og tegninger. Det var et kæmpestort maleri af den færøske kunstner Zacharias Heinesen, som var skænket til Nuup Kommunea af byrådet i Tórshavn i forbindelse med Nuuks 250 års jubilæum i 1978.

Maleriet, der viser udsigten over Tórshavn mod Nolsoy, var åbenbart ikke faldet i nogens smag, så det var endt i depotet. Men det fik en ende. Jeg fik billedet op at hænge på kontoret - og det fulgte mig på forskellige kontorer, indtil jeg flyttede fra Nuuk i 2007.

Jeg var stolt og glad for maleriet, som dagligt gav mig glæde. Jeg har været i Tórshavn mange gange - og jeg mener, at stemningen og udsigten er ramt lige på kornet.

Fornøjelsen blev ikke mindre, da jeg en dag havde besøg på kontoret af den flamboyante kunstlærer på gymnasiet, Jørgen Sønderby, der også var dirigent for Nuuk Byorkester og bybuschauffør.

Jørgen delte min begejstring for Zacharias Heinesen - og det blev en tradition, at jeg en gang om året fik besøg af hans gymnasieelever, der på mit kontor blev introduceret til færøsk kunst.

Zacharias Heinesen var helt klart over min rang og alt for fornemt til en simpel informationschef. Det blev jeg klar over i 2006, hvor jeg besøgte Tórshavn sammen med Nuup Kommuneas økonomiudvalg. Vi var blandt andet på besøg på nationalgalleriet, Listaskálin, der har en hel sal med Zacharias Heinesen - og da jeg nævnte over for direktøren, at sådan et havde jeg da også hængende på mit kontor, troede han, at jeg var fuld af løgn.

Efter at jeg forlod rådhuset i Nuuk, er maleriet nu kommet til ære og værdighed - og har fået en fin placering i politiker-loungen ved kommunalbestyrelsens mødesal.

Jeg har i dag en mindre reproduktion af en Zacharias Heinesen-akvarel hængende i stuen. Usigneret offset-tryk og et af tre færøske billeder, som jeg fik forærende af bystyret i Tórshavn under besøget i 2006.

Festen er forbi - og det kan blive småt for enhver. Men minderne har jeg fortsat.

Så blev det forår

Blomster-spam

Den 1. marts er forårets første dag i følge kalenderen - og for en gangs skyld ser det ud til, at naturen og kalenderen følges ad.

Det meste af sneen er smeltet. Erantis og vintergækker myldrer frem, fuglene synger, og dagene bliver længere og længere.

Jeg har bemærket, at i år er vintergækker langt foran erantis. Det plejer ellers at være omvendt. Måske fordi vi har haft pænt med sne. Vintergækkerne trives under sneen, mens erantis først tager fat for alvor, når sneen er væk, og de kan få lys.

Det begynder også at lugte af havearbejde, men jeg giver den lige et par dage endnu, før jeg går i gang. Første opgave bliver at rive blade sammen. En rask lille orkan kunne nemt klare den opgave, men umiddelbart ser det ud til, at opgaven i år skal klares med håndkraft og knofedt.

Den tid, den sorg.